En dag kom Ditte Gieses mand hjem fra en løbetur med en besked: "Det var den vildeste mavepuster"

Da Ditte Gieses forældre blev skilt i 1980, besluttede hendes forældre at dele børnene.

Det virkede mest fair. Ditte skulle bo hos sin mor, mens hendes storesøster skulle bo hos deres far.

Det betød, at søstrene kun så hinanden hver anden eller tredje weekend.

1980 var samtidig begyndelsen til årtiet, hvor skilsmissetallet peakede, og hendes forældre tilhørte derfor den første generation, der blev skilt i det omfang, vi kender i dag.

Hvordan en skilsmisse blev udholdelig for børn, talte man endnu ikke så meget om.

Ditte Giese var to år dengang, så hun husker ikke skilsmissen. Til gengæld husker hun bus nummer 29.

Den, der havde rute mellem hendes mors kollektiv på Frederiksberg og hendes fars nye familie, der boede ved Kongens Nytorv.

Hun tog bussen, når hun besøgte sin far hver anden weekend. Det er ikke et rart minde.

– Mine forældre var uvenner i flere år efter skilsmissen, og jeg var virkelig klemt som barn i de år. Jeg har et billede i hovedet af altid at blive sendt af sted fra min mor til min far og omvendt og få en sur besked med hver vej: “Din far vil heller aldrig betale dine vinterstøvler” eller “Sikke en idiot, ham din mor er sammen med”, siger hun.

En dag var hendes mor så vred på hendes far, at hun gik op på kommunen og fik hans efternavn fjernet fra datterens navn.

– Jeg hedder i virkeligheden Ditte Giese Clausen, men det kunne min mor ikke holde ud at se på, så det fik hun fjernet, som man kunne uden videre dengang. Det er jo en sindssyg ting at gøre!

Faren opdagede først, at hans datter ikke længere bar hans efternavn, da Ditte Giese skulle på aleneferie med ham nogle år efter, hvor hendes mor måtte krybe til korset og forklare det forsvundne efternavn.

– Min mor har virkelig skammet sig og sagt undskyld mange gange over, hvordan de opførte sig efter skilsmissen, siger hun i dag.

Ingen katastrofe

Da Ditte Giese selv blev skilt i 2013, var hun den første i sin omgangskreds, der blev det.

Siden er vennerne stort set alle sammen blevet skilt, og Ditte Giese er blevet flokkens skilsmisseguru, hvor veninderne kommer til hende for gode råd, fortæller hun, mens hun i et ironisk tonefald imiterer de grådkvalte venners spørgsmål:

– “Er der nogensinde nogen, der vil elske mig igen? Hvor møder man mænd? Vil nogen overhovedet bolle med mig, når jeg er så grim og gammel?” De spørger alle sammen om det samme og har de samme usikkerheder.

Det er ikke, fordi Ditte Giese ikke tager de spørgsmål og usikkerheder alvorligt, men hun blev træt af at svare på de samme spørgsmål igen og igen.

Træt af, at skilsmisse stadig er så stort et tabu. Det var baggrunden for hendes nye bog, “Ulige uger”.

– Der er så meget sorg og skam forbundet med en skilsmisse, men når man er kommet sig over chokket og den første sorg og skam, kommer der en kæmpe frihed og fed energi.

– Vi skal alle igennem nogle faser, når vi bliver skilt, og jeg havde lyst til at skrive en humoristisk bog om skilsmisse. Man må gerne have det lidt sjovt, selv om man er blevet skilt, siger hun.

Bogen henvender sig især til dem, der bliver skilt, som har børn sammen, fordi hun mener, at der er en verden til forskel på et kærlighedsbrud og det at splitte en familie.

Men selv om der er børn i forholdet, behøver det ikke at være ulykkeligt for børnene, at deres forældre skal skilles, mener hun.

– Der er mange, som mener, at skilsmisser er et egoistisk og feministisk frigørelsesprojekt, som går ud over børnene. Men det behøver altså ikke være en katastrofe at blive skilt eller noget, du skal slå dig selv med, indtil du dør. Måske skal vi holde op med at skamme os og i stedet forholde os til, at skilsmisser er der, og at de er en del af livet?

