Sasha Louise har kæmpet for at blive kvinde

Hvem er du?

– Jeg er … en kvinde. Det er i hvert fald sikkert. En meget følsom kvinde med mange ting i bagagen, som jeg prøver at få styr på. Det er de indre dæmoner, der altid lige lurer lidt i kulissen.

Dengang Sasha Louise Sprange var dreng på Lolland, var tilværelsen mildt sagt udfordrende.

Sasha blev født som Christian, men identificerede sig allerede som treårig mest med det feminine univers.

Barndommen var samtidig ikke for børn. Rejsen mod kønsskifteoperationen i 2017 har været svær, grænsesøgende og modstandsfyldt. Og livsnødvendig.

Sasha fortæller hele historien i ”Min kamp for at blive kvinde”.

– Den handler om et livsforløb, som har været meget hårdt. Om min barndom, hvor jeg voksede op som Jehovas Vidne med nogle forældre, der havde et alkoholproblem, og hvor der var rigtig meget vold i familien.

– Og samtidig: At man ikke føler sig rigtig i sin egen krop og først sent indser, at man har lyttet til alle andre, som sagde, at man var ”forkert” og ikke har lyttet til sig selv. Det er faktisk essensen: Kampen for at finde sig selv og den man er.

– Nu er jeg en kvinde, som har ben i næsen, men også er ekstremt følsom og som prøver at finde vejen til et lykkeligt liv. Det kan nogle gange være rigtig svært. Det har været en meget lang og sej kamp med rigtig meget modstand. Også i forhold til det at få lov til at være kvinde.

Er Sasha medfødt?

– I forhold til at være transkønnet? Det ved jeg ikke. Jeg tror på sjælen. Jeg tror, at sjælen kan være SÅ stærk. Man skal aldrig nogensinde undervurdere sjælen.

– Jeg tror bare, jeg har en stærk kvindesjæl, som har levet et tidligere liv og kom tilbage i en drengekrop og sagde: Jeg vil ikke være i en drengekrop. Det er sådan, jeg føler det. Det føles bare, som om min sjæl VIDSTE, den var en kvinde, og den passede ikke ind i den krop.

– Det kunne jeg mærke, allerede da jeg var i treårs-alderen. Som lille plukkede jeg roser i haven og prøvede at lave parfumer. Og smurte det på mig selv, så jeg duftede af roser. Dufte og smykker tiltalte mig.

– Jeg har bare altid vidst, at min sjæl og min identitet var feminin, men jeg var bange for at sige det. Så jeg følte mig som sådan en spion, der vandrede rundt blandt jer andre.

Det hjalp at have en lillesøster:

– Jeg levede lidt igennem hende nogle gange. Jeg lagde makeup på hende og legede, at hun var min lille Barbie-dukke.

– Min søster var lidt mit hellested, mit lille univers, men da vi blev ældre, kunne jeg nogle gange godt blive misundelig, når hun skulle på date: Eeej, nu skulle hun mødes med ham Bo, og ham kunne JEG også godt lide, jeg syntes OGSÅ han var flot.

– Nogle gange kunne jeg godt blive sådan lidt I wish it was me. Jeg tænkte samtidig, at det var meget mærkeligt, at jeg havde det sådan.

Hvad er kvindelighed for dig?

– Kvindelighed handler rigtig meget om selvstændighed. Jeg synes faktisk, kvinder er stærke og har altid haft stærke kvindelige forbilleder – Lise Nørgaard er jeg helt vild med. Kvinder som er brudt UD af et meget fasttømret mønster. Det er meget den type kvinder, jeg ser op til.

– For mig handler det at være kvinde om at være stærk og ikke tage et nej for et nej, men også om at være følsom og at kunne vise sårbarhed og nogle gange også skrøbelighed.

– Jeg vil gerne være kvinde med en form for blødhed og kærlighed. Fremhæve det feminine, som gør en blød og fin. Ligesom en ROSE, der ser meget sart og porøs ud. Det er smukt at kunne vise frem.

