Familieliv
31. august 2021

Forældre til dødfødt datter: ”I det samme Thelma var ude, løb tårerne af glæde, men også af sorg”

Kine og Steffen mistede deres datter mindre end tre uger før terminen. En æske på natbordet kom til at betyde alt for dem i den efterfølgende tid.
Af: Hege Løvstad Toverud, kk.no
https://imgix.femina.dk/2021-02-26/72330799.jpg

Foto: Trine-Lise Henriksen

December 2019

Kine og Steffen var til julefrokost, da Kine mærkede, at noget ikke stemte. Pludselig havde hun kraftige kramper, og barnet i maven var lidt stille.

Thelma Louise, var hun blevet navngivet, uden at hverken Kine eller Steffen vidste, at der fandtes en film, som hedder noget lignende.

Det var bare så fint et navn. Hvis det stadig passede til datteren, når hun kom ud, skulle hun hedde det.

Terminen var om tre uger. Alt så fint ud på sidste ultralydsscanning. Thelma lignede Steffen, kunne de se.

Kine har en datter fra tidligere.

Hvad hun mærkede til julefrokosten, var ikke som sidste gang, hun var gravid. Dagen efter holdt veninderne babyshower.

En glad flok som overøste højgravide Kine med gaver. Men så - dagen efter - var kramperne tilbage.

– Lægen ville ikke sige noget, men vi så jo på ultralyden, at hun lå meget stille, siger Kine Olsen.

Bevægede sig lidt

Kine og Steffen sidder i deres lyse, behagelige stue i Skiptvet, Norge. De to barndomsvenner blev et par for lidt over to år siden og er en lille familie sammen med Kine’s 3-årige datter.

Der er gået fire måneder, siden den glædelige ventetid snart var slut. Siden deres pige skulle have været kommet. Steffens første barn.

– Hun så livløs ud på ultralyden, men samtidig var hjertelyden jo fin, fortæller Steffen Ensrud.

Under CTG-målingen samme dag blev de dog overraskede over, at barnet bevægede sig så lidt.

Kine drak glas efter glas med saft, uden at der kom mange flere bevægelser.

Da hun blev undersøgt næste morgen, bevægede barnet sig mere, men Kine havde en dårlig fornemmelse.

Efter en samlet vurdering blev det besluttet, at fødslen skulle sættes i gang. Mens de ventede på en ledig fødestue, valgte parret at gå hjem.

https://imgix.femina.dk/2021-08-31/72333021.jpg

Kine og Steffen føler, at sorgen og chokket over at miste Thelma Louise har ført dem tættere sammen.

Om natten vågnede Kine med stærke smerter.

– Jeg troede, at det måske var veer, og jeg gik lidt frem og tilbage. Men jeg kunne mærke, at hun bare skvulpede fra side til side og flød rundt inden i mig.

Ingen hjerteslag

En halv time senere var de på sygehuset. Det var natten til 6. december, og vandet var gået.

Personalet finder normalt hjertelyden ret hurtigt, men efter tre minutter var der stadig ingen hjerterytme at finde.

–Det gik op for mig, at hun ikke levede, siger Kine.

– Jeg husker, at jeg holdt mig for øjnene og sagde ”Nej, nej, kære Gud, lad det ikke ske”. Da lægerne bekræftede det, knækkede jeg helt sammen. Alt stod bare stille.

– Rummet var fuld af jordemødre og læger, og jeg bad dem om at skære hende ud for at forsøge at redde hende, men der blev helt stille. Jeg vendte mig mod Steffen, men han sad der helt tom og med røde øjne. Vi var i en choktilstand.

Hun ryster på hovedet:

– Det chok, du får i din krop, når du får at vide, at barnet er dødt ... Det var meget værre end at føde et dødt barn. Da jeg skulle føde, tænkte jeg, at det kunne ikke blive være end den smerte, som er inden i mig.

Fødslen

At føde et dødt barn, fuldt født i uge 38. Hvor andre mødre opmuntres med ordene om at ”din baby er snart ude!”, var der ingen sprællende belønning i den anden ende for Kine.

