Kvinden bag kostfænomenet Sense: "Jeg vil lette folks tanker om krop og vægt"

Nej. Det lå ikke ligefrem i kortene, at Suzy Wengel en dag skulle stå bag en af tidens største bogsucceser eller være den, der går i front, når det kommer til at få folk til at tabe sig – og tilmed samtidig få et normalt forhold til mad.

Da hun var i 20’erne, overspiste hun og var inde i den for mange velkendte cirkel, hvor man propper sig med mad, mens man lover sig selv at gå på slankekur i morgen. Resultatet var, at hun endte med at veje næsten 100 kilo. Men så fik hun altså nok og gik i gang med at tabe sig. Denne gang ikke på en af de sædvanlige lynkure, som hun havde forsøgt sig med utallige gange, men med fornuften og videnskaben som fundament. Det virkede. Kiloene forsvandt, og med tiden udviklede hun slanke- og kostkonceptet Sense.

Sense-bøgerne har nu i flere år domineret de danske bestsellerlister og er udkommet i både USA, England, Tyskland og en lang række andre europæiske lande. Derudover er der i dag Sense-konsulenter i hele Danmark og adskillige Facebookgrupper, hvoraf Suzy selv står bag omkring 10 af dem. Heriblandt den store Sensegruppe, der har 137.000 medlemmer og nogle mindre – f.eks. Sense for dem med diabetes, Sense for mænd og Sense for gravide og ammende. Og det, der er særligt for dem alle, er, at de er yderst velfungerende. Faktisk så velfungerende, at Suzy Wengel for et års tid siden blev kontaktet af Facebook.

– Det var den Skandinaviske afdeling af Facebook, der kunne se, at der foregik noget ud over det sædvanlige. Når en Facebookgruppe fungerer godt, så er det, fordi der er høj aktivitet og få klager, fortæller Suzy Wengel, der blev inviteret til møde.

– Først var jeg ret skeptisk og troede, det var telefonfis, eller at de ville have penge for et eller andet.

Men hun endte alligevel med at takke ja til invitationen, og sammen med omkring 15 andre udvalgte tog hun med til møde i København. Det møde endte med endnu et møde i London, og til sidst blev Suzy udvalgt som én ud af 115 i hele verden til at være en del af at et årligt lederprogram udviklet af Facebook – et projekt, der har til formål at styrke og skabe velfungerende communities på Facebook.

Hvad vil Mark Zuckerberg mig?

Ud over at hun fik en pose penge til projektet, betød det bl.a. også, at hun blev inviteret til workshop i Facebooks hovedkvarter i Silicon Valley i Californien, hvor hun var ovre i efteråret. Og til sommer skal hun derover igen. Det vender vi tilbage til, men lad os lige starte med, hvad det er, Suzy Wengel kan …

– Inden jeg selv lavede den første SenseFacebookgruppe, havde jeg været observerende medlem i flere grupper om sundhed. Det kan være enormt spændende at følge de forskellige diskussioner, men tit blev jeg irriteret over tonen, og at sådan noget som f.eks. holdninger til sødemidler eller økologi kunne få folk helt ud et sted, hvor det var som at være i en børnehaveklasse.

I starten af 2015 lancerede Suzy Wengel så sin egen første Facebookgruppe, og lige fra start gik hun op i, at det skulle være et godt sted at være.

– I begyndelsen var der jo ingen, der vidste, hvem jeg var, og jeg havde ikke bevist noget, så der var mange, der var kritiske, og det er fair nok. Men jeg lavede den regel, at jeg altid ville svare positivt og aldrig ville skrive noget negativt, for det får jeg intet ud af. Så selv om folk var sure, ville jeg være rummelig. På den måde lagde jeg en form for stil fra starten. Nogle gange kan selv diskussioner om sundhed jo gå over i noget nærmest religiøst, hvor der bliver talt grimt, og der kan være en tendens til mobning, og det ville jeg ikke acceptere. Og jeg fandt ud af, at folk faktisk gerne vil have nogle retningslinjer for, hvordan man skal opføre sig.

