Josephine Park mistede sin lillesøster: "Jeg synes bare, jeg kan SE døden lige pludselig"

To år er jo ingen tid.

Det er halvdelen af den tid, Josephine Parks søn Nelson har levet.

En tredjedel af den tid, hun har kendt sin kone Kirstine K. Høgsbro. Og lige præcis den tid, der er gået, siden hun mistede sin lillesøster, Dea.

Der er et før og et efter. Hun kan se det i sit ansigt.

Anledningen til interviewet er egentlig hendes hovedrolle i Rasmus Heides meget lidt socialrealistiske komedie ”Centervagt”.

Det er Josephines første rolle i den genre.

Hun spiller ret lækker fyringstruet centervagt i et meget skrantende center sammen med lige så fyringstruede Rune Klan, der spiller hendes bøvede medcentervagt – som er håbløst forelsket i hende.

Det er det glade vanvid, og det kan vi også godt grine ad. Men gode samtaler har det med at bevæge sig derhen, hvor de giver dybest mening. Som f.eks. om hvad kunst kan gøre for et menneske i sorg.

Josephine har travlt.

Ud over rollen i ”Centervagt” har hun også indspillet ”Venuseffekten” – instrueret af Anna Emma Haudal, der også lavede ”Doggy Style”, som Josephine havde en vægtig rolle i.

Lige nu filmer hun ”Natten har øjne” med Gabriel Bier Gislason.

– Jeg har det sgu meget godt. Det går mere og mere op for mig, at jeg virkelig er gladest, når jeg arbejder og har travlt. Så føler jeg mig mere i kontakt med livet og med mig selv. Jeg bliver meget hurtigt vakt også følelsesmæssigt, når jeg arbejder.

– Nu lavede jeg lige ”Venuseffekten” med Anna Emma, og da jeg var færdig, tænkte jeg, at det var, som om den karakter, jeg havde spillet, sjovt nok havde sat sit præg i mig.

– For første gang havde jeg det sådan, ”guuud, jeg har lært noget af den karakter, som Anna Emma har skrevet, og som jeg så har forløst”. Jeg følte, at det ikke kun var noget, jeg pustede liv i, men også at der var noget, der havde pustet liv i MIG.

Selvfølgelig!

Josephine er med egne ord ærkekøbenhavner.

Forældrene blev skilt, da hun var omkring to, hun kan slet ikke huske dem sammen.

Hun beskriver dem som ”vildt gode til at være skilsmisseforældre”. Familiefødselsdagene holdt de fortsat sammen, og de bestod af minimum 50 mennesker – familien er STOR.

Søskendemæssigt var de i alt seks, når man talte begge forældresider med. Hendes hjem bar præg af, at der var åbent for alle mulige mennesker.

– Jeg har haft mange voksne at spejle mig i, fra jeg var helt lille. Det var sådan LIV for mig hos min mor. Jeg havde et ret højt humør, og så var jeg totalt en lille tonser. Lille og tæt og sådan lidt drenget. Jeg havde mange drengevenner.

De findes jo, de heldige mennesker, der instinktivt fornemmer, hvad de skal i livet, fra de er helt små. Josephine er et af dem.

– Det er underligt at prøve at definere, hvornår man ved, at man vil være skuespiller. Det var bare, som om jeg pludselig tænkte, jamen selvfølgelig!

– Jeg har på en måde altid vidst det, uden at jeg har vidst det. Og det begyndte at fylde rigtig meget, da jeg blev teenager. Det SKAL jeg, og det VIL jeg! I gymnasiet handlede det kun om, hvornår jeg var færdig, så jeg ENDELIG kunne gøre, hvad jeg ville – søge ind på skuespillerskolen.

Selvoptaget

Hun kom ind i Aarhus, og ”alting foldede sig ud”.

Nogle skuespillere taler om følelsen, at ”lige om lidt er der nogen, der opdager, at jeg ikke kan noget” – kender du den?

– Ja, er du sindssyg, det var KUN sådan, jeg havde det. Hele min skoletid var nærmest præget af det. Jeg kan stadig have det sådan: Okay, det her gik fint, men næste gang er nok dér, det sker, så falder det hele på gulvet, så opdager de nemlig, at jeg ikke kan noget.

– På en eller anden måde varer den følelse ved. Hvad det handler om, ved jeg egentlig ikke. Det er vel for det første en lille smule selvoptaget – kan jeg jo godt mærke, når jeg sidder her, ha ha.

Hvad?