Kun livløse lemmer, smerte og sorg.

Da hun fik valget om at føde med det samme eller vente til næste dag, valgte Kine og Steffen at få det overstået.

– Lige det valg har jeg fortrudt lidt. Jeg ville ønske, vi var gået hjem, så vi kunne forklare dette til storesøster, og hun kunne se maven en sidste gang.

Steffen nikker.

– Vi blev enige om, at vi ønskede at få det overstået, men det havde været rart, hvis vi kunne have taget hjem. Så havde vi haft muligheden for at lade det synke lidt ind og sige farvel til maven.

Stille fødsel

I to timer sad de i en døs på hospitalet og ventede på, at fødslen skulle begynde. Kine brød sammen gang på gang.

– Først kom chokket over, at hun var død. Derefter begyndte jeg at frygte noget forfærdeligt ved fødslen. Tanken om at skulle gennemgå en normal fødslen uden præmien i enden, plus tanken om at se et dødt barn, skræmte mig.

https://imgix.femina.dk/2021-02-26/72330907.jpg

Kine og Steffen valgte at lade storesøster se lille Thelma Louise. Det anbefalede sygehuset dem.

Snart begyndte medicinen, der skulle fremkalde veerne, at virke. Snart arbejdede Kines krop tappert, uden at vide at belønningen ikke ville komme.

Steffen beskriver det som en stille fødsel.

– Du havde helt givet op. Din krop pressede, men du var så stille.

Kine nikker.

– Tårerne flød, hver gang en ve begyndte. Jeg tænkte: ”Spiller det overhovedet nogen rolle? Hun er alligevel død, og intet kan gøre mere ondt, end hvordan det føles indvendigt.”

Dødfødsler i Danmark

En dødfødsel er defineret som en fødsel af et barn, som ikke viser livstegn (hjerteaktivitet, åndedræt eller muskelaktivitet) fra og med graviditetsuge 22 eller er over 500 gram.

Hvis barnet fødes dødt før dette, kaldes det en senabort.

Den seneste undersøgelse viser, at der i 2018 var 202 dødfødte børn i Danmark og knap 61.500 levendefødte børn. Siden 2009 har antallet af dødfødte børn cirka ligget mellem 200 og 250.

1. januar 2021 trådte en udvidet sorgorlov i kraft. Med den har forældre nu mulighed for at tage 26 ugers sorgorlov, hvis de mister et barn, som er født efter 22 fulde graviditetsuger (eller hvis der har været livstegn efter fødslen før 22 fulde uger), og inden barnet er fyldt 18 år.

Kilder: Danmarks Statistik, Forældre & Sorg – Landsforeningen Spædbarnsdød, WHO

Meget omsorg

Parret beskriver en underlig stemning i rummet. Sorg. Men også enormt meget omsorg.

– Det lyder måske underligt, men det var den bedste fødsel af de to, jeg har haft. Du får den smertelindring, du har brug for. Jordemoderen tog en ekstra vagt for at hjælpe os igennem det. Hun ofrede sin fredag aften for os.

– Vi græd alle sammen. Til trods for der ikke var nogen præmie i den anden ende, var der en rigtig fin atmosfære.

I journalen står der, at det tog 20 timer, før Thelma var ude. Før Kine fik lagt sin pige på brystet. Jordemoderen mente, at det ville styrke båndet. For hun var jo deres datter. Et familiemedlem.

– I det samme Thelma var ude, løb tårerne af glæde, men også af sorg. Selvom barnet er dødt, er man lige så stolt over sit barn, som hvis det var født levende.

– Samtidig bliver man sønderknust, fordi barnet er fuldkommet og perfekt, en helt færdigudviklet baby uden nogle sygdomme eller skader, siger Kine.

Perfekt datter

Thelma havde meget mørkt hår. 3.155 gram og 51 centimeter. Men uden en lyd. Uden et åndedræt.

– Der var så grusomt stille, siger Kine.

