Forfatter Anna Juul: "Jeg har haft svært ved at indrømme, hvor selvoptaget jeg er"

Hvordan får man 100.000 følgere på Instagram?

Skal man lave en perfekt avocadomad med teksten ”Her er den”, skal man udgive en digtsamling om sin dårlige barndom, eller skal man lave selvironisk content om sin skizofreni og indlægge sig selv på psykiatrisk afdeling?

Mulighederne er mange, og digteren Veronika Katinka Martzen kæmper både med sig selv og en præstationskultur på sociale medier i den nye DR3-serie ”Min kamp”.

Bag serien står Anna Juul. En 28-årig manuskriptforfatterelev på Filmskolen, tidligere forfatter på ”Den Korte Radioavis” på Radio 24syv og kvinden bag digtsamlingen ”Jeg bruger min krop som et møbel”.

Anna Juul er ligesom Veronika Katina også skizofren og bipolar. Hun ved også, hvordan det føles at kæmpe med sig selv og kæmpe sig frem i verden. De oplevelser bruger hun også i serien.

- Jeg bruger mange af mine egne erfaringer, og så er virkeligheden nogle gange enten for voldsom til, at man kan lave det til fiktion eller omvendt. Oplevelserne udspringer fra noget ægte, og så har de været igennem en fiktionsmotor, siger Anna Juul.

Fra Instagram til tv-serie

Anna Juul startede Instagram-profilen ”Veronika Katinka” i 2017, og i dag har hun knap 8.500 følgere.

Hendes følgere har været tilskuere til Veronika Katinkas op- og nedture i hendes forfatterliv, skizofrenien, bipolariteten og dårlige dage.

Veronika Katinkas liv på Instagram er nu blevet til tv-serien ”Min kamp”, der skal sætte fokus på psykisk sygdom på en ny måde med en selvironisk og tragikomisk tilgang.

- Jeg kunne ikke have lavet den serie på andre måder, da jeg ser verden gennem en tragikomisk prisme. Alt hvad jeg laver, indeholder det. Jeg tror sandsynligvis, at noget af det er en forsvarsmekanisme, så man kan komme gennem livet, siger Anna Juul.

Vil nuancere debatten

For nogle måneder siden var Anna Juul inde i en manisk periode, hvor hun ikke kunne sove i tre dage.

Hun prøvede at blive indlagt for at få noget søvn og få ro på, men i telefonopkaldet med akutmodtagelsen fik hun at vide: ”Du skal bare prøve at sove.”

- Hvis jeg på en eller anden måde kan sætte fokus på en lille del af det, eller tale til folk gennem mine oplevelser, som så bliver Veronika Katinkas oplevelser, så vil jeg gerne det, siger Anna Juul.

Hun har ofte oplevet, at når psykisk sygdom bliver portrætteret på tv, så er det enten i form af en skurkerolle eller en helgenkarakter.

Skurkerollen er typisk en seriemorder, hvor grunden til det er, at han er skizofren.

Helgenkarakteren er oftest en bipolar kvinde, som møder en mand, mens hun er manisk. Manden synes, det er spændende, lige indtil hun bliver deprimeret, forklarer hun.

I ”Min kamp” er Veronika Katinka dog hverken en skurk eller en heltinde. Hun er en kvinde, der kæmper med sig selv og omverden.

I et af afsnittene går Veronika Katinka endda så langt, at hun prøver indlægge sig selv på en psykiatrisk afdeling.

I lyserøde bukser og pelsjakke dukker hun uanmeldt op på afdelingen og lader som om, at hun tror, at alle taler engelsk til hende.

Alt sammen for at kunne lave noget content til sin Instagram og få likes.

Efterfølgende ligger hun på sofaen hos sin mor og har det dårligt over det, hun har gjort.

- Jeg er bevidst om, at serien er en meget anderledes måde at vise psykisk sygdom på, end man ellers kunne have valgt at gøre det.

- Det er mere interessant, når en karakter ikke bare er entydig god eller dårlig. Jeg har som skizofren og bipolar oplevet, at der ikke har været ret meget film og tv jeg selv kunne spejle mig i, siger Anna Juul.

Flygter fra problemet

Veronika Katinka har gennem serien det mål, at hun vil være kendt.

Hvad hun vil være kendt for, skal hun dog finde ud af.

I det ene afsnit vil hun være kendt for sin selvironiske tilgang til skizofreni, og i det næste vil hun være kendt for de digte, hun skriver.

- Jeg forsøger med serien at vise dobbeltheden i livet. Veronika Katinka har i serien ikke gang i det mest sympatiske projekt, men jeg håber, at det skinner igennem, at her er et menneske, der grundlæggende har det dårligt, siger Anna Juul.

- Hun forsøger at flygte fra dårligdom ved at tænke, at hvis hun bliver til noget, så er det måske lige meget, at hun ikke ved, hvem hun selv er.

Anna Juul kender det fra sit eget liv. Hvis hun bare laver en bog, der får gode anmeldelser, så kan det være, at hun får det bedre mig sig selv.

Men hun har erkendt, at problemet og ens mentale trivsel oftest flytter med. Så finder man noget nyt at have det dårligt over.

- Jeg vil illustrere, at vi alle sammen gør det. Med Veronika Katinka er det bare til ekstremerne, og det kan måske få folk til at reflektere over det, siger hun.

Perfekthedskultur

Der er en pointe i, at unges mentale helbred bliver forværret, når de møder en perfekthedskultur på sociale medier, mener Anna Juul.

Hun tror dog ikke på, at man bare kan lade være med at være på sociale medier, da det er så stor en del af unges hverdag. Inklusiv hendes egen.

Der er dog ifølge Anna Juul brug for en ændring i at tale om, når man har det svært.

- Jeg synes, det ville have være vildt befriende, at de store instagrammere med fantastiske garderober og smukke Prada-tasker også har en dårlig dag en gang imellem.

- Jeg vil ikke tvinge nogen til at lægge content op, når de græder, det skal stå alle frit for at gøre, hvad de vil. Men jeg tror grundlæggende på, at alle er ret sårbare, siger hun.

En åben samtale om mental trivsel

For at åbne op for samtalen om mental trivsel kræver det dog også en erkendelse af, hvem man selv er.

Anna Juul siger selv, at hun har været på en benhård erkendelsesrejse for at finde ud af det.

- Jeg ville ikke indrømme at jeg kommer fra den kreative klasse i Gentofte. Jeg har haft svært ved at indrømme, hvor selvoptaget jeg er. Og jeg ville heller ikke indrømme, at andres mening betyder meget for mig, siger hun.

Anna Juul er også helt bevidst om, at hun har bygget sin karriere op på at være skizofren og sit alterego Veronika Katinka.

Men hun tror på, at det kan være med til at åbne op for samtalen om psykisk sygdom.

- Jeg tror bare meget på den kollektive samtale, og jeg synes, at det er mærkeligt, at når så mange kæmper med psykiske lidelser, at det til dels stadig væk på mange områder er et kæmpe tabu og skal løses individuelt, siger hun.