Mettes datter vejede 878 gram og var i livsfare: ”Sygeplejerskerne greb os”

Det var sygeplejersken Søren, som tog imod vores pige og min mand, mens jeg lå på operationsbordet.

Han samlede min mand op i den uhyggelige situation med angst og maskiner, uvished om mig og vores datter på 878 gram.

På det tidspunkt vidste hverken han eller jeg, om jeg ville nå at se hende i live.

Jeg havde lige født vores pige tre og en halv måned for tidligt, og vi var efterfølgende indlagt i fire måneder, hvor vores datter var i livsfare dagligt i tre af de fire måneder.

Når jeg beskriver de sygeplejersker, der hjalp os, og som jeg aldrig glemmer, er det en liste af venlige ansigter, af hænder, der greb os.

Jeg fødte for tidligt på grund af infektion, og jeg kunne ikke have forebygget det.

Men jeg følte enorm skyld og skam. Jeg tænkte: ”Hvordan kan jeg være mor for mit barn, når jeg ikke engang kunne passe hende i min mave?”

Jeg følte, at jeg havde påført hende de hjerneblødninger, hun havde fået. At det var min skyld.

Kan man føle sig som menneske på et hospital?

Sygeplejerskerne greb os - både ved at yde psykisk førstehjælp til mig og min mand, så vi ikke gik helt i stykker.

Og i særdeleshed ved at redde vores datter gang på gang, når hun spontant stoppede med at trække vejret.

Noget, der skete mange gange dagligt de første mange uger. De lagde så meget arbejde i at holde så lille et væsen i live.

Det var enormt uhyggeligt og ensomt at være indlagt med en lille datter, som vi ikke vidste, om vi ville komme til at se vokse op.

Vi kunne ikke få de besøg fra venner og familie, som vi ellers havde hårdt brug for, fordi vores datter skulle skærmes for infektioner og bakterier.

Jeg sov der, badede der, spiste der. Det er svært at føle sig som menneske, når man flytter ind på et hospital.

Hele tiden med uvisheden om, hvad der skulle ske med vores datter. Først talte vi timer, på et tidspunkt talte vi dage, og så kunne vi tælle til en måned.

Sygeplejerskerne sørgede for, at vi landede, da vi var helt vindblæste og chokerede med en nyfødt datter, der vejede under et kilo.

Senere sagde de: ”Hey, vi kigger lige efter hende i en time, nu skal I gå ud og spise sammen” eller sendte mig ud på en gåtur, når jeg ikke havde været uden for en dør i tre dage.

Der var et liv udenfor - med eller uden mit barn

Jeg var i en rytme af søvnmangel, stress, angst og ensomhed og skulle malke ud hver tredje time.

Og så var der sygeplejersken Sissel, som jublede over den milliliter råmælk, jeg havde malket ud efter flere dages kamp. En kamp, der fortsatte, og med støtte fra sygeplejerskerne endte med, at jeg kunne amme.

Der var sygeplejersken Frederikke, som med lange samtaler om fagpolitik mindede mig om, at jeg selv midt i mit livs krise, hvor jeg følte, jeg var reduceret til en måske-forælder til et måske-barn også var et menneske med intellekt, viden og erfaring.

At der var et liv uden for hospitalet på den anden side af alt det, vi stod i, som jeg skulle tilbage til – uanset om jeg fik mit barn med hjem eller ej.

Det var også Frederikke, der som den første satte ord på vores piges styrke og vilje. Hun fortalte, at hun engang på en nattevagt havde forsøgt at tage dynen af Karoline for at skifte hendes ble.

Karoline havde sagt en høj, vred lyd – sådan en ”det kan du glemme”-lyd. Så Frederikke skiftede ikke bleen.

Det var en meget stærk følelse for mig, at ikke nok med, at hun med ægte glæde fortalte, at mit barn havde sagt fra, så havde hun også respekteret det. Det gjorde mit barn til et menneske.

Karoline har måske vejet et kilo på det her tidspunkt, men hun flyttede sig fra at være et foster, der levede uden for min mave til at blive et barn, ikke bare med et navn, men også med egenskaber.

Der er håb!

Der var også sygeplejersken Jenny, som sad med et varmt blik og lyttede, da en læge fortalte os, at vores pige havde fået alvorlige hjerneblødninger.

Og ved mulige konsekvenser som alvorlige handicap, lammelser, at vores datter måske ville blive en grøntsag, og at det var en mulighed helt at stoppe behandlingen, afbrød lægen og sagde: “Men de små er seje. Hun kan også være en af dem, hvor vi om nogle måneder ikke kan se, der har været blødninger. Eller en af dem, der bare får få skader. Vi ved det ikke, men jeg har set det, og der er håb!”.

Og der var sygeplejersken Cecilie, som deltog i nøddåben nogle dage efter Karolines hjerneblødninger med nærvær og medfølelse.

At være indlagt med er dødssygt barn er det mest forfærdelige, man kan forestille sig. Alligevel kan vi tænke på det med mange glimt af varme.

Alle de sygeplejersker som med nærvær, empati, professionalitet og menneskelighed samlede os op.

Vores pige klarede sig igennem og har i dag få skader. Hun hedder Karoline og er to et halvt år gammel. Hun elsker at lege med Lego, og hendes livret er mormors pandekager.