Anna Mejlhede: "Jeg havde så ondt i brystet, at jeg næsten ikke kunne stå op"

For præcis et år siden var Anna Mejlhede på vej ud i sit skriveskur i haven på Læsø.

Det var en fantastisk flot og kold morgen, og da hun trådte ud på fliserne i sine vinterstøvler, havde hun ingen anelse om, at der var faldet isslag.

Hun gled, nej, fløj gennem luften, og landede direkte på sit bækken, der kvitterede med et højt knæk. Hun besvimede kort af smerte, hendes lille hund kom og snusede til hende, og hun fik krabbet sig ind for at finde sin mobiltelefon.

Ringede som det første til sin redaktør på nærværende blad for at meddele, at den ugentlige brevkasse blev forsinket, hvorefter redaktøren lettere chokeret bad hende om at ringe til lægen.

Da lægen endelig kom senere på dagen, var den sidste færge til fastlandet sejlet, og hun kom først på hospitalet i Frederikshavn næste dag. Her blev det konstateret, at bækkenet var brækket.

– De sagde, "hvis du bor alene, er det bedst, at du bliver her, til du kan gå", men jeg ville hjem. Der står i min journal: Patienten vil hjem! Jeg tænkte, "jeg bliver ikke raskere af at ligge her på hospitalet – jeg vil hjem til min ø", griner Anna, der dog satte hælene i, da de tilbød hende et gangstativ.

– Det kunne min værdighed ikke lige klare.

Hjem til øen kom hun med et sæt krykker og hjælp fra alle kanter. Også de uventede.

For det er ølivet i al sin smukke essens. Det nære samfund, hvor man stiller op, også selv om man ikke nødvendigvis kender hinanden.

– Der kommer også sådan en råstyrke op i én, og den der tryghed i, at det er gode mennesker, der vil mig det godt. Og jeg vil dem det godt, siger Anna, som blandt andet har sin grandkusine på Læsø, og i løbet af årene som feriegæst har hun fået nogle gode venner.

Ja, selv hendes fysioterapeut tilbød at købe ind for hende, da hun ikke selv kunne.

Kolde fødder

Der er 482 kilometer fra indre København til Frederikshavn. Herefter en sejltur på halvanden time for at nå Læsø langt ude i Kattegat, så vi mødes i København, hvor Anna er på et af sine jævnlige besøg.

Hun har møder på sit forlag, skal besøge sin datter, der fylder 23 og sin gamle mor på 96, der har overlevet covid.

Iført en buksedragt i mørkegrøn, bredriflet fløjl og diskrete guldsmykker ligner hun én, der lige er trådt ud af en smart café i København K, og hun kommer da også direkte fra besøg hos sine gamle venner i Nyboder, hjertet af det sogn, hvor hun var præst i ni år.

At livet på Læsø nu for alvor er gået i blodet på hende, er der ingen tvivl om. Men beslutningen om at flytte til en af Danmarks mest afsidesliggende øer blev lidt af en dans om den varme grød.

I 2019 sagde Anna Mejlhede op som præst i den historiske Holmens Kirke. Hun skulle være fuldtidsforfatter og bo permanent i sit sommerhus på Læsø, sådan som hun havde drømt om gennem lang tid.

Da hun havde sagt farvel til sin menighed, blev hun alligevel i tvivl om, hvorvidt forfatterdrømmen kunne bære, og hun blev pludselig "forelsket" i to menighedsråd i Visborg og Skelund, tæt ved Hadsund, hvor en stilling som præst var slået op.

– Jeg tror, jeg fik kolde fødder og tænkte, "hvad skal jeg leve af?"… og samtidig det med at slippe præstegerningen. Og så stod de bare der og var så skønne, de der mennesker i Skelund. Jeg sagde dog, at hver mandag, når jeg havde fri, ville jeg tage til Læsø for at skrive.

Sammenbruddet

Anna flyttede ind i præsteboligen i Skelund, men alt går som bekendt ikke altid, som præsten prædiker.

Det viste sig, at Anna skulle dække fire sogne og aldrig helt havde fri. Tid til at skrive var der slet ikke.

– Jeg brød sammen på prædikestolen en søndag. Det var en tekst, der handlede om bekymringer, og lige pludselig rendte tårerne ned ad kinderne, og det har jeg altså aldrig prøvet før.

