Trine Dyrholm: "Jeg får spat, når nogen siger, at sådan kan en kvinde da ikke gøre. Selvfølgelig kan hun det"

I 1972, samme år, som Trine Dyrholm kom til verden, besteg Margrethe Alexandrine Thorhildur Ingrid tronen som Margrethe 2. af Danmark.

Det var over 500 år efter, at den første dronning Margrete regerede, og det siger lidt om, hvor langt vi er nået med ligestillingen, mener Trine Dyrholm, som spiller Margrete 1. i Charlotte Sielings storfilm af samme navn.

– Selv om der er sket rigtig meget, så er der mange ting, der stadig skal arbejdes på. Vi er også kun nået til den anden kvindelige statsminister, så i forhold til de magtfulde positioner i samfundet er vi ikke nået langt nok.

– Der eksisterer nogle usynlige strukturer, som vi alle sammen er med til at opretholde uden egentlig at have lyst til det, tror jeg.

– For eksempel det, at vi ikke har ligeløn, og at de typiske kvindefag er underbetalte, der tænker man, at det dog er utroligt, at vi ikke har forstået det endnu. Men vi har et system, der fastholder den patriarkalske, kapitalistiske tankegang, og den kan være ekstremt svært at rive rundt i.

Amen to that! Men hvad var Margrete 1. så for en kvinde? Ud over uden sidestykke at være den mest magtfulde danske kvinde i middelalderen.

– For det første var hun megasej. Og så tror jeg, at hun var en sindssygt dygtig politiker, som var god til at tale sin sag. Margrete var datter af Valdemar Atterdag, og hun havde set sin far have nogle ret blodige slag kørende, så hun ønskede freden. '

– Hun blev gift allerede som 10-årig med kong Haakon af Norge og fik sønnen Oluf som 17-årig, og fordi Valdemar Atterdag ikke havde en mandlig arving, blev lille kong Oluf på fem år regent, og Margrete fik så magten via ham.

– Hendes største bedrift var at skabe Kalmar-unionen i 1397, hvor hun samlede hele Norden under ét rige.

– Margrete 1. ville det gode, men for at ville det kan man ikke altid selv være god. Magt er jo en heftig størrelse, og jeg tror også, at hun var interesseret i at beholde den og have sin storhed. Jeg tror, at mange magtfulde mennesker både kan lide magten og synes, at den er en byrde.

– Vi mennesker er jo ikke entydige, og det var man heller ikke dengang. Men hun gjorde en masse gode ting, blandt andet indførte hun “kvindefred”, som betød, at mænd blev straffet, hvis de voldtog en kvinde. Og det var ikke så unormalt dengang.

Var Margrete 1. et forbillede for nutidens kvinder?

– Ja, det synes jeg godt, man kan sige. Jeg har i hvert fald meget stor respekt for hende. Jeg er ikke blind for, at hun også gjorde voldsomme ting, for det koster at være så magtfuld. Men det var altså hende, der skabte fred i Norden.

Vi har det med at fordømme den kvindelige seksualitet

Trine Dyrholm kan det dér med at portrættere stærke kvinder, og hun spiller Margrete 1. med vanlig intensitet, men også med en form for uaflæselighed, fordi hun som den magtfigur, hun var, ikke havde råd til at vise for mange følelser.

Man får et billede af en sammensat kvinde, som nok kunne styre hele Norden, men som også havde en smertefuld bagage, som var lige ved at knække hende.

Og det er netop i kontrasterne, at Trine Dyrholm har det som en fisk i vandet.

– Jeg er meget optaget af nuancer og modsætninger, fordi det er dér, der opstår et ægte menneske, som vi alle sammen kan spejle os i. Vi er jo alle sammen fyldt med modsætninger, det er jeg også selv.

– Jeg har altid gået meget op i ikke at sætte ting i kasser og bokse, og de sidste 20 år er jeg faktisk stødt ind i rigtig mange kvindelige instruktører, som jeg har udviklet kvindelige karakterer sammen med.

– Og prøvet at udfordre billedet af, hvad det vil sige at være kvinde. Som jo er det samme, som hvad det vil sige at være menneske.

