Aminata Amanda Corr: "Jeg kan godt lide at blive misforstået"

Aminata Amanda Corr bliver fotograferet til artiklen. Hun har taget sit tylsskørt med. Håndsyet, købt for mange år siden i en for længst afdød butik i det indre København. Glem alt om lillepigenuttethed, Aminata i tylsskørt signalerer ”Don’t mess with me”.

– Det larmer. Der er aldrig rigtig en lejlighed, hvor det er sådan rigtig passende at have det på, men det er heller ikke decideret upassende.

Pludselig var hun der bare: Aminata Amanda Corr. Kulturskribent med en pen så sylespids, at man må løfte underkæben på plads, når man er færdig med at grine og måbe. Skrev hun lige det der? Ja, det gjorde hun!

Aminata tager i sine klummer og kommentarer i Berlingske fat i krænkelsesbagatelgrænser, særligt (over)sensitive kvinder, Mette og (over)magten, Frank Jensen og de andre sexisme-ryttere, statsstøttede kunstnere, der støtter drukning af buster, og så videre og så videre, og giver ”ugens fangst” et personligt tvist, som nogen vil kalde respektløst, og andre vil kalde befriende.

LÆS OGSÅ: Anne Mette Kirk: Jeg har været pissefuld. Jeg har været flirtende. Jeg insisterer på, at vi skal leve fuld ud

Den politiske korrekthed er stendød hos Aminata.

– Det er svært at forklare, for det lyder lidt selvsmagende, men jeg ser et eller andet ske, og så opstår der en mislyd i min hjerne. Det er som at kigge hen over et landskab og så – hov, der var et eller andet dér … Så er jeg nødt til at tage det ind og sige: Hvorfor lyder det her forkert? Og så tryller jeg det ind i en komisk sammenhæng, så det bliver udstillet, at det er galt. Humor er bedre end at stå og råbe ad nogen.

Det HAR hun prøvet.

Charterrejsen

Jeg skrev en mail og fik et svar: ”Det ville da være komplet fjollet at sige nej til at snakke om mig selv”. Aminata ville gerne interviewes.

Hvor kommer du fra?

– Jamen jeg er født og opvokset i Farum. Så gik jeg på gymnasiet i Birkerød og på Københavns Universitet. Nu sidder jeg her.

Engang i slutningen af 1970’erne, da Simon Spies begyndte at lave charterrejser til Gambia, fløj Danmarks assisterende landsholdstræner Kurt Nielsen derned på ferie.

– Og han tog nogle gambiske fodboldspillere med hjem. Simpelthen. Min far var så en af dem.

Aminata Amanda Corr

29 år, kulturjournalist på Berlingske. Kandidat i Informationsvidenskab og Kulturformidling fra KU i 2018.

Skrev sporadisk for Weekendavisen, da hun i en opdatering på Facebook efterlyste fast arbejde. Så ringede daværende livsstilsredaktør Anne Sophia Hermansen fra Berlingske.

Han mødte en dansk kvinde fra Farum, de fik to piger og en dreng, Aminata er pigen i midten. Ægteskabet holdt ikke, Aminata var to-tre år, da de blev skilt.

– Jeg var et meget bestemt barn. Da jeg starter i børnehave, er det første gang jeg opdager, at jeg har sådan … personlighed. Min storesøster gik der også, hun var sådan en sød en, der sad og tegnede hele tiden. Jeg tror, de blev lidt skuffede over, at der ikke kom en til af de der små søde piger.

- Jeg kunne ikke lide at gå i børnehave, jeg syntes, de var så stride ved mig, fordi jeg ikke måtte noget som helst. Jeg ville kaste med ting, løbe rundt … bare være mere kaosagtig. Drengepige, som det hed dengang. Som man IKKE siger mere.

- Jeg stillede spørgsmål om alt muligt, som ikke lige var det, vi snakkede om nu. Og hvis jeg oplevede uretfærdighed – for eksempel at et andet barn uretfærdigt blev beskyldt for noget – blev jeg ved med at diskutere, til nogen hørte efter, hvad jeg sagde. Jeg har altid været en, der ikke rigtig retter ind.

