”Det er hårdt at arbejde for at ville leve, når man gerne vil dø”

Fine Gråbøl åbner døren til det mørkeblå kolonihavelignende hus med bondevinduer indrammet af hvidt træ.

Huset ligger i en lille oase i den sydlige del af København. Her bor hun med sin kæreste og deres 1-årige datter, i et område med ro, grønne haver og frisk luft.

Solen trænger ind gennem vinduerne og lyser stuen op.

De røde spisebordsstole og de grønne og orange puder i den brune lædersofa bryder med gulvets og væggenes træbeklædning.

Stuen er lidt større end det værelse, Fine boede på for syv år siden på et bosted med bemanding 24 timer i døgnet.

Her boede hun, da hun efter flere år med psykiske sygdomme, indlæggelser, selvskade og selvmordsforsøg skulle lære at klare sig selv.

– For mig var det et øvelseshjem, hvor der var nogle mennesker ansat til at hjælpe mig med at leve et ”almindeligt” liv igen.

Når hun ikke sad og røg cigaretter ud ad vinduet på sit værelse, blev hverdagen derfor brugt på at lære at lave mad, rydde op på værelset og udtrapning af den medicin, hun var på.

Nu kommer hendes debutroman ”Ungeenheden” så, og den udspiller sig på et bosted, der minder meget om det, hun selv lærte at kende som ung.

Hukommelsessvigt

Fine Gråbøl beskriver selv sin barndom som forholdsvis almindelig.

Så hvad der udløste, at hun tre måneder inden sin 18-års fødselsdag var blevet så syg, at hun første gang blev indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, er der ikke et entydigt svar på.

– Psykiske sygdomme kan jo ramme alle. Det er nok en blanding af en biologisk disponeret sårbarhed og noget i ens omgivelser. Jeg har ikke kunnet finde et entydigt svar på, hvorfor det ramte mig.

Fine er i dag 28 år, og selv om det ikke er mange år siden, at hendes liv så markant anderledes ud end i dag, har de traumatiske oplevelser, elektrochok og den massive medicinske behandling gjort, at hun har svært ved at huske, hvad der skete i den tid.

– Det er en meget blurry tid. Det meste, jeg ”husker,” er flashbacks eller noget, jeg har støbt sammen ud fra, hvad jeg har læst i mine journaler og talt med min familie om.

Det er derfor svært for hende at beskrive ting fra de år, men hun husker, hvordan det hele begyndte.

– Det startede med, at jeg ikke kunne være alene. Som i overhovedet ikke. Jeg kunne ikke sove alene og måtte sove med mine forældre. Jeg spiste stort set ikke noget, sov meget og kunne ikke overskue noget.

Fine havde meget angst og blev hurtigt diagnosticeret med både bipolar lidelse og borderline.

For Fine viste diagnosen bipolar sig ved, at hun var meget depressiv.

Angsten fyldte især meget for Fine, der begyndte at gøre skade på sig selv.

Hun startede med at kradse sig selv på hænderne og armene, men hun fandt hurtigt skarpere genstande, som hun brugte til at ridse og skære i huden, der stadig har ar fra tiden.

Den indre smerter var for overvældende for hende, og hun havde svært ved at være i kroppens uro.

Der var en trang til at påføre en smerte et andet sted på kroppen, der kunne aflede opmærksomheden.

– Samtidig var det måske også en måde at mærke mig selv på. Jeg følte mig frakoblet fra alt, der var mig. Jeg kunne ikke forholde mig til min krop. At gøre noget konkret, jeg kunne se, i stedet for alle de her forandringer, der skete, som jeg ikke havde kontrol over og ikke kunne forstå, var en bekræftelse af, at jeg var mig.

Da selvskaderne tog til og begyndte at involvere lightere, kogende vand og vold mod sig selv, blev Fine indlagt første gang.

– Det var en forfærdelig tid. Jeg var ulykkelig og rædselsslagen.

Hvad var du bange for?

– For at dø. For at smerten aldrig ville forsvinde. For at det blev værre. Hvilket det også gjorde.

Lettelse og byrde

Fines depression udviklede sig og kom til et punkt, hvor hun ikke havde lyst til at leve længere, og selvskade blev til selvmordsforsøg.

I ”Ungeenheden” bliver jeg-fortælleren reddet væk fra et åbent vindue, hun var tæt på at springe ud af. Det var både en lettelse og en byrde ikke at springe, fortæller hun.Sådan følte Fine det også, når hun overlevede sine egne selvmordsforsøg.

– At vågne på hospitalet efter en overdosis kunne være en kortvarig lettelse. Ønsket om at dø blev kortvarigt taget fra mig, og der var et håb om, at det måske kunne løse sig, og at den smerte, jeg følte, kunne forlade mig. Men ret hurtigt efter det kom også erkendelsen af, at nu begynder arbejdet.

For det var ikke nødvendigvis de tider, hvor hun havde det allerværst psykisk, hun husker som de hårdeste, da hun var indlagt på voksenpsykiatrisk afdeling.

