Brev til Renée: Jeg bliver mobbet af min mor og søster. Hvad skal jeg gøre?

Kære Renée

Jeg føler mig mobbet af min voksne søster og min mor. Jeg er 50 år og har fået nok af de roller, vi har i min familie, hvor jeg oplever, at min mor og søster nærmest altid leder efter en negativ fortolkning af alt, jeg siger og gør.

Jeg kan høre på dem, at de bagtaler mig. Jeg bliver usikker, ked af det og stresset i deres selskab.

Jeg føler mig observeret af blikke med foragt og kan ikke forstå, hvorfor de gør det. Jeg lukker i over for dem, og jeg får ikke vist mine positive sider.

Det betyder, at når jeg har været sammen med dem, skal jeg genopbygge mit selvværd hver gang.

Jeg er på grænsen til et brud, men vil foretrække at holde kontakten.

Jeg har prøvet at tale med dem om det og sige fra, men det udløser blot en ny foragt.

Hvad kan jeg gøre for at bryde mønstret?

Og hvis jeg ikke kan bryde mønstret, hvad kan jeg så gøre for at bryde det tankemylder, som det sætter i gang, hver gang vi har været sammen?

For tiden er min strategi at se dem så lidt som muligt for at undgå tankemylder, men stadig se dem så meget, at vi har jævnlig kontakt.

Jeg ser min mor cirka en gang om ugen og min søster cirka en gang om måneden.

Min søster ser jeg især i familiesammenhænge, hvor hun har sine børn med (12 og 15 år) og jeg har mit barn med (8 år), fordi det er vigtigt for mig, at de kender hinanden.

Jeg oplever ellers, at jeg er et vellidt og værdsat menneske blandt andre familiemedlemmer, venner og kollegaer og andre i arbejdssammenhænge.

Så hvordan kan jeg reagere, når det sker?

Hvad kan jeg gøre for at få dem til at blive mere positivt indstillede over for mig?

Og hvor lidt kontakt kan jeg tillade mig at have med dem for stadig at have en “familiekontakt”?

Kærlig hilsen

C

Kære C

Det lyder ikke, som om det er særlig rart at være dig i din familie, og det er altid hårdt.

Din oplevelse lige nu er meget negativ, og den har også negative konsekvenser for dig, idet du trækker dig ind i dig selv, bliver usikker, ked af det og stresset, og, som du skriver, dermed heller ikke får vist dine gode og positive sider, fordi du føler dig i konstant forsvar.

Jeg hæfter mig ved, at du allerede har forsøgt at tale med dem, uden du fik forståelse for det, du sagde, tværtimod er din oplevelse, at du fik mere foragt.

De har altså ikke forstået, at du føler dig mobbet.

Hvis de forstod det, ville de jo være direkte onde, hvis de fortsatte.

En anden ting, jeg hæfter mig ved, er, at du ikke ønsker et brud, men at du har brug for at have kontakt til dem begge to.

Det forstår jeg virkelig godt. Ens familie er bare så uendelig vigtig. Helt konkret spørger du om tre ting.

Det første er, hvordan du kan reagere, når de mobber dig. Det, jeg kan foreslå dig at gøre, handler om at få sagt fra, hvilket jeg synes, du skal gøre, da jeg ellers ikke tror, der vil ske den store forandring.

Det kunne for eksempel gøres sådan, at du flyttede dig væk, helt fysisk, når du følte dig mobbet.

Altså, i det øjeblik, hvor du overhører en mobbende bemærkning, rejser du dig op og siger tak for i dag og går hjem.

I den bevægelse, hvor du flytter dig, vil der selvfølgelig være smerte over den dumme bemærkning og over at skulle flytte dig væk fra mennesker, du elsker.

Men du kommer væk fra øjeblikket, og du passer på dig selv. Prisen bliver, at du må give op på den kontakt og den nærhed fra din mor og søster, som du længes efter.

En anden måde kunne være at direkte kommentere og konfrontere dem, når de siger noget dumt om dig, mens du er til stede.

Her kan du helt konkret sige til dem: “Jeg bliver ked af det, når I snakker sådan om mig, det er ubehageligt for mig at være her, jeg oplever, I mobber mig.” At være så direkte kan være skræmmende, og det har også en tendens til at ødelægge den gode stemning.

Men igen, den gode stemning er jo ikke god, når du får det skidt af at være der.

Begge måder er ret direkte, men de vil kunne få dit budskab, om at de skal stoppe, ud.

Spørgsmålet er, om du kunne have mod på at være så direkte? Du spørger også, hvordan du kan gøre dem mere positivt indstillede over for dig.

Det er svært at svare på, når jeg intet ved om, hvad du gør, når I er sammen. Hvilke mønstre der ligger imellem jer, og hvad det præcis er, der gør, at de har behov for at mobbe.

Jeg synes hellere, du skal spørge dig selv, hvad du yderligere kan gøre for at passe på dig selv, hvilket henleder mig til det tredje, du spørger om: Hvor lidt kontakt du kan tillade dig at have med din familie.

Ærligt, du kan tillade dig at trække dig helt væk for en stund, hvis det er det, du har brug for.

Du kan også tillade dig at se dem bare en gang om året eller to eller kun til fødselsdage.

Jeg synes i grunden også, det spørgsmål handler om, hvad du er nødt til at gøre for at passe på dig selv.

Du kan nok høre, at jeg tænker meget i, at det er dig, der skal passe på dig.

Noget andet, du kan gøre, er at skrive et brev til din mor og søster. Når man skriver, har man tid til at tænke sig om, man kan formulere sig præcist, og man kommer ikke til at sige noget, man fortryder.

Forklar dem, hvad du oplever, forklar, hvad det gør ved dig.

Giv plads til, at de måske mener noget andet, og at de måske ikke har tænkt det som mobning. Det kan jeg håbe på, at din mor og søster ville tage imod.

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.