29-årige Agnete er abortmodstander: "Vi kan ikke forsvare at slå et menneske ihjel"

Flere tusind kvinder og mænd holder tøjbøjler og lys op i vejret. Det sker i Warszawa i Polen i oktober 2020.

Tøjbøjlerne er et symbol på de usikre forhold, som kvinder må ty til, hvis der kommer et helt abortforbud i landet.

Polen havde i oktober 2020 i forvejen en af de strengeste abortlovgivninger i Europa, men landet stod pludseligt over for en yderligere stramning af loven.

En stramning, hvor abort kun ville være tilladt, hvis der var tale om incest, voldtægt, eller hvis kvindens liv var i fare.

På trods af en massedemonstration med 100.000 kvinder og mænd, trådte stramningerne af abortlovgivningen i kraft 2. november 2020.

Et år efter i november 2021 var der igen demonstrationer i Polen. En 30-årig gravid kvinde døde af blodforgiftning, hun var gravid i uge 22. Hun døde, efter læger angiveligt kun havde fokus på at redde fostret, skrev Berlingske i november.

Abortmodstand på tværs af Europa

Det er ikke kun i Polen, at abortmodstanden er vokset de seneste år. Malta har en lovgivning lig den polske, og i Italien kan det være svært at finde sundhedspersonale, der vil udføre aborter. Færøske kvinder har heller ikke adgang til fri abort.

Siden den fri abort blev indført i Danmark i 1973, er debatten om fri abort jævnligt blusset op herhjemme. I dag foretages der cirka 15.000 aborter i Danmark om året.

En af dem, der er imod det, er danske Agnete Winter. Hun er 29 år gammel og bor i Hvidovre med sin mand og tre børn, som hun er hjemmegående med.

Hun er velformuleret, uddannet inden for videoproduktion og vil gerne have et totalt abortforbud.

Agnete Winter vender vi tilbage til senere, for hun er blot én ud af en ny generation af unge abortmodstandere.

For på tværs af Europa organiserer abortmodstanderne sig i stigende grad, og de involverer sig i flere politiske spørgsmål end tidligere.

– Abortmodstanderne fra 80’erne og 90’erne er ikke forsvundet, men den nye generation af abortmodstandere går langt mere professionelt ind i kampen.

Sådan lyder det fra Neil Datta på en telefonforbindelse fra Bruxelles. Neil Datta er sekretær for European Parlamentary Forum, der arbejder for at fremme seksuelle og reproduktive rettigheder i Europa.

Han har gennem de seneste 10 år kortlagt grupper og organisationer, der gerne vil stramme abortlovgivningen.

Bevægelsen imod abort kaldes også for "anti-gender movement", fortæller han, og det dækker udover abortmodstand også over grupper, der er imod LGBTQ+-miljøer og ægteskab mellem personer af samme køn.

Bevægelsen opstod i 2004 og har haft fremgang i takt med de sociale mediers vækst. Organisationerne er velfinansierede og har gennem de seneste 10 år samlet brugt et astronomisk beløb på 707 millioner amerikanske dollars på blandt andet kampagne- og lobbyarbejde imod fri abort.

– Bevægelsen vil også gerne professionelt påvirke den politiske dagsorden. Og så har sociale medier også betydet, at de kan arbejde sammen på tværs af landene, siger Neil Datta.

Niel Datta fortæller, at der er en helt ny generation af abortmodstandere, der melder sig ind i organisationerne og tager lederskab.

Det er mennesker med kompetencer inden for lovgivning, politisk arbejde eller lobbyarbejde, og som på den måde kan hjælpe med at påvirke den politiske dagsorden.

Der, hvor Neil Datta for alvor kan se, at abortmodstanden har indflydelse, er i lande, hvor de religiøse fællesskaber har stor betydning i samfundet.

Blandt andet lande som Polen, hvor den katolske kirkes indblanding i politik er stor. Det ses også i lande, hvor højreorienterede partier har taget abortspørgsmålet op igen og prøver at komme til magten.

– Det sker blandt andet i Spanien, Tyskland og Sverige. Og selvfølgelig i Polen, hvor det nationalkonservative højrefløjsparti PiF har magten, siger Neil Datta.

