Malene Schwartz: Jeg er også en grov banan. Der ikke finder sig i noget og fortæller skægge historier

Malene Schwartz var 81, da hun begyndte at gå til crossfit. Altså 81! Ret sejt, ikke?

Og hvis du ikke lige er helt med på, hvad crossfit er, er her Malene Schwartz’ egen beskrivelse: ”Crossfit er en benhård sport, hvor man vælter traktordæk og slæber sandsække med en lidenskab, der er imponerende”.

Hun kendte ikke rigtigt selv til sporten, før hendes datter Christina, som er fysioterapeut, begyndte at dyrke crossfit og endda på konkurrenceplan.

Da Christina kom på besøg fra Aalborg, hvor hun bor, i forbindelse med Malenes 81-års fødselsdag og skulle træne, mens hun var der, blev Malene nysgerrig.

”Tror du, at det der crossfit kunne være noget for mig”, spurgte hun.

Og det mente Christina da bestemt og lovede at forhøre sig om mulighederne.

Og hvad der så skete, fortæller Malene om i sin kommende bog ”Kan hun gå selv?” på følgende måde:

”Få timer efter kom hun varm og glad tilbage fra træning og var ved at dø af grin. I crossfitcenteret havde hun spurgt, om de havde mulighed for at undervise en ældre dame, og hun havde ikke lagt skjult på, hvor oldgammel jeg var. Træneren havde lyttet og nikket, inden han forsigtigt havde spurgt: ‘Kan hun selv gå herhen?’ … Jeg begyndte faktisk at gå til crossfit og løftede kulørte kettlebells på 20 kilo. Jeg var ret god til det, hvis jeg selv skal sige det, og jeg kunne sagtens selv gå derhen … Men jeg tog en taxa hjem.”

Min anden side af Maude

Dermed er bogens tone slået an. Og den er ikke spor tilfældig, den tone, forstår man på Malene Schwartz, der fortæller om, hvordan de sad inde på forlaget, hun og Cathrine Errboe, hendes veninde og journalist, der har skrevet bogen, og læste op af bogens første to kapitler.

Og straks, da sætningen ”Kan hun selv gå herhen?” faldt, lød det fra forlagsredaktøren: ”Dér har vi da bogens titel”.

Og sådan blev det. Også selv om forlaget senere kom viftende med andre forslag. Men nej tak. Den rigtige titel var allerede fundet.

– Alt det der med ”alderdom”, glem det. Den skal ikke hedde noget med alderdom. Det lyder så kedeligt. Jeg vil ikke have det. Nej, det skal handle om at have det sjovt, siger Malene Schwartz og gentager de ord, hun vist nok sagde allerede dengang og i hvert fald helt sikkert mente og mener.

– Jeg syntes, det kunne være sjovt for mig selv at vise min anden side af Maude.

– Folk forbinder mig stadig meget med Maude. Det er nærmest blevet mit varemærke. Det er jeg både stolt over og glad for. Men det er jo ikke mig.

– Jeg trængte på en måde til at få fortalt, at jeg også er en grov banan en gang imellem; en, der ikke finder sig i noget og fortæller skægge historier og har, synes jeg da selv, en ret god sans for humor. Det var det, jeg havde lyst til.

Gudmor på gule plader

Og bogen havde hun lyst til at lave sammen med veninden Cathrine, som hun har skrevet tre andre bøger sammen med.

For som hun forklarer:

– Jeg tror, det gælder for os begge, at vi nærmest har været lidt ulykkelige, hver gang vi er blevet færdige med en bog, fordi så er vi færdige med at skulle mødes og have faste aftaler. Jeg kommer altid til at savne Cathrine, så snart en bog er færdig.

Deres venskab er et venskab, der går år tilbage. Og et venskab, der er blevet til mere end det. Malene er eksempelvis gudmor til Cathrines børn, altså til alle tre.

For da de to ældste hørte, at Malene skulle være gudmor til den yngste, ville de også gerne have Malene til gudmor. Og sådan blev hun altså ”gudmor på gule plader”, som hun kalder det.

Ikke bange for døden

Inde imellem de sjove fortællinger er der også de rørende. Dem dvæler Malene ikke ved. Men de er med.

Fortællinger om at hun for længst har skrevet testamente og ikke vil genoplives, hvis hun ”dratter om en dag”, og om engang at ville begraves i det Tisvilde, som hun har kendt som sit sommerland hele livet og altid er vendt tilbage til som et trygt helle.