Følsom

Sasha og hendes lillesøster havde deres at slås med i barndommen.

– Det værste var nok volden. Den hårde vold. Hvor der ikke var sparet på … knytnæverne. Min mor blev slået. Jeg er også blevet slået, men ikke lige så meget som min mor blev slået.

– Der var også den psykiske vold, som næsten var endnu værre. De ord, der blev sagt, var meget voldsomme. Og jeg var og er et meget følsomt individ.

Sasha beskriver i bogen, hvordan hjemmet ikke blev holdt, og hvordan hun selv ikke blev vasket.

– Altså… det var bare en del af det, at man ikke lugtede på samme måde som andre. Og når fremmede mennesker eller ens venner kom på besøg, kunne de godt lugte, at der var hundetis, og de kunne godt fornemme, at der ikke var særlig rent. Jeg levede bare i det.

– Men det har betydet, at jeg som voksen har været lidt hysterisk omkring mig selv med parfume, dufte og cremer. Har brugt det voldsomt. Og jeg har gået meget tit i bad, fordi jeg følte mig beskidt hele tiden.

– Jeg kunne stå under bruseren og gnide og gnide og skrubbe og skrubbe, fordi jeg ikke følte mig ren nok. Folk var sådan: Det er godt nok voldsomt. Men jeg kunne hele tiden lugte noget.

– ”Der er noget, der lugter, er det mig, der lugter?” Det er heldigvis begyndt at aftage, jeg har det ikke lige så udpræget længere. Men jeg havde rigtig mange år, hvor jeg var ekstrem omkring det.

Prisen

I Sashas barndom studerede hendes far med Jehovas Vidner. Det foregik mest på sidelinjen, men da hun var 12-13 år, greb den religiøse bevægelse ind for at hjælpe familien.

– Vi havde også brug for hjælp, og de var med til at stabilisere rigtig meget. Men der var samtidig så meget fordømmelse i det. Du føler, at nogen kommer og hjælper dig, men samtidig får du Biblen kastet i hovedet.

– Det har en kæmpe pris. Det er dig selv, der er prisen. Du lægger dig selv på hylden, du eksisterer pludselig ikke længere.

Og Sashas identifikation med det feminine passede bestemt ikke i Jehovas Vidners verdensbillede.

– Jeg var bange for den, jeg var. Jeg fik angstanfald hele tiden, når jeg var ude, fordi jeg ikke kunne stå ved mig selv. Jeg var forkert. Jeg passede ikke ind.

– Man befinder sig i et religiøst foretagende, man stoler trygt på de mennesker, og Gud er den almægtige, Gud er simpelt hen alt – og så … er man selv ingenting. Det er det, man lærer: At man er ingenting, at man ikke kan stole på sin egen intuition, og at man ikke kan stole på sit eget hjerte.

– Det var sådan noget, jeg fik at vide. Og det gjorde, at jeg kom i konflikt med mig selv. Jeg turde ikke tro på mig selv.

I den kontekst var det umuligt at sige, at du hellere ville være en pige?

– Altså det ville aldrig kunne ske. Jeg kunne ikke engang sige, at jeg var interesseret i mænd.

– På et tidspunkt var det så voldsomt med mig og min feminine måde at bevæge mig på, at min mor blev usikker og utryg og fik en helt almindelig præst til at kigge forbi for at snakke med mig om, hvordan jeg havde det. For min mor kunne ikke selv.

– Jeg tror aldrig rigtig, at mine forældre helt har forstået, hvad det egentlig var med mig. Det var bare sådan: Du er underlig, du er mærkelig, du passer ikke ind nogen steder.

Sasha oplevede fordømmelsen hele vejen rundt:

– Når vi var til familiekomsammen, skulle jeg hænges ud, fordi jeg var forkert. Man er et barn – man forstår det jo ikke. Og det var flovt for mine forældre. De reagerede sådan: Jamen vi ved ikke, hvorfor han er sådan.