– Jamen bare det der fokus på mig selv og, åh nej, er jeg god nok … Men jeg synes også, at der ER noget i den der tvivl, som er interessant.

– Det er lidt klichéagtigt, men den skal man også have med sig. Jeg føler, at der ligger noget vigtigt i den sprødhed og i den tvivl.

Det er en form for sundhedstegn, man skal bevare en snert nervøsitet?

– Helt sikkert. Det er helt klart også, fordi det, jeg laver, koster noget, og det føler jeg, at det skal. Jeg lavede en forestilling, hvor jeg kunne mærke, at det ikke rigtig kostede mig noget. Hvor jeg ikke var bange. Det føltes HELLER ikke godt. Der skal være noget på spil.

– Hvis man hele tiden var sikker på det, man lavede, ville det blive frygteligt uspændende at se på. Jeg tror, jeg skal omfavne tvivlen. I hvert fald følger den med, jeg har den hele tiden, og der er også en stor drivkraft i den.

Taler du med Kirstine om det?

– Ja, meget. Hun har lige skrevet sin første roman, den er vildt fantastisk. Der ligger noget godt i at være sammen med en, der laver lidt det samme. Jeg har læst hendes bog en milliard gange, hun læser også mine manuskripter.

– At have det sammen er ret fantastisk, og det er en kæmpestor del af vores forhold, at vi kan tale så meget om de her ting. Hun kender også virkelig godt det med, at ”okay, noget gik godt, men nu kan det gå galt”. Jeg tror egentlig, den følelse handler om, at der ER sat vildt meget på spidsen, fordi man giver rigtig meget af sig selv.

Det er en blotlæggelse?

– Ja, og jeg føler også, at man SKAL blotte sig. Det er vildt mærkeligt: Man skal blotte sig og samtidig være bange for at blotte sig og samtidig være bange for IKKE at blotte sig.

– Det er komplekst. For der er også angsten for: Tænk, hvis jeg ikke KAN blotte mig? Der er et eller andet omvendt og kontra-intuitivt ved det. Men det er jo det, man vil se på i al kunst, synes jeg. Det er det i hvert fald for mig.

Selvforglemmelse

The show must go on – en skuespiller må på scenen, næsten uanset hvad livet bringer, også når det ikke er spor dejligt.

Livet viste sig fra sin værste side, da Josephines lillesøster døde for to år siden.

Spørgsmålet er, om der også kan ligge noget andet i at tvinge sig selv på scenen end pligten – en slags selvforglemmelse, en pause, en afstand til virkeligheden?

– Ja, absolut. Jeg arbejdede nærmest lige efter, hun døde. Jeg var i gang med en forestilling, som jeg valgte at lave færdig. Også fordi jeg tænkte at … altså der var bare ikke noget, der føltes godt.

– Så to uger efter hendes begravelse – det var så tre uger, efter hun døde – kom jeg tilbage til prøveforløbet og lavede forestillingen og skulle også filme lige efter. Men for mig var det også et helle og et frirum.

– Det var en pause, men også et sted, hvor jeg faktisk kunne VÆRE med det. Hvor det på en eller anden mærkelig måde ER en selvforglemmelse.

– Pludselig kan man stå og være et helt menneske i det. Dér er jeg nogle gange bare inderligt taknemmelig for at lave det, jeg laver.

– Det må virkelig ikke lyde grimt, men tænk at få lov til at … ens arbejde kan hjælpe en til at få det bedre med al livets smerte og alle de ting, man går igennem.

– Og det er ikke, fordi jeg har skrevet en monolog om min søster, der er død, og det på den måde bliver terapiagtigt. Det er på et mere abstrakt, nærmest åndeligt plan. Som om det godt kan heale lidt at være i kontakt med, hvad end det er, man er i kontakt med.

– Jeg føler i hvert fald en stor taknemmelighed over for det, jeg laver, i de her år, som har været meget sorgprægede.

"Nå, du er lige der, død?"

Josephines søster var igennem et tre måneder langt sygdomsforløb med håb, men det endte uden.

– Jeg synes også, at døden forandrer én. Jeg føler stadig, at jeg er så meget i den dér sorg. Jeg skal lige finde det rigtige ord … Altså jeg føler en alvor. Jeg føler, jeg kan se det på billeder af mig selv. På billeder fra, før hun døde, billeder fra for to et halvt år siden, føler jeg, at jeg ser yngre og lettere ud.