For ja, døden har også en plads i bogen. Ikke fordi Malene er bange for døden. For det er hun ikke: ”Jeg har ikke lyst til at dø, men jeg er heller ikke bange for det.

Jeg er ikke religiøs og tror ikke på det evige liv. Jeg tror, det at være død føles, som dengang man ikke var født, og dér havde man det jo egentlig meget godt”, fortæller hun.

Da Paul døde

Men døden satte sine spor, da Malene mistede sin mand, Paul Hammerich, i 1992. Hun mødte ham, da hun var 44 og fraskilt.

Han friede i forbindelse med hendes 25-års skuespillerjubilæum, og senere samme år, 1982, blev de gift

I bogen fortæller hun: ”Johannes Møllehave forestod vielsen, da vi blev gift i Søllerød Kirke den 28. maj 1982. I talen kom han ind på Karen Blixens motto: ”Det varer ikke ved”.

Han understregede, at den sætning er vigtig at huske på, når man er allermest lykkelig, men også når man er allermest ulykkelig … Hver dag tæller, men vi talte ikke. Vi nød bare hinanden, og en dag var det pludselig forbi.

Vi havde elsket hinanden i 12 år, da Pauls slidte hjerte skulle opereres på Rigshospitalet. Dagen inden skrev han en lille seddel og tegnede et hjerte.

Sedlen gemte han under min hovedpude. Der stod: ”Kæreste Malle. Her er mit hjerte. Jeg har besluttet at shine det lidt op, da det tilhører dig, min eneste”. Paul vågnede aldrig op efter operationen.

Højeste tinder, dybeste dale

– Jeg er ikke ude i noget ”Husk nu på at leve livet”- ærinde. Eller i nogen som helst andre ærinder, siger hun som en forklarende kommentar til det citerede.

– Jeg siger bare, at sådan er livet jo. Vi oplever alle de højeste tinder og de laveste dale i vores liv, måske mere eller mindre voldsomt.

– Jeg tror egentlig, jeg har været ret god til at tackle min tilværelse. Jeg er jo i hvert fald ikke gået i hundene. Det kunne man ellers godt have forestillet sig, da Paul døde, og jeg ikke havde nogen penge og ikke havde et sted at bo og måtte opgive Avenue Teatret.

– Jeg havde det ad helvedet til. Men jeg klarede den. Det var ikke uden pinsler, det skal man ikke tro. Men jeg klarede den sgu.

– Der var al mulig grund til at gå i hundene, i hvert fald for en stund, hvis man var den type. Men jeg er sej, tror jeg … Det må jeg være.

– Jeg kan se i bakspejlet, at jeg GIK videre, og jeg VILLE videre. Og jeg var modig. Jeg tog chancer: Som 58-årig flyttede jeg til Aalborg og blev direktør for Aalborg Teater uden at kende noget som helst til byen eller teatret.

Har haft corona

Det gør hun stadig. Klarer sig.

– Jeg har det godt, siger hun, – ovenikøbet bedre, tror jeg, end man kan forvente af en i min alder. Jeg kan stadig gebærde mig og gå mine 10.000 skridt hver dag.

– Jeg har et godt familieliv. Jeg har gode venner. Jeg har en fantastisk lejlighed og et sødt sommerhus. Og nu får jeg lov til at udgive en bog. Jeg kan dårligt forestille mig, at man kan ønske sig mere. Andet end ikke at være så træt …

– Træt er jeg givet, fordi jeg er så gammel. Men jeg har altså også haft corona. Jeg fik corona i december sidste år, lige omkring jul, men fik det af en eller anden grund i en mild udgave, hvor jeg hverken havde vejrtrækningsproblemer eller mistede lugtesansen, som man hører om.

– Men eftervirkninger i form af træthed, en helt abnorm træthed, har jeg stadigvæk. Jeg mistede næsten også helt hukommelsen, syntes jeg, men den går det trods alt bedre med efterhånden.

Men går hun mon stadig til crossfit?

– Nej, men jeg går til fitness! Crossfit holdt jeg faktisk fast ved i lang tid og havde også en crossfit-lærer og var glad for det, selv om jeg absolut ikke er fan af gymnastik eller noget som helst i den dur. Men jeg har tænkt på at starte igen.