Da hun lagde pillerne klar til sin søn, fik hun en tanke. Den blev til plottet i hendes nye roman

En grapefrugt skåret i kvarte. Et blødkogt æg. Et stykke rugbrød med ost. Der er nogenlunde det, der ligger på den tallerken, Sissel-Jo Gazan har lavet til sig selv fra hotellets morgenbuffet.

Det er tidlig formiddag, og vi sidder i lobbyen på det københavnske hotel, hvor Sissel-Jo Gazan – der til daglig bor i Berlin – har indlogeret sig for weekenden.

– Jeg er lige stået op for 10 minutter siden, smiler Sissel-Jo, inden hun tager en bid af sin morgenmad.

Det er en travl tid for hende, fornemmer man hurtigt.

På hotelværelset er Sissel-Jos sene nattetimer gået med at få de sidste ender til at mødes i den nye videnskabskrimi ”Uglens Øje”, der går i trykken om kort tid – og er en efternøler til ”Dinosaurens fjer”, der udkom i 2008, og fortsættelsen ”Svalens Graf”, der udkom i 2013.

– At skrive min nye roman har været en hård fødsel – af flere årsager, fortæller Sissel-Jo.

– Både på grund af coronakrisen, der stadig fylder ret meget i Tyskland – og også fordi, jeg har mødt en mand. Han er italiener og hedder Alessandro. Vi blev kærester for syv måneder siden, og selv om han går rigtig meget op i, at jeg skal have plads og tid til at skrive, så har det været en lidt forstyrret tid. Det har taget mig lang tid at varme op til min nye roman – men NU er den snart ved at være der

Sær Valentines-gave

I ”Uglens Øje” vender Sissel-Jo Gazan tilbage til sine hovedpersoner fra gennembrudsromanen ”Dinosaurens Fjer”, der blev en bestseller og har gået sin sejrsgang over hele verden.

Mange husker nok den sprøde og sympatiske politimand Søren Marhauge, der var kendt for sin evne til at ”strikke baglæns” og derved opklare forbrydelser.

Og den ambitiøse biolog Anna, der er enlig mor og bliver kærester med Søren.

– Politimanden Søren har været med mig gennem alle årene, siger Sissel-Jo og hiver ned i rullekraven, så en halskæde med navnet ”Søren” skrevet i sølv, kommer til syne.

– Sidste år på Valentines Day, hvor jeg ikke havde mødt Alessandro endnu, fik jeg denne her halskæde af min romanfigur Søren. Den var pakket fint ind, og jeg gav den til mig selv. Jeg havde lidt grineren over det, og som jeg siger til mine veninder: ”Jeg blev ikke særlig overrasket, da jeg fik halskæden, men jeg blev virkelig glad”.

Hvorfor gav du dig selv en halskæde fra din romanfigur?

– For at minde mig selv om, at jeg har skabt Søren som en manifestation af en mand, som jeg gerne ville møde – og som jeg nu også har mødt.

– Det, der er allervigtigst for mig ved karakteren Søren, er, at han aldrig stiller spørgsmålstegn ved, at Anna har et barn med ind i forholdet, fortæller Sissel-Jo, der for fem år siden blev skilt fra australske Mark, der er far til hendes to yngste børn.

– Nogle mænd ser det som en kæmpe ting, at man har børn i forvejen – men hvorfor egentlig det, når de børn er det vigtigste i ens liv? Jeg har bedt universet om at møde en mand, der kan rumme, at jeg har tre børn med to forskellige mænd.

– Og det har jeg gjort. Alessandro er journalist og praktiserende buddhist – og han er trådt ind i det hele med et åbent sind, siger hun. Og tilføjer:

– Jeg har ét barn med en tysker, to med en australier og er kæreste med en italiener, og jeg elsker at sidde på færgen på vej mod Danmark og se folk kigge, fordi de ikke kan regne ud, hvordan det hænger sammen.