– Det giver en meget speciel stemning i kirken, når præsten græder fra prædikestolen. Der var en del tilhørere, de vidste jo godt i forvejen, at jeg kæmpede med at være i den stilling, fortæller Anna, der fortalte sig selv, at hun bare skulle "op på hesten" igen.

Næsten det samme skete igen to uger senere.

– Under nadveren sad menighedsrådet så tæt på mig og kiggede på mig med deres kærlige øjne, og jeg var helt omtåget, for jeg vidste, at bagefter skulle jeg videre til næste kirke. Og så rendte tårerne bare ned ad mig under "dette er Jesu Kristi blod, dette er Jesu Kristi legeme". Det var frygteligt, jeg kunne ikke stoppe det.

– Jeg prøvede hele tiden at fortsætte, for man tænker jo, det går nok, det skal jeg nok klare. Det var faktisk graveren ved kirken, der fulgte mig ned til lægen, fordi jeg en dag havde så ondt i brystet, at jeg næsten ikke kunne stå op – lige før jeg skulle have konfirmander.

– Så blev jeg kørt på hospitalet. Der var ikke noget, men der kom en meget sød hjertelæge og sagde: "du skal sygemelde dig, for du har stress eller et sammenbrud, eller hvad man skal kalde det".

Efter en måneds sygemelding stod det klart for Anna, at hun måtte videre. Men menighedsrådet ville ikke sådan bare lade hende gå.

– De kæmpede virkelig for mig, det var så rørende, der var en fra menighedsrådet, der satte en engel i gips foran min dør med et kort hvor der stod, "vi passer på dig".

Hendes øjne bliver fugtige, og hun snupper et lommetørklæde fra sit flettede net, der ligger på bordet foran os.

– Det kommer helt bag på mig, at jeg græder nu … jeg har ikke talt ret meget om det siden.

Efterfølgende har hun bebrejdet sig selv, at hun ikke havde set det komme.

– Nogle gange træffer vi jo nogle valg, der viser sig ikke at være de rigtige. Jeg har også bebrejdet mig selv, at jeg i det hele taget rykkede teltpælene op. "Ville du virkelig så gerne skrive?" Det kan jeg stadig vågne i panik over om natten.

Har du fortrudt?

– Nej, men jeg tror, at når man udlever sin drøm, skal man bare vide, at den er jo ikke fantastisk hele tiden.

– Selv om det er det rigtige, man har gjort, så rummer drømmen også en masse usikkerhed og tvivl, og det gør den også jævnligt for mig. Hvorfor sagde jeg op? Men det gjorde jeg jo, fordi jeg vil det her!

Kan ikke få lov at forsvinde

Anna Mejlhede har flere bøger på sit CV, men det er hendes første roman, der er ude nu.

"Håbets ø" handler om kvinden Ifigenia, der flytter til Læsø med sin afdøde mands urne under armen og har svært ved at give slip på sorgen. Langsomt møder hun nogle af de lokale og knytter bånd.

Den alvorlige og langstrakte sorg har Anna stort kendskab til fra sit arbejde som præst.

– Vi har stadigvæk svært ved at tale om sorg, og det vil selvfølgelig altid være svært at leve med sorg. Når ens livs kærlighed er væk, hvem er du så? Men bogen hedder jo også "Håbets ø", for hun får jo ikke lov at være i fred, for vi kan ikke få lov at forsvinde.

– Vi er en del af en verden og et samfund, og det er der også noget meget smukt, fællesmenneskeligt og kærligt i. Det der med, at du ikke bare kan få lov til at passe dig selv.

Anna blev heller ikke overladt til sig selv, da hun brækkede bækkenet.

Gennem sine mange ferier på øen havde hun lært "Anette fra Uldstuen" at kende, og det var hende, der den første uge stod i forreste række med hjælp og nærmest madede Anna. Og det var hende, der kørte Anna til genoptræning, nærmest liggende i bilen. Annas grandkusine hjalp med indkøb og med at bære brænde ind.

– Anette har arbejdet med svært hjerneskadede i mange år, så hun kunne altså også godt hjælpe mig på toilettet, sagde hun. Hun kom og overnattede for at hjælpe mig. Og det er jo kærlighed.

