"En dag står René pludselig på mit arbejde og siger, at det godt kan være, at politiet ransager vores hjem"

”Der er intet, der slår en varm sommeraften i gaden med de rigtige kolleger i bilen. Intet overgår at køre ned ad Istedgade med nedrullede ruder og mærke, at det hele summer af liv og kriminalitet.’

En mand med store, tatoverede overarme pryder forsiden af den bog, citatet stammer fra.

"Hærdet" hedder den – og den fortæller historien om René Dahl Andersen, der i 14 år var en af Københavns mest dedikerede narkobetjente.

Nu står han hér i strømpesokker i sin lyse stue på Vesterbro.

– Kom indenfor, vil du have kaffe? lyder det fra Renés kone Mette Beck Lisberg, der går under kælenavnet Møffe.

Parrets otte måneder gamle datter Sally ligger på gulvet og kigger i en billedbog. En idyllisk formiddag hos et afslappet par, der skal vise sig at have en temmelig vild historie.

– Om vores parforhold er hærdet? Ja, er du sindssyg!

- René og jeg har været sammen i 14 år, og vi har været igennem rigtig mange ting sammen. René har været nede og bide i gulvbrædderne som narkobetjent, vi har mistet tre af vores forældre, og vi har været igennem 10 års fertilitetsbehandling med over 20 mislykkede reagensglasforsøg.

- Men vi har de samme værdier – vi kæmper. Med hende her: ’Jeg ville simpelthen ikke give op. Jeg VILLE ikke give op’, siger Mette og kigger kærligt på Sally, der vinker til os med sin lille babyhånd.

– Ja, vi er super hærdede, tilføjer René. – Et stærkt træ står stadig efter en hård storm. Og de stormvejr, vi har været ude i, har også gjort, at vi er rykket tættere sammen i bussen.

Skygger sin kommende kæreste

En fotovæg i stuen fortæller i fragmenter historien om René og Mettes liv. Blandt feriebilleder og familiefotos hænger et billede af Mette sammen med tv-vært Lene Beier.

Mette arbejder på produktionsselskabet Blu og er blandt andet redaktionschef på tv-serien “Landmand søger kærlighed”.

På et andet billede poserer René sammen med et hold narkobetjente med store smil og løftede tommelfingre foran en stor fangst af brun heroin. En narkobetjent og en tv-producent – hvordan mon de blev kærester?

– Det er faktisk en ret sjov historie, siger René, da vi sætter os ned ved bordet i køkkenet.

– Som 35-årig stod jeg et sted i livet, hvor jeg var klar til at møde ’min sidste kæreste, og jeg tror på, at når man vil noget, så skal man opsøge det. Så jeg oprettede en profil på et datingsite. Der skete ikke rigtig noget, men en dag, hvor jeg var nede i kiosken for at hente sodavand, fik jeg øje på Møffe.

– Hun kom ud af en sandwichbar med røde kinder og en rød hoodie. Og jeg tænkte bare: “Hvor ser hun dejlig ud.” Så på bedste narkobetjentmanér besluttede jeg mig for at skygge hende – og opdagede, at hun boede i gaden lige ved siden af mig. Og skæbnen ville, at Møffe dagen efter dukkede op som ny profil på datingsiden.

– Ja, min veninde havde lokket mig til at oprette en profil, selvom jeg egentlig ikke ville. Og så skrev René til mig som den allerførste, smiler Mette.

– Ja, jeg skrev bare: “Rød hættetrøje, foran kiosken, skal vi tage en kop kaffe?” Det var i 2007, og vi har været sammen lige siden.

En machokultur

Hvor andre parforhold ofte handler om, hvem der står for dagens indkøb, eller hvem der skal inviteres til middag i weekenden, er livet en hel del mere hæsblæsende hos Mette og René.

I bogen “Hærdet” kommer vi tæt på, hvordan René som narkobetjent arbejder i en gråzone i mere end et årti. René har en lang række meddelere i det kriminelle miljø, og hverdagen består af biljagter og jagt på narkobagmænd i gaderne omkring Istedgade.

– Man sidder tre gutter i en bil og får bare at vide: “Kør ud og fang nogle narkokriminelle.” Hele byen summer, og du sidder dér i bilen og har det frie initiativ. Vores arbejdsdage var ofte på 20-30 timer. Men vi var aldrig trætte – vi var bare høje på adrenalin.

- Det var som at gå på jagt, og når man er i et hårdt miljø, så smitter det af. Det er en machokultur, og for mig handler det om at få lov til at være mand, fortæller René med lys i øjnene.

Hemmeligt arbejde

René sidder på tørrelofter og holder øje med pusherne på Istedgade og bliver senere uddannet Undercover Agent ved FBI i USA og bliver sendt på farefulde missioner i udlandet for PET.