– Det er nok derfor, det kaldes en stille fødsel. Du føler både glæde, men også den største sorg. Rummet består både af livets begyndelse og livets slutning på samme tid.

Thelma var så sød. Hun passede til sit navn, det så de med det samme. Og hun lignede ikke bare Steffen. Hun havde arvet kindbenene efter Kine. Og kroppen var så stærk. Kine tegner i luften.

– Hun var så muskuløs og havde næsten en trekantet ryg.

Steffen smiler.

– Ja, hun havde så fyldige, fine arme. Man kunne godt se, at hun havde haft det godt derinde og fået alt, hvad hun havde brug for. For os var hun selvfølgelig en perfekt datter.

Lå mellem mor og far

Hvad sker der, efter et barn er dødfødt? Steffen og Kine kan ikke rose den hjælp, de fik, nok.

De kunne have Thelma hos sig på værelset lige så længe, de ønskede det. De passede hende, klædte hende på og havde hende mellem sig i sengen om natten.

Steffen fortæller om en kølekurv, formet som den indre kurv i en barnevogn. De modtog den på barselsafdelingen fra ”Landsforeningen for uventet barnedød”. Kurven havde køleelementer i siderne.

Her lagde de Thelma. Her havde de deres datter i tre dage, mens de skabte så mange minder, som de kunne.

Køleelementerne blev byttet to gange i døgnet, og posen var lavet, så den lille krop stadig havde bevægelser i lemmerne, når de løftede hende op.

– Jeg ved, at det lyder som galskab, men vi ville gerne skabe minder, og det var jo kun de dage, vi fik med hende, siger Steffen.

– Men da vi skulle bade hende, blev det for meget for mig, fortæller Kine.

– Det slog mig: ”Hvad er det, vi laver? At gå rundt her med en død baby?”. Men man kan ikke sætte sig ind i det, og jeg synes, det er vigtigt at være åben. De minder, vi skabte, er minder, jeg ikke vil være foruden.

– Jeg føler ikke, der ikke er noget, jeg ikke fik gjort med hende. Ja, bortset fra at tage hjem. Nogle par ønsker det, og det har jeg fuld forståelse for, men der gik grænsen for os.

Steffen nikker:

– Du sagde det så fint: At vi har et hjem fyldt med glæde. Hvis vi havde taget hende med hjem, så ville der blive for mange onde minder der.

Æsken på natbordet

Da Kine og Steffen vågnede første morgen efter fødslen, havde plejerne hentet Thelma for at tage billeder, veje og måle hende i løbet af natten.

På natbordet stod en lille æske, ikke større end en skoæske. ”Farvel lille ven” stod der.

Der gik noget tid inden Kine og Steffen havde overskud til at åbne den. Men der, i æsken, lå alt det, som skulle betyde så meget for dem.

Den lille bamse, de kunne lægge i Thelmas kurv, og som stadig lugter af hendes hår.

Posen med forglemmigej-frø, der skal drysses på græsplænen, når foråret kommer. Et lys, de kunne tænde for Thelma.

https://imgix.femina.dk/2021-02-26/72330754.jpg

Storesøster på sygehuset med æsken, der kom til at betyde meget for Kine og Steffen efterfølgende.

I æsken lå også et lille hjerte ”Georgs Gave”, et projekt startet af Jannike Mittet, som selv har mistet ti børn i dødsfødsler.

Hjertet er af træ og kan lægges i barnets hånd og være med på den sidste rejse. Selve rammen til hjertet bliver hos forældrene, som en påmindelse om, at de hører sammen.

– Den æske betød så meget for os, siger Kinne og fortæller, at det er hele grunden til, at de vælger at fortælle historien: At sætte fokus på hjælpen de har fået, og hvor fantastisk et arbejde de gør i frivillig-projektet.

Steffen fortsætter:

– Vi satte virkelig pris på alle brochurerne, som var deri, med alt vi havde brug for at vide. Det sidste man kan overskue i sådan en situation, er at begynde at google.

