Tre russiske kvinder om krigen i Ukraine: "Der sad vi. En russer og en ukrainer. Begge to i Danmark med den helt samme følelse"

I disse dage holder vi alle vejret, mens krigen mellem Rusland og Ukraine intensiveres på ukrainsk jord.

I weekenden demonstrerede flere tusind mennesker foran den russiske ambassade i København. Her mødte flere op for at støtte ét klart budskab: Stop Ruslands krig mod Ukraine.

Også i Ruslands hovedstad, Moskva, og i landets næststørste by, Sankt Petersborg, samles mennesker for at protestere mod krigen i Ukraine.

I disse byer er demonstrationerne dog forbundet med langt større risiko. Ifølge en opgørelse fra OVD-Info, der overvåger demonstrationerne, er mindst 6.496 russiske demonstranter tilbageholdt.

I går mødtes en russisk og en ukrainsk delegation til forhandlinger i den hviderussiske by Gomel. Det var første gang, at repræsentanter fra Rusland og Ukraine mødtes til forhandlinger, siden Rusland invaderede Ukraine torsdag morgen.

Der er endnu ikke meldt noget konkret ud efter mødet, men ifølge det russiske nyhedsbureau Ria er parterne blevet enige om at mødes igen til opfølgende forhandlinger en af de kommende dage.

Imens partnerne forlod forhandlingsbordet, kunne der høres eksplosioner i den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Vi har talt med tre russiske kvinder, som er bosiddende i Danmark, om, hvordan det er at være dem lige nu.

Irina Bjørnø

63 år, flyttede til Danmark for 30 år siden. Hun bor i Høje Taastrup. Hun er fra Moskva, men har familie i Hviderusland, Sibirien, på Krim og i store dele af Rusland. Hun er dansk-russisk forfatter og foredragsholder samt tidligere professor og lektor fra DTU. Hun har bl.a. skrevet bogen ”SMS fra LUGANSK”.

Nyhedsstrømmen er så stor, så jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Men torsdag morgen, da jeg tændte for tv’et, blev jeg fuldstændig ødelagt som person.

Jeg græd og græd. Jeg ringede til min lillesøster, som bor i Moskva. Vi græd sammen over telefonen. Vi snakkede om, hvordan vi kunne leve videre efter dette.

Vi har begge to bekendte i Ukraine.

Næste dag blev jeg vred. Nu er det nok, nu må det stoppe, tænkte jeg. Men det stoppede ikke, og fredag fik jeg besked om, at en eksplosion i en børnehave havde dræbt tre børn og såret 17 i Kyiv.

Jeg demonstrerede i weekenden ude foran den russiske ambassade i København. Min søster føler sig splittet og bange.

Men en ting er at demonstrere i København. En anden ting er at gøre det i Moskva.

I Rusland og i Moskva går mennesker sammen om fredsdemonstrationer. Men ligesom min søster tør de ikke at demonstrere, fordi de er bange for at blive arresteret.

Min søster og jeg står sammen med et budskab: Vi skal have etableret fred igen.

Jeg har sammen med forskere i Rusland skrevet et åbent brev til Putin, hvor vi også appellerer til, at vi skal stoppe krigen og dette vanvid nu.

Krig er krig, og der er tabere på begge sider, fordi der er folk, der dør.

Jeg læser meget i Bibelen, det er min trøstebog. Vi skal ikke bruge våben for at nå til fred, vi skal bruge ord. Jeg håber, at Rusland og Ukraine indgår våbenhvile til fredsforhandlingerne

Jeg håber, at Ukraine bliver uafhængigt og selvstændigt.

Jeg er både bekymret for mine venner og familie i Rusland og Ukraine. Jeg er også bekymret for de sanktioner, der er imod Rusland.

Jeg snakkede med mine venner i Ukraine i torsdags. De sagde, at der var kaos. Siden torsdag har jeg ikke kunnet få signal til dem. Jeg håber, de har det godt.

Min søsters barnebarn, som bor i Moskva, er døv og har et implantat i hjernen. Implantatet stammer fra Tyskland, og han er afhængig af speciel medicin, der kommer derfra.

Hvis alle forbindelserne lukkes til Rusland, rammer det også handicappede børn.

Jeg beder til Gud hver dag. Om han ikke nok til hjælpe os til at stoppe den her konflikt.

Lige nu er det vigtigste for mig våbenhvile, og derefter en fredelig løsning, som er god for Ukraine. Folk i Ukraine skal ikke lide under det vanvid, der foregår.

Julia Perfilieva

54 år, flyttede til Danmark for 25 år siden. Hun kommer fra Moskva og bor nu i Gentofte med sin søn. Hendes eksmand og hendes søns far er fra det østlige Ukraine. Hun arbejder som administrator.

Torsdag klokken 6 om morgenen sad jeg med min kaffe og læste nyheder.

