En ny livsfase ramte Anne Louise Hassing voldsomt: Jeg måtte bruge frosne berberiænder til at køle mig ned

Som noget af det første, da jeg har taget plads i Anne Louise Hassings stue, gør hun opmærksom på, at hun hverken har nået at købe frugt eller at gøre rent.

– Jeg tænkte, at det nok skulle gå, hvis jeg udfordrede min indre perfektionist lidt, ler hun.

Selvfølgelig går det. Der er te på kanden, chokolader på bordet og hyggeligt i hendes hjem på Amager. Den manglende rengøring er helt ærligt heller ikke til at få øje på.

Men så er temaet for vores samtale slået an. Hurtigt bliver det tydeligt, at der er sket noget livsomvæltende med Anne Louise, siden hun som 45-årig blev slået omkuld af stress.

Det at udfordre sin indre perfektionist er noget, vi kan le ad, men samtidig er det blodigt alvor. Det har været nødvendigt, hvis hun skulle klare at fortsætte i sit fag, og hun er lykkes så flot med det, at hun i dag føler sig friere end nogensinde.

Hvordan hun udviklede sig til at blive så perfektionistisk, ved hun ikke præcis. Måske ligger det bare i hendes families DNA.

Hun er vokset op i et akademisk hjem, hendes far var læge og hendes mor tandlæge. Det var med hendes egne ord en supertryg opvækst som enebarn. Familien flyttede en del rundt, inden den endte i Horsens, hvor hendes far blev overlæge.

– Det lå på ingen måde i kortene, at jeg skulle være skuespiller. Jeg tror, jeg var i biffen én gang, og der var ikke mange andre tilbud om kultur der, hvor vi boede.

Men Anne Louise var et kreativt barn, og hendes mor viste sig også at gemme på en stor kreativitet. Som 50-årig fik hun en skade i sin finger, måtte holde op som tandlæge og begyndte at skabe avancerede patchworktæpper.

– Min mor er lige blevet 85, og i mellemtiden er hun blevet verdensmester i patchwork og har udstillet rundt om i verden, så det er ret imponerende. Men min mors kreativitet foldede sig først rigtigt ud, da jeg flyttede hjemmefra. Og jeg tror mere, jeg har mit behov for at udtrykke mig fra min bedstemor, der var meget musikalsk.

Fra hun var helt lille, snakkede Anne Louise om, at hun ville være skuespiller. Og hun røg med stort fart og trompetfanfarer forlæns lige ind i skuespillerverdenen, da hun som 23-årig gik til casting på hovedrollen til Niels Malmros’ film Kærlighedens smerte.

Han castede 362 unge kvinder, og ud af dem valgte han nummer 142, som var Anne Louise. Klogt gjort, for hun spillede så fantastisk, at hun fik både en Robert-pris og en Bodil for sin præstation.

– Jeg var så ung, jeg lignede en på 16, og indeni var jeg også ret umoden, så det var meget overvældende, men også helt fantastisk. Det bekræftede mig i, at jeg kunne noget, og den var rar at have med mig, da jeg kom ind på skuespillerskolen. På den anden side betød det så også, at jeg skulle leve op til noget.

I mange år derefter var hun drevet af at præstere og plaget af spørgsmålet om, om hun var god nok. Hun følte nærmst kronisk, at hun var til eksamen.

– Min præstationsangst har fulgt mig i mange år og også været mit drive. Den dukker stadig op, når jeg er stresset. Men jeg har fået en større bevidsthed om min kerne, og hvad jeg vil og ikke vil. Det er ikke så vigtigt længere, hvad folk tænker. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg har haft min gode andel af succeser. Jeg kan mærke, at jeg nu har brug for, at det er nogle andre ting, der fylder.

I dag spekulerer hun ikke længere endeløst over, hvordan hun skal bære sig ad med at lande en bestemt fed rolle, og det føles som en total lettelse at slippe for.

– Det ikke at være så fokuseret på mine ambitioner længere får mig til at føle mig fri. For det har da været et kronisk pres, som kombineret med at jeg er perfektionist, godt kan være en farlig cocktail.

Gik helt ned

Farligst blev det, da hun for ti år siden efter en turné med gruppen City Singler knækkede big time sammen med stress.

Hun havde været dårlig til at lytte til sig selv, havde haft for meget fart på, og nu var der ikke mere tilbage at give af. I to måneder lå hun det meste af tiden på sin græsplæne og kiggede på kaninunger og var rystet over sig selv.

– Jeg vidste, at der måtte nogle drastiske ændringer til, hvis jeg skulle op igen. Jeg gik endda så vidt, at jeg lukkede døren ind til skuespillerfaget og tænkte, at det skulle jeg ikke mere være en del af.

