"Når man tager sådan nogle stoffer, føler man sig som supermand"

Ladcyklen passer godt til Pernille. Chanel-øreringene gør det samme. To sider af samme liv. Hun er lige blevet millionær.

Hun og kompagnonen Rasmus Kolbe – alias Lakserytteren – solgte sidste år deres influencer-firma WeAreCube for et tocifret millionbeløb i den pæne ende.

Pernille fortsætter som direktør. Rimeligt imponerende, når man tænker på hendes baggrund.

– Jeg vil gerne vise de unge derude, at man ikke behøver ende det forkerte sted, selv om man har haft trange kår, en hård opvækst eller har været stofmisbruger og HAR været det forkerte sted. Som mig. Det er bare sådan, jeg er.

– Jeg tror helt klart, det har noget at gøre med min opvækst. Både det at have været i et hårdt miljø og ikke at have nogen forældre omkring mig. Jeg har skullet skabe en urkraft, en fandenivoldskhed og udvikle rundsave på albuerne, så jeg kunne stole på, at jeg nok skulle klare mig igennem livet.

Spørgsmålet er, hvor meget mere Pernille skal opnå i tilværelsen, før hun føler sig helt tryg, renset mentalt, nogenlunde dæmonfri, sikret økonomisk.

Og før hun holder op med at sabotere sit kærlighedsliv. Nisser har det med at flytte med.

Alenemor

Greve på den københavnske vestegn i slutningen af 1980’erne. Pernille er tre år, hendes forældre er blevet skilt, moren er flyttet fra Jylland til Sjælland med Pernille og hendes storebror.

– Så så jeg ikke min far igen, før jeg var 15 år. Min mor havde et hårdt liv som alenemor. Der var aftener, hvor hun var meget ked af det og talte med sin mor om, at pengene ikke helt rakte til noget som helst. Der blev skabt noget i mig, jeg vidste, at DET ville jeg aldrig nogensinde byde mine egne børn.

– Nu bliver jeg helt rørt … For nu er jeg selv blevet alenemor, og … jeg klarer mig heldigvis rigtig godt, det ser også ud, som om min fremtid er sikret, selv om der aldrig er noget, der er SÅ sikkert, at det er helt sikkert. Der er en iboende frygt. Måske er det hele bare et fatamorgana, haha. Måske eksisterer det slet ikke.

Hvorfor græder du lige nu?

– Jamen … af omsorg for min egen indre lille pige, tror jeg. Jeg bliver både ked af det på mine egne vegne. Og på min mors.

Madpenge

Da Pernille var 11 år, fik moren en alvorlig sygdom, som hun på nærmest mirakuløs vis overlevede, men hun var indlagt i otte måneder:

– Vi havde ikke nogen far. Og dér blev vores mor ligesom taget fra os. Der skulle jeg klare alting selv. I de otte måneder var vi bare min storebror og mig derhjemme.

– Han var 15 år og ville egentlig bare gerne købe øl for de penge, vi havde i vores lille hvide pengekasse. En gang om måneden gik jeg ned i Unibank med en lille bankbog og hævede en måneds madpenge. Vi havde 50 kroner til hver dag.

Var der ingen i familien, der involverede sig?

– Jo, nej, altså det var meningen, at min mormor og morfar skulle hjælpe os, men de var vel på besøg en gang om måneden. De var der bare ikke, de lever ikke mere, så jeg kan ikke spørge dem hvorfor. Jeg tror, min mor handlede sådan, fordi hun ikke ønskede for os, at vi skulle fjernes fra hjemmet. Men altså, selvfølgelig var huslejen betalt, og vi havde jo også vand og varme, og …

Men du var 11 år?

– Ja, du har fuldstændig ret. Jeg kan ikke se, hvordan sådan noget nogensinde skulle kunne lykkes for min egen datter. Det kan være, jeg fælder en tåre, når hun bliver 11, for hold da kæft, hvor har det været hårdt. Det er ikke rart at tænke tilbage på.

– Men der sker dét, at jeg virkelig finder ud af, at jeg bare ikke sætter mig ned og græder over noget. Det eneste, jeg kan tænke på, er, at jeg bliver nødt til at få familien og mig selv til at fungere, så jeg ikke pålægger min mor yderligere bekymringer. For det eneste, det handler om, er, at hun skal overleve.

