Jan Gintberg: "Jeg har da INGEN følelse af, at jeg er en patriark"

Jan Gintberg har det, som om han skal til tandlægen: Han pruster i sofaen og glæder sig til, at samtalen er overstået, før vi overhovedet er gået i gang.

For det kan godt være, vi skal snakke om hans nye show “Død eller leende”, men vi skal jo også snakke om noget ANDET. Han ved det.

Og det der andet runder nok hans hovedstol, som man med et nydeligt ord i forfatterkredse kalder alt det svære, der ligesom er kilden til kreativiteten.

Det er ham selv, der bruger ordet hovedstol, og han vil helst ikke give mere væk af den stol, end at han stadig kan sidde på den.

Så vi starter blødt med et par coronaerkendelser: Jan er instinktivt begyndt at kramme folk igen, selv om han – som grundlæggende antikrammer – havde forsvoret, at det NOGEN SINDE skulle ske.

Og under to gange lockdown har han lært, at han faktisk laver det, han allerhelst vil. Fordi han ikke kunne komme til det.

– Jeg KAN ikke andet end at suge energi ud af det at udkomme med et show, en tv-udsendelse, noget radio eller podcast, et eller andet. Det er mit liv! Jeg elsker det. Det er det, jeg trækker vejret igennem.

Har du opdaget noget om dig selv undervejs?

– Altså … at jeg trods alt har noget is i maven. I starten havde jeg virkelig sådan en følelse af, hvor vildt bliver det her, og hvad fanden skal vi så leve af?

– Du ved … Det med når ens børn og ens kone kigger på en og siger: Hvad kommer der til at ske? Men det gik op for mig, at jeg havde ro i maven. Og gudskelov havde vi sparet nogle penge op.

– Det kan godt begynde sådan at smelte i lillehjernen, men hvis andre freaker ud, er der noget i min psyke, der gør, at jeg tager ambulanceførerrollen.

– Jeg kunne godt et kvarter tænke, at, okay, så må jeg blive arbejdsmand. Men i samme sekund jeg havde sagt det højt, vidste jeg godt, at det var slut med at tænke sådan. For så føler jeg, at jeg bliver svag og måske lidt … skæbneagtig.

– Det kan jeg kun i et kvarter, for så er der noget, der skal laves, nogle børn, der skal fodres, eller nogen, der er røget af nettet. Jeg har følt mig lidt som en skibskok både under første og anden lockdown, og min rolle har været at holde folkene på skibet glade.

Folkene på skibet i Søborg tæller: Hans kone Nina, der er jordemoder. Den 23-årige datter, der har Downs, sønnen på 17 og endnu en datter på 11. Og – bliver vi enige om – for børn og unge er halvandet år på vågeblus vildt lang tid.

– Det bliver interessant at se, hvordan det kommer til at påvirke den generation, at de var coronagenerationen.

– Jeg var på idrætshøjskole i starten af 1980’erne, og det halve år har været fuldstændig definerende for mit liv. Et halvt år! Så det halvandet år vil blive definerende for dem angstmæssigt: Tør jeg rejse ud i verden?

– Vi tog jo af sted! Vi tog bare den transsibiriske jernbane og padlede ned igennem Asien, vi gjorde sindssyge ting med en rygsæk på ryggen i et ÅR. Arbejdede med nogle værre halunker, som snød og bedrog en, men det var en livsoplevelse.

– Jeg går og laver cowboytoast med ost og skinke til min 17-årige dreng! Det er hele det der curlinghalløj. Og hvad vil corona så gøre ved dem? Vil det blive sværere for den generation at slippe angsten? Eller det modsatte? Vi aner jo ikke, om der kommer en modreaktion, hvor folk siger: Fuck det, we are going to die anyway!

Er der overhovedet noget at grine ad for tiden?

– Jamen det er jo det, jeg skal undersøge.

Modbølgen

Det indebærer blandt andet, at han i “Død eller leende” skal omkring “kønskampen, identitetspolitikken og alt det der”.

– Vi er i en bølge lige nu, hvor de kræfter, der taler for, at køn ikke eksisterer, at køn er en social konstruktion, har afsindig meget medvind.

– Og man skal helst ikke snakke for meget om, at køn faktisk definerer sindssygt mange ting. Så står man som jeg lidt på sidelinjen og tænker: Ej, men hvornår kommer modbølgen?

Han er faktisk bange nærmest for at sige noget her. På scenen er det noget andet. Det er kunst, og folk har valgt at komme til ham. Men i det offentlige rum er det svært.

