Hun blev kaldt Ankers nye pinup og sammenlignet med en hest: "Jeg tror, at kvinder er lige så dygtige som mænd"

Det er ikke, fordi Almaz Mengesha ikke havde interesse for politik tidligere i sit liv. Det havde hun også, da hun havde små børn.

Alligevel var det først for fire år siden, da hendes børn var nærmest voksne, at hun aktivt gik ind i politik, og først i 2018 blev hun valgt til byrådet i Aarhus for Venstre.

– Jeg gik ikke ind i politik, før jeg havde voksne børn. Det var slet ikke noget, jeg overvejede, da mine børn var små. Mine prioriteringer var anderledes dengang.

– Sådan tror jeg, at rigtig mange kvinder har det. Vi ligger under for vores egen dårlige samvittighed over ikke at være tilstrækkelige forældre, hvis vi samtidig vil være dygtige på vores job og dygtige politikere.

– Det er, som om det stadig er mere acceptabelt for mænd, at de ikke er fuldtidsforældre, siger Almaz Mengesha.

Hendes daværende mand, som hun fik tre børn med, var derimod byrådspolitiker, mens børnene var små, og havde derudover en karriere ved siden af, mens Almaz Mengesha stod for alt, der havde med børn og hjem at gøre.

– Jeg tror ikke, at han var opmærksom på, at han kun kunne få sit liv til at hænge sammen, fordi jeg tog mig af alt det, der følger med, når man får tre børn.

– Det er ikke en anklage, men bare en konstatering af, at det kunne lade sig gøre uden støj og larm i baggrunden, fordi vi havde den kontrakt med hinanden, siger hun.

Samtidig er hun også klar over, at hun selv var med til at fastholde det traditionelle kønsrollemønster.

– Jeg tror, at hvis du dengang havde spurgt mig, om vi ikke bare kunne have byttet roller i en valgperiode, så jeg kunne stille op, ville jeg have sagt nej, fordi jeg alligevel syntes, jeg var bedst til at håndtere det med ungerne, lave legeaftaler, køre dem til fritidsaktiviteter osv.

Ifølge Almaz Mengesha ligger alt for mange kvinder som hende selv under for nogle strukturer, som er svære at bryde.

Blot hver tredje byrådsmedlem er i dag en kvinde, og der er kun 14 kvindelige borgmestre i landets 98 kommuner. Dvs. at kvinder sidder på under 15 procent af landets borgmesterposter.

– Jeg tror, at mange kvinder har svært ved at se sig selv som politikere, fordi der historisk har været så stor en repræsentation af mænd i det politiske liv generelt.

– Der er nogle meget fastgroede normer, og det har været mænd, der har sat dagsordenen, siger hun.

Politik bliver kvinders tredje job

Når vi til november skal stemme til kommunalvalget, ser det ikke ud til, at udviklingen ligefrem har taget kvantespring.

Det fortæller sociolog og leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde med kønsligestilling, Morten Emmerik Wøldike.

Instituttet har forud for det kommende valg lavet en prognose over, hvordan kønsfordelingen ser ud, hvis det går, som man kan forvente ud fra de opstillede kandidater.

Ifølge den vil kun 16 ud af 98 borgmestre være kvinder efter valget, hvilket kun er to mere end i dag.

– Det er en ret skæv kønsfordeling, vi ser i kommunalpolitik, som har været der i lang tid, og udviklingen mod en mere ligelig repræsentation af mænd og kvinder går meget langsomt.

– Vi halter desuden bagud i forhold til de andre nordiske lande, siger han, med henvisning til at Danmark er det land i Norden med den laveste andel kvinder i kommunalpolitik.

Det er bl.a. de årsager, som Almaz Mengesha peger på, der er forklaringen på skævheden.

For i modsætning til at være folketingspolitiker så er det ikke et fuldtidsjob at sidde i byrådet, og de færreste kan derfor leve af det uden at have et almindeligt job ved siden af, forklarer Morten Emmerik Wøldike.

– Vi ved fra flere undersøgelser, at kvinder påtager sig et større ansvar for det arbejde, der ligger i hjemmet og i forhold til børn og omsorg, og det har helt oplagt en betydning for, at kvinder ikke i samme grad som mænd har tid til at dyrke en politisk karriere ved siden af.