Vandt julekonkurrence

Mens Kine var gravid, havde hun vundet en julekonkurrence på Facebook. Præmien var halv pris på en fotografering af den nyfødte.

– Efter jeg fik at vide, at Thelma var død, og at jeg måtte gennem en fødsel, tog jeg kontakt til fotografen oven i alt kaosset.

– Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne overskue at komme på det, og det lød vanvittigt at bede nogen om noget sådan, men jeg spurgte, om hun kunne tage opgaven på sig at tage billeder efter en dødfødsel.

Fotografen, Trine-Lise Henriksen, havde aldrig gjort noget lignende før, men sagde, hun ville komme. Hun ville ikke engang have betaling for det. Klokken 10 dagen efter kom hun kørerende fra Oslo.

– Tænk, at hun ville gøre det for en fremmed familie. At sætte sig selv i sådan en situation, siger Kine.

Steffen fortæller, hvor glade det gjorde dem at se fotografen behandle deres datter som var det en almindelig fotografering.

– Hun flyttede på Thelma og var ikke bange for at røre hende. Det var så godt at se. Vi tog også et familiebillede, hvor vi alle sidder i sengen. Det ser ud som om, Thelma sover.

– Nogle synes måske, at det er underligt. Men hun er vores datter uanset hvad, så jeg er ikke så optaget af, hvad andre tænker.

Kine smiler.

– Og hun arbejdede med lyset og gjorde det fint, så Thelma så naturlig ud.

Lavet en forening

Fotografen har siden lavet foreningen ”Stille” sammen med en kollega, og målet er et netværk af fotografer i hele Norge, der kan give et tilbud om professionel fotografering af dødfødte.

– Vi er så taknemlige for, hvad fotografen gjorde for os, og de minder, vi sidder tilbage med. Foreningen har brug for flere fotografer og fortjener opmærksomhed. Det havde været så fint, hvis der lå en brochure om det i æsken, vi fik på natbordet, siger Kine.

Deres plan er at lave et album. Et til dem selv og et til storesøster, som hun kan bladre i, når hun har lyst.

– Men vi kan ikke helt komme i gang. Nogle ting er lidt vanskelige at komme i gang med, siger Steffen.

Afskeden

Hvordan sagde de farvel til Thelma på sygehuset? Hvornår indså de, at det var kommet til en ende? At det var de minder, de fik? At de var tid til at tage hjem?

– Sygehuspræsten antydede efter tre dage, at vi måtte komme videre for at hjælpe os ud af det. Men det var sindssygt hårdt at give hende fra os, siger Steffen.

Parret roser sygehuspræsten og beskriver det som en støtte i sorgen, snarere end noget religiøst. For dem blev præsten ekstra vigtig, da værelset på sygehuset var blevet som et fort.

Et sted de ikke turde forlade i frygt for at møde alt det levende derude.

– Der var nyfødte børn overalt. Vi fik angst bare ved tanken om at gå ud ad døren og sad på værelset med Thelma i to dage.

– Jeg tænkte: ”Går jeg ud ad døren, så ser alle, hvor knækket jeg er”, siger Kine og fortæller om en kvinde, som stod bag hende i kantinen med en baby i en bæresele.

– Jeg måtte bare vende mig væk, og tårerne trillede. At se barnet var fint, men at se stolte forældre gjorde ondt. Det har været den værste ting efterfølgende.

Nu var de alene på værelset. Kurven var tom, men minderne var skabt. Parret fortæller, at de er dybt taknemmelige for de nybagte forældre, som lod dem låne deres barn for en stund.

– Vi ville så gerne se en levende nyfødt, og barneplejeren kom ind med barnet. For os var det godt at få set et levende barn.

Thelma, en del af familien

For Kine og Steffen blev det vigtigt at lade familie og venner møde Thelma. De valgte en bisættelse med åben kiste før begravelsen.

Parret havde læst i en brochure fra æsken, at barnet kunne få velsignelse af præsten som en slags dåb, og det fik Thelma.