P-piller

Dagens ret: Spaghetti og pølser med remoulade eller ketchup.

– Eller kartoffelmos på brev. Du ved – nogle af de der ting, som var nemt og smagte fint. For jeg havde også ansvaret for at lave maden. Men altså, vi klarede det. Jeg gik i skole hver dag. Og var selvfølgelig meget ældre, end jeg var, fordi jeg pludselig blev pålagt sådan et stort ansvar. Det betød også, at jeg, da jeg var 12 år, fik en kæreste, der var 19. Jeg fik p-piller.

Som 12-årig?

– Ja, præcis. Jeg havde et normalt fungerende forhold. Eller normalt og normalt … Men jeg havde et forhold, det varede et år. I dag tænker jeg ikke, "gud, hvor var det forkert". Jeg var altså voksen nok til det. Jeg styrede jo en husholdning.

– Jeg havde også meget ældre venner. For jeg havde ikke nogen familie, min mor lå på hospitalet, min far var ikke til stede, så jeg fandt en gruppe mennesker, der fungerede som en "familie". De var 15, 16, 17 år, og det var noget med at gå til privatfester og hænge ud med hinanden.

Undervejs: Et selvmordsforsøg.

– Egentlig allermest måske for at få noget opmærksomhed, hvis jeg skal prøve at finde ud af, hvad det handlede om. Jeg havde fået at vide af lægen, at man kan slå sig selv ihjel, hvis man tager jernpiller. Smart sagt, ikke? Så jeg tømte et glas jernpiller.

– Sekundet efter prøvede jeg at kaste dem op, men det kunne jeg ikke, så jeg blev hentet i ambulance og indlagt på hospitalet og kom til udpumpning.

På det tidspunkt var Pernilles mor blevet rask og var rejst til Hawaii for at lave healingrejser. Så Pernille var alene igen.

– Min mor havde set lyset i delfiner og havde set, at det liv, hun havde som alenemor, højst sandsynligt ville gøre hende syg igen. Så hun fandt sin stærke entreprenørånd frem og lavede rejser til Hawaii med skleroseramte, handicappede og kræftsyge. Det var dér, hun var, da jeg tog de her piller, så jeg måtte ikke komme ud fra hospitalet, før hun kom hjem.

Var du vred på din mor?

– Ja, i en kort periode, men jeg tror også, jeg meget hurtigt indså, at hun gjorde det bedste, hun kunne. Jeg synes faktisk, hun var sej.

Speed

Da Pernille var 14 år, mødte hun "en rigtig sød mand" på 23 år. De flyttede sammen og var sammen i tre et halvt år, men:

– Ham gik jeg også fra. Jeg var kommet i gymnasiet og begyndt at gå i byen i København og hænge ud med alle drengene fra Christiania. Og komme ind i et stofmisbrugsmiljø.

– Jeg prøvede speed første gang, da jeg var 14 år. Det var det, der var nemmest tilgængeligt, og det, der var billigst, og det var sådan et partydrug. Jeg blev fuldstændig besat af det, for første gang følte jeg mig hel indeni.

– Når man tager sådan nogle stoffer, føler man sig som supermand. Og man føler at alle ens fejl forsvinder. Allerede dengang har jeg vel bokset med en masse ting, som ikke nødvendigvis var kommet op til overfladen, de lå bare og ulmede inden i mig.

Hvordan får man råd til de stoffer?

– Øh, jamen, det heldige er, at når man er pige eller kvinde og går i byen, er der typisk altid mænd, der gerne vil betale for en. Og man hænger ud med nogle, der selv … er "supplyere" af de her stoffer, er der fri adgang til dem også. Jeg var omkring 17 år, da jeg begyndte at gå i byen inde i Boltens Gård og hænge ud i det miljø med alle de her drenge fra Christiania.

– Og så begyndte det virkelig at tage fart – jeg endte ude af det forkerte spor. Det var slemt. I løbet af de tre år, der gik, tog vi i hvert fald kokain tre dage om ugen. Det sidste år drak vi også fantasy, som er lavet af fremkaldervæske, det er noget helt forfærdeligt noget. Det drak jeg måske fem dage om ugen.

