Sophie startede intensiv-afdeling under corona: Da patienterne begyndte at komme ind, synes jeg, det var skræmmende

I ugerne op til nedlukningen af Danmark 11. marts sidste år var der relativt stille på Rigshospitalets intensivafdeling.

De første corona-patienter var blevet indlagt, men det lignede langt fra udenlandske tilstande, hvor sundhedsvæsenet for alvor var presset.

Sophie Krarup Henningsen havde på det tidspunkt arbejdet på afdelingen i et år, hvor hun arbejdede med patienter, der enten har kredsløbssvigt eller lungesvigt.

På afdelingen fulgte de godt med i udviklingen af coronavirus i Spanien og Norditalien, som for alvor havde taget fart og lukkede store dele af landene ned.

- Vi havde briefinger hele tiden om, hvordan vi skulle tage os af patienterne, hvis de kom herind. Man havde en følelse af, at nu går der ikke så lang tid, inden det vælter ind på vores afdeling, og spørgsmålet er bare hvornår, siger Sophie.

Hvor var du, da Mette Frederiksen lukkede landet ned?

- Jeg var i aftenvagt, og så nyheder med en vågen patient i respirator, der gerne ville se, hvad alt det her corona var for noget. Vi sad en sygeplejerske på hver side af sengen, og vi blev alle helt chokerede over, hvad der skete, siger Sophie.

- Det var meget surrealistisk.

På afdelingen var de klar over, hvor alvorlig virussen var og er, men på det tidspunkt havde de kun to corona-patienter indlagt.

- Vi havde to liggende, som havde det rigtig dårligt. Vi vidste, at de højst sandsynligt ikke ville klare det, og det gjorde de heller ikke, siger Sophie.

To til tre uger efter nedlukningen fik intensivafdelingen for alvor travlt, og der blev lavet en særlig intensivafdeling for corona-patienter, som Sophie var med til at starte.

Her begyndte hun også at tage ekstra vagter, for at afdelingen kunne følge med.

Hvordan påvirkede corona dit arbejde og liv efterfølgende?

- Da patienterne begyndte at komme ind, synes jeg, det var skræmmende, fordi vi ikke vidste så meget. Hverken de erfarne sygeplejersker eller læger. Jeg havde kun været der et år på det tidspunkt, så det var en stor opgave at stå overfor, når ingen vidste, hvad det var, siger Sophie.

På afdelingen hjalp de patienterne med iltbehandling, og hvis de havde brug for det, blev de lagt i respirator.

Der blev sat forskningsprojekter og undersøgelser i gang for at se, hvad der kunne hjælpe, men det var hele tiden en kamp mod en ukendt virus.

- Det hele var en prøvelse, fordi der kom hele tiden nye præparater og forskning. På det ene tidspunkt skulle vi give patienterne en bestemt type blod, og det andet tidspunkt prøvede vi at vende dem om på maven. Det var spændende, men vi skulle hele tiden prøve os frem, siger Sophie.

Fordi personalet heller ikke vidste så meget om patienterne i starten, så turde de heller ikke gå fra dem.

Alle havde fuldt isolationsudstyr på, da patienterne lå i højisolation, og hvis der pludseligt skete noget med patienterne, så tog det for lang tid at komme ned i udstyret igen.

Det betød, at Sophie ofte arbejdede mellem otte og tolv timer, hvor hun det meste af tiden var pakket ind i isolationsudstyr fra top til tå.

- Vores ledelse var meget over os og spurgte ofte ind til, om vi var okay og havde holdt pauser. Det gør de stadig. Det har været og er hårdt arbejde, men der er en god stemning, og vi har et godt sammenhold på afdelingen, siger hun.

Men på trods af det gode sammenhold og mange kollegaer, kunne Sophie godt føle sig alene på de lange dage.

Hvad synes du har været det hårdeste?

- Jeg synes, at det var hårdt i starten. Især under første bølge, hvor de pårørende ikke måtte komme derind. De ringede ind dagligt, græd i telefon, men var også taknemmelige for det, vi gjorde, siger Sophie.

Mange af patienterne på afdelingen ligger i koma, så en stor del af Sophies arbejde er også at pleje pårørende.

Den intensive afdeling for corona-patienter er i dag lukket ned, efter første bølge er overstået og presset fra anden bølge har lagt sig. Sophie er tilbage på almen intensiv afdeling, hvor de nuværende corona-patienter også bliver indlagt.

Hvad glæder du dig til, når landet åbner igen?

Jeg glæder mig til at sætte mig på en fortovscafe med en masse af de venner, som jeg ikke har set i et år, siger hun.

Savnet til familie og venner mærkede hun dog ikke det første stykke tid af pandemien, fordi hendes fokus var på arbejde.

- Jeg har jo 150 sygeplejerske-kollegaer plus læger, sekretærer og portører. Jeg følte mig ikke alene, som der er mange, der har gjort her, hvor man har været lukket væk fra omverdenen. Så det er først senere, at jeg virkelig kan mærke det afsavn, siger hun.

Heldigvis er Sophie blevet vaccineret, og derfor har en genforening med familie og venner forhåbentlig ikke lange udsigter.

- Jeg har venner og familie inden for sundhedsvæsenet, og vi er alle vaccineret, så det er kun os, der ses. Og så har jeg facetimet med dem, jeg ikke har set i et år, så det bliver rigtig godt at se dem igen, siger Sophie.