– Vi er så glade for dem, som kom til bisættelsen og det var fint at føle, at Thelma var en del af familien. Men vi forstår også dem, som ikke kunne overskue at komme. Det kan være hårdt for mange at se et dødfødt barn.

Thelma var så fin i kisten, i det strikkede rejsesæt fra farmor. Den strikkeglade bedstemor havde gemt tøjet for at give hende det i fødselsgave. Bukser, sokker, jakke og et tykt babytæppe i forskellige farver.

– Tøjet var beregnet til hende og var ikke noget, vi skulle sidde tilbage med. Så hun havde det på i kisten, siger Steffen.

Lagde hjertet i hånden

Begravelsen var 18. december. Kine og Steffen så Thelma en sidste gang for at tage afsked. De lagde det strikkede tæppe rundt om hende en sidste gang.

– I hånden lå hendes hjerte fra ”Georgs Gave”. Det hjerte betyder utroligt meget for os.

https://imgix.femina.dk/2021-02-26/72330997.jpg

Et evigt minde. Det betød meget for Kine og Steffen, at Thelma Louise kunne få et lille hjerte fra "Georgs gave" med sig, da hun blev begravet.

”Altid elsket, aldrig glemt”, står der.

– Det er så fint at sidde med den ene del af noget, hun fik med sig.

Styrket bånd

Hvordan har de haft det som par i den efterfølgende tid? Hvad har krisen gjort ved dem? Kine og Steffen tror, at de er kommet meget tættere på hinanden. Ja, så tæt som muligt.

– Men jeg har virkelig følt, at Steffen må være stærk. Hvis han mister grebet, så mister jeg også grebet.

Hun vender sig mod sin mand.

– Men du har været en støtte hele vejen.

– Det er jo hårdest for Kine, som har båret babyen i ni måneder. Men vi har mødt hinanden på den mest sårbare måde, siger Steffen.

Årsagen

For tre dage siden var de på sygehuset og gik gennem obduktionsrapporten.

De fik bekræftet det, de allerede havde fået at vide på sygehuset: En del af den inderste fosterhinde havde løsnet sig og viklet sig rundt om navlestrengen og indsnævret den.

Dødfødsel efter et såkaldt ”Amniotic band syndrome” indtræffer så sjældent, at der knap nok findes statistik på det, ifølge parret. Ikke desto mindre har det faktum, at det faktisk skete, givet dem en uro.

Lægerne siger, at der ikke er en gentagelsesrisiko, men hvordan kan de være sikre på det, når der knap nok findes noget forskning omkring det?

Og hvor mange risici er der ved at være gravid, som man faktisk ikke er klar over?

Gravid igen

Da Kine blev gravid igen over nytår, var glæden stor, men de var på vagt. Var det for godt til at være sandt, at det skulle ske så tidligt? Det var det.

I uge ti fandt de to fostre i maven, men begge uden hjerterytme. Til trods for smerterne over den spontane abort, valgte parret at se rationelt på det. At det var naturen, der ordnede det.

Kine roser opfølgningen fra sundhedsvæsnet, da hun blev gravid igen.

– Men hvis jeg bliver gravid igen nu, så bliver det en graviditet fyldt med frygt, siger Kine.

Har været heldige

Fire måneder efter at Thelma døde, er Steffen tilbage i jobbet med maskinudlejning. Kine læser psykologi og arbejder som personlig assistent, men er ikke tilbage endnu. Parret beskriver tiden, der gik, som at leve i en boble.

– Det er blevet en hjertesag for os at få lov til at tale om dette og vise, hvor heldige vi har været midt i det hele. Vi vil hjælpe andre, som desværre kommer efter os, med at kunne få de samme muligheder.

– Takket være ”Farvel Lille Ven” fik vi mere hjælp til at skabe minder i den tid, vi havde med Thelma, end det normalt er. Denne æske på sengebordet har haft enorm betydning for os.

Vil hjælpe andre

Mindeboksen ”Farvel Lille Ven” er nu blevet tilgængelig på alle sygehuse i Norge, for dem som er interesseret. Æskerne er gratis og pakket på frivillig vis, initieret af Jannike Mittet.

