Kirsten Lehfeldt: "Jeg har et helt andet fokus og nærvær nu"

At besøge Kirsten Lehfeldts hjem ved Hillerød er som at træde ud i et landskabsmaleri; snoede grusveje, bølgende marker og farvestrålende blomster. Kirstens cedertræs-hus deler hun med sin mand, skuespiller Stig Hoffmeyer, og parrets to små hunde. Den ene er egentlig kun til låns, for den tilhører parrets datter Mille, der har stiftet familie og bor med sin mand Sophus og deres to børn Ferdinand og Osvald i hovedstadsområdet.

Lige nu er Kirsten aktuel med bl.a. biografien ”Kirsten Lehfeldt”, skrevet af Jacob Wendt Jensen. Kirsten er ikke bleg for at indrømme, at hun ikke lod sig overtale til et bogprojekt lige med det samme.

– Jeg er blevet spurgt flere gange igennem årene, men jeg har altid syntes, at det var lidt grænseoverskridende at tale om mit liv i detaljer. Desuden følte jeg dengang, at jeg var for ung. Nu har jeg alderen til det og dermed en vis portion levet liv bag mig. Det er så også først efter, jeg har fået børnebørn, at jeg har følt et behov for det. Det er så banalt, som at jeg gerne vil have, at mine børnebørn, når jeg ikke er her mere, kan trække en bog om mig ud af reolen og sige: Det var mormor og hendes liv.

Kirsten Lehfeldt: Jeg bliver ved

Kirsten er 66 år, en alder, der ville få mange til at trække stikket til arbejdsmarkedet. Men ikke Kirsten.

– Som skuespiller er der aldrig nogen, der siger, at man skal gå på pension. Hvis man ellers er rask og husker sine replikker, så kan man blive ved, så længe man vil. Muligheden for at blive ved med at arbejde er der i hvert fald.

LÆS OGSÅ: Kirsten Lehfeldt: Der er en udløbsdato på alting - så alt skal give mening

Hvordan har du det selv med det?

– Jeg bliver ved. Men jeg skruer lidt ned for mængden af arbejde. Jeg skal jo nå det liv, jeg ikke nåede, mens der var rigtig meget fart på. Tiden går vanvittigt hurtigt. Nogle gange stopper man op og undres over, hvor den blev af.

Arbejdsmæssigt har Kirsten været med i så mange sammenhænge, at det er svært kun at nævne de væsentligste. Hun er kendt både fra store roller på teatret og fra adskillige film- og serieproduktioner. Men også fra de mange komiske karakterer, hun igennem årene har skabt sammen med sin veninde, kollega og nabo Søs Egelind.

Kirsten og Stig har dannet par i 44 år, selv om de på trods af deres fælles erhverv er dybt forskellige. Mens Kirsten er hurtig og ofte lidt utålmodig, er Stig den rolige og sindige.

– Stig arbejder stadig, når han føler for det. Han bliver 80 til næste år, og så har man lov til indimellem ikke at gide. Han har utrolig mange interesser. Han maler, læser og hører musik. Og så elsker han sin have. Stig er god til at få mig til ”at holde hesten lidt”, og så presser jeg ham ud nogle steder, som han måske ikke helt har lyst til at komme. Vi udfordrer hinandens komfort-zoner, siger Kirsten.

Da ordene blev væk

Midt i den hyggelige snak er vi nødt til at runde det, der skete tilbage i 2018, da Kirsten skulle medvirke i Landsteatrets komedie ”Inden jeg fylder 67”. Kirsten havde sådan glædet sig. Hun skulle spille sammen med Stig, og teatret skulle senere turnere rundt i landet med forestillingen.

– Jeg kunne godt lide at gå til prøverne. Adrenalinen kørte i kroppen, og det kan godt være, at jeg var lidt for hyper, men det var ikke noget, jeg tænkte videre over. Jeg følte mig i hvert fald ikke stresset, husker Kirsten, der under prøverne begyndte at glemme sine replikker.

– Jeg kunne ellers stoffet og overgangene virkelig godt. Men pludselig blev ordene væk for mig. Det skete flere gange. Alle har oplevet blackout, hvor man går i stå, og så kommer det hele igen få sekunder efter; det gjorde det bare ikke her, siger Kirsten, der en dag, hvor det var ekstra grelt, blev kørt på skadestuen og undersøgt.

– Jeg fik den besked, som jeg inderst inde nok havde ventet, nemlig at det var stress-relateret, og at jeg skulle tage tre uger fri. Det er bare ikke så nemt i vores branche, siger Kirsten, der har en god ven, som er psykoterapeut, og som har erfaring med at hjælpe mennesker med stress.

LÆS OGSÅ: Mille Lehfeldt: "I lang tid frygtede jeg, at jeg ikke kunne finde ud af at være mor"

– Jeg var bange for at få sceneskræk, for det må være frygteligt at blive angst for sit arbejde. Det nåede jeg heldigvis ikke at blive, siger Kirsten, der af sin ven og terapeut blev rådet til at blive hjemme og hverken læse eller streame.

– Jeg skulle gå ture, kigge ud i luften og gå tidligt i seng og få sovet. Min hjerne skulle helt ned i gear. Og det kom den, siger Kirsten, der efterfølgende spillede flere end 20 forestillinger, men måtte blive hjemme fra den planlagte turné.

– Den turde jeg ikke tage med på. Sygdom er hver mands herre. Jeg blev hjemme i halvanden måned, hvor jeg bare restituerede.

Har du ændret noget efterfølgende?

– Jeg er blevet bedre til at sige nej tak, og jeg prøver at tage den mere med ro. Jeg tør ikke længere have så mange bolde i luften, men pludselig er de der jo alligevel..!