Langt fra katolsk indflydelse

I modsætning til den store katolske indflydelse som påvirker abortmodstandere i Polen, så fylder det dog ikke for danske Agnete Winter.

Vi er langt fra midaldrende kristne mænd og kvinder i Agnete Winters køkken i Hvidovre. For hende er modstanden mod abort et spørgsmål om rettigheder for fostret.

– Jeg kan sagtens forstå, at folk ikke ser den her ene celle som et menneske, men det er det jo, hvis man ser helt biologisk på det.

– Så jeg efterlyser bare et godt argument for, at man ved 12. uge kan sætte et skæl for, at et foster bliver et menneske med ligeværd. Hvorfor gælder det ikke hele vejen gennem menneskelivet?

Hun er kristen, men det er ikke de religiøse argumenter, der fylder. Hun ser gerne, at der i Danmark bliver lavet et helt abortforbud som i Polen.

Kun hvis kvinden er udsat for reel medicinsk fare, er der etisk grundlag til at få en abort, mener hun.

Hun mener ikke, det er etisk forsvarligt, at en kvinde får en abort, hvis hun er blevet gravid efter en voldtægt.

– Jeg synes ikke, vi kan forsvare at slå et menneske ihjel, uanset den frygtelige situation, som kvinden står i. I stedet synes jeg, at vi skal hjælpe hende og støtte hende, og det gør vi ikke ved, at hun får en abort, siger Agnete Winter.

Agnete Winter var 20 år, da hun begyndte at tale højt om sin holdning til abort. Hun oplever, at samtalen har ændret sig.

– Hvor folk for ti år siden ville kigge underligt på mig, så ved flere nu, at der er nogen, som er imod abort. Folk kan dog stadig blive vrede, hvis jeg siger, at en abort slår et menneske ihjel. Det forstår jeg godt, for det er en alvorlig anklage, siger Agnete Winter.

Hun forsøger derfor også at tage hensyn, når hun taler om abort.

– Jeg ved jo aldrig, om jeg taler med en, der har haft det tæt inde på livet. Så jeg synes stadig, at det er en svær dialog.

En ny generation

I Retten til Liv, den danske interesseorganisation imod abort, har de gennem de seneste år gjort sig umage med at lære flere unge om argumenterne mod abort.

Retten til Liv har i dag 3.000 medlemmer, hvor cirka 30 til 35 procent af dem er under 35 år. Jonathan Vigilius blev for et år siden ansat som ungdomssekretær i organisationen og laver i dag tiltag, der kan få unge til at øve sig i at argumentere konstruktivt imod abort.

Han håber, at når kurset har fundet sin form, så vil det kunne tiltrække flere medlemmer til organisationen. Han genkender også Agnete Winters rettighedsargument som den nye diskurs i debatten.

– Det kursus vi tilbyder lige nu, handler også om at få styr på de biologiske, filosofiske og etiske argumenter fremfor bibelske argumenter. Folk tror ofte, at vi er religiøst funderet. På et personligt plan er jeg kristen, men de argumenter, vi arbejder med, er ikke fra biblen, fortæller han.

Herudover kan Jonathan Vigilius også mærke, at der er større interesse end tidligere for, at organisationen kommer ud og holder oplæg i forskellige ungdomsforeninger for politiske partier.

– Vi er jo ikke en stor lobbygruppe, men vi holder gerne oplæg. Jeg tror, at der er en voksende procentdel af ungdomspolitikere fra specielt blå partier, der er interesseret i vores holdning på et personligt plan, men de ved, at der ikke er stemmer i det, siger han.

Et spørgsmål om rettigheder

Senest har Retten til Liv været i medierne med kampagnen "Fosteret Fister", der fik kritik fra bl.a. Danske Gynækologer, Sex og Samfund samt Dansk Kvindesamfund.

I kampagnen ser man tegneseriekarakteren "Fister", der ligger i sin mors mave med et "I love mom"-slips på.

