Kirsten sagde farvel til Nationalbanken og blev æbleavler: "Jeg er glad for, at jeg ikke ventede"

Kirsten Rohde Jensen havde fuld fart på karrieren som jurist. Efter nogle lærerige år i Danske Bank havde hun etableret sig godt i Nationalbanken og var nu bankens juridiske chef.

Hun var glad for jobbet og kollegerne. Det var både sjovt og spændende, og hun var stolt af det, hun havde opnået.

Men var det nu det, hun skulle lave resten af sit arbejdsliv? Der var også andre ting, hun gerne ville. Skulle de vente? Eller var tiden inde nu?

Tankerne begyndte at rumstere, da hun var midt i 40’erne. En nær veninde var død af kræft, og Kirsten og hendes mand oplevede i den periode flere dødsfald i den nære omgangskreds.

– Det satte nogle store tanker i gang. Vi ved ikke, hvor længe vi har. Det blev pludselig klart for mig på en ny måde.

Det endte med, at hun sadlede helt om og blev æbleavler, og i dag er hun glad for, at hun ikke ventede. Og det er ikke kun, fordi hun er begyndte at mærke alderen.

– For nogle år siden faldt jeg ned ad en trappe og landede på hovedet. Jeg har stadig mén og skal sørge for at hvile mig i løbet af dagen.

– Det irriterer mig grænseløst, men sådan er det, og jeg ville ikke have kunnet anlægge en hel æbleplantage i dag.

Og Kirsten ville nødigt have undværet sin plantage. Hun stortrives med livet som selvstændig æbleavler, hun brænder for formidlingen af æblet, og hendes plantage er et lille paradis på Møns sydkyst i læ fra skoven ud til Østersøen.

Da hun anlagde den i 2006, var det ikke en gammel æbleavler­drøm, der gik i opfyldelse. Det handlede mere om smag og om dyrkning af jorden, at dyrke noget, der smager godt.

Det havde hendes forældre også gjort, da hun var barn i Vordingborg, og da hun sammen med sin mand udvidede deres husholdning på Frederiksberg med hus og have på Møn, kom deres første hjemmedyrkede afgrøder på bordet.

Dem dyrkede Kirsten.

Og da de byttede huset ud med en gård med halvanden hektar jord, fik hun blod på tanden til mere.

– Skulle jeg vente, til jeg var oppe i 60’erne?

Nej, det skulle være nu, inden hun blev for gammel.

Hendes mor var en af de skeptiske. Hun var bekymret for usikkerheden.

Broren for, at hun ville komme til at kede sig. Andre for prestigetab. Kirsten forstår godt sin mor.

– Jeg ville nok have haft det på samme måde.

Men hun havde sikret sig økonomisk, og hun havde tænkt sig godt om og sprang ikke fra Nationalbanken fra den ene dag til den anden. Et eventuelt prestigetab bekymrede hende ikke.

– Jeg har altid været ambitiøs, men jeg har ikke været karrierekvinde på den måde. Jeg kan bare godt lide at gøre tingene så godt, som jeg overhovedet kan.

Vinøs mjød

Den tilgang har også båret frugt i hendes liv som først økologisk, nu biodynamisk æbleavler. De 3.000 træer giver velsmagende æbler af så mange forskellige sorter, at hun kan høste fra slut august til slut oktober.

En del af dem får hun presset til most. Blandt kunderne er toprestauranter som Noma og Formel B, og for nogle år siden blev Kirsten optaget i Det Danske Gastronomiske Akademi, som arbejder for at fremme mad- og måltidskulturen i Danmark, og hvor hun nu er vicepræsident.

– Det er en forsamling mennesker, der alle sammen er optaget af smag og madkultur ligesom mig selv, men som har helt andre baggrunde og kan noget helt andet, end jeg selv kan.

Det er både sjovt og interessant og ekstremt værdifuldt, ja, nærmest en del af strategien.

– For mig er det vigtigt at være ydmyg over for det, man ikke kan selv.

– Så må man hellere trække på en ekspert. Det har jeg med fra min tid som jurist, og det har jeg gjort, lige fra jeg stod med min jord og hyrede hortonom Maren Korsgaard for at finde ud af, om den overhovedet egnede sig til æbleplantage.

En anden ekspert i Kirstens netværk er brygmester Annemarie Hartvig Jensen.

De mødtes hos en fælles bekendt, og det blev til Underfundig, som er en mjød med en vinøs karakter, der kan drikkes i stedet for champagne eller sauternes.

Kirsten leverer æblemosten, Annemarie Hartvig Jensen leverer ekspertisen som brygmester. Så nej, Kirsten keder sig ikke. Og hun trives med livet som selvstændig.

– Arbejdet smelter sammen med resten af livet på en anden måde, og det er enormt tilfredsstillende at have startet noget op selv. Leve noget ud, der er ens eget. Jeg er glad for, at jeg ikke ventede.