Ligeglad

Aminata er rørende enig i, at hun er ”sjælden”. Men hun er ikke enig i, at hun ”tør” noget.

– Særligt efter jeg startede på Berlingske og har fået et ret stort talerør, er jeg af flere omgange blevet spurgt, hvordan jeg TØR det ene og det andet. Det er lidt en misforståelse, det er ikke noget, jeg tør, det er noget, jeg skal gøre en aktiv indsats for IKKE at gøre.

- Det er svært for mig at lade være med at råbe op. Jeg har ikke den der risikovurdering med, åh nej, hvad sker der med mig, hvis jeg gør sådan og sådan. Hvis jeg er overbevist om det, jeg siger, og kan stå inde for det, er jeg ligeglad med, hvad andre synes om det. Hvis jeg til gengæld siger noget, som jeg ikke får formuleret helt, som jeg mente det, får jeg det helt mærkeligt i kroppen.

Koster det noget?

– Ikke indtil videre. Der er mange, der skælder mig ud på de sociale medier. Men igen … hvis jeg kan stå inde for det, jeg har sagt, så rører det mig ikke det fjerneste. Jeg mener det helt alvorligt. At 400 mennesker skriver på Facebook, at jeg er en idiot – det tager jeg mig simpelthen ikke af.

Hvorfor går det ikke ind?

– Jeg ved ikke, hvorfor det SKULLE gå ind.

LÆS OGSÅ: Hun blandede sig i debatten - og fik et "møgkælling smidt tilbage i hovedet

Afskyr holdningsfællesskaber

Hvis Aminata passer i nogen som helst kasse, er det i kassen for dem, der ikke passer i nogen som helst kasse. Det danske samfund er for eksempel nærmest bygget af fællesskabstanken, men den klub har Aminata ikke behov for at være medlem af.

– Jamen … det handler simpelthen om, at jeg afskyr holdningsfællesskaber. Det har jeg altid gjort. Det er min grundessens. Så snart man er mere end to om at synes noget, går begge to på kompromis med, hvordan de synes det, og så bliver det svækket.

- Derfor vil jeg ikke bryde mig om at stille mig i en flok og sige: ”Vi synes det her!”.

Konklusion: Der er for mange, der mener noget, de andre mener. Man skal hive skyklapperne af og pakke automatmeningerne væk.

– Det er sådan set min kæphest: I den offentlige debat er der en tendens til, at man lige ser, hvem der snakker – og så hører man ikke, hvad der bliver sagt. Det er MEGET svært for dem på venstrefløjen at sige: ”Det der har Pernille Vermund ret i”, og det er MEGET svært for dem på højrefløjen at sige: ”Det der har Rosa Lund ret i”. Det er et kæmpe problem.

- For selvfølgelig mener begge parter indimellem, at de andre også har ret i noget, men de kan ikke se det, fordi personen står i vejen. Det ville klæde os alle sammen, hvis vi øvede os i at høre efter, hvad der blev sagt, og ikke kun kiggede på, hvem der siger det. Det er i virkeligheden det, min klumme går ud på. Jeg rydder op i, hvad der bliver sagt: Det hele er blevet mudret, nu må vi rydde op.

Styrke

Og når vi nu er i gang med oprydningsarbejdet, må vi selvfølgelig også lige runde Black Lives Matter og brun-debatten.

– Jeg synes, racisme er noget skidt, jeg synes, den måde, Black Lives Matter forvalter deres politiske budskab på, er noget skidt, jeg synes, alt muligt i den afdeling er noget skidt. Men jeg holder ikke med nogen af siderne.

Hvordan var det at være brun i Farum, da du var barn?

– Det er svært at sammenligne en til en, for det var en anden tid. Bare for to år siden var en anden tid. Men selvfølgelig har jeg oplevet alle mulige sammenhænge, hvor det ikke var rart, og hvor jeg har følt mig meget fremmedgjort og anderledes. Jeg tror bare også, at det har været en styrke … altså det er også noget af det, der har skabt min personlighed.