Det var også der, hendes spirituelle rejse begyndte. Hun har altid været ret søgende og optaget af at udforske sit eget indre. Nu gik hun i gang med at tage flere uddannelser, der gav hende ny viden.

– Primært i starten for at heale mig selv og få en forståelse for, hvad der var i færd med at ske med mig. Min overgangsalder var meget voldsom. Jeg fik de vildeste hedeture. I begyndelsen var det så slemt, at jeg måtte finde berberiænder frem fra fryseren og bruge dem til at køle mig af med.

– Jeg havde også svært ved at sove, blev mere introvert og havde brug for at søge indad. Det tog tid at acceptere, at jeg nu var i en ny fase, hvor jeg skulle behandle min krop og mit sind bedre og nære mig selv på en anden måde.

Undervejs uddannede hun sig blandt andet som komplementær hormonterapeut og reikihealer, og senest har hun også taget en uddannelse til hormonyogalærer, som er den særlig afart af yogaen, der har hjulpet hende meget. Øvelserne bringer hende ned i hendes krop, ind i vejrtrækningen og væk fra hovedet.

– Jeg dyrker det næsten hver morgen. Hvis jeg kommer godt fra start med mine ritualer, har jeg opdaget, at jeg kan klare det meste.

Noget af det vanskeligste for hende har været at få styr på de overlevelsesmekanismer, hun har med sig fra barndommen.

– Sådan nogle har vi alle med os. Når vi er børn, hjælper de os til at overleve og få kærlighed, men senere kan de skabe en masse rod. Som sagt gik mine meget ud på, at jeg ville være den bedste og have kontrol med tingene. Derfor har jeg skulle arbejde med at forstå, at der jo ikke sker noget ved at lave fejl.

Basalt set handler det om at få opbygget et ordentligt selvværd, siger hun. Det handler om ikke længere at frygte fiaskoen og om at kunne holde fast i, at hun stadig er noget værd også i modgang og kriser.

– Mit mindreværd kan stadig blusse op, hvis jeg er presset, men det sker langt fra så ofte som før. I dag ved jeg, hvad der skal til for at få det godt. Hvis min mentale balance begynder at skride, skal jeg lige tage en dag fri og stirre ud i luften.

Buddhisme, der har været en del af hendes hverdag i 22 år, hjælper hende også. Men i dag har hun mange døre at gå ind af, når hun vil have kontakt til den åndelige verden.

– Jeg bruger meget englekort. Når jeg har brug for et svar eller hjælp, så kan jeg få det ved at trække sådan et kort og meditere over det. Det giver mig ro og tillid at vide, at jeg en morgen, hvor jeg vågner og er bekymret, kan læne mig ind i den åndelige verden. Det får mig til at turde give mig hen til uvisheden, får mig tilbage på sporet og tiltrækker de gode tanker.

– Bliver det for langhåret at tale om, afbryder hun sig selv og ser spørgende på mig.

Jeg ryster på hovedet, og vi bliver enige om, at årene med corona har skabt en større forståelse for, hvor vigtigt det er at give plads til eftertænksomhed.

– Folk kan nemt misforstå det, når man taler om sin spiritualitet, og jeg er med på, at det også kan kamme over. Men heldigvis er det blevet mere accepteret at holde hjertet åbnet, tror jeg. Coronaen har skabt problemer og lidelse for mange, men den gav os også en pause og tvang os til at sætte tempoet ned og kigge indad, og det følte mange nok, de trængte til.

Står i mine egne støvler

Anne Louise er ikke i panik over, at hun bliver 55 næste gang, men hun er bevidst om, at hun skal rykke på sine drømme, hvis de skal blive til noget.

– Jeg har meget lyst til at lave noget tv, hvor jeg kommer ud i verden og fortæller om andre kulturer. Jeg har hørt om en afrikansk stamme, hvor der ikke er overgangsaldersymptomer overhovedet, den ville jeg gerne besøge. Jeg har også et stort behov for at nedskalere mit liv og skære ind til benet af, hvad jeg vil med min kreative energi. For tiden rydder jeg ekstremt meget op og holder igen med mit forbrug.

Ved siden af jobbene som skuespiller pusler hun også med kreative projekter. Bl.a. har hun skrevet en erotisk novelle til bogen Fantasier, som Elisa Lykke var initiativtager til.

– Jeg har længe skrevet, men ikke fået noget udgivet før, så det var fedt med en konkret opgave, og det gik godt, så jeg vil gerne snart kaste mig ud i et skriveprojekt mere.

For tiden er det ikke det erotiske liv, hun har mest fokus på, men måske kommer det med foråret. Indtil videre er hun single og har det godt med det.

– I alt har jeg været i et parforhold i 22 år af mit liv, så jeg er glad for at være nået hertil, hvor jeg for første gang står i mine egne støvler og er trådt ind i min egen power. Det har krævet mod at turde, men det har gjort mig virkelig godt.