– For tiden er SÅ skarpsleben, ikke?

Men så alligevel:

– Vi er på vej ind i en tid, hvor det hele bliver SÅ tribalt. DU er noget, derfor skal DU have dit say, DU vil ikke undertvinge dig en større gruppe, som siger, at nu står vi lige sammen og bygger den her stat op efter pandemien, selv om der er uenigheder. Det er derfor, vi har 14 partier og 57 forskellige seksualiteter.

– Det er derfor, vi har hele det med kulturel appropriation – du må ikke tage en cowboyhat eller en sombrero på. Det bliver SÅ ulideligt. Indtil der kommer en modreaktion. For der KOMMER en modbølge. Ellers lever vi jo i en dystopi.

– Det er sgu da også derfor, jeg har kaldt showet “Død eller leende”. Jeg vil da hellere være DØD end ikke have muligheden for at grine mennesker imellem.

– Jeg har faktisk en teori. Man siger, at summen af laster er konstant. Hvis man dropper sit kokainforbrug eller sprut eller damer, så begynder man bare at æde mere eller ryge smøger i stedet.

– Hvad nu, hvis summen af SKAM på samme måde er konstant? Der er en skamfuldhed, som skal af lige nu. Af det feminine køn og den feminine seksualitet, af homoseksuelle, af transseksuelle, af sorte, af brune og så videre.

– Selvfølgelig! Den løsrivelse er fantastisk. SKAMMEN skal af. Det er den bevægelse, der er, og det er det gode ved den bevægelse.

– Men hvad nu, hvis skammen så skal flytte et andet sted hen, så der stadig er 100 procent skam? Den forsvinder ikke ud i den tomme atmosfære, der er nogen andre, der skal skamme sig, og hvis tur er det så?

– Lige nu er det opportunt, at det er hvide mænd, fordi vi er magtfulde i al vores hvide evne til at lave hierarkier og strukturer og sådan noget. Selvfølgelig er vi magtfulde. Derfor skal der også være et push op mod det magtfulde.

– Men så bliver det også personligt. Så nu SKAL jeg være skamfuld over at være en cis, hvid, heteronormativ mand. For jeg kan ikke sætte mig ind i andre, derfor skal jeg være skamfuld for ALT helt tilbage fra for 500 år siden.

– For alt, hvad mænd har gjort, og klimaet, og jeg er mand, og jeg er voldsom, og jeg har en PIK, og føj! Jeg SKAL være skamfuld. Jeg skal ANGRE.

Rystet

Jan råber sit budskab ud. Han føler, at han råber for døve øren.

– Jeg er med på, at man som mand også er nødt til at kigge på, at man er magtfuld i det samlede billede. Men jeg FØLER mig jo ikke magtfuld. I den del af mediebranchen, hvor jeg er, er der KUN kvindelige chefer.

– Jeg har kun kvindelige redaktører, når en kvindelig redaktør stopper, får jeg en ny kvindelig redaktør. Men der er jo ingen, der siger: Er der ikke et eller andet skævvredet her?

– Jeg er totalt feminist på den måde, at jeg da synes, at forholdene skal være ens – men de skal også være ens den anden vej. Og bliver det f.eks. ikke også skævvredet, hvis 97 procent af de uddannede dyrlæger er kvinder?

– Jeg prøver bare at sige, at jeg lever i en verden, hvor jeg KUN ser stærke kvinder. Derfor var #MeToo også et chok for mig. Jeg troede sgu da, at de havde sagt fra. Jeg var virkelig rystet over, at der var så mange sager.

Har du nogen sinde gramset på nogen?

– Ja, da uden TVIVL. Og jeg kan da love dig for, at jeg også er blevet gramset på. Altså SELVFØLGELIG har jeg da det, men jeg føler ikke, at jeg har været et svin, fordi jeg gjorde det. Men jeg kan da efterrationalisere og sige, at jeg nok ikke ville have danset på dén måde. Du ved op på ryggen og danse rundt, vi væltede rundt.

– Men det var i en kontekst, og jeg havde en fuldstændig klar fornemmelse af, at vi var fælles om det. Ellers havde jeg jo også hørt om det.

– Men du ved … Når vi begynder at sætte så mange værn op for at undgå, at livet giver én nogle slag, så tror jeg fandeme, at vi er på vej et forkert sted hen. For så GØR vi os så skrøbelige, at vi ikke er i stand til at interagere i trafikken. Altså seriøst! Vi SKAL jo på en eller anden måde lære at navigere i det mellemmenneskelige univers.