– At have en velfungerende patchworkfamilie er lige mig, lyder det fra Sissel-Jo, der bor alene i Berlin med sine to yngste børn, Frankie på syv år og Willow på 10. Datteren Ea-Viola på 20 er flyttet hjemmefra og bor i Aarhus.

Hvad giver det dig at have børn i forskellige aldre?

– Jeg tror, det er med til at holde mig ung. Der er noget navlepilleri, man slipper for – fordi man hele tiden bliver forstyrret. Så er der én, der putter rosiner ned mellem gulvbrædderne eller vælter et eller andet.

– Så skal man lige hen med en sportstaske eller køre nogen til svømning. Gryden bliver rørt rundt hele tiden, og det tror jeg er ret sundt. Men det kan selvfølgelig være lidt udfordrende, når man skal skrive en roman færdig.

Piller som den røde tråd

“Uglens Øje” er en spændingsroman om mennesker og medicin, og da vi møder politimanden Søren igen, står han midt i livet og er ramt af håbløshed. Forholdet til Anna er gået i stykker – og Søren er nærmest blevet enlig far, fordi Anna er så dedikeret til sin forskning, at hun ikke har tid til at have børnene.

Søren forsøger på bedste beskub at jonglere mellem madpakker, aflevering af børn og politiarbejde – og føler ikke rigtigt, at han kommer nogen vegne.

– Søren er desillusioneret, og det siger han til sin læge – der med det samme giver ham en recept på antidepressiv medicin. Han får et præparat, jeg opfinder i romanen – og som hedder Trimexclorid. Det er et præparat, som rigtig mange af romanens karakterer tager, fortæller Sissel-Jo.

Idéen med at gøre piller til den røde tråd i ”Uglens Øje” kommer fra en barsk periode i Sissel-Jo Gazans liv. For fire år siden blev hendes nu 10-årige søn Willow alvorligt syg af en autoimmun hjernebetændelse, og det har sat mange ting i perspektiv.

– Willows sygdom har gjort, at jeg er begyndt at interessere mig for piller. Jeg er ellers vokset op med, at medicin var noget, man skulle UNDGÅ – og har måske også set lidt ned på folk, der tog medicin. Hvis man tog et par homøopatiske kugler og lagde dem under tungen, så var det rigeligt, fortæller Sissel-Jo.

– Og nu står jeg så et sted, hvor jeg hver søndag aften sidder og fordeler piller i min søns doseringsæske. Jeg har en lille kniv, så jeg kan skære nogle af pillerne i halve.

– Pillerne har reddet Willows liv, og jeg er meget taknemmelig for, at medicin findes – men jeg har stadig min gamle skepsis med, blandt andet i forhold til den overmedicinering, vi ser i samfundet.

Tager vi for mange piller?

– I hvert fald sidder recepterne løst, og det er også det, jeg vil vise i ”Uglens Øje” med historien om Søren. Han kommer på antidepressiv medicin, men det fungerer slet ikke for ham. Han mister sin libido, bliver endnu mere omtåget, end han var i forvejen og begynder at lave fejl på sit arbejde, fortæller Sissel-Jo. Og tilføjer:

– For flere af bogens andre karakterer er Trimexclorid med til at få hverdagen til at hænge sammen. Så det er ikke sådan, at jeg har en antipille-dagsorden, men jeg synes, det er vigtigt, at vi begynder at tænke over, hvorfor vi tager piller – og at vi også kaster et kritisk blik på medicinalbranchen.

– Bivirkningerne kommer ikke altid frem i lyset, fordi det i medicinalbranchen handler om at sælge så mange piller som muligt og tjene millioner – ja, milliarder af kroner, lyder det engageret fra Sissel-Jo Gazan.

Så der mangler gennemsigtighed?

– Ja, og det har vi også lige set under corona. Da det viste sig, at AstraZeneca-vaccinen i sjældne tilfælde kunne give blodpropper, blev det betragtet som en skandale, og AstraZeneca blev taget af vaccinationsprogrammet. Men AL medicin, der virker, har bivirkninger – og vi har brug for mere åbenhed omkring, hvordan medicin påvirker kroppen.