De retningslinjer ligger stadig til grund for Facebookgruppen i dag, hvor hun ud over at få hjælp fra to professionsbachelorer i ernæring, som hun har ansat til bl.a. at svare på de sundhedsfaglige spørgsmål, der bliver stillet i gruppen, også får hjælp af en række frivillige, der sørger for, at retningslinjerne bliver overholdt.

– Er der f.eks. folk, der begynder at reklamere for et eller andet, kontakter vi dem, og så får de en advarsel og en chance mere, og så stopper de som regel. Og hvis de ikke gør, blokerer vi dem, fortæller Suzy Wengel. Det er dog ikke alle, der får en chance til. Som hun siger:

– Dem, der skriver til kvinder og viser deres tissemænd, har ikke en chance for at komme ind igen.

– Og jeg vil heller ikke være med til, at folk mobber eller bruger dårligt sprog. Det er der ingen, der har gavn af. Heller ikke dem, der mobber. De gør det jo, fordi de er frustrerede og ikke har fundet deres plads i livet endnu, siger Suzy Wengel og fortæller, at det kræver både tid og ressourcer at sørge for, at en så stor gruppe af mennesker fungerer, men det har hun valgt at prioritere.

Når man selv har prøvet at blive mobbet

Det var blandt andet takket være den prioritering, hun i efteråret som en del af Facebooks lederprogram blev inviteret over til Facebooks hovedkvarter sammen med andre administratorer for velfungerende grupper over hele verden for bl.a. at deltage i forskellige workshops. Her mødte Suzy Wengel bl.a. Facebooks COO – Sheryl Sandberg.

Og hvordan var det så? At være Suzy Wengel, der er opvokset i Ballum nær Tønder, uddannet laborant, og som har kæmpet med overvægt og overspisning i mange år af sit liv, og så sad man pludselig dér i Silicon Valley med Mark Zuckerbergs højre hånd og en af de mest succesfulde kvinder i verden? Samtidig med at man har ligget på bestsellerlisterne i Danmark i flere år.

– Jeg er afslappet med det, men jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan pokker jeg er endt her, siger Suzy Wengel.

Og dog. For faktisk gik det lidt op for hende, mens hun var på besøg hos Facebook.

– Vi havde en øvelse, hvor vi skulle fortælle historien om os selv, og hvor jeg skulle tegne, hvorfor jeg er endt, hvor jeg er. Og dér fandt jeg ud af, at mange af de kvaliteter og den empati og forståelse, jeg har i dag, kommer af det, jeg selv har oplevet, siger Suzy Wengel.

Det gælder bl.a. den manglende tolerance over for mobning.

– Jeg var meget usikker på mig selv, da jeg var lille. Og gennem en periode har jeg også været udsat for mobning og oplevet at stå uden for fællesskabet. Dér stod jeg og kiggede ind og tænkte: Hvordan bliver jeg populær? Hvordan finder jeg min plads? Og det gik op for mig, at jeg enten kunne give op eller gøre mig stærk. Det er aldrig noget, jeg har skrevet ned, men da jeg kiggede på den tegning, jeg havde lavet, kunne jeg se, at jeg i dag står som den stærke, og jeg kan se, hvad det er, der sker, når folk klumper sig sammen f.eks. på Facebook, og jeg vil gerne stå i front og hjælpe med, at det foregår ordentligt.

LÆS OGSÅ: Suzy tabte 40 kilo med Sense-kuren: Sådan gør du

Ekstrem overspisning førte til det bedste koncept

Suzy Wengel vil gerne gå i front, når det gælder om at give folk et fornuftigt forhold til mad og vægt.

– I mine 20’ere var jeg meget alene, og da jeg blev forladt af en kæreste, dulmede maden mine følelser. Hvis man kigger på, hvordan man karakteriserer BED (binge eating disorder = tvangsoverspisning), så havde jeg svær BED. Det var ekstrem overspisning. Det var kæmpe mængder af mad, jeg kunne konsumere på en gang. Jeg spiste, til jeg ikke kunne proppe mere ned. Det var meget destruktivt. Jeg vidste jo godt, at jeg ville få det dårligt både fysisk og psykisk, når den umiddelbare fornemmelse af at dulme var ovre. Og jeg syntes, det var pinligt, at jeg som rimeligt intelligent menneske ikke kunne stoppe med at spise.