- Jeg tror overhovedet ikke, det er sundt for børn at blive udsat for racisme. Men … jeg havde da aldrig nogensinde byttet min barndom ud med noget som helst andet. INKLUSIVE de negative oplevelser, jeg har haft. Fordi det også har bygget min karakter op.

Aminatas far flyttede til USA for 10 år siden, men er nu ved at rykke tilbage til Gambia. Aminata har været der.

– Jeg har en masse familie der, og det er et dejligt sted, min familie i Gambia er relativt velhavende.

Der bryder du manges fordomsbillede om det afrikanske kontinent?

– Jamen jeg passer ikke ind i NOGEN kasser, og det har jeg det så godt med. Jeg kan faktisk godt lide at blive misforstået. Hvis der er noget, der kan gøre mig ægte rasende, er det folk, der siger: ”Nå, men du er også typen, der er …”. Og det er, uanset om de har ret eller ej.

Middelklassen

Det kommer ikke som verdens største overraskelse, at Aminata ikke surfer med på fjerdebølgefeminismen.

Det er ikke svært at være kvinde nu?

– Nej. Ikke for mig personligt. Det er også det, jeg mener med, at jeg er en dårlig kvindeforkæmper. For jeg er sådan en, der kommer til at vende øjne, når folk siger, ”det er også bare så hårdt for unge kvinder, for der findes Instagram, og de skal kigge på de smukke kvinder”. ÅH, jeg kan ikke komme op og køre over det. Så LUK Instagram! Det bliver for offeragtigt.

Der er ikke noget martyrium i dig?

– Nej, det er der altså ikke. Du kan se, jeg sidder og tager skuldrene helt op under ørerne nu. For det første kan jeg ikke holde det ud, og for det andet forstår jeg det ikke rigtigt.

Kvinder og udseende. Engang var det ugebladenes skyld.

– Nu er det Instagrams skyld! Måske skal jeg også skrue ned for, HVOR dårlig en kvindeforkæmper jeg er. Men der er helt klart noget med, at kvinder bliver opdraget til, at det betyder vildt meget, hvordan de ser ud, og det tror jeg, at nogen er frustrerede over. Det kan nok være meget svært at lægge fra sig.

- Og det kan være uoverskueligt at lære at kigge sig selv i spejlet, når man ser ”forkert” ud, og lære, at andre gerne må se et billede af en, hvor man ikke er så køn. Hvis man aldrig har prøvet dét før, kan det være nemmere at sige, at det er nogen andres skyld: ”Det er damebladenes skyld, eller Instagrams filter eller nogen, der har meget sminke på, og som er meget pænere end mig, eller Remees kæreste, som er enormt pæn på Instagram hele tiden”. Det hele peger udad.

- Der er også noget med, hvor pæn må du være. Det er noget mærkeligt noget. Meget langt hen ad vejen handler det helt grundlæggende om dårligt selvværd. Som rigtig mange kvinder har. Jeg tror bare, at alle mennesker over hele linjen og særligt kvinder skal øve sig på at holde sig på egen banehalvdel og sige: Hvordan vil JEG se ud? Og ikke: Hvordan må ANDRE se ud.

Anderledes

Hvis man evner det med egen banehalvdel, er der en positiv sideeffekt: Man tøjler i højere grad sin egen krænkelsesparathed. Som efterhånden er et udbredt fænomen.

– Ja, det der ”også mig, jeg kan også finde på noget”-agtige! Ja … Det var også derfor, jeg ikke rigtig ville svare, da du spurgte om, hvordan det var at være brun i 1990’erne.

- For hvis jeg fortæller det nu, lyder det anderledes, end det var. Hvad man er blevet kaldt og af hvem og sådan noget. Altså … hvis man oplever at blive kaldt noget, som ikke er rart, er der massiv forskel på, om afsenderen VED, at man ikke synes, det er rart, eller ej. Derfor er det noget andet nu, fordi vi har snakket om det i årevis. Jeg synes, det er godt, at vi har de her åbne samtaler og #metoo, der kører.

- Alle skal komme til orde. Men det betyder jo ikke samtidig, at alle skal have særforbehold. Hvis man føler, at noget har overskredet ens grænser, skal man sige det, og man skal have lov til at sige det, men det betyder altså ikke altid, at vi også skal lovgive efter, hvad for nogle følelser folk har haft i konkrete situationer, vel?

