Sugardating
14. september 2021

Jyttes mand sugardatede unge kvinder: "Han levede et dobbeltliv – og jeg anede det ikke"

Jytte Bille fik et chok, da hun opdagede, at hendes mand gennem 15 år havde spenderet en formue på unge kvinder. Hun tror ikke, hun er den eneste.
Af: Christina Bølling
Sugardating

Foto: Unsplash

– Jeg er ærlig omkring det, fordi jeg ved, hvor skamfuldt det er. Du føler dig vraget, ført bag lyset og alt mulig andet.

Sådan siger 69-årige Jytte Bille, der går rundt i sin solskinslyse lejlighed på Islands Brygge.

Med udsigt over København driver hun også sundhedsvirksomheden Stai, som hun skabte, da hun for fem år siden startede helt forfra i en moden alder.

Hun havde gæld, stod uden bolig og kæmpede med knuste drømme og et voldsomt raseri over, at det var kommet dertil for hende.

Hendes mand gennem 15 år, som hun troede, hun skulle blive gammel med, var sugar-daddy og havde levet et dobbeltliv.

Jytte Bille har hverken fået botox eller ændret noget i sit ansigt eller på sin krop.

De lette, hurtige skridt og strålende øjne og den levende udstråling skyldes efter hendes mening den glød, man får, når man tænker, at ”nu kan det fand’me være nok”, og tager føringen i sit liv i stedet for at gå ned.

– Hvis man altså har valget, for det ved jeg godt, at alle ikke har, understreger Jytte Bille.

Hendes historie starter som moden kærlighed mellem to mennesker; en historie, hun elskede at fortælle i mange år. Jytte Bille boede i Sydsjælland og arbejdede som selvstændig og havde et godt netværk.

Hun havde to voksne sønner, var skilt fra sønnernes far, og det eneste, hun måske savnede dengang i 1997, da sønnerne flyttede hjemmefra, var, ifølge hende selv, et voksent forhold med en jævnaldrende mand.

– Så møder jeg HAM. Det sker gennem fælles venner, da vi kom i samme vennekreds. I starten var vi rigtigt gode venner, men det udviklede sig. I 1999 blev vi et par.

– Han var en voksen mand og en stilfærdig type, som jeg kunne se mig selv blive gammel med. Han friede ret hurtigt til mig med slot, champagne og blomster og det hele, og det var alt sammen meget romantisk og meget rigtigt.

Hvad er sugardating?

Sugardating er et forhold mellem en ældre person og én eller flere yngre, hvor forholdet består i, at den ældre giver lomme­penge, oplevelser (f.eks. middage, rejser og hotelophold) eller gaver (f.eks. dyrt tøj og tasker) til gengæld for intimitet.

Intimiteten består hovedsagelig af seksuelle ydelser. På daten er der ofte en forventning om sex eller nogle gange endda en aftale om det.

Derfor kaldes sugardating af nogle også for gråzoneprostitution. En sugardaddy er den mandlige (ældre) partner i den mest almindelige sugardating-relation.

Kilde: Faktalink

– Det var ikke noget stort bryllup, vi var vel 40 stykker, men han sagde, at det var vigtigt for ham, at det blev fejret, for han følte for første gang i sit liv, at han havde mødt kærligheden.

– Jeg havde det ligesådan. Vi var passede godt til hinanden, var begge selvstændige – han havde en stor forretning, og jeg arbejdede med erhvervskunder.

– Han havde børn med stor aldersspredning, og jeg havde et virkelig godt forhold til hans børn, og mine to sønner var begge meget glade for ham.

Det fortæller Jytte Bille, som var lykkelig for at få en livspartner og nød både hverdagen med ham og deres fælles interesser og hang til oplevelser.

Det perfekte par

– Vi var vildt gode til at rejse sammen og til oplevelser. Jeg følte, at vi var sådan et rigtig godt par, og at vi begge var et godt sted i vores liv.

– Vi nød at være sammen med vores venner, vi elskede at tage på forlængede weekender sammen og var også på en fortryllende rejse med vores i alt fem børn.

– Der var intet galt i vores forhold. Jeg syntes, at han var meget tiltrækkende og stilfærdig, siger Jytte Bille, der var den udadvendte af dem. Hun dyrkede sport og trænede og passede sine veninder.

– Der var måske lidt jalousi i starten fra hans side, men jeg var meget åben og sagde: ”Se her, jeg har ikke noget at skjule, du må se det det hele”. Siden har jeg tænkt, at hans mistro allerede dengang var udtryk for, at han havde gang i ting bag min ryg.

– Jeg var fuld af tillid, satte aldrig spørgsmålstegn ved hans aftaler, når han eksempelvis skulle til bestyrelsesmøder ude af byen eller skulle mødes med sine kammerater.

Det var helt naturligt og i orden, fortæller Jytte Bille, der bekymrede sig for sin mands velbefindende på anden vis.