Jan tror, at de unge generationer “gudskelov” visker tavlen ren og starter forfra.

– De er jo vanvittigt fremme i skoene. På Insta er det jo bare de unge, der VISER sig frem med seksualitet og se mig og så videre.

– Jeg er ikke bekymret for dem, de skal sgu nok finde deres eget sprog. Afgrænset fra hele vores skyld og skam og kollektive følelse af, at vi ikke rigtig kan komme ud af det morads, vi har malet os ind i som voksne. De unge er ikke sovset ind i al vores skyld, skam og nidkærhed.

– Det får vi voksne lov til at køre – og så kommer der nye generationer, som arbejder med grænseoverskridende adfærd og flydende seksualitet, men de gør det på deres egen måde.

Kompromis

Du lever jo i et parforhold?

– Ha ha ha! Siger du som: Du lever jo i det, man kalder et parforhold, det troede jeg faktisk, man fik udraderet i 2019.

Jamen vi har danmarksrekord i enlighed – over 40 procent af den voksne del af befolkningen bor alene?

– Ja, folk bliver da også mere og mere sære. Hvorfor tror du, folk bliver så fucking sære? Det er da, fordi de ikke er vant til at skulle gå på kompromis. De er vant til at have deres eget univers, deres egen kat, deres eget liv.

– Det giver stigende ensomhed, fordi man får sværere og sværere ved at omfavne uenighed. Jeg sad i “Mads og Monopolet” i 15 år, og kernesætningen i de 15 år var: Kompromiset.

– Man er NØDT til at indstille sig på, at livet er kompromiser. Ellers kan man ikke eksistere. Så bliver man ensom.

– Jeg kan nogle gange selv blive fanget i det: “NEJ, det SKAL fandeme være på den her måde.” Ja, men prisen er, at man bliver ensom, fordi man kommer til at stå ovre i hjørnet, og nogle andre synes, man er en røv. Jo mere du får lov til at være i dit eget univers og sige, “nej, det skal ikke være sådan” – jo værre.

For jo mere umuligt bliver det at indgå kompromiser:

– VORES gruppe hedder ciskønnede sofanormative baguddansende et eller andet, og vi skal SES som det minisamfund, vi nu er. Jamen jeg vil da hellere se dig som et menneske! Jeg vil da hellere have, at vi er sammen som mennesker og ser hinanden som det.

Er der ligestilling hjemme hos dig?

– Det håber jeg sateme. Ellers er min kone da så stærk, at jeg formoder, at hun havde råbt og skreget noget højere. Hun er en utrolig selvstændig jordemoder. Jeg har da INGEN følelse af, at jeg er en patriark.

Men den rolle kan man let havne i på grund af den måde, vi vurderer ligestilling på udefra, siger han.

– Vi ender altid på den der: Hvem gør rent, vasker tøj, laver mad? Så definerer vi derfra: Nå, laver du mad, Jan? Har du tilranet dig køkkenet, fordi du synes, det er spændende, og så kan din kone stå med opvasken? Vi er blevet så fucking stiliserede.

– Det er da fuldstændig ligegyldigt, hvem der gør hvad. Jeg har altid lavet mad, fordi jeg elsker det. Min kone laver noget andet, fordi hun elsker noget andet. Hun har gået enormt meget hjemme med børnene de første år, efter de blev født.

– Kigger man på det udefra, ville man sige: “Ej, Jan, skulle du så ikke have haft tvungen barsel?” NEJ. For vi har indrettet det på den måde, som VI vil. Der er så mange områder, hvor man er så nidkær på andres vegne: Så må min kone være undertrykt, ikke?

Hvad er et godt liv?

– Øh… Det er et leende liv. Jamen det er det! Kogt ind til, at det er et liv med høj grad af selvironi. Det kan godt være, at folk tænker om mig, at jeg ingen selvironi har og PUSTER mig op, men jeg kan virkelig godt lide at pille mig selv ned og kigge på mig selv udefra.

– Hvis man ikke kan mønstre en høj grad af selvironi, bliver man skuffet den ene gang efter den anden. Et godt liv er at kunne favne skuffelser, at kunne putte sine skuffelser i skuffen.

– Man er nødt til at kunne grine ad sig selv. Ellers bliver livet simpelt hen en vandring på nåle. Jeg kan ikke sige noget mere klogt.