Agnes vil ikke have børn: ”Jeg tror ikke, der er nogen, der har tænkt så meget over noget, de ikke vil have, som jeg har”
Foto: Hedda Rysstad
På en partyboat udenfor Bali mødte den dengang 21-årige Agnes Vesth canadiske Alex.
Det var i 2014, da hun var på den obligatoriske backpackertur, som hun kalder det.
De blev forelsket og skulle ret hurtigt beslutte sig for, om det skulle være dem, da de boede på hver sin side af kloden, og et forhold ville betyde, at det i første omgang ville være langdistance.
Men det skulle være dem, så Alex pakkede taskerne og flyttede til Danmark i 2016, og året efter blev de gift.
Det næste naturlige skridt nu ville for mange nok være at udvide tosomheden.
Men det er det ikke for Agnes og Alex. Ingen af dem ønsker nemlig børn, og det kan for nogle være svært at forstå.
– Men lige så naturligt det føles for andre, at de gerne vil have børn, lige så naturligt føles det for mig ikke at ville have dem, siger hun.
Agnes har nu lavet podcasten ”Aldrig mor,” hvor hun snakker med andre, der ikke ønsker børn, eller der ikke har fået børn af den ene eller anden årsag.
Desuden prøver hun også at finde ud af, hvorfor hun ikke vil have børn, og hvor sikker hun egentlig er på den beslutning.
Men hvorfor?
Da Agnes var yngre, tænkte hun, at lysten til børn kom automatisk, når hun blev ældre. Men den er endnu ikke kommet.
I forbindelse med tilblivelsen af podcasten, har Agnes nærmest konstant tænkt over, hvorfor lysten til at blive mor ikke har ramt hende.
– Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen, der har tænkt så meget over noget, de ikke vil have, som jeg har, siger Agnes og griner og sammenligner det med, at bruge to måneder på at tænke over, hvorfor man ikke vil have en hund, eller hvorfor man ikke har lyst til spaghetti bolognese til aftensmad.
På trods at de mange tanker om emnet, er hun endnu ikke kommet frem til én specifik grund.
Derimod er der flere ting, der, for hende, taler imod at få børn.
– Jeg synes, at det virker vildt hårdt og som meget ansvar. Jeg føler, at jeg ville skulle give op på mange ting, jeg godt kan lide i mit liv, som at være impulsiv og tage nogle chancer, som måske kan være lidt for risikable, hvis man har et barn.
– Det er også min krop, mit arbejde og min lønstigning det ville gå ud over, og det er heller ikke vildt tiltalende, siger hun.
Udover de grunde er der også nogle større spørgsmål, såsom overbefolkning og klimakrise, oppe at vende, når Agnes reflekterer over, hvorfor hun egentlig ikke vil have børn.
– Men jeg føler også, at det er nemt at sige, at det er på grund af klimaet, fordi jeg prøver at finde rationelle forklaringer. I virkeligheden handler det bare om, at jeg ikke har lyst.
– Jeg ville ønske, at jeg bare kunne sige, at det er dérfor, jeg ikke vil have børn. Det tror jeg, vil være lettere for både mig selv og andre at forstå, siger hun.
Elsker børn
Agnes kan godt lide børn. Faktisk elsker hun dem.
Hun er vant til at have børn helt tæt på, da hun blandt andet har en lillesøster på seks år og to nevøer på henholdsvis ni måneder og tre år.
– Jeg har mange børn i mit liv, jeg synes er vildt nice. Men jeg synes også, at det er et kæmpe privilegie at kunne elske nogen så højt og give den 100 procent, når jeg er sammen med dem, og så gå hjem og sove otte timer i streg.
Det føles, som om der er blevet holdt et møde og aftalt, at nu er vi klar til at få børn. Det møde har jeg altså ikke fået invitationen til.
Hun glæder sig også til, at hendes veninder får børn, så hun kan nive dem i kinderne, fortæller hun.
Men samtidig med at hun glæder sig, er der også en lille bekymring, der melder sig.
For hvordan kommer livet til at blive, når det sker? Er et fravalg af børn også et farvel til veninderne?
De får mindre tid, hun kommer ikke til at få børn, der kan underholde deres, og der kommer til at være en masse, hun ikke kan tale med på, og derfor ikke forstår.
– Det er også en af de ting, der har gjort, at jeg har været meget i tvivl og tænkt: Fuck mand. Skal vi ikke bare lige gøre det, så vi ikke er udenfor? Jeg vil jo ikke miste mine venner.
Bekymringen har Agnes luftet for nogle af sine veninder. De forsikrer hende dog om, at de stadig kommer til at ses og snakke sammen, selvom de får børn, og hun ikke gør.
– Men der er jo ikke nogen, der ved, hvordan det kommer til at blive, siger Agnes.
Hun har svært ved at forstå, når veninderne siger, at de er klar til at få børn.
Hun føler sig lidt som en teenager, der er bange for at blive gravid. Hvis hun i dag fandt ud af, at det var tilfældet, ville hun gå i panik.
– Det føles, som om der er blevet holdt et møde og aftalt, at nu er vi klar til at få børn. Det møde har jeg altså ikke fået invitationen til.
Flere fravælger børn
Agnes er dog ikke alene om frivilligt at vælge børn fra.
Der er endnu ingen statistikker på området, der viser det, men det er klar en tendens, der bliver italesat mere nu end tidligere, siger Pernille Tanggaard Andersen, der er sundhedssociolog og professor ved Syddansk Universitet.
Hun kan se tre større mulige grunde til dette. Den ene hun peger på, er de mere politiske og klimamæssige dagsordener, som især mange yngre er meget bevidste om.
De kan ikke kan se, hvorfor de skulle sætte børn til verden, når den allerede er overbefolket, siger hun.