– I alt, hvad jeg har lavet, har det optaget mig at frisætte kønnet. Og prøve at sprænge rammerne for, hvad karaktererne kan – både mandlige og kvindelige.

– Men jeg er vokset op med at have flest mandlige karakterer at spejle mig i, for det er dem, der har været flest af. Og jeg har da indimellem spillet en kvindelig karakter, som nogle har følt, var provokerende.

– For eksempel Gro i tv-serien “Arvingerne”, som kommer skidefuld hjem og gør nogle ting, som ikke er særligt flatterende.

– Så kan folk godt være sådan: “Ej, bliver hun nu ikke lige lidt for skrap?” Men hvorfor? Jeg får spat, når nogen siger, at sådan og sådan kan hun da ikke gøre. Selvfølgelig kan hun da det.

– Det er sådan nogle ting, vi skal turde kigge på, synes jeg. Og spørge os selv, hvorfor det er mere charmerende med 50-årige fulde mænd end ditto kvinder. Det er det samme med kvindelige og mandlige don juaner – dem er der også forskellige blikke på.

– Men jeg tror faktisk, at mange ønsker de rammer sprængt, jeg ved bare ikke, hvordan vi taler om det på den rigtige måde, så det faktisk rykker noget. Hvordan vi ændrer blikket. For vi har det med at fordømme den kvindelige seksualitet i stedet for at frisætte den.

Så vi er alle sammen medansvarlige for det blik, vi har på hinanden?

– Ja! Og i det øjeblik, vi for alvor begynder at forstå, at det er med til at opretholde de usunde strukturer, så bliver det spændende. For at ændre tingene er vi nødt til at forstå, at det er en nedarvet måde at tænke på.

– Jeg bruger for eksempel tit enormt meget tid på at skamme mig, hvis jeg har sagt noget dumt, og jeg bilder mig ind, at ikke helt så mange mænd har det sådan. Helle Thorning talte meget om det dengang, hun regerede.

– Der blev jo talt mere om hendes tasker end hendes politik, mens der ikke var nogen, der gik op i, hvilket jakkesæt Lars Løkke havde på. Det er det med blikket, der ser – det er vi alle sammen en del af.

Jeg har ikke nogen forfængelighed, når jeg arbejder

Lige præcis derfor er Trine Dyrholm glad for, at der er så mange unge mennesker, der er ved at gøre op med de gamle, indgroede samfundsstrukturer lige nu.

– For mig er det uundgåeligt med bølgerne af #metoo og woke og så videre, og jeg håber virkelig, de får vinger. For selvfølgelig er der en masse ting, der skal gøres op med i forhold til køn, ligestilling og diversitet – det er sindssygt vigtigt.

Deltager du selv i debatterne?

– Jeg debatterer meget i private fora, men jeg er ikke så god til at stille mig op offentligt og sige: “Det her mener jeg!” Det har måske noget at gøre med, at jeg er kunstner; jeg er mere optaget af at stille de rigtige spørgsmål, så folk begynder at reflektere.

– Jeg er ikke bange for at mene noget, men jeg ser det fra den vinkel, jeg selv kan bidrage til, og det, jeg kan bidrage med, er at lave noget, hvor jeg udfordrer karakterbegrebet. Skabe nogle nuancerede kvinder, stille en masse spørgsmål.

– Så jeg deltager i det med alle de valg, jeg tager, og det har jeg altid gjort. Og så har jeg en del unge kvinder, som jeg melder mig på banen hos, sådan lidt mentoragtigt. Så de føler, at man er der på lige fod med dem og ikke er sådan en, de ikke tør ringe til.

En af de ting, Trine Dyrholm er kendt for, er hendes uforfængelighed, når hun spiller en rolle. Hun stiller sig hundrede procent til rådighed for karakteren – om den er grim, gammel, nøgen eller for meget.

– Jeg tror, at jeg er heldig, at jeg rent faktisk ikke har nogen forfængelighed, når jeg arbejder. Jeg er også uforfængelig i forhold til mine følelser – jeg behandler alt ret voldsomt … nådesløst, kan du sige. Også mit følelsesapparat.

– Dér kan jeg ikke gå ind og censurere. Det har jeg ikke lyst til. Bagefter, når jeg ser det, kan jeg tænke: “Hold kæft, hun blev sur! Det var sgu da spændende!”

