Lone Frank: "Jeg ville jo heller ikke være den, jeg er, uden mine depressioner"

Hvorfor gør jeg det her? Hvad er meningen? Jeg går bare og spilder mit liv. Jeg er et nul.

Det er den slags tanker, Lone Frank gør sig, når hun ryger ud over kanten og ned i det sorte hul. Depressionen.

Hun kan godt passe sit arbejde, men når hun kommer hjem, lukker hun sig inde i sin lejlighed, glor ud ad vinduet, hører måske radio og går tidligt i seng.

Hun føler lede ved at være til, lede ved sig selv, kan kun lave det, hun skal, og kan ikke holde ud at være sammen med andre.

Men i over 20 år er det stort set lykkedes hende at holde depressionerne fra livet med antidepressiv medicin og regelmæssig træning i fitnesscentret, som hun tidligt fandt ud af, gjorde hende godt også psykisk.

– Der har været tre tilbagefald. Men det har været, når jeg er stoppet med at tage medicinen. Og så er jeg begyndt igen, og hver gang har jeg fået det godt igen.

Indtil for et år siden. Da var medicinen pludselig ikke længere nok. Hun tog den ellers, som hun plejede og havde gjort hver eneste dag de seneste ni år. Alligevel røg hun ned i det sorte hul af håbløshed og meningsløshed.

Det var netop, som hun researchede til podcasten "Lone Frank og de titusinde sjæle", og det viste sig at være god timing, for den handler netop om psykisk lidelse, og hvordan vi behandler den, og undervejs i arbejdet med den blev hun også klogere på sig selv og sin egen sårbarhed.

– Medicin har bestemt hjulpet mig. Men jeg indså, at det ikke kun handler om en kemisk ubalance inde i mig.

– Det er meget mere komplekst end som så, og i dag ser jeg også depressionerne som en guide, der fortæller mig, at der er noget galt med den måde, jeg lever mit liv på.

– I stedet for at se det som noget, der på forskellig vis skal bekæmpes – noget, man skal blive fri for – ser jeg det nu som noget tilbagevendende; noget, som bryder ud i belastningssituationer, der får det hele til at skride, siger hun.

Det handler altså om stress. Men hvad er det, der stresser? Det kan være mange ting. For Lone Franks vedkommende er det for meget at lave.

Det har en stresscoach hjulpet hende med at erkende, og lige nu hjælper hun Lone med at sortere i hendes arbejdsopgaver.

– Hvad stresser mig, og hvad gør mig glad? Det er sådan noget, vi ser på.

– Jeg har sagt nej til flere arbejdsopgaver, også opgaver som var lukrative, men som dræner mig mere, end de giver mig energi, og jeg har givet opgaver videre.

– Så må jeg se, hvad der sker i resten af mit system, når der bliver løst op der. Men jeg kan allerede mærke, at det har lettet.

"En del af mig"

Det har også hjulpet Lone Frank at finde frem til en form for mening i sin psykiske sårbarhed. At indse, at sårbarheden kommer med følsomheden og hører med til det at være menneske.

Det varierer, hvor meget vi hver især kan klare, men langt de fleste af os (85 procent ifølge en forsker, hun taler med i podcasten) vil på et tidspunkt i vores liv opleve, at vores psykiske sårbarhed bryder ud som psykisk sygdom

– At det gode bliver til for meget af det gode, kan man sige.

ADHD er for eksempel tæt forbundet med evnen til at associere, skizofreni med kreativitet, autisme med høj intelligens og depression med evnen til at se realistisk på tingene og stille høje krav til sig selv.

Det er i høj grad den evne, Lone Frank lever af.

Men når hun overbelastes mentalt, bliver evnen (altså det gode) til sygdom. Det er svært helt at undgå, men man kan blive bedre.

Det handler om at lære sig selv at kende og om at kunne se frem og tilbage i tiden. Lære af sine erfaringer og indrette sig bedst muligt for sig selv. Og som hun siger:

– Jeg ville jo heller ikke være den, jeg er, uden mine depressioner. Og jeg finder fred i, at der med lidelsen også følger noget godt.

Det er et helt andet syn end det, hun havde, da hun som 30-årig første gang fik stillet diagnosen depression.

– Jeg oplevede det som flovt, en karakterbrist, svaghed, der skulle bekæmpes.

– Nu er jeg selv begyndt at tale om det, men jeg oplever stadig, at folk trækker sig. Bliver ubehagelige til mode, når jeg fortæller om det. Især dem, jeg ikke kender.

Ingen talte om det

Stigmaet klæber altså stadig til psykisk sygdom. Men Lone Frank er ikke den, der ligger under for, hvad andre mennesker tænker om hende.

Hun er også overbevist om, at det har givet hende en styrke, at hun fra helt ung har lært at klare mange ting selv.

– Jeg er vokset op i en tid, hvor man ikke gik til psykolog. Jeg mistede min mor, da jeg var 18, og fra jeg var 15, til jeg var 18, var min mor syg af kræft og i perioder ramt af depressioner.

– Men selv om jeg sad alene derhjemme på mit værelse og helt sikkert også selv har haft depressioner, var der ingen, der talte om psykologhjælp eller sorggrupper.

Til gengæld lærte hun at knokle igennem, selv i sorte perioder. Og så har hun altid brugt sin far meget og lænet sig meget op ad mennesker, hun har kendt.

– Det er tit undervurderet. Man behøver ikke nødvendigvis betale 1.000 kroner for at gå til en psykolog. Det handler om at finde et menneske, man kan tale med.

– Der er også noget godt ved at kunne sige: "Nu tager jeg mig fandeme sammen" og så gøre det. Men selvfølgelig er der en grænse, og indimellem har jeg kørt mig ned i et sort hul.

Hvad gør mig glad?

I podcasten støder Lone Frank på diagnosen "klimakteriel forrykthed". Det var en anerkendt psykiatrisk diagnose så sent som i 1945. Med et glimt i øjet overvejer hun, om det er det, hun i virkeligheden fejler.

Og jo, der er faktisk mange kvinder, der oplever, at de bliver deprimerede i overgangsalderen, siger en gynækolog, Lone Frank i podcasten opsøger på Rigshospitalet.

For vores kønshormoner fungerer også som neurotransmittere, og især de hormonelle udsving påvirker nogle kvinder voldsomt, og det kan også ramme vores kognitive funktioner.

Og hvis det er det, der er problemet, er hormontilskud løsningen frem for antidepressiv medicin.

Men det er ikke kuren for Lone Frank. Hun har en depression, og det er ikke så mærkeligt.

For vores personlighed er i høj grad genetisk bestemt, og både hendes mor og mormor havde depressive perioder, og mormorens far skød sig, og der har også været depressioner i farens familie.

Og hun er 55, og nu går det ikke længere at trampe ind over sig selv.

– Vi er i et andet livsafsnit efter de 50. Vi bevæger os mod døden. Den opadgående kurve vender. Og det er ikke, fordi jeg bare ser på mig selv som gammel. Jeg ser på mig selv som mere erfaren, bedre tænkende, mere interessant.