Samtidig bliver man i byrådene groft sagt aflønnet efter, hvor mange udvalg og poster man forpligter sig til, og det rammer især kvinderne.

– At være byrådspolitiker rimer ikke nødvendigvis godt med et liv med små børn. Vigtige møder i udvalg, byråd og med interessenter kan ligge på skæve tidspunkter, og der er jo reelt tale om et fritidsjob, som skal balanceres med ens øvrige jobmæssige forpligtelser og tilstedeværelse i hjemmet.

– Sat på spidsen kan man sige, at mens byrådsarbejdet er job nummer to for mænd, bliver det måske oftere job nummer tre for kvinder, hvilket jo er en barriere, siger Morten Emmerik Wøldike.

Mænd vælger mænd

Det er ikke, fordi kvinder ikke stemmer til kommunalvalg – faktisk stemmer flere kvinder end mænd – og de kvinder, der stiller op, har også lige så gode chancer for at blive valgt som mandlige kandidater.

Problemet er, at alt for få kvinder bliver opstillet. Det er der flere grunde til, forklarer valgforsker og lektor på Institut for Statskundskab i København, Karina Kosiara-Pedersen.

– Kvinder er mindre tilbøjelige til at stille op på eget initiativ end mænd, hvis de ikke bliver prikket på skulderen.

– Når man taler om at have politiske ambitioner, tyder internationale studier på, at kvinder trækker sig, hvis det handler om konkurrence. Mænd er generelt bedre til at stille sig op, sælge sig selv og konkurrere, siger hun.

Men hovedansvaret ligger hos partiorganisationerne, som er dem, der beslutter, hvem der stiller op i de forskellige kommuner – og dermed bestemmer kønsfordelingen.

– Det er historisk og også i dag mænd, der dominerer i de fleste partier, og vi ved, at mænd oftere vælger mænd.

– Derudover spiller anciennitet også ind i nogle partier, og det er ikke til fordel for kvinderne, som typisk ikke har 30 års politisk erfaring, siger Karina Kosiara-Pedersen.

En af dem, som alle årene har trodset statistikkerne og sprængt rammerne for, hvad kvinder kan, er 80-årige Ritt Bjerregaard.

Inden hun blev landskendt som folketingspolitiker og senere den første kvindelige overborgmester i København, blev hun valgt ind i Odense Byråd i 1971 mod alle odds.

– Jeg stod på en plads, hvor sandsynligheden for, at jeg ville blive valgt, var meget lille, men jeg fik lige præcis nok personlige stemmer til at komme ind, fortæller Ritt Bjerregaard.Hun mærkede allerede dengang, at der var forskel på køn i politik.

– Jeg ville gerne være med i byplanudvalget, og det var et rigtigt mandeudvalg, hvor mænd sad og diskuterede teknik, og de syntes overhovedet ikke, at der var nogen grund til at have kvinder der. Der måtte jeg for første gang øve mig i at stå fast, når der var noget, jeg gerne ville opnå, siger hun.

Ritt Bjerregaard har siden oplevet kønsforskellene ved flere lejligheder. Bl.a. har hun aldrig lagt skjul på, at det har givet hende nogle fordele som politiker, at hun ikke havde børn, fordi hun havde mulighed for at blive hængende sidst på dagen efter møder og netværke og dyrke politiske relationer.

Og så er hun ikke i tvivl om, at hun hele sin karriere har fået en hårdere medfart, fordi hun var en kvinde – blandt andet i den såkaldte Ritz-sag i 1978, hvor hun overnattede i en suite på luksushotellet Ritz i forbindelse med et møde i Paris.

Hun blev efterfølgende fyret som minister, selv om det kom frem, at hun ikke havde brugt flere penge end andre ministre.

– Noget af det værste var nok, da chefredaktøren for Berlingske Tidende skrev, at udnævnelsen af mig som undervisningsminister (i 1973, red.) mindede ham om, da kejser Caligulas ville udnævne sin hest til konsul, siger Ritt Bjerregaard, som også er blevet kaldt “Ankers nye pinup” i Ekstra Bladet, da hun blev minister i den daværende statsminister Anker Jørgensens regering.

