Lisbeth Zornig: "Det har altid været min overlevelse at trække mig, når der var optræk til konflikt"

Egentlig var planen, at vi skulle tale om skam og hemmeligheder.

De farlige hemmeligheder, der handler om, at nogen har gjort os ondt, og vi tror, det er vores egen skyld. Og den farlige skam, hvor vi ikke længere kan handle, fordi vi frygter andres fordømmelse.

Men det ender med, at jeg også kommer til at tale en del med Lisbeth Zornig om kærlighedens evne til at hele. Og det gælder både den kærlighed, vi får fra andre, og den, vi giver os selv.

Lad os begynde med hemmelighederne. I mange år har Lisbeth Zornig været en af de heltinder, der har indgydt andre mod til at komme ud af busken og fortælle om det allersværeste.

Det gjorde hun blandt andet ved for 10 år siden at udgive selvbiografien "Vrede er mit mellemnavn" om de voldsomme svigt og overgreb, hun oplevede i sin barndom. Men også med andre projekter.

Lige nu er hun for eksempel tindrende stolt over, at børnebogen "Hemmeligheder", som hun har skabt sammen med sin datter Freja Palsgaard Andersen og illustratoren Bolette Tygesen, er blevet en del af Red Barnets aktuelle kampagne "Stærke sammen", der forsøger at forebygge overgreb og vold mod små børn.

– I det konsulenthus, jeg drev i mange år, Huset Zornig, belyste vi udsathed fra alle mulige vinkler og stødte hele tiden på spørgsmålet om, hvorfor børn ikke turde sige, når nogen gjorde dem ondt.

– Med "Hemmeligheder" gjorde vi os umage for at skabe en bog, der giver børnene tryghed til at være ærlige, også om det, der giver dem mavepine hver dag. Derfor gør det mig utroligt glad, at Red Barnet nu bruger den i deres nye kampagne. Hvis jeg selv havde fået læst den højt i børnehaveklassen, havde jeg måske røbet flere af mine egne farlige hemmeligheder allerede dengang.

I stedet gemte Lisbeth længe på, hvor torturlignende forhold, der herskede i hendes barndomshjem.

Og senere, som voksen, delte hun heller ikke sin historie med mange, før hun var 42 år. Kolleger og tidligere studiekammerater blev derfor ret chokerede, da de kunne læse de grufulde detaljer om Lisbeths stedfars overgreb og vold i hendes selvbiografi.

– Jeg trådte først frem, da jeg blev udpeget som børnerådsformand, og det blev vigtigt for mig at fortælle de udsatte børn, at de ikke var alene. Og fortælle, at det faktisk er muligt for en som mig og for dem at få et normalt liv.

Mange tror, at man med sådan en baggrund er ødelagt for altid, men sådan er det ikke.

Ned fra piedestalen

Vi sidder ved bordet i det idylliske lavloftede baghus midt i Køge, hvor Lisbeth bor med sin mand, Mikael. Vinterlyset falder ind ad vinduerne, og der er nødder og kaffe på bordet. Her emmer af hygge, der gør det nemt at tale åbent.

Men der er også noget andet, som får samtalen til at flyde. Først og fremmest et nærvær og en ærlighed hos Lisbeth, der gør indtryk.

For hende er det blevet en naturlig del af hendes helingsproces at sige tingene højt. Men sådan har det ikke altid været.

Da hun for 10 år siden satte sig for at skrive om sin barndom, var det, hun kunne fortælle, så skørt, at hun var bange for, om folk ville tro hende.

– Men de troede mig, og det hjalp. Det gjorde godt, at andre også syntes, det var uhyrligt, det, jeg havde været igennem, og at andre også blev oprørte.

Hun endte med også at lave en dokumentarfilm, "Min barndom i helvede", hvor hun konfronterede både sin stedfar, mor og far.

Den blev set af over en million danskere og gør, at hun stadig i dag tit bliver genkendt.