– Han tog 15 kilo på i vores ægteskab, og sexlysten var ikke den største, men jeg så det som et tegn på en midtvejskrise: Han befandt sig midt i livet. Det var finanskrise, og han var vel bange for at miste sin virksomhed.

– Jeg følte mig aldrig afvist af ham, selv om det seksuelle var lidt på hold, for han bedyrede altid, hvor meget han elskede mig. Det var snarere en følelse af, at han generelt manglede gejst og glæde; at han var lidt deprimeret.

– Han trak sig mere og mere begyndte ikke at gå i seng samtidig med mig. I dag ved jeg, det var fordi, han skrev med dem.

Hun får stadig hjertebanken, når hun skal tale om ’”den dag”.

Billederne væltede ind

– Min mand og jeg havde været i sommerhus med hans børn. Om aftenen gik mændene til den med øl og hyggede sig. Næste dag passede jeg børnebørnene, og om aftenen var jeg træt og trængte til at sidde og underholde mig med noget.

– Hverken min mand eller jeg var på de sociale medier. Det var faktisk noget, vi jævnligt talte om, hvor åndssvagt det var med Facebook og den slags.

Først tænkte jeg: ”Det er en af hans børns venner”, for hun var på samme ­alder, men så gik det op for mig, at han havde skrevet med pigen. Og med mange andre.

– Vi havde til gengæld hver en iPad til film og den slags. Jeg havde glemt min derhjemme, så jeg tog hans og må have trykket på noget, da det første billede dukkede op: En ung kvinde med langt, sort hår, meget nedringet.

– Først tænkte jeg: ”Det er en af hans børns venner”, for hun var på samme alder, men så gik det op for mig, at han havde skrevet med pigen. Og med mange andre.

De pornografiske billeder væltede frem, og pigerne var unge, fortæller Jytte Bille, der blev helt febrilsk.

I dag tænker hun på, om det måske har været en del af hans seksuelle game, at det var så let at opdage. Måske ønskede han, at Jytte skulle se det?

– Han havde mere end 100 unge piger som venner, og det væltede frem med porno.

Hun hyperventilerede, mens hun læste intime beskeder fra sin ægtefælle, vel vidende, at det gør man ikke. Men i situationen kunne hun ikke styre det.

– Jeg strøg ind i soveværelset, hvor han lå i sengen, og konfronterede ham og løb tilbage til iPaden inde i stuen helt forvirret.

– Inde i stuen forsvandt teksterne pludselig for øjnene af mig – jeg troede, jeg var blevet gal, men det var selvfølgelig, fordi han lå og slettede dem på sin telefon inde i soveværelset. Han kom ind i stuen og begyndte at stortude og sagde, at det ikke betød noget for ham.

– Han sagde, han elskede mig, men havde været bange for, at vi gik konkurs. Han bryggede løs og digtede historierne, mens vi talte. Det ved jeg i dag.

– Men lige der var jeg så chokeret, og jeg ønskede at tro ham. På et tidspunkt, mens han græd og forklarede, tænkte jeg: ”Ej Jytte, du skal også lade være med at overreagere. Alle mænd ser porno.”

Han havde brugt en formue

Jytte Bille bad sin mand om at lægge kortene på bordet dagen efter. Alle kortene. Hun håbede stadig på, at de kunne finde en vej videre sammen.

– Men inden da fik jeg en strøtanke: ”Jeg tror lige, at jeg tjekker vores konti.” Vi havde fælles økonomi. Jeg ringede rundt til nogle tilfældige hoteller og påstod, at min mands kort var blevet misbrugt af én i firmaet.

– Der var lynhurtigt gevinst, og på i hvert fald fem hoteller var der betalt dobbeltværelse, champagne og sushi til to personer. Et af stederne havde han fejret fødselsdag med en yngre kvinde, som han skrev med.

– Jeg var rasende og fattede ikke, hvordan han kunne være sammen med nogen på samme alder som hans egne børn.

Jytte Bille fandt ud af, at hendes mand havde brugt en formue på sugardating. Der kunne spores transaktioner tilbage til 2008, ”men så gad jeg ikke gå længere tilbage”, som hun siger.

– Inden det var helt slut imellem os, inviterede vi et vennepar over og var ærlige om krisen i vores liv.

– Dagen efter ringede de mig op og sagde: ”For det første: Vi går med dig. For det andet: Du skal ikke tro på ham; det er helt sikkert værre i virkeligheden.”

– De fik ret. Jeg sov ikke i dagevis, og i flere uger og når jeg gjorde, vågnede jeg op til et mareridt. Jeg fandt hele tiden nye ting: Der var hemmelige telefoner og mails. Det ramlede ned fra alle kanter.

– Én ting var set i bakspejlet virkelig godt for mig: Mine følelser for ham gik fra kærlighed til had. En aften blev han fysisk truende, og der gik det op for mig, at nu var han helt ligeglad med mig. Jeg havde afsløret ham. Jeg var ude i kulden.

– Dagen efter flyttede jeg på hotel. Der lå jeg og tænkte: ”Jeg er 62 år. Hvad skal jeg stille op med mit liv?”