Noget, som Mette først får at vide flere år senere.

– For det meste vidste jeg intet om, hvad René lavede på sit arbejde - eller hvor han var henne. René kunne finde på at rejse sig fra sofaen sent om aftenen, fordi han lige skulle ud og mødes med en meddeler. Og jeg vidste ikke aldrig, hvornår han kom hjem igen, fortæller Mette.

– Ja, jeg havde rigtig mange meddelere i det kriminelle miljø – og hvis du skal have et seriøst forhold til en meddeler, så er det mindst lige så vigtigt som et parforhold, forklarer René.

Men hvordan kan man bevare en fortrolighed i parforholdet, når den ene lever i en gråzone?

– Det var heller ikke altid så nemt. Der var mange ting, jeg ikke måtte vide, og jeg mødte aldrig hans meddelere, så jeg vidste jo ikke, om han i virkeligheden var ude med en dame, griner Mette og fortsætter:

– Men der var jo også en grund til, at han ikke måtte tale om sit arbejde. At være politimand har altid været Renés liv, hans identitet.

- Og jeg elsker drengerøven i ham, så jeg måtte bare acceptere, at han hellere ville være på arbejde end at være sammen med mig.

Men har du så ikke følt dig overset?

– Nej, for jeg har også været meget væk og har rejst meget med mit job. Og jeg tror, det er rigtig vigtigt at have sit eget liv – og at man i forholdet giver plads til de drømme og ambitioner, man hver især har.

– Ja, og så er det vigtigt at have en ro og en tryg platform i parforholdet, lyder det fra René.

– Når man laver noget, der er farligt, så går det ikke, at der er uro i parforholdet. Hvis jeg kommer hjem og har været på kanten - og nu tænker jeg ikke på kanten af loven – men på at adrenalinen har kørt, så har jeg mest af alt brug for at finde ro.

- Så åbner jeg lige soveværelsesdøren og ser, at Møffe ligger og sover, og så går jeg ud og tager et bad, fortæller René.

– Og hvis jeg kommer hjem og kan mærke, at Møffe har brug for at snakke, så gør jeg lige sådan her, siger René og laver timeout-tegnet til sin kæreste.

– Giv mig lige ti minutter. Lad mig lige sidde lidt for mig selv og få et stort glas mælk. Og det har da været en udfordring for mig at rumme Møffes arbejdsliv. Når hun kom hjem og fortalte, at hun havde haft problemer på arbejdet, havde jeg måske lige stået med en højgravid misbruger, der kun tænkte på sit næste fix.

- Men jeg kunne jo ikke sige: “Nu skal jeg fortælle dig, hvad ægte problemer er” – for så ville jeg tale ned til Møffe. Så jeg har lyttet – men inde i mig selv har jeg tænkt: “Du har ikke problemer, skat.”

Farer vild i egen moral

René bliver langsomt suget ind i Københavns underverden, og i bogen fortæller han ærligt om, hvordan han ender med at fare vild i sin egen moral. I august 2016 finder politiet ud af, at René har taget to antikke lamper fra politigården.

Han tror, at lamperne skal smides ud, og derfor tager han dem med hjem. Men senere finder René ud af, at lamperne er meget værdifulde. Og i stedet for at aflevere lamperne tilbage, sælger han dem på en auktion. Og henter flere lamper. René ender med at sælge fem lamper til en værdi af mere end 25.000 kr. pr stk.

– En dag står René pludselig oppe på mit arbejde og siger, at det godt kan være, politiet kommer og ransager vores hjem. Og jeg fik bare et kæmpe chok.

- Det eneste jeg vidste var, at René var en vildt dygtig narkobetjent, der fangede en masse kriminelle. Så jeg havde svært ved at forstå, hvad der var sket, siger Mette.

Hvilke tanker har I gjort jer i forhold til, om René skulle stå frem med sin historie?

– Hold da op, vi har gjort os rigtig mange tanker. Jeg har altid været stolt af min mand, så det er svært for mig, at mine kolleger og bekendte skal høre denne her historie, siger Mette og rejser sig op for at gå lidt rundt på stuegulvet med Sally.

– Men jeg synes også, det er stærkt af René at udgive bogen. At han tør stille sig frem og sige: “Jeg har fucket op” – for det HAR du altså, skat.

– Ja. Og det at skrive bogen handler for mig om at slå en streg i sandet og så én gang for alle lægge det bag mig, siger René.

Hak en hæl og klip en tå

Den idealistiske politibetjent ender med selv at bryde loven. René bliver suspenderet fra politiet og efter to års ventetid kommer han i retten og får en fængselsdom på seks måneder, som han afsoner med fodlænke.