Hvordan kunne du holde til det?

– Jamen, jeg gik på arbejde. Jeg arbejdede på en restaurant, så jeg kunne jo godt være på kokain, selv om jeg var på arbejde.

Var der ingen, der opdagede det?

– Nej, for så gjorde min chef det måske også, og måske gjorde vi det sammen, ikke? Det var det miljø, jeg var i. Det var min familie, vi var altid oppe, der var altid en fest, der var altid mennesker, der var altid en … flugt i det. For det er jo at flygte fra virkeligheden. At være på kokain og drikke hele tiden.

Hun vidste godt, det ikke var "superhensigtsmæssigt" og forsøgte et par gange at komme væk. Da hun blev 18 år, tog hun syv måneder til New York som au pair.

– Der røg jeg "kun" noget pot og lidt hash og rørte egentlig ikke kokain. Men så kom jeg hjem igen, og så faldt jeg i igen.

Næste forsøg: Hun rejste til Spanien i et halvt år. Kom hjem igen.

– Jeg lejede et værelse i en lejlighed. Mellemhandlermennesker mangler ikke penge. Det var en stor, fin lejlighed, der var altid fest, og der var bordel i kælderen, så der var altid masser af smukke piger og masser af mennesker og ja … det var det liv, jeg levede. Dem, jeg boede sammen med, lavede selv fantasy, så der var enormt let adgang til det.

Vendepunktet var voldsomt:

– Min ekskæreste forsøgte at begå selvmord på de stoffer, han tog. Han skrev et selvmordsbrev. Da det skete, havde jeg taget kokain hele natten. Så jeg tog rohypnoler for at sove – nogle ekstra, ellers kan man ikke falde i søvn, hvis man har taget lidt for meget kokain.

– Det er jo virkelig sindssygt. Det lyder, som om det ikke en gang er mig selv, jeg taler om. Men jeg blev vækket af nogle venner en time efter. Helt rundt på gulvet. Jeg sad bare alene på Rigshospitalet i tre dage, hvor han var i koma og tænkte: Nu må jeg simpelthen finde mig et fornuftigt liv, for jeg kan ikke være i det her mere.

Delfiner

Pernille bad ejeren af den restaurant, hun arbejdede på, om hjælp og fik lov til at flytte ind i hans spisestue. Da hun fyldte 20, gav han hende en flybillet til Hawaii, hvor hendes mor boede.

– Så jeg tog til Hawaii i tre måneder, stoppede med at tage stoffer, stoppede med at ryge hash, stoppede med alt. Min mor reddede mig faktisk, eller hendes livsform reddede mig, for hendes liv var vilde delfiner og spirituelle mennesker og at åbne sig for den del af livet.

Kunne hun ikke have reddet dig forinden?

– Jeg tror ikke, hun vidste, hvad der foregik. Det har nok altid været min fornemste opgave at sørge for, at min mor ikke skulle bekymre sig om mig. Men Hawaii var virkelig "wauw". Du ved – at komme fra det hårdeste stofmisbrug til at ligge i vandet med 100 delfiner.

– Det var virkelig som helvede og himmel. Jeg blev i tre måneder. Da jeg kom hjem, var jeg kun hjemme i en uge, for jeg var SÅ tæt på at ryge tilbage i det gamle miljø, så jeg skyndte mig ud igen og blev skibums i Val d’Isère i syv måneder, hvor vi drak rigtig meget, men aldrig rørte noget som helst andet. Så var jeg ude af det. Det tog faktisk et år at komme 100 procent ud af det.

Det lyder, som om du kunne være død flere gange?

– Ej, jeg vil alligevel ikke sige, at jeg nogensinde har været dér. Jeg har f.eks. ikke været vågen tre dage i træk. Jeg havde alligevel altid min fornuft med mig. Jeg har aldrig nogensinde bare drukket tre flasker whisky og taget så meget kokain, at jeg troede, jeg ville dø af det. Jeg har altid brugt det i partyregi, på den måde har jeg måske alligevel altid været lidt forsigtig.