– Jeg kan se på mig selv, at der er noget, der ikke er … sket. Den er jo vild, den der død. Vi ved alle sammen, at den er der, men det er, som om der er et tæppe, der normalt er trukket for – pludselig er der nogen, der tager det væk: Nå, du er lige der, død?

– Jeg føler en stor samhørighed med folk, der har mistet på den måde. Det er næsten en genkendelighed i deres blik. Og i sorgen – hold da kæft, hvor var jeg bare taknemmelig for, at der var KUNST.

– Jeg kunne ikke høre musik i starten, det første halve år kunne jeg faktisk ikke rigtig noget. Men derefter begyndte jeg at læse. Jeg læste og læste. Joan Didions ”Et år med magisk tænkning” var nærmest helende for mig. Og Naja Marie Aidt selvfølgelig.

– Der var så mange, der havde skrevet om sorg. Og en masse fiktion, der gjorde det samme ved mig – den dér kunst gør bare, at man føler sig lidt mindre alene og lidt mindre fritsvævende, ikke? Den er på en måde livsnødvendig, og det synes jeg, er rigtig vildt.

– I perioder af mit liv har jeg ellers tænkt, om jeg skulle lave noget mere ”meningsfuldt”, men jeg er kommet mere og mere frem til, at det ER meningsfuldt, det, jeg laver. Meget, meget meningsfuldt. Det har jeg virkelig fået bekræftet, efter Dea døde … For mig har det været … en redning på en eller anden måde.

Det handler helt enkelt om at føle, at man bliver spejlet i sin sorg, siger hun.

– For det første: Nå, men der er nogle andre, der også har oplevet det. Men også det, at nogen kan putte et sprog på en oplevelse, man kender, og så vender den oplevelse ligesom en halv gang, og pludselig ser man det et andet sted fra: Ja, det er SÅDAN, det er.

– Man får et ekstra blik fra en anden, som gør, at man ser tingene lidt klarere. Det er også det, kunst kan, når det er godt. Alle slags kunst. For mig klargør det virkeligheden, jeg bliver selv mere virkelig på en eller anden måde.

Du får blanke øjne?

– Ja …

Det smertelige går aldrig væk …

– Nej, det går aldrig væk. Plus at man heller ikke vil have, at det går væk. Tid bliver også en mærkelig ting, for på mange måder synes jeg stadig, det er lige så slemt, som det var for to år siden. Det er også en abstrakt ting at forklare folk.

– For to år siden var der to uger, hvor jeg næsten ikke følte, at jeg kunne stå på mine ben. Jeg kunne ikke spise noget. Jeg kunne ingenting.

– Jeg var bare fuldstændig overvældet af den der sorg. Nu kan jeg de ting. Jeg går ud, og jeg er også glad, men jeg har det hele tiden med mig, og jeg kan nogle gange blive chokeret over, at det er sket.

– Det er, som om det rammer mig nogle gange, og så kan jeg slet ikke forstå det, jeg kan stadig opleve bølger af ”nej nej nej, det er da vel ikke sket!”.

To år er ingen tid …

– Nej, det er ingen tid. Ingen tid! Det er så vildt. Apropos tid og sorg og død … Jeg tror, at den der død ligesom ramte mig på en særlig måde. Jeg er lige blevet 34, og jeg tror, man laver et ryk, fra man er i slut-20’erne til midten af 30’erne.

– Min søn, Nelson, bliver fire lige om lidt, og nu skal det her ikke være aldersshaming, det er ikke noget med, ”hvor er jeg blevet gammel”, men når jeg kigger i spejlet, kan jeg bare SE, at jeg er blevet ældre.

– Det kunne jeg ikke for fire år siden. Da vågnede jeg altid og lignede mig selv, jeg vågnede bare med et ansigt, hvor jeg tænkte: Nå, det kan jeg godt gå ud ad døren med. Nu kan jeg pludselig bare se, hvilken vej det går: Det er med døden i sigte.

– Jeg forstår sådan, nå okay, shit, jeg bliver jo også ældre. 30’erne. Jeg har en søn, der er fire. Det er det der tæppe, der bliver trukket fra. Jeg synes bare, jeg kan SE døden lige pludselig.

– Jeg ved lige pludselig, at den er der, og jeg ved, at jeg selv skal derhen. Altså jeg ved, at tiden ikke er … uendelig. I hvert fald ikke i den her form, som er det her liv på jorden. Vi ved jo ikke … Det kan jo være, den er uendelig et eller andet sted …

Tror du det?

