Katrine Grünfeld: En skilsmisse behøver ikke at være en tragedie

Alle har fortjent at blive skilt. Sådan siger hovedpersonens mor til den kvindelige nyskilte og hovedperson i Katrine Grünfelds nye roman, “Værelse samlet af kvinder”.

Det kan lyde bombastisk. Og også uromantisk. Men for Katrine Grünfeld, 52, der selv blev skilt for fire år siden efter 25 års ægteskab, er skilsmissen en livsbegivenhed, vi trænger til at få vendt og drejet og sat nye perspektiver på.

Romanens navnløse hovedperson er med forfatterens egne ord et “mess”.

Hun er et kaos.

Hun er gået fra sin mand, der også er far til hendes store børn, og hun står i en krise midt i livet, hvor det er svært at definere sig selv som kvinde, for hvor er forbillederne for en midaldrende kvinde, der har brug for en startpakke fra Ikea?

Oppe i hendes hoved, hvor romanen foregår, vælter tankerne rundt, børnene er vrede og skuffede over skilsmissen, hun bor hos sin veninde, der også er nyskilt, går på Tinder og forsøger i det hele taget at navigere i et nyt liv, der både rummer sorg og beruselse.

Hun er sådan en kvinde, som vi tit ikke ved, hvad vi skal stille op med, som Katrine Grünfeld siger.

– Tænk, hvis “Druk” (film af Thomas Vinterberg, red.) havde haft fire kvindelige hovedroller. Det ville have været helt anderledes. Der findes ikke noget mere tragisk i vores kultur end en kvinde, der ligger spritstiv og med blod ud af næsen i naboens indkørsel.

- Manden har mere goodwill i den deroute, men hende der bliver man rigtig bange for. Det er super angstprovokerende, når mor mister kontrollen. Hvis hun forsvinder, er der ikke nogen voksne tilbage, vel?

Kvinde i krise

Katrine Grünfeld har den mest hæse latter. Vi skulle egentlig have gået en tur sammen og talt om kvindeliv, parforhold og skilsmisser, men jeg er sendt i isolation med min familie på grund af coronasmitte i mit yngste barns børnehave.

Så vi mødes, som man gør for tiden: På skærmen. Jeg får hendes skrattende latter, store hår og briller i miniformat.

Det er ikke helt det samme som at se hinanden i øjnene i virkeligheden, er vi enige om. Men det gør samtalen koncentreret, fordi der ikke er så mange naturlige pauser.

Og det har den fordel, at Katrine kan tage mig med ud og ryge i gårdhaven, uden at jeg får røg i øjnene.

Din hovedperson er skilt og skal finde sig selv, som man siger. Hun er vel på mange måder en kvinde i krise?

– Det er en roman om en kvinde i krise, men det er også en bog om en kvinde i frisættelse. Vi siger altid, at en skilsmisse er en kæmpe krise, men jeg har registreret, når jeg ser på mig selv og mine veninder, at der også kan være en stor lettelse.

- En lettelse over, at man ikke længere skal slæbe det her forhold efter sig, ikke længere dække over det. Og så står man i noget nyt og unavngivet, man står og flagrer med ny mening. En skilsmisse er også en ny begyndelse. Der er en sorg, ja, men der er også en fandenivoldskhed.

Men der er vel også en angst og en usikkerhed?

– Der er altid en angst forbundet med, at man skal redefinere sig selv som menneske. Men det er også utroligt, at de fleste mennesker oplever det som et chok at blive skilt. For se på statistikken – 58 procent af os bliver skilt.

- Vi er så matematisk orienteret på andre områder af livet. Vi taler om, at der er så eller så stor risiko for at få kræft, og så lader vi være med at ryge og drikke, men i et ægteskab lader vi ikke være med dit eller dat. Der er vi lemminger, der styrer mod afgrunden.

Gidsler i parforholdet

Mennesker længes, og mennesker frygter ensomhed. Det er basale livsvilkår, som får folk til at finde sammen og forsøge sig med tosomheden.

Det er der ingen skam i. Det er heller ikke Katrine Grünfelds ærinde at pege fingre af dem, der går den slagne vej.

Men der kunne godt være mere frihed i det projekt, vi kalder kærligheden, mener hun. For alle synes at vælge en parforholdsmodel, der er skåret over samme læst, og som har været defineret ud fra de samme rammer i godt og vel et par hundrede år.

– Vi tager hinanden som gidsler i en forestilling om, hvordan vi agerer i et rigtigt parforhold. Så går vi i gang med at købe ting og få hund og børn og huse, og hver gang vi ikke længere føler intensiteten i kærligheden, så anskaffer vi os noget nyt. Når børnene så er blevet store, og vi ikke kan anskaffe os flere ting, så er der ikke mere. Det, der oprindeligt var, er gået tabt.

Ser vi for konventionelt på både parforholdet og skilsmissen?

– Ja, vi har ikke formået at konstruere nogle relationer, der er tidsrelevante. Vi indgår stadig ægteskaber, som om vi bor på en gård ude på landet. Det er ikke, fordi jeg tænker, at vi skal konstruere nogle forhold, hvor folk ikke går fra hinanden.

- Vi skal nærmere anerkende, at menneskers udvikling er sådan, at man nogle gange bare ikke kan udvikle sig sammen længere. Så har man opbrugt det potentiale, der var, for at man havde det rart i dét fællesskab. Det behøver ikke være en tragedie. Vi skal have nogle andre strenge at trække på, så det ikke er så forfærdeligt at blive skilt. Det ville også være godt for børnene, hvis vi havde lidt mere fleksibilitet.