På et andet billede konsulterer moren en læge med henblik på at få en abort, hvor Fister "bliver nægtet en helt elementær retsbeskyttelse", og på et tredje billede søger Fister tilflugt hos "Institut for Menneskerettigheder".

Kampagnen fik kritik for at sprede misvisende information og billeder af, hvordan et 12 uger gammelt foster ser ud, samt give kvinder dårlig samvittighed over at få en abort.

Ifølge DR har Retten til Liv brugt 12.000 annoncekroner for at få bredt kampagnen ud på Facebook.

Retten til Liv arbejder i kampagnen med, at Fister har samme rettigheder fra undfangelsen som alle andre. Generalsekretær for Sex og Samfund, Bjarne B. Christensen, har også set en udvikling i, hvordan abortmodstandere taler om abort.

– For dem, der kæmpede for retten til abort tilbage i 70'erne, handlede det om frihed, ligestilling og rettigheder for kvinder. Abortmodstanderne har dog også gjort det til et rettighedsspørgsmål, hvor fostret har menneskerettigheder fra undfangelsen, siger Bjarne B. Christensen og fortsætter:

– Abortmodstandere arbejder med, hvordan man, omdefinerer spørgsmålet om rettigheder, og dermed underminerer de kampen for kvinders rettigheder. Fri abort er en ret alle kvinder i samfundet skal have, og den skal gentages og fastholdes i vores bevidsthed.

Konsekvenser ved et abortforbud

I Bruxelles sidder Neil Datta og kigger på, hvad et abortforbud, som man eksempelvis ser i Polen, kan komme til at betyde for kvinde- og menneskerettigheder i Europa.

Han mener, at anti-abortgrupperne vil eliminere menneskerettigheder, der omhandler retten til egen seksualitet og reproduktion.

– Herudover kan forskning i prævention og reproduktiv teknologi også være i fare som følge af et abortforbud, siger han.

Bjarne B. Christensen fra Sex og Samfund understreger også, at uanset om abort er lovligt eller ej, så vil kvinder, der har behov for en abort, få foretaget en abort.

– Hvis vi vil reducere antallet af aborter, skal vi i stedet give adgang til seksualoplysning, prævention og ligestilling. Vi får ikke færre aborter ved at gøre det forbudt, siger han.

Guttmacher Institut, et amerikansk institut der arbejder for reproduktive rettigheder, har undersøgt antallet af aborter i lande med restriktiv lovgivning og i lande med fri abort.

Undersøgelsen viser, at kvinder får foretaget aborter lige så ofte i lande med forbud mod abort som i lande med fri abort.

Agnete Winter sidder ved køkkenbordet i Hvidovre, da statistikken bliver fremlagt for hende. Hun siger selv, at hun godt ved, at kvinder stadig vil få aborter, selvom der er et forbud imod det.

– Nogle illegale aborter kan selvfølgelig være farlige, og det er frygteligt at tænke på, at nogen kvinder kan komme til skade på den måde. Det synes jeg, at der skal gøres noget ved, men man kan ikke gøre det ved at lovliggøre det, der i min optik er drab. Det er ikke løsningen på problemet.

Selv kalder hun sig en "pessimistisk abortmodstander", og hun er ikke sikker på, der nogensinde vil komme et abortforbud i Danmark.

Dansk lovgivning

På Københavns Universitet sidder juraprofessor Janne Rothmar Hermann, der har forsket i reproduktive rettigheder og bioetiske dilemmaer.

Hendes forskning har gang på gang vist, at kvinders krop til alle tider har været en politisk kampplads.

Janne Rothmar Hermann tror heller ikke på, at der på nuværende tidspunkt eller i den nærmeste fremtid vil ske en tilbagerulning af abortlovgivningen i Danmark.

En af grundene til det er, at retten til fri abort er en lov, som er vedtaget af et demokratisk valgt folketing.

– I USA derimod er det en højesteretsdom, der har fortolket retten til fri abort i forfatningen. På den måde er det ikke et spørgsmål, der er faldet til ro i USA på samme måde som i Danmark, siger Janne Rothmar Hermann, og tilføjer:

– Måske fordi beslutningen ikke har haft den samme demokratiske legitimitet bag sig som i Danmark.