– Forleden var der en pige på cirka 10, der så mig i Kvickly og kom hen og sagde, at hun bare ville fortælle, at dokumentarfilmen om min barndom havde gjort, at hun kom væk fra sin far, og at det havde betydet alt for hende.

– I baggrunden stod to kvinder, der så stolte ud, sikkert pædagoger fra et opholdssted. Den slags møder er nok til, at mine afsløringer giver mening for mig.

Men Lisbeth ville ikke være Lisbeth, hvis hun ikke straks bagefter indrømmer, at der også er fulgt ubehagelige ting med at blive kendt.

Hun vidste godt, at når formiddagsaviserne satte hende op på en piedestal, som de gjorde, ville de samme medier nyde at pille hende ned igen. Og den chance fik de i 2019.

Da gik Lisbeth nemlig konkurs med Huset Zornig, konsulenthuset, som var hendes hjerteblod, og hvor hun ville hjælpe de svage og udsatte. Ved den lejlighed mistede hun ikke bare sit livsgrundlag, hun var også skamfuld over at blive udstillet som utjekket.

– Pludselig blev jeg afsløret som den idiot, jeg altid havde følt mig som inderst inde, siger hun.

Alt kørte ellers godt, indtil den daværende socialminister Annette Vilhelmsen i 2013 på tv blev afsløret i at have tilbudt Huset Zornig en million kroner fra en af socialministeriets støttepuljer.

Pengene skulle bruges til at få flere udsatte til at stemme ved kommunalvalget. Problemet var, at tilbuddet blev fremsat, inden puljens ansøgningsfrist udløb, og før Zornig selv havde søgt om puljemidlerne, og det udviklede sig til en skandale.

– Selv om vi intet galt havde gjort, holdt telefonerne op med at ringe i Huset Zornig, fondene stoppede samarbejdet med os, og flere medier gik i gang med at forsøge at fælde mig i, at jeg nok havde fået flere "gaver". Derefter var det svært at få skruen i vandet igen, fortæller Lisbeth.

– Til sidst kom konkursen, fordi vi ikke havde penge til at betale skat. Jeg gjorde intet med en skummel bagtanke, men havde ikke styr på økonomien, det står jeg ved. Vi håbede hele tiden, at det ville blive bedre, og det var faktisk begyndt at lysne, men for sent.

Flov og skamfuld

Det var hårdt for hende at se sig selv på forsiden af Ekstra Bladet en uge i træk, men hun er ikke bitter over det. Sådan er spillets regler. Til gengæld var selve konkursen næsten umulig for hende at komme over.

Mens hun sad i retten, tikkede sms’er ind om, at hendes konti nu var lukket.

– Min kurator kørte efter os hjem. Han kom med ind i lejligheden og tog billeder af vores tæpper og malerier og skulle vide, om jeg havde pelse og smykker. Jeg har ingen pelse og kun min vielses- og forlovelsesring, så der var ikke noget at komme efter.

– Tæpperne er fra Ikea, og malerierne har min mand, Mikael, selv malet. Han var faktisk lidt skuffet over, at de ikke ville vurdere dem, for han mente godt, de kunne være noget værd.

Hun ler. Der er plads til humor, selv om hun åbenlyst er berørt af at tænke tilbage.

– Inden advokaten gik, bad han om bilnøglerne. Så kunne vi gå og kigge på vores bil nede på parkeringspladsen, som vi i øvrigt stadig skulle betale, indtil den blev hentet.

Det står lidt i en tåge for hende, hvor længe hun bagefter lå under dynen uden at spise og med alt for lidt søvn.

– Der er noget, der hedder Broken Heart-syndrom, hvor man simpelthen kan dø af hjertesorg. Det var jeg tæt på. Jeg havde altid haft det svært med ikoniseringen af mig, for jeg er bestemt ikke selvglad.

– Jeg er ærekær, men det er funderet i et lavt selvværd, og jeg er aldrig tilfreds med mig selv. Den utilfredshed blev jeg kun bekræftet i med konkursen.