– Det der med at være afhængig af andre menneskers hjælp var meget grænseoverskridende, men jeg var jo virkelig nødt til det. Intimsfæren forsvinder lidt på en ø. Og det har jeg ikke helt vænnet mig til endnu.

Opmærksomme læsere kan måske huske, at sidst Anna Mejlhede optrådte i spalterne her, boede hun sammen med sin mand. Hvor de står i dag, ved hun ikke helt.

Faktum er, at han i etaper flyttede fra Læsø tilbage til København, og som Anna siger: ”"Hvis vi var en coronatest, var vi inkonklusive". Hun flækker i et bredt smil og lukker sagen.

Faktisk er det okay, synes hun, at bo alene for nærmest første gang i sit liv. I et koldt træsommerhus, hvor brændeovnen og hjemmestrikkede sweatre hjælper hende gennem vinteren.

– Og jeg bor virkelig alene, ude i skoven … Det er sundt, det er også hårdt, men jeg kan mærke, at det er rigtig godt. Det er modnende.

– Der er mange, der skriver til mig om ensomhed, men det er jo et grundvilkår. Selv om man er sammen med nogen, er man jo stadig ensom, men derfor hjælper det stadigvæk, at vi fylder vores liv med ting, der interesserer os og med andre mennesker.

Naturen ejer dig

Når Anna rammes af et lynnedslag af panik over sit nye ståsted i livet, har hun faste rutiner for at få de negative tanker væk.

– Så tænker jeg over det og lader det passere igennem, og så er det overstået efter et par timer. Og så tager jeg til stranden. Det renser mine tanker og ilter mine følelser, og selv om man er alene, er man jo aldrig alene – jeg er en del af en verden, men også en del af naturen.

– Hvis jeg boede helt alene på stenbroen uden nogen mennesker omkring mig, så ville jeg være mere ensom. Men det der med at jeg kan gå ud og kramme et træ eller gå en lang tur med min hund ... Læsø er så smuk.

Hvad er det, ølivet gør ved dig?

– Jeg tror, det hjælper mig til at stille skarpere på at være menneske. For det hjælper mig til at sætte tingene i perspektiv. At jeg er et lille menneske, og universet er uendeligt, og naturen er meget stærkere end mig.

– Når man skal herover, skal man lige være sikker på, at færgen sejler … man bliver hele tiden mindet om, at naturen ejer dig, du ejer ikke den, siger Anna, som også har mange detaljerede beskrivelser af den specielle Læsø-natur med i sin bog.

– Når man bor på en ø, bliver man opmærksom på, hvor afhængig man er af hinanden, og at man skal opføre sig ordentligt. Man kan ikke tillade sig at blive sur på naboen, heller ikke selv om man synes, han er irriterende. Der er en af naboerne, der ryger cigaretter og smider skoddene rundt om søen og ude i skoven. Jeg tænker, ”for katten, så saml dog lortet op”, men hvad kan jeg gøre?

– Jeg kan sige det, og dermed trappe en konflikt op, men jeg kan jo også selv samle dem op på min gåtur – og smide dem i skraldespanden. Og det gør jeg! Det ville jeg jo aldrig gøre i København, dér ville jeg skælde ud, for det ville jo ikke være én, jeg kendte så godt.

I det hele taget har Anna fået udfordret sin rummelighed. Og det er godt.

– Det er sundt for mig at være sammen med nogen mennesker, der mener noget andet end mig. I København kunne vi blive enige om alt, og det er der jo ikke rigtig nogen udfordring i. Det kan være meget rart, men på Læsø bliver jeg hele tiden mødt af nogle andre.

– Lige da jeg flyttede over, var der et eller andet, og jeg sagde til min søster: "Det var da også for galt" og så videre. Så sagde hun: "Ved du hvad Anna, du holder fem minutter, hvis du kører på med den der … ”

Indtil videre har Anna dog svært ved at forestille sig livet på en anden måde. Hun elsker sin ø – men også sine besøg i København. Og så alligevel …

– Selvfølgelig tænker jeg på fremtiden, for skal jeg være her resten af mit liv? Hvad så, hvis jeg skal på plejehjem en dag – på Læsø, hvad med min datter, som bor i København.

– De tanker går selvfølgelig gennem mit hoved, men jeg kan ikke sætte år på. Jeg vil prøve at se, hvad der sker, og om jeg kan blive ved. Jeg har i hvert fald skitser til to bøger mere …