Janne Rothmar tror heller ikke, at bevægelserne imod fri abort i Europa vil kunne påvirke den danske lovgivning. Heller ikke selvom, at den nye formand for Europa-Parlamentet, Roberta Metsola, er abortmodstander.

– De enkelte lande organiserer selv deres sundhedsydelser, så hvorvidt abort skal være lovligt eller ulovligt i det enkelte land reguleres ikke i EU-retten, siger hun.

Fri abort på papiret

Janne Rothmar Hermann påpeger også, at det helt særlige ved retten til fri abort i Danmark er, at det er et retskrav.

– Det er faktisk meget opsigtsvækkende, da der ikke er særligt mange ydelser, som man har ret til i sundhedsvæsnet baseret på et retskrav. Normalt skal der være en lægefaglig indikation for, at man får en bestemt behandling.

– Man kan ikke bare gå op til lægen og sige, at man vil have noget medicin, fordi man har lyst. Men indtil uge 12 kan man godt sige, at man vil have en abort, fordi man har lyst, siger hun.

I Italien har man på papiret ret til abort indtil 12. uge. I virkeligheden er det ikke formuleret som et retskrav, og derfor behøver sundhedsvæsnet ikke at tage højde for rettigheden.

– I Danmark kan der også være sundhedspersonale, der har et etisk forbehold og ikke vil udføre en abort. Det skal man dog tage højde for, når man planlægger bemanding og ansætter personale, siger Janne Rothmar Hermann.

Det gør man ikke på samme måde i Italien, og derfor kan en kvinde, der vil have en abort, risikere at blive nægtet hjælp af lægen og skulle køre langt efter den.

Abortforbud ad bagveje

Netop det, der sker i Italien, hvor der er fri abort på papiret, men det er sværere i realiteten, bekymrer Bjarne B. Christensen fra Sex og Samfund.

– Det er kommet bag på os, hvordan man undergraver de facto muligheder for at få en abort. Selvom der er adgang til fri abort på papiret, så kan det være svært i realiteten, hvis sundhedspersonale ikke vil gennemføre den, eller abortklinikken ligger for langt væk, siger han.

– På den måde får man ad bagveje indskrænket muligheden for at gennemføre en sikker abort. Vi ser det i Italien, men også andre steder i Europa.

– Det er vigtigt, at vi er overvåger, hvad det er for nogle politiske indgreb, der sker offentligt, men også hvad der sker bag facaden, siger han.

Grænserne rykker sig

Selvom meget få danskere er imod den fri abort, så mener Neil Datta stadig, man skal holde øje med de politiske strømninger i Europa.

– Den største udfordring med abortmodstanden i Europa er, at det er gået fra at være en religiøs debat til en politisk debat. Abortmodstand bliver i nogle lande brugt af højreorienterede partier som et politisk emne til at få magt.

– Vi ser det ikke i Danmark endnu, men nye højreorienterede partier kan opstå på et tidspunkt, siger Neil Datta over telefonforbindelsen til Bruxelles.

Juraprofessor Janne Rothmar Hermann fra Københavns Universitet tror også, at man i fremtiden vil komme til at se endnu flere strømninger med borgere, der rejser på tværs af Europa til andre lande for at få en abort.

– Det har vi ret til, fordi vi er EU-borgere. Derfor kan vi bevæge os frit mellem lande og for egen regning købe sundhedsydelser, der er lovlige i det pågældende land, siger hun.

I Hvidovre sidder Agnete Winter og følger spændt med i de bevægelser, der er i Europa og USA. Selvom hun ikke er sikker på et abortforbud i sin tid, håber hun alligevel, at fostre før uge 12 kan opnå ligeværd.

Hun forestiller sig, at synet, på hvornår man er et menneske, vil ændre sig med den teknologiske udvikling.

– Om 10 år kan man måske forestille sig, at man har en kunstig livmoder, som man kan lægge fostret over i. På den måde rykker grænsen sig hele tiden, for hvornår man kan være uafhængig som menneske.

– I sidste ende giver det dog ikke mening for mig, at det bliver teknologien, der skal afgøre, hvornår man er et menneske.