Brev til Renée: Hvordan kan jeg rette op på forholdet til min datter?

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 70 år med en dejlig mand på 82 år. Vi har begge voksne børn fra tidligere forhold.

Skilsmissen fra min eksmand var problematisk, og jeg og børnene måtte dengang flytte på kvindehjem i nogle måneder.

Derefter tog jeg en beslutning om at gå på deltid og prioritere, at børnene havde det godt og ikke manglede noget – i håb om at rette op på det dårlige.

Jeg synes godt, jeg kan være mit moderskab bekendt, men nu er min voksne datter blevet meget vred på mig.

Det startede med, at min mand og jeg besluttede os for at sælge vores sommerhus, fordi min mand har fået konstateret alzheimers, og jeg selv har været indlagt med kronisk sygdom.

Vi har boet i sommerhuset permanent de seneste seks år, men det ligger langt fra en rigtig by med adgang til læge og togforbindelse.

Vi har boet i sommerhuset permanent de seneste seks år, men det ligger langt fra en rigtig by med adgang til læge og togforbindelse.

Vi har tilbudt børnene at købe det, og det har min søn og svigerdatter takket ja til, fordi de elsker huset. Min datter har altid sagt at huset var “for flot”, og hun har heller ikke været interesseret i at låne det.

Alligevel er hun blevet vred over, at min søn køber huset. Hendes vrede har også udløst beskyldninger om, at jeg bare lever en glad pensionisttilværelse uden at tænke på hende eller børnebørnene.

Hun synes, jeg burde flytte tættere på hendes familie, så jeg kan hjælpe dem i en travl hverdag. De har altid været velkomne hos os, og børnebørnene kommer på ferie her, men det er ikke nok for hende.

Hvordan kan jeg rette op på forholdet til min datter? Jeg har tidligere tilbudt, at vi kan gå i terapi sammen, fordi hun tit bebrejder mig for ting, hun mener, jeg har gjort forkert i barndommen.

Kærlig hilsen

En ulykkelig bedstemor

Kære ulykkelige bedstemor

Når jeg læser dit brev, læser jeg om et liv med gode tider og et liv med dårlige tider. Et liv som så mange andre, hvor du har gjort det bedste, du kunne, i de øjeblikke der kom og gik.

Nu står I her, du og din mand, og I er blevet ældre, med alt hvad det indebærer af skavanker og funktionsnedsættelse.

I er nødt til at indrette jer bedst muligt, hvor der bliver taget hensyn til det. Jeg må indrømme, at jeg ud fra dit brev har svært ved at forstå, hvorfor din datter er blevet så vred over, at I vælger at sælge sommerhuset til din søn/hendes bror.

Min første tanke var, at hun måske gerne selv vil være med til at købe huset, for ellers forstår jeg faktisk ikke hendes vrede.

Jeg mener, hvis hun ikke ønsker at købe det sammen med sin bror, og huset skal sælges uanset hvad, kan hun så ikke være ligeglad med, om hendes bror køber dét eller et andet tilfældigt sommerhus?

Jeg tror altså, at hendes vrede lige nu bunder i noget andet. Sikkert noget gammelt, måske noget hun ikke engang selv ved, hvad er?

Du nævner, at hun er vred over, at I lever en glad pensionisttilværelse, og at hun ønsker dig tættere på, så du kan hjælpe i hverdagen.

Din situation taget i betragtning er det svært for dig. Men hendes ønske er jo reelt nok – det har bare intet med sommerhussalget at gøre.

Jeg tænker, din datter må være presset i sin hverdag. Måske er hun også presset i sin lille familie? Hun kan være presset på sine egne idealer og forestillinger, eller hun kan have det svært med noget omkring jeres relation, der stammer fra barndommen, skilsmissen, at I boede på kvindehjem.

Måske oplever hun sig ikke elsket og prioriteret af dig? Ofte er det sådan, at når vi bliver pressede, har vi brug for at finde en syndebuk.

Vi giver andre skylden for negative følelser for at undgå selv at tage ansvar. Du har spurgt, om din datter vil med i terapi, og det synes jeg, du skal insistere på, at I gør.

Hun må tage sig selv og sin vrede alvorligt og tage ansvar for det, som bor i hende. Det er rigtig godt at tage den slags svære samtaler sammen med en tredje person, så man sikrer, at alle lytter og bliver hørt.

Nogle mennesker kan bære nag i årevis, hvis de bliver ramt på deres basale følelse af at være elsket, mens andre synes at tage tilværelsens svigt lettere.

Vi mennesker er utroligt forskellige, i forhold til hvordan vi bearbejder, og hvor meget nag vi bærer i vores hjerter. Uanset hvad din datter er vred over, så er det sådan med fortiden, at den kan du ikke ændre på.

Derfor må det vigtigste nu være at prøve at forstå og derefter finde en måde, hvorpå hun kan tilgive de svigt, der evt. er begået – eller det, hun har oplevet som svigt.

Du skal huske, at hendes oplevelse ikke behøver at være ens med din, og at begge parters oplevelse bærer et stykke af sandheden i sig.

Oprah Winfrey siger om tilgivelse, at det er at holde op med at håbe på, at fortiden kan være andet end det, den er. Ikke at det, der skete, nødvendigvis var o.k., men at det skete. Og at vi gjorde vores allerbedste.

Nogle gange er det ikke helt nok, men den viden, at vi vitterlig gjorde det bedste, vi kunne, synes jeg, er hjerteåbnende. Det håber jeg, hun også får øje på.

Og så håber jeg, hun siger ja til at gå i terapi sammen med dig, så I kan finde ind til hinandens hjerter igen, for det er meget tydeligt, at du elsker hende overalt på jorden, og jeg er sikker på, hun elsker dig. Hold fast i det.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Oprah Winfrey siger om tilgivelse, at det er at holde op med at håbe på, at fortiden kan være andet end det, den er. Ikke at det, der skete, nødvendigvis var o.k., men at det skete. Og at vi gjorde vores allerbedste.

Nogle gange er det ikke helt nok, men den viden, at vi vitterlig gjorde det bedste, vi kunne, synes jeg, er hjerteåbnende. Det håber jeg, hun også får øje på.

Og så håber jeg, hun siger ja til at gå i terapi sammen med dig, så I kan finde ind til hinandens hjerter igen, for det er meget tydeligt, at du elsker hende overalt på jorden, og jeg er sikker på, hun elsker dig. Hold fast i det.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.