Liv

11. november 2020

Alberte sultede sig og skar i sig selv: "Jeg fik jævnligt at vide, at jeg kunne dø i morgen"

Alberte Stengaard udviklede anoreksi som 14-årig og fulgte OCD-stemmernes befalinger i årevis. Hun håber, at hendes sygdomshistorie kan give andre håb og få os til at tale åbent om psykisk sygdom.

Af: Charlotte Holst

https://imgix.femina.dk/media/article/alberte_stensgaard.png

Foto: Marie Hyld

Du er kun den anden person, der har været her i lejligheden ud over min familie, siger Alberte Stengaard, da hun tager imod i døren til sin etværelses på Amager.

Lejligheden er lille og fin. Som hende. Kun familie, og så en mentor fra kommunen, har fået lov at passere hoveddøren i løbet af de tre år, hun har boet her.

– Lejligheden er mit safe space. Mit helle. Her føler jeg mig tryg, siger Alberte Stengaard.

Alt er ordnet sirligt. Sengelinnedet er taget af og lagt omhyggeligt sammen.

– Det gør jeg hver morgen. Tager det af og folder det. Alt, hvad der er her i lejligheden, symboliserer mig, og hvis her roder, så roder jeg også indeni. Jeg står op klokken 4.45 hver dag for at have styr på alt.

Indvendigt kaos og en voldsom afhængighed af selvdestruktion stjal Alberte Stengaards ungdom og første voksenår.

Siden hun var 14 år, har OCD, anoreksi og cutting kastet hende hid og did i behandlingssystemet. I dag er hun 28 år, og først de seneste par år, efter hun selv valgte at tage livtag med dæmonerne, er hun kommet ind på en anden vej. Hvordan det er lykkedes hende er en gåde og en bedrift.

Når man ser fotos af hende fra for seks år siden, forstår man ikke, hvordan hun kan sidde der og se så sund ud. Hun swiper på sin iPad og fortæller:

– Det er billeder, jeg bad min onkel tage. Han er fotograf og en af dem, jeg er tættest på. Jeg ville have, han skulle dokumentere det.
Sort-hvide fotos viser en skelettynd pige på 30 kilo. Et uhyggeligt vidnesbyrd om, hvor Alberte Stengaard var dengang. På vej til at forsvinde. Som hun ønskede det så brændende.
Fra Alberte Stengaard var helt lille, følte hun sig forkert og overset. Da familien flyttede fra Viborg til Lyngby, og hun begyndte i en ny skole, “brast det for hende,” som hun siger. Da var hun 10 år.
LÆS OGSÅ: Claudia Rex: "Min OCD fik mig til at tro, at jeg kunne slå ihjel" – Jeg blev mobbet i skolen, fordi jeg var lidt stor. Jeg var ”til den gode side,” kan du sige, så det måtte jeg høre for. Og så kom vi fra Jylland, så min søster, bror og jeg talte anderledes end de andre. Der kan børn jo være så ubarmhjertige, fortæller hun.
Da forældrene et år senere blev skilt, følte Alberte et kæmpe svigt fra sin far. – Han forlod os bare og startede en ny familie. Min mor skulle – som folkeskolelærer – prøve at holde sammen på det hele. Jeg kan huske, hvordan hun indimellem stod og græd på altanen.

- Vi børn prøvede at holde kontakten til min far, men der var ikke plads til os. Ikke noget værelse, når vi kom på besøg. Vi kom der med vores kuffert og pakkede den igen, når vi skulle tilbage, fortæller Alberte.

ANOREKSI, OCD OG SELVSKADE

Cirka 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. De 5.000 af dem har anoreksi. Anoreksi rammer især unge piger, og et stigende antal får lidelsen. Op mod halvdelen af dem, der får sygdommen, bliver aldrig raske. OCD er en angstlidelse, der er kendetegnet ved tvangstanker og/eller tvangshandlinger – ofte bestemte rituelle handlinger. To-tre procent af befolkningen rammes af lidelsen – størstedelen, før de fylder 25 år. Cutting er den mest udbredte form for selvskadende adfærd og er hyppigst blandt unge og unge voksne kvinder. Kilder: ‘OCD – Sygdom og behandling – for behandlere.’ Psykiatrifonden. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade

Anoreksi, hvad fuck er det?