Næste morgen ringede Jytte Bille til en erhvervspsykolog, hun havde mødt i forbindelse med sit job: ”Kan du ikke lige give mig et spark?”

Psykologens besked var hård og kontant: ”Okay, uanset, hvad du siger og gør, får du aldrig en undskyldning. Forskellen på mænd som din og andre mennesker er, at hans slags ikke kender til fortrydelse:

Han føler inderst inde, at han har lov til at have alle de unge piger i sit liv, han har lyst til. Det har ikke noget med dig eller dem at gøre. Det bliver aldrig anderledes.”

Hvorfor sker det her for mig?, pinte jeg mig selv i starten, men jeg stoppede hurtigt.

– Han havde ret: Min mand var ikke ked af det på mine vegne. Fra det øjeblik han blev afsløret – og det er åbenbart klassisk adfærd – ændrede han karakter, og det, jeg fik at se, var hans sande ansigt.

– Det kan godt være, at han kan det andet – altså spille empatisk og følsom – men det er ikke hans ægte jeg.

Da Jytte Bille indså, at hun ikke kendte den mand, hun havde været gift med, var der ikke mange spørgsmål tilbage til ham. Ikke noget at tale om overhovedet. Hun slap dog ikke for at stille spørgsmål til sig selv.

– ”Hvorfor sker det her for mig?”, pinte jeg mig selv i starten, men jeg stoppede hurtigt. Det skal man gøre for sin egen skyld, for jeg var jo ikke faldet for en, der ikke behandlede mig godt, men for en venlig mand, der var ”designet til at snyde”.

– Mine drenge holdt begge to af ham. Den ene, som er et rigtigt hjernemenneske, sagde bagefter : ”Og ham har man set op til”. Den yngste, som er mere følsom, led næsten mere end mig. Han var så skuffet.

At fortælle sine børn, at man er blevet taget ved røven, er svært. Jytte Bille måtte have fat i psykologen igen, og han havde flere kloge input.

For det første at ens børn er voksne og skal høre den sande historie, og for det andet at man som offer for en psykopat ikke skal straffes dobbelt ved at hemmeligholde det, man har været udsat for.

– Jeg skrev en sms og bad mine sønner komme klokken 19. Min ældste søn skrev med det samme: ”Hvad sker der, mor. Er du alvorligt syg?”

– Den yngste skrev: ”Mor, jeg sidder alligevel bare og kigger ud i luften efter din sms. Kan vi ikke komme lidt før?”

Det var, efter Jyttes udsagn, den vildeste forløsning at fortælle sønnerne sandheden.

– De slog ring om mig sammen med mine nærmeste venner, siger hun.

Efter et års choktilstand, hvor hun fortsat boede på hotel, slog hun en morgen øjnene op og tænkte: Nu kan jeg bruge resten af livet på at have ondt af mig selv, eller jeg kan gøre noget.

Hun startede med sig selv og sin fysik. Hun etablerede firmaet Stai, begyndte at lave kosttilskud og tog selv ud og underviste i sund livsstil i virksomheder og foreninger.

Men før hun kunne flytte sig selv og virksomheden til Islands Brygge, måtte hun i banken. Det var ikke sjovt.

– Min mand og jeg havde fælleseje, og jeg hang på halvdelen af gælden, indtil alt kunne deles. Efter 11 måneder gik jeg ned i banken og sagde: ”I kommer til at låne mig nogle penge” og fortalte historien.

– Der var en mandlig og en kvindelig bankrådgiver med til mødet. Jeg havde taget en A4-mappe med dokumentation med og lagde det frem.

– Jeg kan ikke holde mund mere, sagde jeg. Kvinden begyndte at græde, manden syntes, det var klamt.

Fem år senere

Jytte Bille kunne godt have undværet det hele, men når hun tænker tilbage, er hendes konklusion alligevel: – Gudskelov, at jeg opdagede det som 62-årig og ikke som 70-årig. Det havde været skidt.

Hun er ikke i tvivl om, at den lette adgang til porno og sociale medier er med til at fremme sugardating, som hun ser som et misbrug både for de unge kvinder (som vil have penge) og de ældre mænd (som vil have sex).

Hun synes dog, at dem, der ufrivilligt – som hun selv – bliver trukket med ind i afhængighedsforholdet, skal turde at sige fra og vride skammen af sig:

– Der er faktisk en del mænd, der har sagt til mig, at de synes, jeg skal tale mindre om det. Én sagde direkte: ”Du virker mere charmerende, hvis du ikke fortæller det … og det er faktisk ret almindeligt.”

– Øh, helt ærligt, siger Jytte Bille, der i dag har fået en kæreste.

Hvad hun havde forsvoret for fem år siden.

– Mennesker, der kan gøre gør én så ondt, skal glemmes; ellers har de magten over én, selv når man ikke længere er sammen med dem. Jeg ved godt, at det er svært, men det er eneste alternativ: Kom videre. Og jeg er et bevis på, at man kan.■

Læs også