Sasha oplevede fordømmelsen hele vejen rundt:

– Når vi var til familiekomsammen, skulle jeg hænges ud, fordi jeg var forkert. Man er et barn – man forstår det jo ikke. Og det var flovt for mine forældre. De reagerede sådan: Jamen vi ved ikke, hvorfor han er sådan.

– Min far følte sig også lidt angrebet, som om han var en dårlig forælder. Men det var faktisk ham, der gav mig lov. Det var ham, der købte Barbie-dukker til mig, han gav mig de ting, jeg godt kunne tænke mig.

– Han var voldelig, når han drak, ja. Men når han var ædru, ville han gerne gøre tingene godt. Det er bare svært, når man har et misbrug.

Promiskuøs

Sasha er klar over, at hendes historie kan opleves som voldsom. Men hun siger:

– Det er MIN historie, og jeg har ret til at fortælle min historie. Der er ikke noget forkert i det. Jeg er meget åben over for mine forældre, og jeg har sagt til dem om bogen, at den altså ikke er en beretning om en fantastisk dans på roser, og at det hele har været lyserødt.

– Jeg har sagt, at jeg fortæller det, som det er. Altså sandheden. Jeg kan ikke lave en bog, der er så filtreret, at den ikke er ægte.

– Den måde, jeg beskriver mig selv og hele mit eventyr på, er også meget voldsom. Jeg har selv gjort ting, jeg fortryder i dag. Ting, jeg gjorde engang. Jeg har ikke censureret noget.

Ting du gjorde?

– Sådan noget som at have offentlig sex med mænd. Hvor folk kunne gå forbi og se det. Jeg har levet meget promiskuøst. Men det har jeg altså også gjort, fordi jeg skulle finde mig selv. Og min seksualitet.

Ørstedsparken i København by night. Et kendt mødested, hvis det handler om sex. Det var dér, Sasha udforskede sin seksualitet. Da hun endelig turde gå derind, gav hun los.

– Jeg gik fuldstændig amok. Jeg var ved at eksplodere. Jeg blev holdt nede, og min seksualitet og min identitet blev holdt nede.

– Jeg følte hele tiden, jeg bare skulle passe ind og bo på Lolland og sidde til teselskaber og snakke om Gud og Jehovas Vidner, men alt, hvad jeg tænkte på, var at blive kneppet. Altså helt seriøst!

– Jeg var der i mit liv, hvor jeg bare gerne ville lære min krop at kende, jeg ville bare gerne være HEL. Den park var medvirkende til, at jeg fandt mig selv. Hvis jeg ikke havde haft den park, sad jeg ikke her i dag, så var jeg ikke den, jeg er.

Sasha var i slutningen af 20’erne, da hun begyndte at erkende, at hun faktisk var transkønnet.

– Dér var det, som om jeg begyndte at indse, hvem jeg egentlig er. Og jeg var ikke bange. Jeg løb ikke fra mig selv længere. Jeg stod ærligt ved mig selv.

– Jeg holdt også op med at komme i parken. Det at blive betragtet seksuelt af andre havde jeg lige pludselig ikke brug for længere efter at have sukket efter det i lang tid.

Du kom ud på den anden side som Sasha?

– Ja, netop.

Hvor er Christian henne?

– Jamen Christian er en del af mig og min historie. Jeg er ikke så glad, når folk sætter det sådan skizo-agtigt Christian/Sasha op, for jeg er stadig den samme person. Christian er stadig mig. Og Sasha er også mig.

– Det ville nok bare være mærkeligt at rende rundt og se ud, som jeg gør, og hedde Christian. Men det er bare sådan nogle praktiske ting, ikke?

– Jeg ændrede mit navn til Sasha, fordi jeg ikke kunne sige Christian som lille, jeg sagde ”Sash”, og Sasha er et unisexnavn, så det kunne jeg hedde uden problemer. Så ændrede jeg cpr-nummer. Og fik til sidst operationen.