I skolen fortalte en sundhedsplejerske Alberte, at hun nok lige skulle passe på med at tage mere på, og da hun startede i 7. klasse efter sommerferien, fik hun masser af ros for at have tabt sig.

Hun var begyndt at kontrollere sit madindtag. Skar det fint og ordentligt ud, men indtog stadig mindre.

– Jeg havde svært ved alt det med fester og alkohol i teenageårene. Jeg var fyldt op af dårlige følelser indeni.

- Det der tomrum, jeg kunne fremkalde i maven ved at sulte mig, fik mig til at føle, at jeg ikke fyldte noget, og det var en dejlig følelse. Den gjorde mig høj. Det handlede ikke om mad, men om at gemme sig. Om at forsvinde.

Samtidig havde Alberte gradvist udviklet angstlidelsen OCD. Tvangstanker dikterede i stigende grad hendes færden.

– Jeg skulle gå ind ad døre på bestemte måder, røre ved dækslerne i vejen, og så var der den klassiske med ikke at træde på striberne.

- Jeg talte med en skolevejleder, fordi jeg selv syntes, det var mærkeligt, men hun var mest bekymret for min vægt.

Alberte Stengaard fik at vide, at hun havde anoreksi, og hun blev indlagt.

– Jeg tænkte: “Anoreksi, hvad fuck er det?” Men ingen forklarede mig noget. Jeg ville ønske, jeg havde fået en psykolog at tale med dengang, fortæller hun.

Indlæggelsen på børneafdelingen i Gentofte forstærkede Albertes følelse af at være forkert, og den gjorde hende uendeligt ensom i en alder af 14 år.

– Jeg følte jo, jeg blev forladt. Min mor og søster kom selvfølgelig og besøgte mig, men jeg har det her billede af, at de vender ryggen til og går, og jeg kan huske, jeg tænkte, at de havde det rart sammen uden mig.

Barberblad og koteletter

Alberte Stengaard søgte fortsat at dulme den indre smerte ved at fremkalde ekstrem sult. Tomrummet i maven gav hende en dejlig følelse af at forsvinde. Men hun tog også en anden farlig metode i brug, der kunne overdøve den psykiske smerte.

– Jeg var på Bispebjerg. Det var jul, og vi skulle stemme om, om vi skulle spise tidligere for at kunne se julekalender. Det syntes jeg ikke, for det kunne jeg ikke klare. Men de andre stemte for, og jeg blev pissevred.
- Hvorfor var det de piger, der gemte mandler under bordet og kastede op, der skulle bestemme? Jeg var en mønsterpatient, syntes jeg, men alligevel blev jeg straffet, fortæller hun. LÆS OGSÅ: Hvorfor skal jeg have mere ros for at være tynd - end for at være en god veninde?

Alberte var fyldt op af dårlige følelser og havde brug for noget til at overdøve dem. Hun greb et barberblad, gik ud på toilettet og skar sig i venstre arm. De små kratere af hud, der i dag bølger hen over venstre arm, vidner om, at hun blev glad for metoden.

– De få minutters fred, hvor fysisk smerte overdøver den psykiske. Smerten flytter sig og bliver konkret. Det gav mig simpelthen en følelse af at blive tømt, når bægeret var fuldt. - Men det var som at tisse i bukserne, for så sad jeg på skadestuen 10 minutter efter og fortrød, forklarer Alberte Stengaard. Årene, der fulgte, bød på en dyster række af indlæggelser, hvor hovedfokus var på madindtag – herunder sondemadning. – Det var mest gammelmandskost, vi fik. Koteletter med fedtkant og brun sovs og den slags, vi skulle spise. Og man skulle spise fedtkanten, ellers var det sonden. Man skulle op på et bestemt BMI for at få samtaleterapi.

