Tine klippede sin mand: ”Det var, som om trimmeren tog magten. Den bestemte selv, hvordan den ville klippe"

Under anden omgang lockdown er jeg kommet til at tænke på, hvor mange kilometer hår danskerne mon efterhånden render rundt med – som ikke er blevet klippet af, fordi frisørerne har haft sakseforbud.

Jeg er også kommet til at tænke på, at ændrede livsbetingelser nogle gange får folk til at gøre noget, de nok hellere skulle have ladet være med.

Under første lockdown havde Søren Brostrøm for eksempel kastet sig ud i en hjemmeklipning.

Det kunne man godt se på skærmen … Skal man sige noget godt om den klipning, så var det, at der var lidt at grine af midt i al corona-pressemøde-traurigheden.

Så selv om jeg elsker Pippi Langstrømpes udsagn: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”, var jeg alligevel ikke helt overbevist, da min mand kom hjem med en trimmer, han havde lånt af en kollega.

”Hvor svært kan det være?” sagde han.

Jeg tænkte straks på Søren Brostrøm. Og på min mor, da hun levede.

Når hun havde været til frisør, var hun som regel stærkt utilfreds med resultatet, så låste hun sig inde på badeværelset med saksen, klippede løs og kom først ud igen, når hun VIRKELIG havde noget at være utilfreds med.

Nogle gange græd hun. Det mærkelige er, at hun blev ved med at gentage fiaskoen.

Muligvis af den årsag har jeg hele mit liv udelukkende holdt mig til mit pandehår. Hvilket jeg faktisk blev irettesat for, sidst jeg var hos frisør.

Jeg skulle holde nallerne væk, for det var tydeligt, at det var en AMATØR, der havde været i gang.

Men min mand insisterede altså på, at jeg gjorde noget ved hans bakkenbarter og lange nakke, for hvis der ikke blev gjort noget NU, ville han snart kunne lave hestehale.

Måtte-bakkenbarter havde han allerede. Og han var fuld af tillid til, at det kunne jeg da sagtens løse for ham.

Nå. Lad mig bare sige det, som det er: Det gik ikke så godt.

Jeg gjorde ellers hele forarbejdet, jeg så TO forskellige instruktions-videoer på YouTube. Den ene mand klippede endda sig selv, mens han i detaljer fortalte, hvordan han gjorde, og det blev vildt pænt. Hvor svært kunne det være …

Men i samme sekund jeg gik i gang, var det, som om trimmeren tog magten.

Den bestemte fuldstændig selv, hvordan den ville klippe og hvor.

Så min mand havde pludselig i den ene side en bakkenbart, der lignede en horisontalt skåret middelalder-munkefrisure – den var simpelt hen barberet helt væk – og i den anden side en bakkenbart, der lignede en halv Elvis fra hans bling-periode i 1970’erne.

Nakken gik nogenlunde …

Det hjalp med lidt voks, og han tog det pænt, selv om vi begge to var klar over, at operationen var mislykkedes.

Vi kan vel kalde det en asymmetrisk klipning. Han mente heller ikke, det var nødvendigt, at vi selv investerede i sådan en trimmer. Eller at jeg skulle forsøge at rette op på miseren, når han kom hjem fra arbejde.

Jeg er på en måde glad for, at han først bagefter fortalte mig, hvordan det var gået, da en af vores venner i samme corona-hår-desperation var blevet trimmet af sin kone.

Da hun satte trimmeren i nakken på ham, stak den af fra hende og skabte en motorvej af bar hud hele vejen op til issen. Han måtte gå med hue længe efter.

Nød lærer muligvis nøgen kvinde at spinde, men ikke nødvendigvis at klippe sin mands hår.

Så det må være på sin plads at sige en dybfølt tak til alle jer frisører derude. Hvor har I været savnede. Det er gået op for mig, at I udfører et virkelig hår(d)t arbejde.