– Jeg opdagede også, at jeg fik angst, da jeg gik i byen og tog kokain, fordi der til sidst bare var sådan en dårligdom i det. Det var jo ikke bare kærlighed og fester. Jeg fik bare angst og angst og angst, for hver gang jeg tog mere kokain. Det var nok også det, der var med til at presse mig ud af det, for pludselig var det ikke rart at være i det her festregi. Jeg sad bare på en stol og var bange.

Angsten er der stadig.

– Det er det, jeg kalder "min ondt i maven", som jeg også bruger som guide i dag. Min intuition, der hele tiden guider mig i, om jeg gør det rigtige eller det forkerte.

Der er med andre ord et oprydningsarbejde. Den der nisse …

– Jeg har været på meditationsretreat 33 gange, det er virkelig et værktøj, som hjælper mig enormt meget igennem alle mine følelser og frygt og angst og bekymringer, og hvad jeg ellers bærer rundt på. Da jeg begyndte på det, fik jeg åbnet for Pandoras æske og begyndte at se på, hvad det er for nogle mekanismer, jeg har i mig. F.eks. i forhold til, at jeg altid har forladt alle mine mænd. Det gælder alle de forhold, jeg har haft. Jeg står jo som alenemor igen med to børn med to forskellige mænd.

– Så det er jeg stadig ikke så god til. Jeg begyndte for alvor at kigge på det for 12 år siden: Hvad er det i mig, der gør, at jeg ikke kan forblive i noget – i en kærlighedsrelation eller en familierelation?

– Der begyndte jeg selvfølgelig at pålægge min mor skylden, for det var lidt det samme, hun havde været igennem. Først og fremmest at forlade min far, derefter blev hun indlagt på hospitalet, og så lavede hun healingrejser til Hawaii, så hun fortsat faktisk ikke var hjemme.

Angst

Det indre drive handler udelukkende om at komme et sted hen, hvor der er tryghed:

– Selvfølgelig. Så kan man spørge, er det en rigtig eller en falsk tryghed. Jeg er i hvert fald på papiret millionær, men der er ingen forskel på, hvordan jeg følte før, og hvordan jeg føler nu. Penge kan godt give en frihed, men hvad nu hvis jeg ikke har det godt inden i mig selv? Jeg lider af angst, og så er det fuldstændig ligegyldigt, om jeg har 2 millioner eller 37.

– Hvis jeg ikke arbejder med mig selv – uanset hvor mange penge, jeg har – kan jeg ikke gå hjem og være forbillede for mine børn. Så kan jeg måske vise dem nogle forkerte ting. Jeg prøver virkelig først og fremmest at stå op for mig selv. Det at være millionær har ikke nogen stor indflydelse på, hvordan jeg føler, når jeg vågner om morgenen. Jeg kan stadig godt have min angst og min tvivl.

Dæmoner?

– Hmmm. Jamen, jeg synes måske, at jeg ikke har gjort det godt nok i forhold til, hvordan jeg har … altså forvaltet mine ægteskaber. Der kan jeg godt have en stor “error” blinkende over mit hoved. Jeg fortryder ikke de beslutninger, jeg har taget, men det ER jo ikke lykken at få et barn med en mand, blive skilt fra ham, møde en ny mand, få et barn mere og så blive skilt fra ham.

– Slet ikke når min lille dreng kun lige er fyldt to år. Der er helt klart noget inden i mig, som jeg skal have kigget på, i forhold til om jeg nogensinde tør kaste mig ind i en kærlighedsrelation igen.

Saboterer du dine forhold?

– Jeg finder fejl. Samtidig med at mine indre dæmoner får lov til at blusse for meget op. Og hvis jeg ikke har en mand, der selv kigger på, hvad HAN har af indre dæmoner, som jeg selv gør, er det svært, fordi mine dæmoner larmer så meget.

– Så vil der ikke være nogen forståelse i ham, der bliver bare lukket ned, og det er præcis som ikke at have nogen far. Så larmer det så meget inden i mig, at jeg enten må hoppe ud fra en bro eller er nødt til at forlade det forhold, jeg er i. Der tager jeg selvfølgelig det sidste.

Far

Sagen er jo, at når man ikke har haft en tæt faderfigur, kan man mangle et mandekompas.