Uretfærdigt

Kønsskiftet havde en personlig pris, Sasha ikke vidste, hun skulle betale.

– Jeg var gået i gang med hormonbehandlingen og fandt så ud af, at det var for sent at lægge noget … sæd til side, inden jeg blev opereret. Jeg kom op til en klinik for at forhøre mig om det.

– De sagde, at det allerede var for sent efter tre måneder, fordi hormonet dræber ens testosteron. Det vidste jeg ikke i forvejen. Så jeg var blevet steril. Uden at vide det. Jeg følte, at det var uretfærdigt. Meget uretfærdigt.

Så du skulle erkende, at så ville du aldrig få et barn?

– Ja. Jeg har altid gerne villet have børn. Derfor var det meget hårdt.

– Der er så mange muligheder i dag, men det var bare det, at jeg ikke SELV kunne gøre det, jeg kunne ikke lave en regnbuefamilie, jeg kunne ikke blande noget fra mig med en anden og få lavet et barn, som vi bare delte.

– Det skulle jeg erkende, og det gjorde rigtig ondt. Jeg tudbrølede, da jeg gik derfra.

Hvad var det sværeste valg i forbindelse med operationen?

– At erkende, at jeg ikke kunne få børn. Jeg ringede til min far, og sagde: ”Nu bliver det endegyldigt. Når jeg er blevet opereret, er der ikke noget at gøre.” Så sagde min far: ”Jamen det er jo det her, du altid har villet.”

– Det er nok den største støtte, jeg har fået af min far. Det var et klap på skulderen, og det skal nok gå. Men det var meget hårdt. Jeg frygtede ikke at blive opereret, det handlede om at vide, at jeg ikke ville kunne få børn.

Utroværdig

Sashas fysiske transformation fra mand til kvinde har kostet hende omkring 700.000 kr. Hun fandt den anerkendte klinik i Miami efter at være flygtet skrigende bort fra en ikke helt så troværdig klinik i Thailand, hvor et af de få psykologagtige tjekspørgsmål var, om hun havde leget med Barbie som barn.

Brystimplantaterne var der allerede, da hun kom på operationsbordet for at gennemgå den store operation, der ville give hende den krop, hun endelig følte, passede sammen både øverst og nederst.

Lige inden bedøvelsen spurgte kirurgen, om hun ville have et spejl og se sig selv imellem benene en sidste gang. Det havde hun ikke lyst til.

Er du tilfreds med resultatet?

– Der er vel altid noget, man er utilfreds med, når man er kvinde. Og der er steder på min krop, hvor jeg tænker, at dér kunne jeg godt være mere kvindelig. Men … det var også RIGTIG vigtigt for mig, at jeg ville være naturlig.

– At jeg kunne genkende mig selv. At jeg kunne se mig selv i øjnene og stadig se den del af mig, som også var der før. Det kan let blive skruen uden ende, man kan blive ved med at få lavet alt muligt, kæmpe læber, kæmpe kindben, større bryster, kæmpe røv, men jeg tror, det er en overkompensering.

– Min røv er min røv. Jeg kan lave squats, og jeg går til yoga, men der er også noget, der hedder genetik, og jeg har ikke lyst til at begynde at ligne et helt andet menneske. Jeg er den, jeg er.

Hvad har operationen betydet for din seksualitet?

– Seksualiteten ændrede sig og blev mere følelsesmæssig. Før var det, som om følelserne var til den ene side og sexen til den anden. Pludselig er det, som om de to ting læner sig op ad hinanden.

– Nu kan jeg faktisk have ELSKOV. Det var meget stort at opleve at ligge og have elskov med sin kæreste. Det er forbundet med meget romantiske tanker.