– Det er dybt fascinerende at stille sig til rådighed for momentet, og jeg føler ikke, at det er mig. Derfor er jeg ikke forfængelig.

– Jeg kan godt sidde og tænke “hold kæft, hvor så hun ud dér!” bagefter, men så længe det fungerer kunstnerisk, er der ikke noget at gøre ved det.

– Det betyder ikke, at jeg ikke godt kan lide at se godt ud privat, hvis jeg skal. Jeg tager pænt tøj på, hvis jeg skal til fest og sådan noget, jeg elsker da at pynte mig. Men det har aldrig været noget, der optog mig vildt meget.

– Jeg går også uden makeup i privaten, som du kan se. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, at folk synes, jeg ligner lort, når jeg er nede at købe ind.

– Der var engang en stylist, der sagde til mig, at det da var helt vildt med mig, for jeg så bare så naturlig ud. Det lød som noget helt fremmed i hans vokabularium. Det var jo på en måde en kompliment, men det var også sådan: “Hvordan kan du holde det ud?” Ha ha.

– Jeg er jo konfronteret med det hele tiden, fordi jeg er skuespiller, og jeg synes da også, at det er fedt at få lov til at klæde mig ud – jeg er slet ikke fan af, at alt skal være leverpostej hele tiden. Men hvis du kan se et menneskes hud helt tæt på, se, hvad der sker, når tårerne presser sig på, så tror jeg på, at du nemmere rammer et publikum.

– Jeg kan selv indimellem have det sådan med amerikanske film, at det bliver for distanceret til, at jeg kan leve mig ind i det, fordi det er for kontrolleret. Jeg involverer mig bare ikke så. Og det er jo det eneste, jeg er optaget af: At få publikum eller seerne involveret.

Ønskede sig en boremaskine i julegave

Trine Dyrholm bliver ved med at vende tilbage til blikket, næsten ligegyldigt hvad, vi taler om. Det optager hende, om vi taler om forstokkede magtstrukturer, forfængelighed, køn, alder – det er det blik, vi har på hinanden, som er det afgørende.

– Folk må gøre, hvad de vil. Jeg skal slet ikke fordømme, at man har lyst til at bruge botox og den slags. Det, jeg kan være ærgerlig over, er igen blikket.

– Hvis det handler om, at du er bange for at se gammel ud, så er det ærgerligt, men så lad os diskutere det. Hvorfor har vi brug for at se på nogen, som ser ens ud? Nogle af de træk, du får, hvis du er meget lavet, ser jo næsten ens ud.

– Nu er der jo kommet en hel bølge blandt de unge om, at fake er godt. Det er en stil at få lavet læber, negle, bryster, øjenvipper og så videre. Og det er da fint nok. Vi skal kun tale om, hvad det gør ved vores blik på hinanden. Det skal vi være opmærksomme på.

– Er vi underlagt et system, hvor vi ikke gider se på gamle mennesker? Jeg vil gerne se på gamle mennesker. Jeg har selv en svigermor, der sidder inde i fjernsynet i “Vild med dans” med alle sine rynker og er megaflot, og hun fylder altså 80 næste år.

– Jeg synes, at det er irrelevant at tale om, hvorvidt folk har fået lavet noget eller ej, jeg vil hellere tale om, hvorvidt vi giver folk lov til at være dem, de er. Jeg er mere optaget af, hvordan du er, end hvordan du ser ud.

– Og jeg er optaget af at frisætte køn og frisætte seksualitet. At kvindelige karakterer kan gøre alt, uden at det bliver bedømt på en bestemt måde. Og jeg kunne godt tænke mig at pille ved, hvorfor vi ser med et bestemt blik på for eksempel en kvinde med magt.

Hvilke kvindebilleder er du selv vokset op med?

– Jeg er vokset op med en meget stærk mor, som hev mig med ud og demonstrere mod atomkraft og var meget politisk bevidst uden at være akademisk – mere på en humanistisk måde som jeg selv. Hun er ret sej, min mor, på alle måder.

– Hun har også været den, der kunne finde ud af at bruge en boremaskine. Jeg havde en mormor, som jeg elskede, og en farmor, som var lidt mere kølig. Hende spillede jeg kort med, det var meget eksotisk for mig. Min mormor var en meget opofrende dame, hun var bare så elskelig.