Selvværd

Og nej – det har ikke været nemt hele vejen at være Aminata. Selv om hun bruger ordet ”forkælet” om sig selv, har hun selvfølgelig haft sit at slås med.

Kan du lide dig selv bedre med årene?

– Jeg kan lide mig selv bedre, men det er altså også, fordi jeg er blevet federe. Altså, jeg har altid syntes, jeg selv var sygt fed, ha ha, men … dårligt selvværd har jeg aldrig sloges med, det har aldrig været et issue for mig, og jeg tror, det er derfor, jeg godt kan blive irriteret på andre kvinder. For det er sådan noget, man forbinder med kvindelighed.

- Så jeg kan godt nogle gange gå og tænke: Hvor ville det være skønt, hvis de andre ikke gik og trak mig ned eller gik og trak ned i, hvad man kan forvente af kvinder.

Hvad vil du anbefale?

– At vi alle sammen lige rejser os op. Lige siger, at det nok skal gå, vi kan godt, jeg er god nok. Eller hvad du ellers har brug for at sige i spejlet, for at den dårlige samvittighed eller det dårlige selvværd går væk. Det ville klæde os som køn. Jeg synes, det dårlige selvværd er i vejen hele tiden.

- Det er desværre udgangspunktet for rigtig mange af de ting, vi snakker om, når det gælder kvinder. ”Kvinder er jo også sådan …”. Jeg ser aldrig mig selv i det billede, derfor kan jeg godt blive meget irriteret over, hvorfor DE er sådan. Så begynder jeg at fjerne mig mentalt fra gruppen, og så bliver jeg usolidarisk. Det er derfor, jeg siger, at jeg er en dårlig kvindeforkæmper. For i stedet for at stille mig op og sige: ”Vi er stærke, og vi kan også …”, så bliver jeg sådan: ”Det må I selv ligge og rode med.”

Du siger ting, man ikke skal sige, hvis man vil være medlem af det gode selskab?

– Klart. Men det er også det, der gør en samtale. Det er da … skønt, at der er nogen, der gider. Igen det med ”OS kvinder”. Uha, nu sad vi lige og var enige, og så er der en, der er uenig, og hvad gør vi så? Jamen vi gør ingenting! Vi snakker bare videre. Jeg kan ikke se, hvem der kommer til skade af, at vi ikke er enige i samtalen. Men ALLE kommer til skade af, at vi ikke viser uenigheden.

- Jo mere kvinder pakker sig sammen, des mere kommer nogen til skade. Et stykke hen ad vejen vil jeg argumentere for, at de usolidariske kvinder er dem, der pakker sig sammen.

- Dem, der nøjes med dårlige mænd. Dem, der ikke tør noget som helst. Dem, der bebrejder Instagram, at de ikke kan eller er dit og dat. Dem, der vil være enige. Det er DER, det bliver usolidarisk, for det er det, der holder os tilbage.

Kønsroller

Kønsroller? Er simpelthen ikke noget, Aminata nogensinde har haft behov for at tage stilling til.

– Kønsroller er nærmest ikke en ting i mit liv. Hvis du tænker køn og ligestilling og parforhold … jeg kunne aldrig finde på at dyrke kønsroller eller at have en holdning til, hvordan min eventuelle kæreste levede sit liv. Hvis han gerne ville have lyserødt tøj på hver dag? You do you! Jeg er simpelthen så ligeglad med kønsroller.

”Hvad laver din mor”, spørger jeg. Og Aminata svarer med en myndig, let affekteret stemme, der kunne have været Hella Joofs:

– Min mor er skolelærer og en stærk, selvstændig kvinde. Det gik meget sent i mit liv op for mig, at der var forskel på, hvad drenge og piger måtte og skulle. Jeg har en storesøster og en lillebror, og der har aldrig været forskel på, hvad der blev forventet af os. Alle skulle bare bidrage og hjælpe til, hvor de kunne. Kønsroller har ikke været en faktor i min barndom.