Opgav

Dyb indånding, for nu kommer der noget slemt: I 2018 forsøgte Sasha at begå selvmord. Piller. Den udløsende faktor var, at hun havde deltaget i TV3’s ”Robinson Ekspeditionen” og i DR3’s dokumentar ”Hunkøn”.

– Det handlede om, at jeg følte, at det hele var lidt … ligegyldigt. Jeg følte bare, at jeg blev latterliggjort og hængt ud i medierne. Jeg blev kaldt et fugleskræmsel, og jeg var klam og lignede en mand, og i virkeligheden var jeg en mand og alle de der ting, der gjorde virkelig ondt.

– Jeg følte, jeg skulle hænges ud på tv, så det blev en stor gang underholdning for Hr. og Fru Danmark. Det kunne jeg ikke overskue. Jeg kunne bare ikke mere. Jeg havde ikke mere energi. Jeg havde intet tilbage. Jeg var helt derude, hvor jeg opgav.

Der må være mere, siger jeg. En slags post-operationsreaktion. At der følger mere med et radikalt kønsskifte end selve operationen. En proces, hvor det indre og det ydre skal falde i hak.

– Ja. Det er det hele. Jeg var der, hvor jeg ikke følte, at jeg var NOGET. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle.

– Jeg følte ikke, jeg hørte til nogen steder eller til nogen. Jeg var hverken det ene eller det andet, jeg følte bare det, de sagde: Jeg var grim. Jeg følte mig som ingenting.

Sasha blev reddet af sin veninde Stephanie. Og efter ambulanceindlæggelsen tog Stephanie igen affære.

– Hun var meget pushy mor-agtig over for mig. Det var også det, jeg havde brug for. En, der kunne tage ansvar, for det kunne jeg ikke længere. Stephanie og andre gode venner tog fat i mig og hankede op i mig. Jeg blev reddet.

Tvivl

Det indre og det ydre er stort set smeltet sammen nu. Men der er et lille men.

Hvis man som Sasha er transkønnet og er sammen med en mand, skal man så sige det eller ikke sige det?

Sasha har prøvet begge dele. Og hun har oplevet mænd blive rasende eller flygte, når de hører hendes forhistorie.

Hvad er det, de mænd ikke kan håndtere?

– De føler pludselig, at de ikke har været sammen med en rigtig kvinde, og så føler de sig i tvivl om deres egen seksualitet. For ”så er du jo ikke en rigtig kvinde, og så har jeg ikke været sammen med det, jeg troede, du var.”

Men det er vigtigt at sige sandheden eller?

– Jeg synes faktisk, det er op til en selv. Der er mange, der har noget i deres historie, de ikke lige har lyst til at dele med en ny partner. Det synes jeg, man har ret til.

– Når man på et tidspunkt måske kommer tættere på hinanden, kan man åbne og fortælle om det – eller lade være. For mig er det meget sårbart, for det andet menneske når ikke at se mig, som den jeg er, hvis der allerede fra starten er sat labels på mig.

– Hvis jeg siger: ”Jamen jeg er transkønnet” – allerede dér, BANG: ”Hvad er du så? Hvad for et køn er du? Kan du blive våd?” Alle de ting, man ikke bliver spurgt om, hvis man er født helt naturligt som kvinde, hører man for, når man er transkønnet kvinde.

Hvad med din kæreste?

– Han fik det faktisk at vide af en af sine veninder ...

De mødte hinanden på Christianshavns Torv til et musikarrangement i april. Det var ham, der opsøgte Sasha og begyndte at danse med hende. Hun tænkte: Hold da op, han er godt nok flot og sød.

– Men så var der nogle veninder i kulissen, der tog fat i ham: ”Kom lige her.” Og så vidste jeg jo godt, hvad der ville ske. Han kom tilbage og sagde: ”Jeg har lige fået at vide, at du har været med i Robinson, og at du ikke er født som kvinde. Er det rigtigt, at du har været en mand?”