– Mit seneste retreat hed "Det indre ægteskab". Der gik det virkelig op for mig, at jeg har søgt to ting i mine mænd. Det ene er penge og driftighed. Jeg skal have en mand, jeg kan sparre med omkring min business, men ikke mindst: penge i forhold til tryghed.

– Det andet er, at jeg har ledt efter min far, og så længe jeg bliver ved med at lede efter min far, bliver det aldrig et ligeværdigt forhold. For de mænd kan aldrig opfylde det behov, jeg har. Det behov skal jeg fylde op inde i mig selv. Og jeg kommer til at stå fuldstændig alene, indtil jeg kan finde ud af det, ellers ender jeg nede ad den samme vej igen.

Det er første gang i 16 år, at hun er alene.

– Det ville være synd at sige, mændene ikke banker på døren, og jeg bliver altså prøvet, for det er ikke kedelige mænd, der kommer forbi. Wauw! Men det er ikke de rigtige mænd, for det er den samme type, som jeg er faldet for tidligere. Jeg bliver nødt til at lukke ned for det, ellers gentager jeg mig selv.

Har du et brugbart forhold til din far nu?

– Nej. Det kan jeg ikke have. Jeg har det forhold til min far, at vi skriver på Facebook med hinanden, han bor i Spanien og vi ses nogle dage om sommeren. Jeg har sjovt nok egentlig altid sagt, at jeg ikke synes, det har betydet noget for mig, men for søren hvor har det betydet meget for mig, at han ikke har været der, når det gælder de indre konflikter, jeg har – f.eks. i forhold til kærlighedsrelationer.

– Det står lysende klart for mig. Han var med til mit sidste bryllup, det er ikke det. Men jeg tror ikke, jeg ser min far som min far. Jeg tror, det er der, jeg skal starte. Jeg har prøvet at snakke lidt med ham om forskellige ting, der skete i min barndom, han er ikke helt med på, hvor hårdt det har været, og siger, han følte, at han skulle blande sig udenom, og jeg tror egentlig, han synes, han gjorde det bedste, han kunne.

– Det samme med min mor. Vi ser jo verden inde fra os selv, selv om det ikke nødvendigvis er sådan, den er. Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt jeg har været sur på dem. Det har jeg ikke. Jeg har tilgivet dem.

Tror du, man kan, hvad man vil?

– Jeg synes, jeg er et levende bevis på det. På en måde er jeg rigtig glad for min opvækst, men nu, hvor vi sidder og snakker, og jeg bliver rørt, kan jeg godt blive forarget over, at jeg har stået, hvor jeg har stået, og forundret over alle de ting, jeg har været igennem.

Svigt

Der er en anden ting, der nager: Frygten for at gentage mønstre i forhold til hendes egne børn.

– Helt sikkert. Jeg kan mærke, at jeg har den samme frihedsfølelse og trang til at tage mig af mig selv, som min mor havde, da hun ikke længere var syg. Jeg bruger rigtig meget tid på personlig udvikling.

– Det vil sige, at jeg faktisk ikke har noget problem med … ikke at have mine børn i de dage, hvor jeg ikke har dem. Det er virkelig dejligt at få ladet batterierne op i en smuk skov i Sverige. Men jeg kan godt mærke, at der kunne ligge et underliggende svigt i, at jeg rigtig gerne vil investere tid i mig selv.

Du slår antennerne ud, når din datter bliver teenager?

– Dét gør jeg. Nu tænker jeg også i forhold til at ende i de forkerte miljøer og tage stoffer. Selvfølgelig vil jeg guide hende, jeg kan ikke bare tage skyklapper på, for det findes overalt. Men jeg ved, at man aldrig nogensinde må nægte sine børn noget, for de gør bare det, de vil, alligevel.

– For mig handler det om at sige, “døren er åben, mor har prøvet ALT, står du nogensinde i en situation, hvor du har behov for hjælp, skal du bare vide, at jeg aldrig kommer til at dømme dig og altid vil være klar til at hjælpe dig”. Til gengæld tror jeg også, at jeg vil kunne opfatte mere af, hvad der foregår, end min egen mor kunne, for hun var ikke i sådan et miljø. Jeg har ligesom været i alle de miljøer, der findes på denne jord.