Ditte Giese erkender, at en skilsmisse aldrig er sjov for de involverede børn, og fornægter ikke, at der er konsekvenser, men hun mener, at det i nogle tilfælde kan være bedre for børnene, at forældrene skilles.

– Der er tilfælde, hvor det er bedre for børn at få deres forældre mere iltede tilbage med mere energi og overskud. Det synes jeg, at vi er nødt til at tale om.

Vær vred – og giv slip

Ditte Giese mener, at vi i stedet for at blive ved med at fokusere på det høje antal skilsmisser bør fejre, at vi lever i en tid, hvor især kvinder ikke behøver at blive i forhold af økonomiske årsager.

Vi burde nærmere forholde os til, hvordan vi bliver skilt på en god og ordentlig måde, når det nu engang er et faktum, at så mange af os bliver det.

Hun husker det selv som en kæmpe forløsning, da hendes forældre fem år efter skilsmissen begyndte at tale sammen igen.

– Jeg kan tydeligt huske den middag, hvor vi sad rundt om et bord, min storesøster, min far og mor. Hvor de var venner igen, og der var ro på. Det var helt fantastisk.

Forældrene forblev efterfølgende tætte venner, indtil Ditte Gieses mor døde i 2012.

Hvor nogle skilsmissebørn går ind i voksenlivet med en ambition om at undgå skilsmisse for enhver pris, hører Ditte Giese til i den mere pragmatiske lejr: Hun lærte tidligt, at skilsmisse er et realistisk scenarie.

– Det har altid været en del af min bevidsthed, at man kan blive skilt, og jeg kan huske, at jeg tidligt har tænkt, at hvis jeg skulle blive skilt en dag, var det vigtigt, at jeg kunne forblive venner med min eksmand, siger hun.

Hun mener derfor, at den vigtigste beslutning, en kvinde skal træffe, i forhold til hvem man gifter sig og får børn med, er, om det er en person, man kan blive skilt fra.

– Jeg tænkte meget over, at jeg ville finde en mand, der ikke var dramatisk og ikke kunne finde på at bekrige mig eller behandle mig unfair. Han skulle være sød og ordentlig og en, som jeg efter en eventuel skilsmisse kunne have et ordentligt partnerskab med.

Den del fik hun ret i, for hun har i dag et godt deleforældreskab med sin eksmand og faren til sønnen Alfred på 12 år.

– Jeg lærte af mine forældres skilsmisse, at man fandme ikke skal bære brænde til bålet. Selvfølgelig må man have lov til at være vred og sørge, men man skal også give slip på et tidspunkt.

Skilsmisse midt i en sorg

Det har imidlertid ikke været helt let at nå dertil. Det skyldes ikke mindst, at skilsmissen fra hendes søns far kom fuldkommen bag på Ditte Giese, som selv i dag har svært ved at forklare, hvorfor de egentlig blev skilt.

Sønnen var på det tidspunkt knap tre år, og Ditte Gieses mor var død efter et kort, men hårdt kræftforløb året forinden.

– Min eksmand havde nok en form for midtvejskrise, og samtidig var jeg i kæmpe sorg. Jeg var ikke en fed kæreste, for jeg var helt i knæ og i øvrigt også tæt på at blive fyret fra Politiken, fordi jeg stod og græd ude på toilettet hele tiden. Jeg var fuldstændig ude at skide, fortæller hun.

En sorgterapeut havde sagt til Ditte Giese, at hun måtte acceptere, at hun efter morens død intet havde at tilbyde, og den smule kærlighed og omsorg, hun måtte have, skulle hun give til sit barn.

– Den var han helt med på, sagde han. Jeg skulle bare lade mig falde, og så skulle han nok sørge for alting, så vi kunne komme igennem det, siger Ditte om sin eksmand.

Men efter otte-ti måneder, hvor hun ellers synes, at hun havde fået det bedre, kom han hjem fra en løbetur og meddelte, at han ikke elskede hende mere. Han kunne ikke mærke kærligheden.