– ”Ja, jeg har været en mand!” Jeg orkede bare ikke mere. Det havde han det lidt mærkeligt med, så jeg sagde ”helt fint” og begyndte at danse med nogle andre mænd. Der var masser af dem!

– En time efter skrev han til mig på Facebook: ”Hvor er du henne, skal vi snakke?” Så det gjorde vi. Men han fik det at vide af en af sine veninder. Og ellers havde jeg nok ikke sagt noget.

Livet

En Barbie-dukke på en skænk, en Buddha-figur på gulvet. Sasha er rykket ind hos kæresten. Hun har ikke meget med. Men hun har det vigtigste. Og hvis hun skal beskrive sig selv i en kærlighedsrelation, siger hun:

– Man kan sammenligne det med en, der får lov til at sætte sig ind i en virkelig lækker bil, men bare ikke har fået kørekort.

–En, som siger: ”NU skal vi ud at køre.” Men vedkommende aner ikke noget om trafikken og trykker bare speederen i bund. Det er nok der, jeg er rent kærlighedsmæssigt.

– Det er svært at navigere i det, fordi … du skal tænke på, at jeg har været noget ANDET før. Jeg synes, det er svært at være i en heteroseksuel verden, hvor der bliver sagt og gjort ting, som man skal læse imellem linjerne.

Hvordan ser fremtiden ud, hvis du selv kan bestemme?

– Jeg vil gerne lave mere skuespil. Udvikle mig som skuespiller. Der er så få transkønnede skuespillere, som får lov til at spille helt almindelige kvinder.

– Og så vil jeg gerne rejse noget mere. Være ude. Leve livet. Og så … kærlighed selvfølgelig. At blive gift. En af mine største drømme er at blive gift og få et barn eller to.

Hvid brud?

– JA. Helt klassisk hvid brud. Jeg vil gerne have et rigtig traditionelt bryllup i en kirke over for Gud. Og så stå dér: ”I did It my way!”

Efterskrift

Debatten har kørt for nylig: Om børn helt ned til 10 år skal kunne vælge køn eller ej. Sasha siger ja.

– Men der skal selvfølgelig fagfolk indover. Hvad jeg til gengæld ikke synes, er i orden, er, at forældre påtvinger deres børn at være et bestemt køn. Det er ikke i orden, at du fra barnsben får at vide, at du kønsmæssigt skal være sådan og sådan.

– Køn kommer helt organisk. Hvis et barn, der er født som dreng, tidligt viser tegn på, at han godt kan lide det feminine, så giv LOV. Der skal være frit valg på alle hylder.

Det er altafgørende, at man lytter til sit barn og giver plads, siger Sasha.

– Jeg ved, hvor svært det kan være at få lov til at udtrykke sig. Da jeg var barn, var det, hver gang jeg prøvede, sådan, ”HOLD OP med at gøre det der. Du er feminin, det er feminint, det må du ikke.”

– Jeg vidste udmærket, at jeg var feminin, for jeg følte mig sådan hele vejen igennem. Og jeg måtte ikke kigge på drengene, for så kiggede jeg på dem på en ”anderledes” måde. Jeg blev nærmest skældt ud.

– Min far blev indkaldt til et forældremøde, hvor han skulle forklare, hvorfor jeg var, som jeg var, for det var forvirrende for drengene at være sammen med mig. Sådan noget er SÅ hårdt for et barn at skulle opleve.

– Så det er vigtigt, at man lytter og siger, ”okay, det er sådan, du er”. Og et decideret kønsskifte sker jo ikke, når man er 10 år.

– Men man burde i hvert fald kunne få et juridisk kønsskifte: Det her er altså ikke en dreng, men en pige, og du må meget gerne bruge tiltalen hende og hun.

– Hvis hun fortryder senere hen og som 14-15-årig siger, ”Jeg begynder faktisk at føle mig mere som en dreng”, fair nok. Men alene det at give lov til juridisk kønsskifte er faktisk et meget stort skridt.