Samfund
12. maj 2021

Melvin Kakooza taler ud efter hjernetumor: ”Jeg troede, at det var stress”

I februar kom det frem, at komiker og tv-vært Melvin Kakooza måtte trække sig fra jobbet som vært på X-Factor, fordi han var blevet ramt af en hjernetumor og skulle opereres akut. I dag er han tilbage på benene igen og fortæller nu om tiden efter operationen.
Af: Emilie Søndergaard Christiansen
https://imgix.femina.dk/2021-05-12/xfactor_pressemode_171220_0059.jpg

Foto: Lasse Lagoni

Alt kørte på skinner for den 29-årige tv-vært og komiker Melvin Kakooza, da han tilbage i februar fik chokbeskeden om, at han var blevet ramt af en hjernetumor.

Han stod ellers klar til at skulle overtage tjansen fra Sofie Linde som vært for X-Factor, men fra den ene dag til den anden, måtte han lade sig sygemelde for at blive akut opereret i hjernen.

I et interview med Go’ Aften Live sætter han nu for første gang siden sygemeldingen ord på, hvad der egentlig skete.

– Det var mærkeligt, for jeg havde overhovedet ikke forestillet mig, at det var en tumor. Jeg var taget op for at blive scannet. Jeg var blevet tjekket inden, men det viste ikke, at der var noget neurologisk galt.

– Så det jeg var forberedt på at få at vide var, at jeg havde lidt stress, og at jeg skulle til at slappe af, fortæller Melvin Kakooza til Go’ Aften Live.

Beskeden var dog en helt anden.

– Da lægen kommer efter scanningen, siger han til mig, at de har fundet en tumor, der er så stor, at jeg skal indlægges akut. Det forstyrrer jo hele ens selvbillede og planer, siger Melvin Kakooza.

Det var et chok

Beskeden om hjernetumoren og den akutte operation var derfor også et kæmpe chok for Melvin Kakooza.

– Lige da jeg får det at vide, går klappen ned.

– Jeg havde haft lidt hovedpine, men det havde Panodiler jo klaret. Så jeg når ikke rigtig at blive ramt af følelsen af, at nu går det galt. Så jeg var meget chokeret, fortæller han.

Han havde på ingen måde forestillet sig, at noget så alvorligt kunne ham. Derfor havde han også efter scanningen i hjernen joket med dem, der havde scannet ham.

– Scanningen tog lidt længere tid end normalt, så da jeg var færdig spurgte jeg, om de ikke kunne finde hjernen. Og det grinte vi af. Det siger jo også meget om mig, at jeg bare var helt fjollet, siger Melvin Kakooza.

Mistede evnen til at tale

En uge efter Melvin Kakooza fik beskeden om den seks centimeter lange og tre centimeter brede godartede tumor i hjernen, blev han opereret.

En vellykket operation, der dog efterlod Melvin Kakooza uden evnen til at tale eller synke.

– Jeg har fået stor respekt for folk, der ikke kan det. For oppe i hovedet er du helt klar, men du kan bare ikke få det ud, og det er helt forfærdeligt, fortæller Melvin Kakooza.

Til trods for de ubehagelige følger af operationen, har Melvin Kakooza alligevel formået at få noget sjovt ud af situationen.

– Jeg har oplevet at sidde og se Champions League på min sygeseng, hvor der kom en sød sygeplejerske ind for at sige, at det var badetid, hvor jeg prøvede at sige: ”Ej, der er jo Champions League.” Men det kan du jo ikke sige.

– Det er jo bare lyde, der kommer ud. Og så var hun sådan: ”Ja, du glæder dig rigtig meget.” Så der skete også nogle ting, hvor jeg i bakspejlet godt kan se, at det var sjovt, siger Melvin Kakooza.

Masser af kærlighed

I dag er Melvin Kakooza udskrevet fra hospitalet og er tilbage på benene igen.

Siden beskeden kom ud om, at han var blevet ramt af en hjernetumor, har opbakningen fra danskerne været helt utrolig, fortæller Melvin Kakooza.

– Når jeg er ude at cykle i København, er det folk i alle aldre, der stopper op og spørger, om jeg har det godt. Og det er så rørende, for det behøver de jo ikke.

– Jeg er blot et menneske, og der er tusind andre, der har haft samme sygdom. Men det betyder helt bare vildt meget, at folk tager sig tid til at stoppe op.

Kærligheden var også til at føle, da Melvin Kakooza for nyligt vandt hele fire priser til Zulu Awards 2021.

Her kunne han ikke holde tårerne tilbage, da den første af priserne blev overrakt af hans mor Carolyne, der har været der for Melvin Kakooza under hele sygdomsforløbet.

– Min mor har været en evig støtte. Et kæmpe forbillede og inspiration. På det her tidspunkt havde jeg ikke set min mor i et stykke tid, fordi hun var nødt til at tage hjem for at arbejde. Og så at se hende komme ind der.

– Det er ikke tit, at jeg fælder en tåre, men det kunne jeg ikke lade være med, fortæller Melvin Kakooza om situationen.

Sygdomsforløbet har lært Melvin Kakooza, at man skal huske at tage til lægen, hvis man mærker noget, der er galt i sin krop.

Samtidigt har han også lært at sætte mere pris på de vigtige ting i livet, fortæller han:

– Mit liv peakede, og jeg skulle være X-Factor-vært. Så bliver man ramt af noget, som man slet ikke har planlagt. Så man skal huske at bruge tid med dem, man elsker og huske at nyde ens succeser og oplevelser.

Læs mere om:

Læs også