– Her var jeg blevet hyldet som en af de mest magtfulde meningsdannere, et år var jeg nummer to lige under Margrethe Vestager, og nu blev det afsløret, at jeg ingenting kunne, ingenting var værd. Rent fysisk var det svært for mig at træde ud ad døren her i Køge. Jeg kunne ganske enkelt ikke se folk i øjnene.

Den katastrofefølelse, der også hang over hende, da hun var lille, dukkede op igen. Hun var 51 og anede ikke, hvad hun nu skulle stille op.

Fysisk var hun også slidt. Siden hun var barn, har hun lidt af den alvorlige tarmsygdom colitis ulcerosa. Da hun var 36, blev hun indlagt akut og fik fjernet hele sin tyktarm. Senere har hun fået lavet flere opfølgende operationer og har haft svært ved at optage næringsstoffer fra maden.

Det tærede på hende. Desuden havde hun i årene som direktør for Huset Zornig ikke passet godt nok på sig selv. Hun havde taget 10 kilo på, hendes hår var blevet tyndt, og hun havde fået konstateret psoriasis.

Til sidst var Mikael, hendes mand, desperat over, at Lisbeth lå der i sengen og bare blev mere og mere elendig og ked af det.

– Han kender mig godt og ved, at han ikke kan sige, at jeg skal stå op og tage mig sammen. Det er ikke sådan, jeg fungerer. Jeg er ikke god til at række ud og går heller aldrig i terapi, selv om jeg anbefaler andre at gøre det.

– Jeg opfører mig mere som et såret dyr, der kryber ind under et træ og slikker mine sår, indtil de er helet. Men denne gang ville sårene ikke hele.

Tigerdyrskuren

Vendepunktet kom først, da Mikael lagde "Sundhedsrevolutionen", en bog af den svenske videnskabsjournalist Maria Borelius, på Lisbeths natbord.

Borelius havde selv fået en røvtur, da hun mistede en ministerpost i Sverige, fordi hun kom til at røbe, at hun som ung havde benyttet sig af sort dagpleje.

Hendes helbred brød sammen, og hun satte sig for at undersøge, hvordan hun blev stærkere fysisk og mentalt. På en eller anden måde trængte hendes budskaber igennem tågen til Lisbeth.

– Mikael vidste, at jeg er god til at nørde og kan fokusere, når jeg får det rigtige spor at gå ud ad. Først læste jeg Marias bog og begyndte at lave de vejrtrækningsøvelser, hun foreslog, og blende noget frugt og grønt.

– Stille og roligt fik jeg sat min træning i system, begyndte at vinterbade og gik lange ture og opdagede naturens helende kræfter. Det er egentlig ret vildt, så hurtigt de ændringer gav mig nyt livsmod og ny energi.

Efterhånden har hun selv tilføjet andre livsstilsændringer til sin kur. Ud af køleskabet hiver hun en kraftsuppe, hun har kogt på nøgleben og bruger i alle sine sovse og supper, og som giver hende et ordentligt skud dagligt collagen.

– Det har fjernet mine ledsmerter og også min psoriasis. Det med at genopdage, hvor meget sådan en suppe kan gøre, er nok det, flest tager med sig hjem fra mine foredrag om sundhed.

Hun viser, hvordan hun på en hylde ved siden af spisebordet har en slow cooker, så suppen kan stå og passe sig selv de 12-24 timer, den helst skal koge.

I løbet af dagen indtager hun også fast omkring et kilo frugt og grønt. Og så holder hun det, hun kalder lange spisepauser. Ofte får hun sit første måltid midt på dagen og stopper med sit sidste klokken 20. På den måde giver hun plads til den vigtige oprydningsproces i sin krop.

Lige så stille begyndte folk at kommentere, hvor pænt hendes hår og hud var blevet, hvor meget lys hun havde fået i øjnene igen, og at hun havde tabt sig. De spurgte, hvordan hun dog havde båret sig ad.