Sexisme og online chikane

#MeToos anden bølge i Danmark, som Sofie Linde sparkede i gang for et år siden, har været med til at sætte en fed streg under, at sexisme findes – i særdeleshed i politik.

Og det er ifølge sociolog Morten Emmerik Wøldike en anden væsentlig årsag til, at det kan virke mindre attraktivt for kvinder at gå ind i kommunalpolitik.

Han henviser bl.a. til en undersøgelse fra KL fra 2020, som viste, at 18 % af de kvindelige respondenter har oplevet seksuelt krænkende adfærd i den nuværende valgperiode.

– #MeToo har afsløret, at sexisme og seksuel chikane også er et udbredt problem i kommunalpolitik. Den omgangstone og kultur, der er i lokalpolitik, kan være svær for kvinder at deltage i, og der er brug for at skabe en bedre kultur og miljø, hvor der er plads til alle, siger han.

Sexisme findes som bekendt også på Christiansborg, men den kan virke mere usynlig i kommunalpolitik.

– Der har været et stort fokus på sexisme på Christiansborg, men problemet findes også i kommunalpolitik.

– Det går måske nemmere under radaren, fordi der ikke er den samme årvågenhed og mediemæssige opmærksomhed på kommunalpolitik som politisk scene og arbejdsplads, siger Morten Emmerik Wøldike.

Kvinder oplever ikke kun kønsdiskrimination på rådhusene. De oplever også i højere grad end mænd diskrimination på baggrund af deres køn, når de deltager i den offentlige debat på bl.a. sociale medier.

– Vi ved, at kvindelige politikere og kandidater i højere grad end mænd rammes af chikane og trusler online på grund af deres køn.

– Det er selvsagt meget ubehageligt og kan få kvinder til at fravælge en karriere i politik, siger Morten Emmerik Wøldike.

Han bliver bakket op af valgforsker Karina Kosiara-Pedersen, som i øjeblikket er ved at færdiggøre en undersøgelse af netop det problem.

– Der foregår chikane, både sexchikane og generel chikane, i politik, og det er en udsat post at være politiker. Men som folketingspolitiker er man mere forberedt på at være i søgelyset og har måske lidt mere hård hud, hvor kommunalpolitikere ofte ikke har en lang politisk karriere bag sig, siger hun.

Karina Kosiara-Pedersen kan godt forstå, at nogle fravælger politik af den grund.

– Det er især hårdt med den chikane, der foregår online, men også den fra kolleger og vælgere, og kvinder skal stå model til nogle meget svinske kommentarer.

Når de samtidig føler, at de skal tage en særlig stor tørn, fordi de også har hovedansvaret hjemme, kan det hurtigt virke, som om der er flere ulemper end fordele, siger hun og tilføjer, at sexchikanen, vi ser online, ikke er ny.

– Debatten om tonen online handler mest om, at vi ikke har været online altid. Lur mig, om ikke både sexchikanen og tonen har været der altid, siger Karina Kosiara-Pedersen.

Kvinder mangler rollemodeller

Men er der overhovedet noget galt med, at der er så få kvinder i kommunalbestyrelserne? Ja, mener Morten Emmerik Wøldike.

– Helt grundlæggende er det et demokratisk problem, at der er så skæv en kønsfordeling i kommunalpolitik, fordi vi i et demokrati har brug for, at forskellige livserfaringer og interesser er repræsenteret i beslutningsgangene og deltager i at finde løsninger, også lokalt og regionalt, som tjener alle bedst muligt – uanset om det handler om daginstitutioner, ældrepleje, miljø eller de økonomiske rammer, siger han.

Det handler ifølge Morten Emmerik Wøldike ikke om, at det ene køn er bedre end det andet, men om, at forskellighed generelt giver bedre løsninger – hvad end der er tale om et byråd eller i en bestyrelse.

Byrådsmedlem i Aarhus, Almaz Mengesha, mener også, at det er et problem, at kønsfordelingen er så skæv.