– I vores senmoderne samfund er det også i højere grad op til den enkelte at forme sit liv, som man vil. Man er mere frisat fra de traditionelle køns- og klassebindinger, end man har været tidligere, hvor der var et forsørgelseselement i det med at få børn.
For hvis man kigger 100 år tilbage, hvor man ikke havde samme velfærdssamfund som i dag, var børn ofte en garanti for, at man havde nogen, der kunne tage sig af en, når man blev gammel.
Derudover er ungdomslivet også næsten 10 år forskudt i dag.
– Vi bliver senere voksne, bruger længere tid på at rejse og realisere os selv, få uddannelse og leve det frie liv. Nogle ser børn som en klods om benet for selvrealiseringen og ønsker ikke at afgive sin frihed og livsmuligheder.
– Andre gange, når de det bare ikke, fordi de først begynder at tænke på børn, når det rent biologisk er for sent, siger hun.
Det, at fravælge børn bliver italesat mere nu end tidligere, er med til at gøre det mere acceptabelt, at man finder andre måder at leve sit liv på, uden for de traditionelle rammer, og for eksempel vælger børn fra, forklarer Pernille Tanggaard Andersen.
Men at det bliver mere acceptabelt, betyder ikke nødvendigvis, at det er alle, der forstår det valg.
– Der er ingen tvivl om, at det er den dominerende opfattelse af voksenlivet, at man reproducerer sig og får børn. Man er oppe imod en meget etableret kønsopfattelse, så det kan stadig være meget tabubelagt at sige, at man ikke vil have børn, og der er mange, der ikke kan forstå det, siger Pernille Tanggaard Andersen.
”Hvornår skal I så have børn?”
… er typisk et af de første spørgsmål Agnes møder, når hun fortæller, at hun er gift.
Det er altså ikke, om hun overhovedet vil have børn, men om hvornår.
Selvom man skulle tro, at der blev sat et naturligt punktum i den samtale, når hun fortæller, at børn ikke umiddelbart er en del af planen, er det ofte ikke sådan, det forholder sig.
De fleste er heldigvis søde og nysgerrige, og der har Agnes ikke noget i mod at tage snakken.
Hun synes, at det er vigtigt at tale om, at børn ikke er for alle, og at man sagtens kan få et godt liv uden. Men det kan også blive for meget.
”Jeg blev æltet som et stykke dej, for at han kunne få fat i min venstre æggestok”
– Nogle gange bliver jeg mødt med så mange spørgsmål, at jeg føler, jeg skal forsvare mig selv og min beslutning overfor folk, jeg nærmest ikke kender.
– Det virker, som om det er rigtig svært at forstå, og at de føler, at de har krav på at skulle forstå det, siger hun.
Hendes mand Alex går heller ikke fri fra den slags spørgsmål. Men han går fri fra det forhør, der kommer efter.
For når han siger, at han ikke skal have børn, bliver det accepteret og samtalen stopper.
– Jeg er flere gange næsten endt i diskussioner med folk, jeg ikke kender, fordi de bliver ved med at udfordre det og nærmest prøver at overtale mig. Hvad får de ud af, at jeg får et barn, jeg ikke vil have?
Det er især også spørgsmålet, om hun ikke er bange for at blive ensom, hun skal svare på. Og det er hun.
– Men hun mener ikke, at børn er nogle sikkerhed for, at det ikke sker. Hun kan jo lige så godt ende som 90-årig på plejehjem med børn og børnebørn, der ikke gider at komme på besøg til kaffe og kage, siger hun.
– Der er også dem, der slutter af med at sige, at jeg nok bliver klogere, eller at jeg kommer til at fortryde. Det kan da også godt være, at det sker.
– Men jeg er mere bange for, at jeg kommer til at fortryde, hvis jeg får et barn, end jeg er for at fortryde, at jeg ikke får et. Det første går nemlig kun udover mig.
Agnes er nogle gange blevet så provokeret af de kommentarer, hun møder, at hun for sjov har prøvet at vende den om og spørge, hvorfor de egentlig gerne vil have børn, om de ikke er bange for at fortryde det, og at de nok skal blive klogere.
Og så plejer folk at stoppe, siger hun.
En lille tvivl
I forbindelsen med podcasten besøgte Agnes en fertilitetsklinik, for at se, om børn overhovedet var et valg, hun selv kunne tage, eller om det måske allerede var bestemt fra naturens side.
Men det hele så godt ud, og mulighederne for at få børn er gode, hvis hun vil det.
Resultatet fra fertilitetsklinikken gjorde hun glad. For hvis nu hun skifter mening på et tidspunkt, vil hun gerne have, at den dør ikke er lukket og låst.
– Det kan jo godt være, at der går fem år og mine æggestokke bare skriger til himlen om, at jeg skal have børn, og jeg skal have dem nu. Men lige nu vil jeg ikke have børn, og sådan har jeg altid haft det, så jeg kan ikke se, hvad der skulle ændre sig, siger Agnes.
Selvom hun ikke kan se, hvad der skulle gøre, at hun pludselig fik lyst til børn, er der nogle ting, hun er nysgerrig på.
Hun gad godt at se, hvordan hendes gener vil se ud i et barn, og hun er også nysgerrig på den kæmpestore kærlighed, folk siger, at et barn er.
– Jeg gad godt at prøve at se, hvordan det er at have lyst til at have børn. Jeg kan også godt kigge Alex i øjnene, og tænke: Fuck mand, hvor kunne det bare være cute, hvis det bare var dig og mig og en baby, og så var det bare et menneske, der er lavet af os to.
– Men det er kun den lille flig af en tanke, der er god, og den forsvinder hurtigt igen, når jeg tænker over, hvad det rent faktisk vil indebære at få et barn, siger Agnes.