Det var derimod de tider, hvor hun kunne klare mere, og der derfor var mere arbejde, der krævede meget af hende og hendes energi.

– Det er ikke for at komme med en kliché om, at det er lettest bare at give op, for det er det ikke. Det er svært at tage sit eget liv. Men det er også enormt hårdt at arbejde for gerne at ville leve, når man gerne vil dø.

– Det at arbejde med sig selv og arbejde sig igennem psykisk sygdom, som jo tit ikke betyder, at man bliver rask, men at man lever med sine skrøbeligheder, er også et hårdt arbejde.

Da Fine var indlagt, prøvede hun op til flere gange på at tage sit eget liv.

Det sidste selvmordsforsøg blev det værste. Hun havde undersøgt, hvor meget medicin der skulle til, før man døde af det. Så hun gik og samlede piller sammen, som hun lagde i en æske.

Hun havde en klar plan om, hvor fyldt æsken skulle være, før hun tog pillerne.

Men planen blev ændret. En episode, der også lider under Fines manglende hukommelse fra den tid, gjorde, at hun fik det dårligere og besluttede at tage overdosen, før æsken med pillerne var fyldt.

– Jeg fik det så dårligt. Jeg kunne ikke vente længere, det skulle være nu. Jeg tog pillerne og blev fundet næste morgen og indlagt på intensiv i respirator og lå i kunstig koma i to døgn.

Var du glad for, at det ikke lykkedes?

– Ja … Det var jeg faktisk. Jeg havde sådan en følelse af, at hvis dét ikke lykkedes, og jeg ikke døde af det her, så var det ikke meningen, at jeg skulle dø. Så skulle der ske noget andet, og jeg skulle ud af det.

Ustabilt fællesskab

Da Fine blev indlagt første gang, så hendes liv pludselig meget anderledes ud end hendes venners.

Hun følte, hun blev afskåret fra sin omgangskreds. Hun kunne ikke relatere til dem, og de kunne ikke relatere til hende og hendes tilstand.

– Andre unge i 1.G tager til fredagsbar og ryger hjemmerul. Jeg droppede ud, havde lyst til at dø og blev indlagt på psykiatrisk afdeling, siger Fine, mens et lille skævt smil breder sig i hendes ansigt. Men på Børne- og Ungeafdelingen opstod der et nyt fællesskab.

– Det var godt nok et meget ustabilt fællesskab, for vi havde det jo alle sammen dårligt. Men vi kunne relatere til hinanden og vide, at vi ikke var mærkelige, og at vi ikke var alene i at have det svært.

Men det fællesskab holdt ikke længe.

Dagen inden Fine fyldte 18 år, blev hun udskrevet efter 3,5 måned på afdelingen.

Da hun i systemet nu blev kategoriseret som voksen, blev hun i stedet henvist til efterbehandling i voksenpsykiatrien, hvor hun efter kort tid blev indlagt igen, denne gang i halvandet år.

– Jeg prøvede at gøre nogle forskellige ting, så det mindede lidt mere om et hjem. Det lignede jo stadig et hospitalsrum, men så hængte jeg billeder på væggene og tog min egen dyne med hjemmefra.

– Mange af mine venner begyndte at flytte hjemmefra i den periode, og det drømte jeg jo også om, men det kunne jeg bare ikke. Så hospitalet blev lidt til det sted, jeg flyttede hen. Da hun blev indlagt anden gang, spirede et håb om, at det var det, der skulle til, for at hun kunne få det godt igen.

Realiteten blev en anden, og hun fik det endnu værre.

– Jeg havde brug for den menneskelige omsorg og nærkontakt, men psykiatrien var så presset, så det kunne de ikke give mig. De kunne give mig et værelse, hvor jeg kunne få ro og medicin, så jeg kunne slappe af.

Mængden af medicinen accelererede, og det endte med, at hun også fik elektrochokbehandling tre gange om ugen.

– Jeg fik jo nærmest alt, hvad der var at få. De andre patienter kaldte mig for psykiateren, fordi jeg vidste så meget om det og kunne guide dem lidt og fortælle, hvilke bivirkninger jeg selv havde oplevet med medicinen, fortæller Fine.

Små bidder af lykke

Da Fine flyttede fra hospitalet til bostedet i april 2012, fik hun en ny psykiater, der kiggede på den lange liste af medicin. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun havde fået så meget.

Fine havde selv et ønske om at finde ud af, hvad der skete, hvis hun ikke var på medicin, så der blev lavet en udtrapningsplan, der varede et år.

Og ganske rigtigt begyndte hun at få det gradvist bedre.

– Det var ikke, fordi jeg fik det bedre fra den ene dag til den anden, og der var også en masse arbejde i det. Men jeg kan tydeligt huske, at jeg begyndte at mærke små bidder af lykke og glæde, som jeg ikke havde oplevet længe. Det var en følelse af lige at få hovedet over vandet og trække vejret ind.

Bostedet var et øvelseshjem for Fine, hvor hun lærte at klare sig, inden hun kunne flytte for sig selv og ordne de almindelige praktiske gøremål som madlavning, indkøb og oprydning.

