Brev til Renée: Min bryllupsdag var den værste dag i mit liv

Kære Renée

Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre. Jeg er opvokset i en religiøs familie, hvor sex før ægteskabet er no-go, og skilsmisse ikke er en mulighed.

Som 15-årig mødte jeg min mand, og vi havnede i seng sammen før ægteskabet. Det endte med, at vi blev gift, da jeg var 18, fordi jeg havde så dårlig samvittighed over det, vi havde gjort.

Inden brylluppet græd jeg mig selv i søvn hver aften, og min bryllupsdag var den værste dag i mit liv. Vi har været sammen i næsten 30 år og fået to dejlige børn, som nu er voksne.

I alle årene har jeg holdt gode miner til slet spil, og ingen kan sætte en finger på min rolle som kone og mor.

Imens har jeg tudet og fortrudt i det skjulte. Men nu kan jeg ikke mere. Jeg vil så gerne skilles, men jeg kan ikke få det sagt, da det vil såre alle omkring mig.

Ingen i min eller min mands familie er blevet skilt. Min mand er af den overbevisning, at et ægteskab ikke kan brydes, fordi et løfte er et løfte. Skal jeg fortsætte som nu?

Alle er glade, og ingen andre end mig er sårede. Eller skal jeg gå fra ALT, hvad jeg kender, og såre og skuffe dem omkring mig?

Jeg har grædt i spandevis, mens jeg har skrevet dette, fordi jeg allerede føler mig som en forræder ved at have sat ord på mine følelser.

Kærlig hilsen

mig

Kære du

Jeg må sige, at dit brev ramte mig dybt. Næsten 30 år i et ægteskab, som du fra starten ikke havde lyst til, KUN fordi du som ung pige gik i seng med en fyr.

Du gjorde intet andet end det, de fleste unge piger gør – nemlig prøver sig selv og sin krop af med en ung mand. Det er så almindeligt, og normalvis følger der altså ikke en dom på et helt livs ægteskab med den handling.

For mig virker det nærmest utroligt, at man kan være del af et fællesskab, som forlanger, at hvis man går i seng med en, så skal man være sammen med den person resten af livet. Men jeg ved, de fællesskaber findes over hele verden, også her i Danmark.

Jeg kan simpelthen ikke råde dig til, om du skal søge skilsmisse eller ej. Det må og skal være din helt egen beslutning.

Du fortæller om et liv, hvor I sammen har fået nogle dejlige børn, og i løbet af årene er jeg sikker på, at der må have været lykkelige stunder også.

Men du skriver, at din bryllupsdag var den værste dag i dit liv. Det er altså alvorligt, at du har tvunget dig selv til at være et sted, du ikke har haft lyst til at være, i så mange år.

Det må gøre noget helt særligt ved et menneske at ofre sig på den måde. Jeg kan nok ikke engang sætte mig ind i, hvad det vil sige at være så socialt bundet, at man ikke oplever at have hånds- og halsret over sit eget liv.

Jeg ved, det kan være sådan for mennesker, der vokser op i et religiøst miljø, at man følger de “love og regler”, der er, og ellers er det eksklusion, hvilket jo er en sindssygt hård pris at betale.

En pris, mange slet ikke kan overskue, og da slet ikke når de er meget unge.

Men du skriver til mig nu, og det gør du af en grund. Jeg tænker, det er, fordi du er ved at nå frem til en modenhed, hvor du også er parat til at betale den pris, det vil koste dig at bryde ud af dit ægteskab?

Hvor høj den pris er, ved kun du.

Hvem i din familie vil du stadig kunne se, og hvem vil elske dig, selv om du valgte at blive skilt? Ville dine børn tilgive dig, og ville det være muligt for dem at forstå din beslutning? Eller ville det måske endda være godt for dem, at du viste dem, at der findes andre veje end den, jeres religion anviser?

Det, jeg kan sige til dig, er, at der findes en verden “uden for” det religiøse fællesskab, du er født ind i og underlagt, som er meget anderledes.

Selvfølgelig skal man i alle fællesskaber tage hensyn til hinanden, det siger sig selv. Men verden er fyldt med mennesker, der lever på så mange og så forskellige måder, at der altid vil være et andet fællesskab, du kan blive en del af.

Det, jeg forsøger at sige, er, at hvis du vælger at gå fra din mand, vil du kunne få andre venner og nye interesser. Måske bo et helt andet sted og finde et nyt arbejde, begynde på en ny uddannelse eller bare begynde at mærke dig selv og tillade dig selv at leve det liv, du længes efter.

Prisen, du skal betale for en sådan beslutning, kender jeg ikke. Det er derfor, jeg ikke bare kan råde dig til at gå.

Men jeg ved, der findes andre måder at leve på og menneskelige fællesskaber, der er fokuserede på helt andre ting end social kontrol.

Jeg forstår din længsel efter frihed, og jeg synes, at du, ligesom alle andre mennesker her på jorden, har al ret i verden til at gå, hvorhen du vil.

Jeg sender dig alt det mod, jeg kan, til at træffe den beslutning, som vil være den rigtige for dig.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.