Kine og Steffen kan ikke rose nok, hvad æsken betød for dem.

– I tiden efter har vi hørt fra flere, der ville ønske, at de havde kendt til det lille hjerte fra ”Georgs Gave”. Man må bare få så meget som muligt ind i den lille æske. Det er jo ikke dyrt, det som ligger deri. Det er ikke så meget, der skal til. Det er bare en lille æske.

Kine fortæller om den lille bamse, de valgte at beholde.

– Da jeg havde Thelma hos mig og følte det silkeagtige hår mod min kind, tog jeg bamsen ind til den anden kind.

– Da jeg lukkede øjnene, tænkte jeg, at bamsen føltes næsten lige så blød som hendes fløjlsagtige hud. Der besluttede jeg, at bamsen skulle med os hjem.

Hun smiler.

– Vi har pakket den ind i posen for at bevare lugten. De gange jeg trænger til at blive mindet om Thelma, tager jeg den op, lukker øjnene og holder den fløjlsbløde bamse ind til min kind. Den lugter stadig af hende og er næsten lige så blød, som min pige var.

Stolthed

Man ser i øjnene hos Kine og Steffen, at de mangler et barn. Men samtidig er de stolte, fordi de er forældre.

I tiden efter de kom hjem, mærkede de tabuet omkring dødfødte.

Folk, som har vendt ryggen til i manglen på noget at sige, eller som i bedste mening har forsøgt at afhjælpe sorgen med ord som: ”Ja, men i det mindste levede hun ikke”.

– Det er en stor sorg at miste et barn, du ikke fik set levende en eneste gang. Der indtræffer en krise i hele familien. Det er en traumatisk oplevelse at skulle gennem en helt almindelig fødsel, når du ved, at din baby er død.

– Sorg skal ikke måles. Hun var vores datter. Det er meget sørgeligt at komme helt i mål for så aldrig at høre hendes stemme eller gråd en eneste gang, siger Kine.

Steffen nikker.

– Hun er fortsat vores datter. Vi har mistet et barn, selvom hun aldrig nåede at leve uden for maven.

Sommerfugl

Steffen tager telefonen frem. Han viser træet, som hænger på fødeafdelingen, der viser alle børn, der bliver født i løbet af et år. Et gult blad for piger og et grønt for drenge.

Og så en sommerfugl for de børn, som ikke overlevede. Thelma blev en sommerfugl.

– Jeg husker, at jeg både syntes, det var på godt og ondt at se, at der var andre sommerfugle på træet. Du føler dig ikke så alene om det, når du ved, at der er flere sommerfugle, siger Kine.

– Det er et fint symbol, for sommerfuglen er så lydløs og stille. Du kan ikke høre, om den kommer eller tager afsted igen.

Et halvt år senere

Et halvt år efter at Kine og Steffen mistede deres datter i maven, er Kine gravid igen. Hun er fire måneder henne og i god form, men hun indrømmer, at hun er bange.

– Jeg føler meget efter og er bange for, at der ikke er noget liv, siger Kine, der netop har været til kontrol hos jordemoderen.

– Alt var, som det skulle være. Vi hørte hjerterytmen, og det var så hyggeligt. Jordemoderen har fulgt mig siden Thelma døde, og hun kom også til begravelsen. Det har betydet meget for mig.

Det er især ultralydsscanningerne, der gør Kine bange. Hun husker nemlig tydeligt, da de opdagede, at Thelma var så stille i maven.

https://imgix.femina.dk/2021-08-31/72331387.jpg

Thelmas Louises begravelse 18. december 2019.

– Jeg er så bange for, at barnet ikke bevæger sig. Men nu begynder jeg at føle et lille spark, og det hjælper lidt. Når jeg får ultralydsscanning, forventer jeg, at det går galt. Og når jeg ser barnet bevæge sig, kommer tårerne.