– Det er lige så svært for mig at forestille mig, at den ikke er det. Er det ikke lige så abstrakt at tænke: Nå, det var det, ned i jorden og blive spist af ormene. Det er også en abstrakt tanke.

– Særligt fordi jeg tænker, at hvis man har elsket, så er kærligheden der stadig. Hvis det skulle være sådan … nemt, så burde kærligheden jo også … ligesom holde op med den krop, der døde.

Men spørgsmålet er, hvad der egentlig sker med kærligheden, når et menneske, man har elsket, er væk.

– Det er det, der er frygteligt – at man ikke ved, hvad man skal stille op med den. At det kun er den, der er tilbage. Men at man ikke har den, det handler om. Den, som kærligheden er til.

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– Jeg tror i hvert fald, at jeg altid har gået meget op i kærlighed. Jeg ved godt, det lyder sådan lidt, ha ha, men jeg tror, jeg har været ret god til at elske. Det er ikke svært for mig. Jeg har altid troet, det var noget, alle kunne, men jeg har som voksen opdaget, at så nemt er det heller ikke for alle. Det behøver ikke være mangel på kærlighed, men at nogle bare er dårlige til at hengive sig og til at give kærlighed. Når jeg elsker, koster det mig ikke så meget at give kærlighed. Jeg føler, at jeg på en måde akkumulerer kærlighed. Så hvad livet har lært mig om kærlighed … Det er, at det er det eneste, der er. Synes jeg.

UKOMPLICERET

Josephine og Kirstine mødte hinanden til en Reumert prisuddeling. Og Josephine vidste, at klokken var slået …

– Ja. Med det samme jeg så hende. Jeg havde en følelse af, at hun ville mig noget. Jeg vidste det med det samme. Og var bare sådan “åh” – jeg vidste ikke, at det var det, jeg skulle lige der.

Hvorfor???

– Jamen … Jeg var blevet færdig på skuespillerskolen og skulle bare spille noget teater og tænkte, skal vi nu til det her kærligheds-noget? Jeg havde en dejlig lejlighed på Nørrebro, tingene var ukomplicerede, det var sgu meget godt det hele. Men jeg vidste det. Fuldstændig. Min krop vidste, at sådan skulle det være.

De har været sammen i seks år. Er blevet gift undervejs. Josephine taler med hænderne. Meget. Og siger:

– Det er også en sjov ting, det med at være god til at elske … Jeg tænker, at jeg helt klart er god til at give kærlighed, men det er ikke, fordi jeg har været mester i at være i kærlighedsrelationer før nu. Det her er helt klart det bedste, jeg har formået.

Mens vi snakker sammen, er Kirstine i sommerhus på Ordrup Næs med Nelson. Josephine selv er lige om lidt på vej ud af landet for at filme. Verden er langsomt ved at åbne igen.

Hvordan har du det med den tid og det samfund, vi lever i lige nu?

– Nu taler vi corona, og vi er heldige at leve i en del af verden, hvor tingene bliver tacklet for os. Det er helt vildt, hvor forkælede og privilegerede og passede på, vi er. Men det har også været dejligt på et relationsplan.

– At kunne fordybe sig i venskaber og nære relationer. Jeg har haft rigtig meget samvær med min søn. Kirstines store dreng på 16 har også været meget hjemme, så vi har virkelig fået noget kontakt dér.

– Og det har været godt for vores ægteskab. Kirstine og jeg har haft rigtig mange aftener, hvor vi har snakket, som vi ikke har gjort længe. Vi har siddet i vores køkken til klokken to om natten.

– Jeg synes virkelig, vi åbner verden for hinanden, og det er det vigtigste i en kærlighedsrelation. Jeg har aldrig før mødt en, der kunne åbne min verden på samme måde, som hun kan. Det elsker jeg bare, det er det bedste, jeg ved.

Så fordybelsen har været dejlig og livgivende, men:

– Jeg har også lyst til det overfladiske nu. Jeg kan mærke det, og det er interessant. Jeg savner at blive irriteret på folk, at støde mig på verden, at der er larm og ”neiiih, hvordan går det?”.

– Jeg savner smalltalk, altså alt det, der OGSÅ er liv i. Det lette. Jeg har brug for noget fest, brug for at tage noget pænt tøj på og brug for at tale om ingenting. Det er faktisk en opdagelse for mig, at jeg også har brug for det, der kribler, og som jeg i mangel af bedre kalder overfladisk.

Er du god til at nyde livet?

– Ja. Jeg har meget svært ved at gøre ting, jeg ikke har lyst til. Jeg er en total lyst-reptil.