Ikke mishandlet nok

Derfor var der ikke meget samtaleterapi at hente for Alberte Stengaard. Hendes ødelæggelser af sig selv og sin krop bølgede frem, og for seks år siden eskalerede de.

Her var hun tvangsindlagt på Rigshospitalet gennem tre måneder og var nået op på 46 kilo, da hun udskrev sig selv.

Herefter tabte hun det hele igen og ramte 30 kilo. Det var på det tidspunkt, hun bad sin onkel fotografere sig. For hun vidste godt, det var helt galt.

– Jeg har aldrig ønsket at være tynd. Det handlede ikke om mad, men om at fjerne den indre smerte. Jeg ville have dokumenteret det, jeg havde gjort ved min krop, forklarer hun.

Alberte Stengaard havde en forestilling om, siger hun, at hun kun havde lov til at få lindring, hvis hendes krop sagde endeligt fra.

LÆS OGSÅ: Julie blev udsat for seksuel vold i fire år: "Det er uhyggeligt, at jeg ikke selv kunne se det"

– Jeg søgte hele tiden grænser, søgte at nå derud, hvor min krop sagde helt stop – så jeg så kunne få lov at få det bedre. Det føltes hele tiden, som om jeg ikke havde mishandlet den nok, siger hun. På trods af den voldsomme selvdestruktion formåede Alberte Stengaard i løbet af sine sygdomsår at tage en HF-eksamen. Det tog hende fem år at gennemføre. – De gav mig lang snor. De kunne se, hvordan jeg havde det, og hvor syg jeg var, men også at jeg havde evnerne og gerne ville have den eksamen. - I min familie har tilgangen til livet altid været, at man skal kunne forsørge sig selv, og at man er nødt til at steppe op og handle. Den sad i mig, så jeg tror, det var med til at bære mig igennem.

De magiske lysende ungdomsår

Vendepunktet, hvor en gradvis selvindsigt og erkendelse fik Alberte Stengaard til selv at tage ansvar for at blive rask, var en kompleks kombination af flere ting. En afvisning fra en veninde, der også havde haft en spiseforstyrrelse, satte skub i forandringen.

– Jeg var meget glad for hende, men en dag sagde hun: “Alberte, jeg kan ikke rumme dig mere, du har det for dårligt.” Jeg følte mig selvfølgelig svigtet, men det betød også, at jeg blev stædig. - Jeg forstod pludselig, at ingen ville komme og redde mig. At jeg måtte redde mig selv. Hun husker også en dag, mens hun boede hos sin mor, hvor hun pludselig så sig selv i spejlet – og indså, at hun var ved at spilde sit liv. – Jeg så pludselig lillebitte Alberte, som bare stadig var så tynd, og blev pludselig meget bevidst om, at de mange år, der er gået med at være syg, dem får jeg ikke igen. De er spildt.

- Alle de magiske lysende ungdomsår, hvor man skulle have været så glad og fejret og oplevet alt muligt … Det gør meget ondt, siger hun.

Køkkenet – et helle

Alberte Stengaard valgte at handle på egen hånd. Hun flyttede fra sin mor, boede på gulvet hos en veninde i noget tid og fik lejligheden på Amager, hvor hun nu har boet i tre år. Her, hvor næsten ingen har været.

Ét enkelt menneske, ud over familien, kommer dog ind. Et menneske, der har været afgørende for, at Alberte nu er på vej ud af mørket. – Bolette er diætist og tilkoblet min læge. Hun er det eneste menneske, jeg er rigtig fortrolig med, og som tør stille det gyldne spørgsmål: Hvordan har du det? LÆS OGSÅ: Claudia Rex: "Min OCD fik mig til at tro, at jeg kunne slå ihjel" - Det, som ingen spurgte om, mens jeg var indlagt. Hun dømmer ikke, men lytter. Hun er nok det menneske, der forstår mig bedst, siger Alberte. Hendes hverdag består af rutiner, renlighed og madindtag. Mad, som langtfra er gammelmandskost. For da hun besluttede at give sin krop næring igen, opdagede hun også det plantebaserede køkken, og det har gjort det lettere for hende at spise og opdage det kreative univers, som madlavning er. – Det blomstrede inden i mig. Jeg opdagede det at udvikle, lave og spise plantebaseret mad som et nyt frirum. For jeg havde forstået, at min sygdom ikke handlede om mad, men om smerte indeni.