Kan du også bruge en boremaskine?

– Nej, for kender du det, når man har en mand, der kan finde ud af det, så bliver man selv endnu dårligere til det. Jeg var alene i mange år, og dengang ønskede jeg mig en boremaskine i julegave og begyndte at gøre lidt ud af at lære de dér ting. Men praktiske ting har aldrig været min stærke side.

– Jeg er lidt rodet, så måske er det lige så meget en interesse. Jeg ønskede mig nok den boremaskine, fordi jeg havde brug for at erobre det rum sådan “jeg kan sgu godt klare mig selv!”

– Men det er ikke så vigtigt for mig mere at kunne alt selv, for jeg er ikke bange for at spørge om hjælp. Vi skal også turde læne os ind i hinanden.

Naturlig empati for udsatte mennesker

Hvilke værdier har du med hjemmefra?

– Hvis der var nogen, der var specielt udsatte, skulle man hjælpe dem med at komme med i kredsen – man skulle være opmærksom på dem, der ikke var med.

– Så jeg har en naturlig empati for udsatte mennesker, men jeg synes ikke, at jeg er god nok, hvis du tænker i et større perspektiv. Indimellem kan jeg godt tænke: “Hold da op, hvor er der mange ting, jeg burde kigge på!” Hvordan folk lever i andre lande, hvor de er enormt udsatte for alt muligt umenneskeligt.

– Jeg har rejst for Unicef og holdt nogle foredrag på et tidspunkt, og jeg støtter ret mange organisationer privat, men jeg har det en lille smule svært med den der kendis-velgørenhedsting, for jeg synes, at det handler mere om symptombehandling end om at finde ud af, hvordan vi egentlig gør noget ved problemet.

– Man kan jo godt få lidt åndenød over alle de mennesker, der lider i verden. Det har med privilegier at gøre, og vi er nødt til at anerkende og kigge på, at nogle mennesker er født i lande med privilegier, andre er ikke. Det kan betyde, at nogen skal afstå lidt, og at vi skal være bedre til at være her alle sammen – sammen.

– Jeg har så meget respekt for de mennesker, der arbejder ude i marken og prøver at gøre en forskel i verden, og jeg synes slet ikke, at der er respekt nok for dem.

Livets cyklus er smuk

Du fylder 50 næste år – er det noget, du har gjort dig nogle tanker om?

– Altså … jeg har en masse tanker hele tiden, især når jeg er imellem jobs, så kører den bare deroppe. Så jeg gør ofte status over livet og spørger mig selv, om der er noget, der kan blive bedre. Jeg er ikke nødvendigvis så optaget af at nå frem til konklusioner, mere at åbne via erkendelser om, at livet kan blive endnu større.

– Men selvfølgelig tænker jeg over alder – især i forhold til, at jeg nu har en søn på 12 år, der er vokset mig over hovedet.

– Jeg kan godt mærke, at det begynder at bide mig lidt i haserne, at jeg om ikke så mange år skal sende ham ud i verden. Ikke at det er en dårlig ting, men jeg kan godt blive lidt “uuuh” over at skulle give slip på den fase.

– Og så er der jo de fysiske alderstegn. Jeg har haft nogle dumme skader, og jeg kan godt blive lidt deprimeret over, at det tager lang tid at komme over dem. Men jeg behandler også min krop lidt heftigt indimellem.

– Jeg er ikke i særlig god form, og når jeg så lige pludselig eksploderer i fysisk udfoldelse og kaster mig ud i alt muligt, så er det ondt i nakken og ryggen og alle steder bagefter. Det er jo kroppen, der viser dig, at den ikke er helt ung længere.

– Og så tænker jeg da over, at jeg på en måde går ind i en ny fase nu. Jeg mistede min far for snart 10 år siden, men jeg har heldigvis stadig min mor.

– Men nu bliver hun jo ældre, det gør jeg også, min søn bliver voksen … Det er jo en cyklus, som i virkeligheden er enormt smuk. Jeg håber bare, at jeg er heldig at have det nogenlunde godt i krop og sjæl, mens alle de her ting, som er livet, sker.