Brev til Renée: Hvordan skal jeg redde mit ægteskab?

Kære Renée

Sammen med min mand har jeg fire børn, som jeg primært har taget mig af, mens han har brugt 60 timer om ugen på sit job.

I mange år har han efterlyst mere nærhed, kærlighed og sex, men jeg har ofte afvist ham.

Min lyst har været skruet ned med den konstante strøm af krav til at være mor, som jeg har følt.

Nu er børnene blevet større, jeg har fået nyt job, og det har givet mig mere overskud. Min lyst til min mand er blevet vækket til live.

Problemet er imidlertid, at nu vil han ikke have hverken berøring eller sex, og i 20 måneder har vi ikke rigtig haft sex.

Han siger, at mine mange og kolde afvisninger og min fraværende måde at være på i sengen har slukket for hans lyst til mig, og han tror ikke på, at jeg elsker ham.

Jeg har prøvet at forklare, at jeg har været så intenst optaget af mit moderskab i alle disse år – og har både fysisk og mentalt været så opslugt af børnene – at jeg ikke har haft øje for ham og vores ægteskab.

Jeg er så utrolig ked af det, for jeg føler mig nærmest nyforelsket i ham, hvor han mener, at vi måske bør skilles.

Jeg har foreslået parterapi i håb om at få hjælp til at sætte ord på situationen, men det ønsker han ikke, så jeg er egentlig desperat efter, at nogen kan hjælpe mig med at forklare, at nogle gange følges sex og fysisk nærvær ikke helt med kærligheden – og at selv om førstnævnte forsvinder i en periode, kan der sagtens være kærlighed tilbage.

At hvor et klap i røven nu ville være dejligt, var det tidligere et udtryk for en forventning, som jeg følte, jeg ikke magtede at levere, og som gjorde mig sur og skuffet over, at han ikke forstod, hvor ophængt, presset og travl jeg var.

Lyder det også helt utroværdigt i dine ører?

Hilsen

En trist hustru

Kære triste hustru

Der er ingen af dine følelser, der virker utroværdige på mig. Præcis det, du beskriver, tror jeg, er meget alment og sådan, som mange ægteskaber langsomt dør lidt hver dag.

I jeres ægteskab har det været dig, der tog dig af alting angående hus og børn, mens din mand har taget sig af at tjene hovedparten af indtægten.

Jeres opgaver i ægteskabet har derfor været meget forskellige, og måske har der manglet forståelse for hinandens indsats og respekt for, at det, den anden gjorde, var et væsentligt bidrag til fællesskabet?

Jeg gætter her, men det er en af de ting, jeg kan forestille mig, har været årsag til, at du langsomt har mistet lysten til det seksuelle sammen med din mand?

Jeg oplever i dit brev, at du tager meget ansvar for, hvordan det hele er gået, og det gør din mand sådan set ikke så meget.

Den måde, jeres seksuelle liv blev på, er efter min mening lige så meget hans ansvar, som den er dit, men det virker ikke, som om han synes det, og lige nu virker det heller ikke, som om du synes det?

Jo, det var dig, der afviste, men er det så ikke også hans ansvar at finde ud af, hvorfor du afviste? Det vil jeg mene.

Jeg mener, hvis man har en familie, så skal man kæmpe for den, og i den kamp må man gå med åbent hjerte ind i at afsøge alle de muligheder, der er for at gøre noget konstruktivt.

En parterapeut, professionel hjælp er for eksempel at forsøge at kæmpe konstruktivt.

Det vil din mand ikke, og jeg kan ikke helt gennemskue, hvorfor han har taget den holdning?

Du indleder med at sige, at du ønsker for alt i verden at redde dit ægteskab, og du beskriver ikke mindst en mand, du elsker højt.

Kærligheden er for altid værd at kæmpe for, så det er selvfølgelig det, du skal gøre.

Du tænker, jeg kan hjælpe til med at forklare din mand, hvordan de følelser, der har fyldt dig gennem jeres ægteskab, er helt normale, og at det sagtens kan være rigtigt, at du dengang ikke tændte på ham, men at det gør du nu, og at du har elsket ham hele vejen.

Og ja, det kan jeg sige dig, det tror jeg på, er muligt, og så kan han læse det her brev og vide, at det er muligt.

Men vil det overbevise ham, og vil det gøre en forskel for ham? Jeg er ikke sikker.

For hvad er det, der gemmer sig hos ham, som forhindrer ham i at turde tro på dig og på jer?

Som jeg ser det, så kommer du ingen steder, hvis ikke din mand er villig til at arbejde med dig, villig til at arbejde med sig selv og ikke mindst villig til at gøre det, der er nødvendigt for at redde jeres ægteskab.

Og det er blandt andet at finde tilliden til dig og til jer igen, og den tillid kan kun han grave frem.

Et ægteskab er fyldt med alskens dynamikker, der ikke altid er lige til at gennemskue, men jeg tror på, at der i arbejdet med alle de dynamikker, det at afdække dem, forsøge at forstå dem og ikke mindst kigge kærligt på dem, ligger muligheden for et langt, fint liv sammen.

Det er et meget stort arbejde at være i og ikke mindst bevare et ægteskab. Det arbejde kan man ikke gøre alene, det arbejde SKAL man være to om.

Jeg håber, din mand indser, hvad han mister, hvis ikke han går ind i den proces og det arbejde – en kvinde, der elsker ham højt, en familie og en lang historie, som han aldrig kan få igen med nogen anden, for de år er gået.

Jeg tænker, du måske kunne begynde hele processen med at fortælle ham dét, så han forstår det!

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.