To kvinder er blevet dræbt, og det er kun januar. Kom nu med en plan
Foto: Nellie Møberg
Sent lørdag aften blev en 50-årig kvinde dræbt i Ebeltoft.
Da politi og ambulancer ankom til adressen var det for sent. Kvinden var blevet stukket flere gange, og kort efter blev hun af lægen erklæret død på stedet, skrev Ekstra Bladet.
Kvindens samlever er anholdt og sigtet for drab.
Det er kun tre uger siden, at en 24-årig kvinde blev fundet dræbt ved Amager Strandpark. Hendes kæreste blev sigtet for drabet.
Hvert år bliver gennemsnitligt 12 danske kvinder dræbt, fordi de har elsket nogen. Sådan har det været i 25 år.
Siden 2018 har femina i samarbejde med Danner sat fokus på vold mod kvinder.
I den tid er der blevet gjort fremskridt – bare ikke når det gælder statistikken for det antal af kvinder, der betaler den højeste pris.
For selv om kurven for drab generelt er nedadgående år efter år, bliver der begået ligeså mange partnerdrab – og det er den største enkeltstående drabstype, som bliver begået herhjemme.
Derfor har femina det seneste år sat fokus på det, som eksperter kalder det mest forudsigelige drab.
Vi har talt med en række eksperter og nogle af de modige kvinder, der kun med nød og næppe overlevede et voldeligt parforhold.
Sammen med Danner og flere andre organisationer, der arbejder for kvinders rettigheder, har vi efterlyst en ambitiøs national handleplan for, hvordan myndighederne skal forebygge partnerdrab i Danmark.
Enhedslisten og SF gør nu det samme, ligesom de kaldte regeringen i samråd i begyndelsen af året efter drabssagen fra Amager.
Partnerdrab kan forebygges, det ved vi. Som samfund er vi bare ikke gode nok til det.
En af dem, der siger det, er Søren Rye, som i dag er vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi.
Han har i en stor undersøgelse gennemgået 77 partnerdrabssager i en periode på 10 år. Og han håber, at de ting, han har fundet ud af, kan være med til at knække kurven.
Han har også selv prøvet at komme for sent. For 18 år siden blev Søren Rye som politibetjent sendt ud til et hjem i Helsingør i en sag, hvor en mand slog både sin søn og ekskæreste ihjel.
Det er sager som den, medier i årevis har omtalt som "familietragedier".
Sidste uge blev en mand i Silkeborg anholdt og sigtet for forsøg på manddrab. En vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi forklarede til Ritzau, at der muligvis var tale om "husspektakelslignende forhold".
Flere medier viderebragte den formulering. Det er ikke godt nok.
For når myndigheder og medier bruger den slags ord, får de det til at lyde som uheld.
Ting, der foregår "i privaten". Tilfældigt. Uundgåeligt. Men vi skal kalde det, hvad det er. Drab. Vold. En forbrydelse med gerningsmand og offer – og et strukturelt problem, et samfundsanliggende, hvor køn betyder noget.
Vi skal tale om, at det overvejende er mænd, der dræber kvinder
For det er overvejende mænd, der dræber kvinder.
Søren Rye peger i sin undersøgelse på forskellige tiltag. Ét af dem kræver noget af os alle sammen.
Vi skal blive bedre til at sige noget til nogen, når vi kender til eller har mistanke om vold i hjemmet. For partnervold og drab er fortsat omgærdet af tabu, myter og forkerte forestillinger.
Det er en fælles samtale, som vi har pligt til at tage – som naboer, medier og som samfund.
Og af vores politikere skal vi kræve en handleplan. Før det bliver for sent, igen.