Ifølge Venstre-politikeren skal vi ikke kun tænke på, at arbejdstiderne skal tilpasses, så også kvinder med små børn kan være med, fordi vi på den måde støtter fordommen om, at kvinder nok helst vil gå hjemme med deres børn. I stedet er der brug for rollemodeller, og så bør kvinder kræve opbakning hjemme.

– Jeg tror, at kvinder har brug for nogle forbilleder, som kan vise dem, at det godt kan lade sig gøre. Men det kræver også, at man tager snakken med sin partner og selv er villig til at slippe noget ansvar på hjemmefronten og acceptere, at man ikke altid er den bedste og eneste til alt, der handler om ens børn, siger Almaz Mengesha.

Da Ritt Bjerregaard i 2004 blev valgt til overborgmester i København, var hun efterhånden så kendt et navn, at hun ikke længere oplevede diskrimination på grund af sit køn, men som den erfarne politiker, hun var, kunne hun godt se, at der også her var forskel på køn.

Hun mener, at den manglende ligestilling skyldes forældede strukturer, som kan være svære at bryde med, og derfor mener hun, at kvoter kan være en løsning.

– Vi har brug for begge køn, og kvinder kommer bare med nogle andre vinkler på samfundet, som gør, at de prioriterer anderledes.

– Jeg tror, at kvinder er lige så dygtige som mænd, og hvis man ikke kan komme igennem pga. traditionelle systemer, hvor mænd tager posterne, er kvotering en chance for at vise, hvad man dur til, siger Ritt Bjerregaard.

Hun plejer at bruge sig selv som eksempel på, at kvoter ikke er så farlige. Hun er overbevist om, at hun selv blev valgt ind i Finansudvalget efter jordskredsvalget i 1973, netop fordi hun var en kvinde.

– Det var det mest prestigefulde udvalg dengang, og der var ingen, der vidste, om jeg kunne finde ud af det. Men for mig var det en kæmpe chance for at demonstrere, at selvfølgelig kunne jeg det, siger hun.

Brug for ligestillingsmål

Netop kvoter er også et af de redskaber, som Morten Emmerik Wøldike fremhæver som en del af løsningen, hvis vi skal have flere kvinder ind i byrådene.

Det har bl.a. Socialdemokratiet indført i Københavns Kommune, hvor partiet har besluttet, at mindst 40 % af de opstillede skal være kvinder.

Løsningen er det såkaldte flettelisteprincip, hvor hver anden kandidat er en mand, og hver anden er en kvinde.

– Det vil være rigtig godt, hvis alle partier får lavet en ligestillingspolitik med konkrete måltal for, hvordan de sikrer en bedre balance mellem kønnene i lokaldemokratiet, og hvor man i øvrigt også forpligter sig til at få en bredere og mere mangfoldig repræsentation på listerne til kommunalvalg, siger Morten Emmerik Wøldike.

Han tilføjer, at nogle partier i højere grad prioriterer, at det er vigtigere, at der f.eks. er kandidater fra det private erhvervsliv, og det er ofte på bekostning af ligestilling inden for bl.a. køn og minoriteter.

Derudover mener han, at der bør være bedre støtte til kandidater, der oplever seksuel chikane eller trusler på sociale medier, hvilket oftest er kvinder, så de ved, hvad de skal gøre, og hvem de skal henvende sig til, hvis de udsættes for de ting.

Sidst, men ikke mindst, tror Morten Emmerik Wøldike, at alt for mange ikke ved, hvad det egentlig vil sige at være kommunalpolitiker.

Han efterlyser derfor kampagner, der fokuserer på, at man faktisk kan få stor indflydelse på hverdagsnære ting som daginstitutioner, ældrepleje, grønne områder og bilfrie zoner.

Når man ser på f.eks. skolebestyrelser og forældreråd i skoler og daginstitutioner, er kvinderne nemlig gode til at melde sig og udgør en stor del af posterne, så det er ikke, fordi de ikke er interesseret i at have indflydelse. Men det er ikke det, man hører om.

– I medierne er der ofte mere fokus på politiske konflikter end på, hvad man egentlig laver og kan udrette og forandre som byrådspolitiker, siger han.