Da hun i 2017 blev skilt, kastede hun sig hurtigt ud i et nyt forhold, som sluttede sidste år. Fordi hun gik så hurtigt fra det ene til det andet, var det først da, at hun rigtig fik ryddet op i sin sorg over skilsmissen fra ham, der er far til hendes søn.

– For det er stadig hårdt, at vi måtte opgive at være en familie sammen, det bliver ved at gøre ondt, og det tror jeg aldrig, jeg vil komme mig over.

Ikke mindst savner hun at være et tættere team på daglig basis med sin eksmand, når hun møder udfordringer i sit liv som mor til en teenager.

– Mingus er jo næsten voksen, han bliver 18 lige om lidt, og det har selvfølgelig forandret vores forhold meget. Der er alle mulige situationer, hvor jeg er i tvivl. For eksempel kan jeg godt indimellem tænke, at han trænger til en, der er mere irriterende og uenig med ham, end jeg er. Er det ikke også en del af det at løsrive sig? Men ind imellem at vi griner og har det sjovt, synes han så også, jeg er begyndt at være mere irriterende, så det er fedt.

Lige nu bor han ude i et anneks til hendes lille hus, så de har gode muligheder for at dyrke hver sit privatliv. Alligevel er hun ved langsomt at forberede sig på, at han flytter hjemmefra en dag.

– Jeg flyttede selv hjemmefra, da jeg var 16, han har samme frihedstrang, og det forstår jeg godt. På den ene side ser jeg frem til at få mere ro, og samtidig bliver her godt nok stille uden ham. Især fordi vi har så god en relation.

Kærlighedens væsen

Hverken sidste års brud eller skilsmissen fra Mingus’ far har skræmt Anne Louise fra at gå ind i et parforhold igen. Tværtimod føler hun, at hun har meget at være taknemmelig for og har også brugt pausen til at reflektere over, hvad hun har lært.

– Jeg har fundet ud af, hvor utroligt vigtigt det er ikke at blive for symbiotiske. Min partner skal ikke redde mig, og jeg skal ikke redde ham. Vi skal stå sammen ved siden af hinanden og ikke fikse hinanden. Og vi skal sørge for at bevare hver vores integritet og give plads til forskelligheder.

Hun synes, det er enormt vigtigt at turde vise hinanden sårbarhed og kunne tale ærligt og autentisk sammen.

– Men det er nemmere sagt end gjort. For der er jo det med kærligheden, at når man åbner sit hjerte og lukker en anden ind, begynder alle svigtene og afvisningerne fra ens barndom at dukke op, og pludselig opfører man sig, som da man var 2 eller 4 år gammel.

Hun har selv oplevet, hvor svært det er ikke at gå i forsvarsposition og bliver kritisk.

– Mænd er jo så nemme, de vil egentlig bare, at man er lykkelig. Det er næsten en kliché, men vi kvinder skal altså huske, at de ikke kan læse vores tanker. Vi skal sige det højt, når vi har brug for noget og lære at give slip på vores dumme forventninger.

– Tænk på, hvor tit forventningerne fucker et forhold op. Lige nu kan jeg ikke give andre skylden for, når jeg har en dårlig dag, det har været lidt af en øjenåbner. Egentlig er Georg Madsen, som er hendes mand i TV 2-serien Badehotellet, et af de mest steady parforhold, hun har haft, griner hun.

– Man kan se hans og Thereses forhold som gammeldags, men det er også muligt at se som både sundt og moderne. De tør begge sige fra, de taler om tingene, har bibeholdt et stærkt erotisk drive, og jeg oplever også, at de har respekt for hinanden. Dem kan vi godt lære noget af.

Fysisk føler Anne Louise sig lige nu i sit livs bedste form, efter at hun sidste år medvirkede i programmet 12 uger i helvede på Kanal 5. Her lærte hun at træne intenst og lægge kosten om. Hun beskriver det som en stor livsforandring, der betød, at hun tabte ti kilo og har fået muskler som aldrig før.

– Tidligere bildte jeg mig ind, at det var nok med yoga og gåture. Så i starten af programmet var jeg skeptisk, men da jeg først kom i gang, blev jeg hooked, og jeg træner stadig to gange om ugen med løb og vægte. Det er fantastisk at have så mange muskler og så meget overskud i min alder.

– Alt i alt føler jeg, at jeg står lidt foran et nyt kapitel i mit liv, som vil vise mig helt nye steder hen. Det er spændende og også lidt uvist. Jeg er åben og lytter ikke længere så meget til den øgle på min skulder, som fortæller mig om det, jeg ikke kan.

– Igen og igen har jeg jo bevist, at jeg kan mere, end jeg tror. Mine hedeture har brændt en masse af mine gamle mønstre af, og nu begynder jeg på noget nyt.