Birthe Neumann: Der er mange gode gaver ved at blive ældre

Egentlig skulle Bille Augusts film ”Pagten” med Birthe Neumann i hovedrollen som Karen Blixen have haft premiere lige om lidt.

Men som så meget andet er også den blevet udskudt på grund af coronaen og får først premiere 5. august.

Og selv om man nærmest ikke rigtigt gider at snakke om corona længere, kan man så alligevel heller ikke lade være, når man møder Birthe Neumann.

Hun og hendes mand, skuespiller Paul Hüttel, var på ferie sidste år i februar og sad i Sydamerika og fulgte nyhederne på CNN, da de hørte noget om, at der var dukket en virus op et sted i Kina.

– Men nå, det ragede ikke rigtigt os. Og så kom vi hjem, hvorefter der bare gik nogle få dage, og så var verden lukket ned, og alting var forandret, fortæller hun.

Hvad hun har lavet under corona-nedlukningen?

– Jeg har gået og gået og gået. Jeg har travet rundt om søerne, hvor man går i gåsegang, og har sat mig mål for, hvor langt jeg skulle gå. Undervejs har jeg talt i telefon med min søster.

– Vi har talt sammen hver dag. Normalt har vi set hinanden cirka en gang om måneden eller hver anden. Men da coronaen kom, begyndte vi at ringe til hinanden hver dag, mens vi begge gik ture.

Sammen i sommerhus

Sådan er der alligevel også kommet noget godt ud af corona-nedlukningen, lader hun forstå, men tilføjer:

– Det kan jeg selvfølgelig sagtens sige. Jeg har været så privilegeret, at jeg ikke har været syg. Jeg er heller ikke alene. Jeg har også kunnet være sammen med min datter og mine børnebørn. Indimellem har vi haft nogle dage sammen i sommerhuset, fordi min datter har arbejdet hjemmefra og har haft behov for at bryde den daglige trummerum.

– Måske har hendes børn været med og har siddet og lavet lektier og passet deres skole deroppefra. Og tænk, så står man op dér om morgenen, hvor vi plejer at daske rundt, og så sidder der to fuldstændigt disciplinerede piger, altså min datter og mit ene barnebarn, der er 10 år, ved bordet og er i gang med dagens arbejde. Min datter med headset på og allerede optaget af seriøse forhandlinger, og mit barnebarn lige så dybt optaget af sit.

– Jeg følte mig som én fra en anden planet, som jeg gik rundt dér og ikke rigtig kunne få kontakt med nogen. Men det var også fuldstændigt vidunderligt at få lov at opleve.

Et stykke lykke

Filmen ”Pagten” blev også optaget under coronaen sidste sommer, efter tre måneders udsættelse, og på et tidspunkt, hvor smittetallene var lave, og håbet om at være på vej ud af epidemien var lysegrønt.

– Det har simpelt hen været et lille stykke lykke, dét at være med i denne her film. Og det har selvfølgelig lidt med corona at gøre: At endelig kom vi i gang, fortæller hun.

– Men det har også noget at gøre med, at jeg aldrig har arbejdet med Bille før, og pludselig var jeg sammen med et menneske af det format, og jeg var i gang med en historie, som er så god, og i selskab med medspillere, som var så fantastiske.

– Alle omstændighederne omkring det, også isolationen, som coronaen skabte, hvor vi som et samlet filmhold tog til Fyn og indlogerede os på et gods og var hinandens sociale boble, mens vi optog, gør, at jeg har sådan en, ja, en boble af lykke indeni, når jeg tænker på den film.

– Og det har ikke en pind at gøre med, hvordan filmen bliver modtaget. Ikke en pind. Den film ligger som et stykke lykke inden i mig.

Den ældste, når jeg arbejder

Da vi taler om alder, siger hun med en lille latter:

– Jeg har for længst vænnet mig til at være den ældste, når jeg arbejder. Selvfølgelig kan det også være irriterende. På filmoptagelser for eksempel har man ofte mange pauser, og så sidder man dér og siger ”Kan du huske dengang?” og opdager pludselig, at man sidder og siger det til én på 22, som aldrig har hørt om de mennesker, man tænker på og taler om.

– Så ja, jeg har vænnet mig til det. Samtidig kommer det også stadigvæk bag på mig, at jeg er så gammel.

– Men i virkeligheden beskæftiger jeg mig ikke så meget med det. Livet har formet sig sådan for mig, at det bare er blevet bedre og bedre. Der har været mange perioder, især da jeg var yngre, hvor jeg ikke havde det særlig godt indeni og ikke syntes, at mit arbejde var meningsfyldt, og havde svært ved at finde fokus i tilværelsen.

– Men det er altså blevet lettere, jo ældre jeg er blevet. Jeg synes virkelig, at der er mange gode gaver ved at blive ældre.

Birthe har altid været åben om, at hun midt i 40’erne blev ramt af en dyb depression. For åbenhed skal der til, mener hun. Og derfor har hun også turdet den.

– Når jeg siger, at alting er blevet bedre, er det også netop fordi jeg har været igennem alt det, og ude på den anden side har tingene bare været anderledes. Og derfor er jeg så taknemmelig over al den gode tid, jeg har.

Livets dessert ...

Hun fremhæver, at det har været en utrolig glæde for hende, at hun har fået børnebørn, og hun har to.

– Jeg kan lige så tydeligt huske første gang, jeg fortalte nogen, at jeg skulle være bedstemor. Det var til en kostumeprøve inde på Det Kongelige Teater, og så sagde den søde skrædder, som jeg har kendt hele livet, og som sad og satte nåle i: ”Åh, Birthe, børnebørn er det dejligste. Det er livets dessert.” Og jeg tænkte: ”Jeg kaster op over det skrækkelige udtryk” …

– Men hør her, det er bare sådan, det er. Der sker en metamorfose, når man bliver bedstemor. For mig faldt alle brikker på plads. Jeg kunne se, at grunden til, at alting havde været, som det havde været, var, fordi der skulle komme sådan nogle størrelser. Og de kunne kun være så vidunderlige, fordi alt det andet var sket først. Jeg var 60, da jeg blev bedstemor første gang, og det var bare en fuldstændig klar oplevelse af at: Halløj, NU begynder det!

– Det er det mest interessante, der findes, at se sig selv i et lille, nyt menneske. At kende alle de ting, de skal igennem, men alligevel se og følge, hvordan de udfordrer dem og tager dem og bliver på en helt anden måde, end man måske forestillede sig. Alt, hvad de gør, bliver så overvældende, fordi det ikke var det, jeg selv gjorde, da jeg var lille. Det bliver nærmest mirakuløst, alt, hvad der sker.

– Det skal ikke forstås sådan, at jeg sidder og glor på mine børnebørn hele tiden. Det gør jeg jo slet ikke. Men jeg er der i deres liv. Og det er jo bare et billede på livets cirkel. Det er det, man oplever så stærkt. At der er et hjul, og der er nogle ting, der er større end dig selv, der ruller videre og fortsætter.