Hjælper andre

Siden parret mistede Thelma Louise, har Kine brugt sin stemme til at tale om sorg. Hun har efterfølgende optrådt i tre bøger.

Sammen med Lill Gjerstad, som også har mistet et barn og er fra samme by som Kine, er de i gang med at oprette en forening for alle dem, der har mistet et barn - men også for andre typer af sorg. Lill og Kine er også blevet nære venner.

Efterfølgende har Thelmas storesøster fået tilbudt en plads i en sorggruppe i Oslo.

Kine beskriver det som et flot tilbud med dygtige mennesker med meget erfaring. Datteren ved også, at hun skal have en bror eller søster mere. Selvom glæden hos hende er stor, er hun også bekymret.

Datterens sorgproces har inspireret Kine til at skrive en bog om børn og sorg set fra et barns perspektiv.

– Det kan opleves som en hård og rørende bog om sorg og tab. Jeg skrev det som hjælp og vejledning for forældre til at tale med deres børn om sorg og skabe forståelse for os voksne om, hvad der virkelig foregår.

– Tanken er, at børn kan finde anerkendelse og trøst i ikke at være alene. Jeg har overvejet begreber som begravelse, kiste og død for at forsøge at ”afskræmme” begreberne med flotte illustrationer, siger Kine.

Efterordet i bogen er skrevet af pædagogisk-psykologisk rådgiver, Eline Grelland Røkholt, som i mange år har arbejdet med børn i sorg.

– Hun har stor erfaring med sorggrupper for børn, og i bogen giver hun råd til voksne om, hvordan man møder barnets sorg, siger Kine.

Endelig en gravsten

Sidste gang Kine og Steffen blev interviewet, havde Thelma stadig ikke en gravsten. Men nu har parret endelig bestemt sig. Det skal være en sommerfugl. Nu ligger Thelma over for Kines mormor, som døde få måneder tidligere.

– Før vi fik gravstenen, var det virkelig svært at være på Thelmas grav. Men efter hun har fået stenen, som ærer hende, så er det blevet lettere. Jeg kan nu finde en ro, når jeg er der, fortæller Kine.

Hun har valgt at barnet, som de nu venter, skal komme til verden på et andet sygehus, og hun venter nu på svar på en fødeplads.

– At skulle føde på samme sygehus som, hvor jeg fødte Thelma, tror jeg, bliver vanskeligt. Jeg fik alt for mange minder og flashbacks, da jeg var til kontrol, fortæller Kine.

Terminen er i starten af april, og Kine fortæller, at barnet nok bliver født nogle uger før termin ved igangsættelse eller kejsersnit.

– De mener jo, at Thelma døde, idet vandet gik. Så det skete under fødslen. Derfor slipper jeg heldigvis også for at gå hele tiden ud, da det nok bliver for psykisk krævende. Det vigtigste er, at barnet kommer levende ud denne gang.

Hun uddyber:

– Jeg føler, at jeg har ofret meget. Jeg var jo igennem en 20 timers fødsel efter en hel graviditet med Thelma. Derefter blev jeg gravid igen, men mistede omkring uge 10. Så blev jeg efterfølgende gravid igen med min nuværende graviditet.

– Jeg føler, at jeg har været gravid i en evighed, og nu vil jeg bare gerne i mål med en levende baby i armene, afslutter Kine.

Efter publiceringen af artiklen, har Kine og Steffen fået et barn til. En dreng, der kom til verden ved planlagt kejsersnit 10. marts 2021.

Kine Olsen fortæller om to hårde uger på intensivafdelingen, og en lidt turbulent start, men alt går godt nu.

– Jeg er hjemme nu og hygger mig i barslen med min lille guldklump. Han er en fantastisk dreng, som vi er meget stolte af. Og ikke mindst taknemmelige for, siger hun.

Kine har skrevet børnebogen med den norske titel "Er du en engel nå, lillesøster?", der udkommer i efteråret 2021. Den skal være et samtaleværktøj for voksne i mødet med børn, der oplever sorg og tab.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på kk.no.

Læs mere om:

Læs også