– Det var lidt en fornemmelse af en form for verden inden i en anden verden. Det er meget afskåret fra resten af samfundet, samtidig med at det mimer samfundets rutiner udenfor.

Det er denne lidt underlige og indelukkede verden, Fine nu er interesseret i at lukke andre ind i med sin roman.

Det var et vildt skift for hende at flytte ind på bostedet. De ansatte var pædagoger og ikke sygeplejersker, og de gik ikke så meget op i, hvad og hvor meget medicin hun fik, og hvilke diagnoser hun havde.

– Det var ikke et hospital, der var så intenst og krævede, at de skulle redde folk fra at tage deres eget liv. I stedet kiggede de på, hvordan de hjalp os bedst på sigt. De sørgede også for, at vi lavede noget sammen, der ikke handlede om, at man var syg og havde brug for hjælp. Det var et rarere sted at være end på hospitalet.

Efter knap halvandet år var Fine trappet helt ud af den medicinske behandling, var hverken selvskadende eller selvmordstruet og klar til at bo alene.

Hun gik til nogle psykologsamtaler en gang imellem, men frabad sig ellers al kontakt med psykiatrien.

Inddæmning og diagnoser

Fine undrer sig i dag over, hvor hurtigt det gik, at hun fik diagnoserne borderline og bipolar.

Hun kalder en diagnose for en adgangsbillet til behandling i psykiatrien, og jo hurtigere du får en diagnose, jo hurtigere får du også den rette behandling.

Men i hendes tilfælde mener hun, at det er gået for hurtigt, og peger på, at hun i dag har fået annulleret sine diagnoser – selv diagnosen bipolar, der er en kronisk sygdom.

At få diagnosen bipolar betød, at hun kunne sætte hele sin personlighed i kasser.

Den psykiske sygdom blev hendes identitet, og hun kom ud et sted, hvor hun ikke længere kunne mærke, hvad der var hende, og hvad der var sygdommen, fortæller hun.

– Det er et stort problem, at vi siger ”jeg er bipolar” eller ”jeg er skizofren,” når vi taler om psykiske sygdomme.

– At have en psykisk sygdom er ikke det sammen som at være den. Men det er svært at skelne imellem. Jeg oplevede klart, at der var alt for lidt fokus på, hvordan jeg forholdt mig til min diagnose.

I ”Ungeenheden” bliver ordet ”inddæmning” brugt meget som et udtryk for psykiatriens måde at behandle på.

Fine oplevede selv, da hun var indlagt, at hun blev medicineret for ikke at føle de svære følelser frem for at lære at forstå dem.

– Jeg oplevede, at det handlede om at inddæmme mine følelser i stedet for at prøve at forstå dem og lære, hvordan vi ruster os selv og vores relationer til at kunne håndtere dem.

– Jeg følte, at psykiatriens eneste svar på mine voldsomme affektudbrud var doping. Det er et stort problem, fordi vi ikke lærer at håndtere de store, stærke og svære følelser.

Rask?

Da Fine flyttede i egen lejlighed, var hun stadig tilknyttet en psykiater, der efter et halvt år ringede og sagde, at de havde besluttet at annullere diagnoserne borderline og bipolar.

Alligevel ved hun ikke, om hun vil kalde sig selv rask.

– Jeg er rask i den forstand, at der er ikke noget, jeg føler, jeg ikke er i stand til at gøre. Men når det så er sagt, synes jeg heller ikke, at jeg er rask. Jeg har fundet måder at indrette mit liv på, så jeg ligesom kan gøre de ting, der er vigtige for mig at gøre.

– Men jeg har faktisk heller aldrig fundet ud af, hvad det vil sige at annullere en kronisk sygdom, som bipolar jo er. Betyder det, at man aldrig har haft den, eller at man er blevet rask?

Fine fik i stedet diagnosen ”periodisk depression i remission”, der betyder, at man har tendens til depression.

Den diagnose, tror hun stadig, at hun har, men hun har ikke haft en depression, siden hun flyttede fra bostedet i 2013.

Selv om hun føler, at hun har bearbejdet tiden i det psykiatriske system, blev hun overrasket over, hvordan mødet med hospitalsvæsnet var i forbindelse med sin graviditet.

– Jeg har rigtig svært ved sundhedspersonale. Jeg bliver meget utilpas og usikker og i situationer også angst. Man kan jo godt føle, at man har bearbejdet en tid eller en periode i sit hoved, men kroppen husker også nogle ting, som hovedet ikke altid lige er klar over.

Er du bange for at falde tilbage?

– Ja … Det tror jeg altid, at jeg kommer til at være. Jeg fik at vide, at jeg havde en kronisk sygdom, og at jeg nok ikke skulle regne med at kunne tage en uddannelse, for det var jeg for dårlig til. Men det kunne jeg godt og har snart en kandidat i litteraturvidenskab.

– Jeg kan godt være nervøs for, at der en dag kommer en psykiater og siger ”I told you so”. Men det tror jeg ikke.