Bivirkninger dysses ned

“Uglens Øje” foregår i 2018 – før coronapandemien, fortsætter hun.

– Det er klart, at pandemien har gjort, at jeg i endnu højere grad synes, at der er brug for en åben, kritisk debat. Jeg anerkender, at vacciner er et fantastisk værktøj, og både jeg og mine børn har fået coronavaccinen. Men vi går ind og påvirker immunforsvaret, når vi tager en vaccine – og det skal vi tale mere om.

– Det har været svært under corona: Bare man siger det mindste pip, viser man ikke samfundssind og er en sølvpapirshat. Men jeg har ikke lyst til at blande mig i den skingre debat – jeg skriver romaner i stedet for, siger Sissel-Jo med et lille smil.

Hvorfor hedder din roman ”Uglens Øje”?

– Det er det mønster formet som et øje, der sidder på vingerne af sommerfuglen ”Ugleøje”. Sommerfuglen bruger øjet til at skræmme sine fjender væk, fortæller Sissel-Jo. Hun er uddannet biolog, og har blandt andet talt med flere sommerfugleeksperter som en del af researchen til sin nye bog.

– Sommerfuglen er et dyr, vi alle sammen har et tidligt minde om – på samme måde som fjeren, som var med i ”Dinosaurens Fjer”. Man kan nærmest se et barn med en blenumse, der bliver kildet på armen af en fjer eller løber efter en sommerfugl.

Sommerfuglen kan ikke se med ugleøjet – men måske har øjet en symbolsk betydning, som det øje, der kan se den skjulte sandhed om medicinalbranchen – og om vidundermedicinen Trimexclorid?

– Jeg håber, at romanen står et sted, hvor man kan se alle perspektiverne. Der, hvor man måske burde gøre noget andet i stedet for at indløse en recept på apoteket. Tage sit liv op til revision – få motioneret, blive skilt – i stedet for bare at tage en pille. Og så dér, hvor medicinen er nødvendig – som den er i min søns tilfælde.

Hvordan har din søn det lige nu?

– Lige nu er hans sygdom i dvale, men piller er stadig en del af hans liv. En bivirkning ved den medicin, han tager er, at han er blevet buttet – men det lever vi med, for der er ikke noget alternativ, fortæller Sissel-Jo.

– Willow har været igennem en rivende udvikling, og det er jo sådan, at når man går igennem en krise, så er der også noget, der er for det gode. Inden Willow blev syg, var han lidt pjevset – måske var det, fordi han allerede var syg, det ved vi ikke.

– I dag er han fysisk blevet en stor og høj gut, og alt det, han har været igennem, har givet ham mega meget hår på brystet. Han går i terapi, hvilket han elsker – og han er gået fra at sige: ”Hvorfor skulle det her ramme MIG” – til at tænke ”Jeg ved noget, for jeg har oplevet noget, som mine jævnaldrende ikke har oplevet”, fortæller Sissel-Jo.

Offerrollen må ikke gro fast

Willow har kæmpet lidt med offerrollen, fortsætter hun.

– Det er noget, jeg er meget bevidst om, for det er vigtigt, at han ikke går i selvsving. Willow var meget syg i 2018, og i 2019 fik han nye plasmaceller tre dage om måneden, hvor han var indlagt.

– Det er mega hårdt for en otteårig dreng at ligge med drop tre dage om måneden i et år, så i den periode gav vi ham plads til at sige: ”Solen skinner – og alle mine venner er ude og hygge sig – hvorfor skal jeg ligge her?”

Det er vel også fair nok at tage offerrollen, når man bliver ramt af sygdom?

– Ja, man skal have lov til at være offer, når det er på sin plads – men man skal bare ikke lade det gro fast. Det handler om at have en samvittighedsfuldhed over for det, vi skal opnå i livet – og her mener jeg ikke i forhold til karriere, men at stå op om morgenen, rede sin seng og spise det, der ligger på tallerkenen, siger Sissel-Jo og smiler lidt, mens hun kigger på sin morgenmadstallerken.