Aminata har, siger hun, ændret sig ”forskrækkende lidt”, siden hun var 13 år.

– Men jeg har da lært at blive mindre frustreret, når andre mennesker ikke ser verden på samme måde, som jeg gør. Tidligere kunne jeg godt finde på at jorde folk, og det var ikke klædeligt. Det skabte konflikter. Jeg var ret langt op i mine 20’ere, før jeg ligesom slap det, og jeg er glad for, at jeg er vokset fra det. Jeg er blevet en sommerfugl!

Hvad med dine kærester?

– Jamen dem har jeg ikke jordet så meget. Håber jeg. Men jeg tror, at det nogle gange godt kan være lidt hårdt at være kæreste med mig. For hvis jeg ikke har ret, så FÅR jeg ret.

Uuuh.

– Jamen ja! Hvis … der er diskussion, kan jeg godt bare ændre præmisserne for samtalen undervejs. Jeg har et ordforråd, som hjælper mig i en diskussion. Jeg tror, jeg kan være lidt strid at diskutere med. Og man diskuterer jo med sine kærester ...

Koster det kærligheden?

– Nej, ikke med de mænd, jeg udvælger mig, eller som udvælger mig. For det er en stor del af min personlighed, og de mænd, der bliver tiltrukket af DEN, bliver ikke skræmt væk. Men … da jeg var barn, kunne mine bedsteforældres venner finde på at sige: ”Åh Aminata, du er nødt til at lære at pakke dig lidt bedre sammen for at kunne finde en mand.

- Kvinder skal ikke larme så meget. Kvinder skal ikke mene så meget”. Det ER jo en ting, også en generationsting. Og en misforståelse. Det er ikke mænd, der ikke bryder sig om kvinder, der siger, hvad de mener, som jeg skal blive tiltrukket af.

- Hvis en mand sætter pris på, at kvinder er sådan nogle små nogle, som ikke siger noget og ikke tør noget som helst og bare sidder og ser pæne ud, interesserer han heller ikke mig. Det er et puslespil, der giver sig selv.

Hvad har du lært om kærlighed undervejs?

– Hmmm. Jamen jeg er ret kynisk. Jeg har lært om kærligheden, at mange mennesker går på kompromis. At de store kærlighedsfortællinger ofte er lidt noget pjat. Man skal sgu ikke undervurdere, hvor meget folk vil finde sig i for at få lov til at forblive i en kærlighedsrelation, og det er kommet bag på mig. Altså hvor meget folk vil gå på kompromis med sig selv for at få lov til at have den kæreste, de har, eller bare EN eller anden kæreste.

- Det er sådan en ”hellere en dårlig kæreste end ingen kæreste”-tilgang, som jeg synes er helt mærkelig. Det bliver sgu ikke med mig.

- Der er en ærgerlig tendens til, at kvinder, jeg har kendt hele mit liv, har fået kærester, som objektivt set var mere skod end dem selv. Og hvor man har lidt indtryk af, at ”med de mænd, der ER, kan jeg godt nøjes med ham her”. Den leg skal jeg ikke være med til at lege. Jeg vil ikke hellere have end dårlig kæreste end ingen kæreste.

Frihed

Aminata deler en lillebitte lejlighed med en roomie, de har hver sin lille ”æske”. Den slags er ikke afgørende for, om livet er godt eller ej. Det handler om noget helt andet.

– Jeg plejer at sige, at den af os, der har levet mest, som Skagensmalerne levede, har vundet. For de har bare haft det så grineren. De har bare siddet på en strand og drukket vin og haft lidt affærer på kryds og tværs, og det hele var frit, og alle måtte alt, og så malede de lige nogle billeder

- Jeg vil gerne leve så frit som muligt. Det er det gode liv. Og når corona er væk, så skal jeg bare … i BYEN, tror jeg!

Så går hun. Og siger grinende:

– Det var ligesom sådan en samtale med mine venner en aften, hvor vi er blevet rigtig fulde.

PS: Hvis du lige nu føler, at du mangler et tylsskørt til at gå ud i livet med: Prag-genbrugsbutikkerne i København og Aarhus har nogle, der minder om Aminatas.