– At tage de lamper var mit livs mest forkerte beslutning. Men jeg tror, at mine grænser lige så stille havde rykket sig. Som narkobetjent er virkeligheden sådan, at én ting er love og regler, og noget andet er, hvad der virker.

René holder en lille pause og siger så:

– Ja, jeg kan godt høre, at det lyder forkert, når jeg siger det – men der er nogle ting, du ikke kan komme i mål med, hvis alting er sort/hvidt.

- Så mine kolleger og jeg “smuttede lige udenom” retsplejeloven nogle gange og hakkede en hæl og klippede en tå. Fordi det var nødvendigt, hvis vi skulle fange nogle narkobagmænd. Men da jeg tager lamperne, laver jeg en forkert handling, både i forhold til loven – og i forhold til min egen moral.

Kunne du mærke, at René var på vej ud over kanten?

– Overhovedet ikke, men jeg vidste jo heller ikke særlig meget om hans arbejde. Det var vildt svært for mig at se min stærke politimand sidde herhjemme med fodlænke på.

- Og jeg synes også, at det var flovt. Men jeg vidste også, at det jeg følte, var en lillebitte del af det, René følte. Jeg har aldrig set nogen slå sig selv i hovedet så meget, som han gjorde, siger Mette.

– Ja, jeg var helt nede og vende. Jeg kunne ikke sove - lå med hjertebanken, mens sveden piblede af mig, og jeg trænede to gange om dagen for at udmatte mig selv.

Men skal man bakke hinanden op i alt?

– Nej, det skal man slet ikke, og jeg har også fået mange skideballer af Mette, siger René.

– Ja, jeg har været rigtig gal på ham. Men jeg elsker jo manden, så hvad skal jeg gøre – skal jeg gå fra ham fordi han har lavet en fejl?

Men han havde jo stjålet?

– Ja, og jeg forstod ikke, hvorfor han satte alt på spil for nogle lamper. Men jeg tog ret hurtigt en beslutning om, at nu ER jeg der for ham.

- Vi har været igennem så mange ting og har været der for hinanden i mange svære situationer. At gå igennem ti års fertilitetsbehandling er SÅ hårdt, så jeg tror bare, jeg tænkte: “Vi skal nok komme igennem det her.”

Men har du fortjent hendes opbakning, når du har lavet noget kriminelt?

– Ja, det synes jeg, siger René med intensitet i stemmen.

– For jeg tror virkelig på, at når man er i et parforhold, så er man der på godt og ondt. Jeg fortjente en skideballe, og jeg kan ikke være sammen med en kvinde, der bare pleaser mig.

- Men så må vi også komme videre - for det gør man i et stærkt forhold.

Rugemor i Ukraine

Også på andre måder har livet hærdet René og Mette. I begyndelsen af deres forhold finder Mette ud af, at en lægefejl har gjort, at hun ikke kan blive gravid på naturlig vis.

I 10 år går parret igennem den ene fertilitetsbehandling efter den anden. Men efter over 20 reagensglasforsøg bliver de enige om at lægge drømmen på hylden.

– Jeg havde set Møffe blive SÅ slidt, så vi var kommet til et punkt, hvor vi begyndte at forestille os et liv uden børn, fortæller René.

– Inderst inde vidste jeg godt, at hun stadig drømte om at blive mor, men beslutningen om at tage det næste skridt skulle ligge hos hende.

- Så da Møffe en dag sagde: “Jeg kan ikke lægge det fra mig” – så vidste jeg, at hun havde undersøgt muligheden for at finde en rugemor.

I Danmark er det ulovligt at annoncere efter en rugemor eller at betale penge for at få en anden kvinde til at bære sit barn.

Men i Ukraine er rugemødre lovlige, og gennem et nordisk bureau fik parret kontakt til en kvinde, der var klar til at bære deres barn.

– For at få opfyldt vores drøm om at blive forældre, skulle vi lige en tur til Ukraine. Men igen - verden er ikke sort/hvid. Hvis det er det, der skal til – så er det det, vi gør, siger René.

– Ja, jeg synes ikke, man skal stoppe, hvis det ikke er nødvendigt at stoppe. Og jeg ved, at jeg har gjort ALT, hvad jeg overhovedet kunne for at blive gravid, siger Mette.

Og Sallys fødsel blev på mange måder en forløsning for parret.

– Ja, jeg bliver faktisk lidt rørt af at tale om det, siger René og løfter Sally op i sine stærke, tatoverede overarme.

– For mig er der ikke noget, der giver mere mening end det her, siger han, mens Sally klukker af grin og får en svingtur.

Heller ikke at køre ned ad Istedgade?

– Nej, men det kommer også lige bagefter, griner den tidligere narkobetjent.

– Ja, ja siger Mette. Men nu må du altså ud og trille med barnevognen, for Sally skal have sin middagslur