Urhjerne: Disse ting tænder du på hos en mand (og én overraskende ting, du frastødes af)
Foto: Panthermedia
Hvad er en lækker mand? Vi véd, tiltrækning er en individuel sag, og svaret vil også være påvirket af den kultur, man lever i, og tidens gældende idealer. Og så er der alligevel visse præferencer, der er alment gældende i alle kulturer til alle tider, viser forskning. Her er urhjernen på spil.
Lad os starte med fysikken: Udgangspunktet er, at vi kvinder helt ubevidst skanner mænd omkring os for en lang række fysiske karaktertræk, som afgør, om vi bliver tiltrukket eller ej. Kvinder kan bedst lide mænd, der er højere end dem selv, og hvis ansigt er symmetrisk, det signalerer nemlig sunde gener. Til gengæld viser undersøgelser – måske lidt overraskende – at et bredt smil ikke er i høj kurs: Forskere mener, at det er, fordi kvinden aflæser smilet som et tegn på manglende dominans (en badass behøver ikke at smile for at indynde sig). Et stolt udtryk er derimod dragende.
Moderate muskler kan kvinder generelt godt lide, men ikke alt for mange, for det kan tolkes, som om han ikke er til at holde på. Derudover er en dyb stemme mere tiltrækkende end en høj: Dyb manderøst signalerer stor, høj krop.
Påklædning signalerer magt
Mange kvinder oplever i dag desuden en sælsom dragning mod både magtfulde mænd og mænd i uniform. Piloter, politimænd og kaptajner optræder i mange hede kvindedrømme. Det er, groft forenklet, fordi påklædningen signalerer magt – og om vi bryder os om det eller ej, er en stærk mand appellerende for kvinder: I dag kan kvinder klare sig selv, men et nedarvet element af vores biologi er stadig på udkig efter en beskytter og forsøger.
Når mandlige lærere og konsulenter kan opleve at have kvinder sværmende omkring sig, kan det hænge sammen med, at de typisk udstråler evnen til lederskab samt vision og autoritet, hvilke der for kvindens urhjerne er ret uimodståelige karaktertræk.
Hverdagens helt virker også tiltrækkende
En anden gruppe, som tit vil virke tiltrækkende på kvinder, er hverdagens helte, såsom reddere og brandmænd. De er fysisk stærke, kan forblive rolige i pressede situationer og manifesterer også det afgørende helte- og fadertræk, nemlig sans for at redde de svage og nødstedte.
Så ja, vi har en genetisk arv med fra dengang, forholdene var anderledes end i dag, og det påvirker vores partnervalg. Der er dog ingen grund til ikke at hænge ud med fattige studerende og mænd, der smiler meget. Det evolutionære element er kun én ud af mange faktorer i den cocktail, der udgør vores tiltrækning. Ikke sjældent overrules det genetisk disponerede element af, at en partner har andre fordele: At udvise det, der kaldes personligt lederskab, altså at være kompetent i eget liv, er for eksempel tilgængeligt for alle uanset job og fysik. Også mænd med et godt hjerte, humor og fælles værdier er i høj kurs.
Sara Skaarup er journalist og sexolog.