Du mener det, der ligger på livets tallerken?

– Ja, man skal spise det, som livet serverer for én. Det handler om at påtage sig den opgave, det er at være menneske, og det siger jeg også til Willow.

– Selvfølgelig trøster jeg ham, og jeg er med ham i følelsen, når han bliver ked af, at han skal tage medicin. Men jeg tror, det er vigtigt ikke at nurse ham alt for meget – for livet er, som livet er, siger Sissel-Jo eftertænksomt.

– Man skal æde nogle realiteter, og jeg ved fra mit eget liv, at dér, hvor jeg tager fat, sætter nogle mål og opnår de mål – selv om alting gør modstand – dér ligger lykken også.

At møde verden med sårbarhed

Samtidig med kraftfuldheden stråler et strejf af sårbarhed ud fra Sissel-Jo Gazan denne formiddag i hotellets lobby.

– At have et sygt barn har givet en helt vild sårbarhed, og det har også gjort mig mere blød, ydmyg og mere taknemmelig for det, jeg har. Jeg har ændret mig vildt meget, fortæller Sissel-Jo.

Fletter dine egne livserfaringer sig også ind i dine bøger?

– Ja, helt klart. Biologen Anna er blevet mere blød med årene. Hendes personlige udvikling i ”Dinosaurens Fjer” var at blive venner med den vrede, hun havde. Som viste sig at komme fra det svigt, hun oplevede, da hun blev født – hvor hendes mor havde en fødselsdepression.

– Det var før, Anna fik ord, så svigtet sad som en blodansamling af vrede i hende – og dér var jeg også selv på det tidspunkt, hvor jeg skrev ”Dinosaurens Fjer”.

Hvorfor var du vred?

– Jeg var blevet forladt af min store datters far, da min datter var helt lille – og samtidig var jeg specialestuderende og havde ondt af mig selv. Det er måske også det umodne menneske, der kommer til at sætte sig selv i en offerrolle.

– Annas udvikling gennem mine bøger har handlet om at få fat i vreden og bruge den konstruktivt til at udvikle sig – og nu står hun et sted, hvor hun er blevet mere blød – og tør møde verden med sin sårbarhed. På det punkt er hun en spejling af mig, smiler Sissel-Jo Gazan.

Så du står et mere blødt sted lige nu?

– Ja, helt klart. Jeg er gået fra at være én, der satte hårdt mod hårdt og var hurtig til at trække stikket – fordi jeg havde min egen agenda og var på vej et sted hen med den agenda. Hvor jeg mere stopper op nu og gør det modsatte af, hvad jeg intuitivt ville have gjort – fordi det ikke har fungeret så godt. Både i forhold til mænd – men også i forhold til at rumme de svære situationer, som livet også byder på, siger Sissel-Jo. Og tilføjer:

– Det har også noget at gøre med at stå midt i livet – man bliver bedre til at mærke sig selv og til at sige fra. Det kan jeg tydeligt mærke i forhold til mine venskaber. Jeg har været ved at kløjes i alle de mennesker, jeg følte, at jeg burde se, men nu er mine venskaber blevet dybere og færre – jeg har blandet andet slået op med en veninde, fordi hun ikke var der for mig, da jeg stod midt i en krise.

– Hun ville bare gerne gå i teatret med mig, have fint tøj på og gå ud og spise. Det havde jeg måske plads til, da jeg var 28, men det har jeg ikke mere. De veninder, jeg har, kan jeg ringe op til klokken 3 om natten og græde snot. Vi ER der for hinanden, siger Sissel-Jo Gazan og rejser sig fra morgenmaden.

Hun skal op på hotelværelset og gøre sig klar til en tæt venindes 50-års fødselsdagsfest. Det skal der trods alt være plads til – midt i romanskrivningen.