Til at starte med var jeg fuldstændig i chok. Det var kun rædsel, der gik igennem min krop, for jeg havde ikke forestillet mig, at det ville nå hertil. Jeg var målløs.

Så kom der en besked ind fra mine ukrainske venner, som bor i Danmark, og han skrev: ”Vi er målløse.”

Der sad vi. En russer og en ukrainer. Begge to i Danmark med den helt samme følelse.

De næste timer og dage brugte jeg på at ringe til mine veninder og familie, der bor i Rusland og i det østlige Ukraine.

Alle, jeg har snakket med, er fyldt med vrede og rædsel over, hvad der kommer til at ske. De er stressede og hele tiden i alarmberedskab. Ikke kun på grund af eksplosioner, men også i forhold til, om de mon har adgang til vand i morgen.

Det er sværest for min søn, for hans farmor bor i Østukraine. Hun har det okay trods omstændighederne. Men vi skal nok ringe til hende igen i aften.

Jeg har familie og venner i Moskva og i Sankt Petersborg. I det første døgn fik de ikke særligt meget at vide. De vidste ikke, at der var militær i central Ukraine, men da det gik op for dem, gik de i chok.

Alle, jeg har snakket med, har det samme ønske: At den her krig bliver stoppet så hurtigt som muligt.

Jeg fulgte demonstrationen i søndags på Kristianiagade i København. Jeg har mange bekendte, der var der. Hvis jeg ikke lå syg med corona, havde jeg også selv været der.

Vi skal tænke på vores børn, og hvordan det påvirker dem.

Jeg prøver at passe mit arbejde og mit liv for mit barns skyld, men det er svært, fordi jeg tænker på det hele tiden, ser nyhederne og kontakter venner og familiemedlemmer i Ukraine for at høre, hvordan de har det. Vi snakker sammen og prøver at støtte hinanden.

Det vigtigste for mig er, at folk overlever.

Sonja Vesterholt

76 år, flyttede til Danmark for 50 år siden. Hun boede i Leningrad, der sidenhen blev til Sankt Petersborg. Hun bor i København. Hun er forfatter, filminstruktør, producent og foredragsholder. Hun har bl.a. skrevet bogen ”Hunden er rask” om hendes liv i Sovjetunionen.

Jeg tænker på alle ukrainere, men mine tanker går selvfølgelig også til alle de russere, der kommer til at lide under dette.

Det gør frygteligt ondt, og selvom det ikke er mig, der angriber Ukraine, og selvom jeg er imod det, Rusland gør, og selvom jeg ikke kan gøre noget, så kan jeg alligevel ikke lade være med at føle skam.

Skam, fordi man instinktivt identificerer en person fra Rusland med staten. Men for mig er det to vidt forskellige ting.

Selvfølgelig elsker jeg mit land og mine venner i dette land. Men samtidig hader jeg staten. Den stat, landet er blevet til.

Man taler meget om patriotisme, og hvad man ikke gør for ens fædreland.

Min patriotisme går hverken til Putin eller til de russiske magthavere. Den går til alle de russere, der kommer til at lide under dette, fordi der er så mange af dem, som er imod, det der sker lige nu

Jeg har mange venner og kollegaer i Rusland og i Ukraine. Deres situation er frygtelig.

Mine venner i Rusland sidder også med en følelse af skam og magtesløshed. En af mine danske kollegaer skrev, at russerne burde tage sig sammen og demonstrere. Jeg svarede, at man i Danmark kan protestere og demonstrere for derefter at gå hjem til middag. I Rusland er det helt anderledes…

I Rusland kan de ikke demonstrere uden at risikere deres liv. Så folk er magtesløse.

Min ukrainske veninde bor i Danmark, men hun rejste tilbage til Ukraine, få dage før krigen brød ud, fordi hun har en søn i Ukraine.

Min anden veninde havde jeg på besøg i søndags. Hun rejste hjem til Ukraine samme dag, fordi hun har arbejde der og en 30-årig søn i Kyiv. Kan du forestille dig, hvordan hun har det nu?

Man kan ikke være i sikkerhed nogen steder i Ukraine i øjeblikket. Det er frygteligt.

Der er demonstrationer i Rusland mod krigen. Men mange af dem bliver arresteret, fordi de demonstrerer.

Det er den russiske svøbe. Magthaverne vil gerne have befolkningen til at tænke ens.

Jeg kører forskellige scenarier i mit hoved. Russerne kan gå med på forslag og forhandlinger med Ukraine og stoppe alle krigshandlinger. Våbenhvile.

Men det jeg og mange af de russere, jeg kender, håber på, er, at dette er begyndelsen på en ende for Putin. Hvis man indfører en form for våbenhvile, så vil det kun forlænge Putins tid ved magten.

Selvfølgelig ønsker jeg, at det ender godt og alle bliver frie og uafhængige.

En ting er våbenhvile, men der vil stadig være Putin og alle dem, der tænker anderledes.