- Maden blev stille og roligt min ven, og køkkenet er et slags helle for mig, hvor jeg får fred. Her kan jeg holde min OCD i ro, fordi jeg kanaliserer energi ud, får lov at nørde og forsvinde ind i en positiv verden og skabe noget med mine hænder.

På sin blog formidler Alberte tanker om sin sygdom, men mest et farverigt bombardement af opskrifter.

50 mennesker gik forbi

Maden kreerer hun i sin mors køkken i Lyngby, fordi hendes eget er for lille. Foreløbig er hun nu blevet 18 kilo tungere end de livsfarlige 31 og kan mærke, hvordan kroppen heler.

– Jeg spiser masser af det gode fedt og mærker, hvordan det giver mig energi. Som barn var jeg sindssygt madglad. Den madglæde er vendt tilbage. Det er ikke, fordi alt bare er fikset med et snuptag. Langtfra. Alberte Stengaard kæmper hver dag, og hun er ked af det. Ked af de spildte år, ked af at være uden veninder og bange for aldrig at få en kæreste.

LÆS OGSÅ: OCD og tvangstanker: Når tankerne ta’r magten ...

– Der er så meget, jeg aldrig har prøvet. Mit liv gik jo i stå, da jeg var 14 år, så jeg skal starte forfra med det hele. Men hun glæder sig også dagligt over, at hun er slået ind på den rette vej. Hun håber, hendes fortælling kan give andre psykisk syge mod og være med til at skabe mere åbenhed og mindre berøringsangst om psykisk sygdom. For det er der stadig masser af, mener hun. – Jeg kan huske, jeg fik et angstanfald på en togstation på et tidspunkt. Jeg sad og græd og rystede, og der gik nok i hvert fald 50 mennesker forbi mig. Ét menneske stoppede. - Man skal huske, at psykisk sygdom ikke bider. Det hjælper altid, når folk interesserer sig for dig. Tal åbent om det: Jo mere man taler om det, jo mindre føler man sig forkert.

Takker sin krop

Selv kom Alberte først på rette vej, da hun begyndte at have samtaler med Bolette og valgte at handle på egen hånd.

– Jeg forstod, at kun jeg selv kunne tage skridtene, at jeg godt kunne bede om hjælp, men at det i sidste ende var mit eget ansvar at få det bedre. Jeg har lært at leve med min psykiske sygdom og lært at forstå mig selv og mine dæmoner. Alberte har haft gavn af hypnose, der sendte hende tilbage til de svigt, hun oplevede som barn og ung.
– Hypnosen gav mig forståelsen af, at det ikke er min skyld, at jeg blev syg, at jeg ikke er et dårligt menneske, fordi jeg endte, hvor jeg gjorde, og at jeg faktisk godt må komme videre. Det var nogle vigtige indsigter. Hun er selv stadig overrasket over, at det er lykkedes hende at vælge livet. – Jeg fik jo jævnligt at vide: Alberte, du kan dø i morgen. Så ja, jeg tænker da ofte: Er det virkelig lykkedes mig? Og jeg takker min krop for ikke at give op, inden jeg valgte at kæmpe for os begge. Hun er så småt begyndt at søge flere sociale oplevelser – i første omgang med familien. Det er helt nyt for hende. – Jeg tog til Vanløse den anden dag og lavede mine spinatpandekager sammen med min lillebror. Den slags havde jeg for bare få år siden aldrig drømt om, at jeg kunne. Det var så dejligt og gav mig en forsmag på, hvad livet byder på.