Men netop det, hun oplevede dengang, har hun senere kunnet bruge, da hun udtænkte konceptet for Sense.

– Min egen historie er min uddannelse, som hun siger.

Det, hun bl.a. har lært af sin overvægt, overspisning og mislykkede slankekure, er, at det handler om at tilpasse kosten til, hvem man er – og ikke omvendt. For som Suzy (og mange andre) har erfaret, er det svært at tilpasse sin appetit og madglæde til et stykke tørstegt laks og en portion kogt broccoli – i hvert fald på lang sigt. Derudover skal kroppen have det, den har brug for: Fedt, protein og kulhydrat i afmålte mængder tre gange om dagen, og så skal man holde op med at slå sig selv oven i hovedet med det, når man alligevel er kommet til at spise for meget.

Det sidste er ifølge Suzy Wengel faktisk det vigtigste. For alt for mange af os har ifølge hende en ”enten-eller-tilgang” til vores kost. Vi prøver at spise sundt, og når vi så alligevel kommer til at spise et stykke chokolade, ender vi med at guffe hele pladen ”for nu kan det hele også være lige meget”, og så fortsætter vi med at spise chokolade, indtil vi igen for en stund går over til den tørstegte laks. For at stoppe den spiral har Suzy udtænkt begrebet ”spisekasser”.

– Det er et mentalt begreb. Du skal forestille dig, at du har tre måltider til rådighed hverdag. Hvert måltid er en spisekasse, og når du har ”åbnet” den og spist, så ”lukker” du den igen, og så er det det. Så tænker du ikke mere på den, fortæller hun.

Det gælder også, selv om man skulle være kommet til at spise en hel lagkage: Ikke tænke mere på det. Se at komme videre!

– Det lyder lidt kedeligt, men det er faktisk det, der er det allervigtigste ved Sense. Det er det, der gør, at man hænger i, og det er det, der har gjort forskellen, siger Suzy, der godt kan forstå, det kan være svært for mange af os at finde vejen til færre kilo.

LÆS OGSÅ: Minimumstræningsprogram: 4 nemme øvelser, du kan lave hver dag

Der findes ingen sundheds-genveje

– Alle sundhedseksperter har jo en business, de skal holde kørende. Derfor er de nødt til at finde på alt muligt. Og jeg siger heller ikke, at Sense er løsningen – der kan være noget, jeg har overset, men jeg kan se, at jeg er på rette vej. Hvis du lytter til videnskaben, så er det, der skal til, at man skal væk fra den sort-hvide tænkning, at det er mængderne, det handler om, at man ikke skal tælle kalorier, og at man skal finde sig egen vej. Det er meget simpelt.

– Jeg vil gerne være med til at lette folks frustrationer og tanker om krop og vægt, for det er noget, der har fyldt hele min egen verden. Men der er en løsning. Det svære er bare, at man skal finde den selv. Man skal selv tage det lange, seje træk. Jeg kan ikke fortælle, hvor meget og hvad man skal spise. Man skal selv finde den balance. Og hvad enten man er til vin eller mariekiks, må man selv finde ud af, hvordan man får det til at passe ind. Jeg har bare givet folk redskaberne.

Selv om Suzy Wengel i dag stort set spiser, som hun har lyst til, kan hun alligevel stadig få brug for nogle af sine egne redskaber.

– Jeg bliver jo også ked af det eller stresset, og når det sker, bruger jeg spisekasserne, og jeg ved, at hvis jeg får slik i dag, skal jeg ikke også have det i morgen. Men jeg overspiser ikke mere, og det handler om, at jeg i dag føler, jeg slår til. Jeg tænker ikke længere, at jeg ikke er god nok.

Og da tanken alligevel kom snigende i Silicon Valley, affejede hun den hurtigt.

– Nogle gange kiggede jeg rundt på de mennesker omkring mig og tænkte: Hold kæft hvor er de dygtige, inspirerende og velformulerede! Og så tænkte jeg: Er jeg virkelig god nok til at være her? Har jeg virkelig fortjent at være her? Og dér sagde jeg til mig selv: Selvfølgelig har jeg det. Jeg har også kæmpet for at komme hertil.