– Og så stykkede jeg et foredrag sammen, der hedder "Sundhed, selvværd og livskrise – Tigerdyrskuren". Det kalder jeg det for at vise, hvor nemt og sjovt det er, og at det ikke er et afsavnsregime.

– Det er blevet en stor succes, som jeg har holdt for vel efterhånden 35.000. Jeg begyndte også at skrive alt det ned, jeg gjorde, og lægge mærke til, hvad folk længtes efter at få svar på, og det samlede jeg i bogen "Zornigkuren".

I dag har hun det strålende. Hun ville gerne være konkursen foruden, men når det nu skulle være, har den forandret hendes liv i en god retning, og også hendes parforhold er kommet styrket ud af krisen.

Hun og Mikael har kendt hinanden i 14 år, de blev gift for otte år siden, men valgte i lang tid at bo hver for sig.

– Det var aldrig gået, hvis vi havde tvunget vores mange børn til at leve sammen. De er som ild og vand. Derfor flyttede jeg først ind hos Mikael for tre år siden, hvor alle mine børn var flyttet hjemmefra. Nu bor kun Mikaels yngste søn på 18 hjemme hos os, og det fungerer fint.

Lisbeth er ikke nem, hvad kærlighed angår, siger hun. I mange år var hun sikker på, den ville forsvinde imellem fingrene på hende lige om lidt, og indrettede sig derefter.

– Men det hjælper, at jeg er blevet bedre til at sige, hvordan jeg vil have det, og til at indrette mig efter Mikael. Da vi først mødte hinanden, var jeg helt OCD-agtig og gik op i, hvordan knivene stod i opvaskemaskinen og den slags. Faste vaner og rutiner var for mig lig med tryghed, så jeg ville have kontrol med stort og småt.

– Efterhånden er jeg blevet bedre til at slippe kontrollen, og Mikael og jeg er smeltet sammen. Vi kan endda tage os i at sige det samme og lægge mærke til det samme.

Det er sket med alderen, siger hun. Allerede tidligt i deres forhold hev Mikael hende med i parterapi, så hun kunne blive god til at skændes.

– For det har ellers altid været min overlevelse at trække mig, når der var optræk til konflikt. Men det går ikke, når man er gift.

For at pleje kærligheden har de desuden lavet nogle regler, som de lever efter. Som udgangspunkt betragter de for eksempel ikke kritik som et angreb, men har lovet hinanden i stedet at forsøge at forstå, hvad der får den anden til at reagere sådan.

– I det hele taget prøver vi at være så gennemsigtige som muligt. I begyndelsen kunne jeg godt tjekke Mikael ret meget, fordi jeg var sikker på, han ville bedrage mig med en anden. For os har det virket godt, at vi har lov til at gå ind på hinandens telefoner, det giver ro på, og nu er jeg nået dertil, hvor jeg stoler på ham og ikke behøver at gøre det.

Der er også regler om, at de skal have masser af elskov og have det sjovt hver dag. Det sjove består blandt andet i, at de skriver krimier sammen. I alt seks er det blevet til.

Den nyeste hedder "Konkursklubben" og handler om … ja, om de hævntanker, der kan komme op i en, når man går konkurs.

– Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, ler hun.

– Krimierne er vores fælles børn. Vi taler meget om, hvordan vores plot og karakterer skal udvikle sig, når vi går vores lange ture rundt i byen.

Hun vil virkelig arbejde på, at deres forhold kommer til at holde altid.

– Det er enormt trygt at kunne sige, at vores plan er at holde fast i hinanden, til døden os skiller, og så virkelig tro på, at det er muligt.

En anden ambition er, at hun vil være en sund og stærk farmor og mormor, der selv som rigtig gammel kan være noget for sine børnebørn.

Allerede nu kommer hendes ældste barnebarn, Harald på tre, tit og sover, og hun elsker det. Hun har også andre ambitioner og mange drømme om stadig at kunne gøre noget for de udsatte, men de to er de vigtigste lige nu.