Alle kvinders skilsmisse

Katrine Grünfeld kender det sted, hendes hovedperson står. Nyskilt og med alle sanser åbne.

Men hun understreger, at romanen ikke er en fortælling om hende selv. Den er mere en kondenseret version af hendes egen og alle hendes veninders skilsmisser, deres tumlen med sorgen, deres beruselse i friheden og Tinders endeløse muligheder for sex.

Men den er også et opgør med kærligheden, og det vi forventer os af tosomheden. For ligesom vi bør finde nye måder at se på skilsmissen på, kan vores kærlighedskonstruktion også godt klare en “makeover”.

– Hvad sker der, hvis vi hiver os selv ud af vanetænkningen, hvor vi tror, at vi skal lede efter vores anden halvdel, vores bedre halvdel? Alt det med: Synes han, at jeg er lækker, kan han udfylde min længsel? Og hold kæft, en opgave det er for ham, for vi kvinder er krævende, og hold kæft, en opgave det er for os, for mænd siger ikke noget.

- Så kan vi sidde der i hvert vores underlige system, og det hele glider hen over hovedet på den anden, og man bliver så frygteligt skuffet.

Er det noget, der er særligt svært for os, der lige rammer midten af livet?

– Ja, vi er nogle mennesker lige nu, hvor kvinder og mænd er så forskelligt opdraget, at vi faktisk ikke har nogen muligheder for at kommunikere ordentligt sammen og nå hinanden på de punkter, hvor hengivenheden kunne opstå, fordi vores kærlighedssprog ikke når hinanden.

- Jeg synes, vores generation har nogle ekstremt snævre rammer. Jeg er endda vokset op hos en mor, der var rødstrømpe, men jeg har stadig haft snævrere rammer og mere skam, end mine egne børn har i dag. Vores børns skam bliver en anden. For os er vores skam så dybt indgroet i vores seksualitet, at selv om vi siger: “Nu vil jeg ud og undersøge mig selv og min krop,” så handler det stadig meget om, hvordan vi bliver set udefra af mændenes blikke.

Fællesskab af kvinder

I “Værelse samlet af kvinder” beskriver Katrine sin hovedperson som “en krabbe uden skjold”.

Vi vender igen og igen i samtalen tilbage til, hvor sårbart et sted hun står. Der er kun meget få forestillinger om, hvordan en kvinde på 52 kan, skal og må leve sit liv.

Kan hun kaste sig ud i et vildt og eksperimenterende sexliv? Kan hun afprøve sin identitet og måske vælge at blive en anden? Og hvordan ser sådan en proces overhovedet ud?

Det er, som om alle idealer og livsvalg hører de yngre generationer til, hvis man skuer ud over det kulturelle landskab. Men samtidig har kvinden 50+ meget power og livslyst. Og erfaring.

Hun vil elske, drikke og danse, føle sig sexet og lidenskabelig. Være til.

– Vi producerer ikke længere børn, så hvad fanden skal man bruge os til, hvor skal man stille os hen? Vi er blevet så grimme og kedelige, ikke? Så hvordan skal vi have lov til at have det skægt og synes, at vi er super sexede? Og også få lov at vise, at vi kan være i tvivl?

- Vi har erfaring og ro inden i os, men vi har også alt det andet. Vi har så mange aldre, og vi skal have lov til at have alle de aldre. Krisen kan give en “second chance” for at definere sig selv, og det synes jeg, er en gave, hvis man tager imod den. Det er vigtigt at give den proces rigtig meget tid, ømhed og omsorg.

I din roman er det også en pointe, at vi kvinder kan bruge hinanden – og måske skal bruge hinanden mere?

– Bogen er også et forsøg på at se på, hvad vi kvinder kan sammen. Hvad sker der, hvis man tillader sig selv at hente lige så meget kærlighed derfra og får fat i sin egen autoritet, så man anderkender, at det også er kærlighed?

- Så det ikke bliver, “indtil jeg finder en mand, bruger jeg mine veninder”. Måske skal mænd så blive elskere, eller hvad man vil kalde det. Vi kan opfinde nogle andre ting, vi kan være for hinanden. Et fællesskab af kvinder behøver ikke være en dårlig erstatning for en familie.

- Det behøver ikke at være sådan, at “åh, stakkels hende, hun fandt aldrig en mand”. Det kan være et lige så blivende og vigtigt fællesskab.

Disponibel for livet

Selv lever Katrine Grünfeld i et selvvalgt kvindekollektiv. Det er ikke sådan, at hun bor sammen med de andre, men de er en større gruppe af kvinder, der mødes, udveksler erfaringer og holder sammen på hinanden.

– Vi er +/- mellem 10 og 30 kvinder, der hele tiden er sammen eller mødes til middage, hvor vi har en kontinuerlig samtale kørende. Vi kan lægge os selv i puljen og sige: “Sådan tænker jeg. Hvad synes I?”

- Vi arbejder i vores kvindekollektiv på at få elimineret den der søgen efter manden som en form for løsning og i stedet gøre os selv disponible for livet. Det er virkelig to vidt forskellige udgangspunkter. Vores grundbevægelse som mennesker er mod at føle glæde – ikke lykke – men en glæde ved livet, ved de mennesker, vi omgiver os med og ved os selv. Det burde være så simpelt, men der er så svært.

Katrine og jeg vinker til hinanden gennem skærmen. I morgen flyver hun ud i verden på et skriveophold sammen med en kvindelig forfatterkollega. Med luft under vingerne.