– Det kom sindssygt meget bag på mig og var den vildeste mavepuster. Han ville nok sige, at vi havde haft problemer længe, men for mig kom det ud af det blå. Vi havde lige været tre uger i Sydfrankrig og havde et godt sexliv. Jeg havde aldrig hørt om nogen, der havde et godt sexliv, som bare lige blev skilt.

Ditte Giese tog efter den besked i sommerhus en måned med deres søn i håbet om, at manden blot havde brug for luft eller en tænkepause. Da de kom hjem, var han flyttet ud.

I begyndelsen var hun i chok og tænkte ikke på andet, end hvordan hun kunne få ham tilbage. Så kom vreden. Ikke mindst da hun fandt ud af, at han kort tid efter boede sammen med en anden kvinde.

– Vreden var faktisk meget lækker at bade i. Den har lidt flere handlemuligheder. Det var nemmere, da jeg nåede frem til at tænke: Han har fandme svigtet! Du går ikke fra en kvinde, når I har et lille barn på knap tre år, og når hun er i sorg over at have mistet sin mor. Det er bare ikke i orden.

Mens Ditte Giese sørgede over både sin mor og sin skilsmisse, var hendes venner midt i at stifte familie med babyer om anklerne og mænd, de var forelskede i, og som var forelskede i dem. Det affødte til gengæld nye bekendtskaber.

– Jeg var bare så rasende og havde brug for at finde nogle allierede, som også var rasende eller var blevet svigtet. Der er enormt mange klicheer i skilsmisser, og jeg tænkte bare: “Er vi virkelig den, hvor manden lige er blevet 40 år, skal ud at løbe og tabe sig og møder ny spændende dame?” Det var vi åbenbart.

Drop martyrrollen

Det første år lod Ditte Giese hårene på benene gro og sig selv indhylle i et “sorgmørke”. Imens forsøgte velmenende venner at få hende “ind i kampen” og “ud og knalde”, men hun nægtede.

– Jeg synes, man skal have lov til at sørge i sit eget tempo. Hvis du har lyst til at oprette en profil på Tinder to timer efter et brud, tænker jeg helt klart “more power to you”, men sådan var jeg bare ikke. Jeg er også et helt vildt monogamt menneske, så det var meget grænseoverskridende for mig at skulle åbne mig for noget nyt.

Men efterhånden begyndte hun at gå i byen igen og se på mænd med nye øjne.

– Jeg kan huske følelsen af at tænke: Gud, ham der er da pæn. Og ham der! Der er jo andre mænd. Men det var først, da jeg selv var klar, og det skulle være mit eget valg, siger hun.

For da først chokket og vreden havde lagt sig efter skilsmissen, kom Ditte Giese i tanker om de fraskilte kvinder i det kvindekollektiv, hun var opvokset i, som sad og græd ned i deres riesling og var vrede på deres mænd flere år efter skilsmissen.

Martyrerne ser skilsmissen som den endegyldige katastrofe i deres liv. Det er dem, der siger til børnene, at det er helt forfærdeligt, at de blev skilt, og det er derfor, de er fattige og ulykkelige, ikke kan tage på sommerferie, ikke har mødt en ny eller ikke er gået efter chefjobbet.

– Jeg har set ekstremt mange kvinder blive martyrer efter deres skilsmisser. Jeg ville ikke være sådan en. Der måtte jeg sige til mig selv: Min mors død var en katastrofe, det var min skilsmisse altså ikke. Jeg var nødt til at se den som en del af livet, siger hun.

Ditte Giese valgte derfor at lægge sorgen og vreden bag sig for sit barns skyld.

– Jeg kunne ikke spilde mit liv på den måde. Jeg havde ikke lyst til, at mit barn skulle opleve det, jeg gjorde – at være klemt i sine forældres skilsmisse.

Selv om hun mente, at eksmanden burde have kæmpet mere for deres forhold og familie, måtte hun erkende, at han bare ikke ville.

– Det betød også, at jeg var meget alene om min skilsmissesorg, men samtidig kunne jeg mærke, at hvis jeg blev ved med at holde fast, ville jeg blive ødelagt.

Et afgørende engangsknald

En aften mødtes hun så med en ung mand, som havde kommenteret på en af hendes artikler, hvorefter de havde skrevet lidt sammen.

Da de havde drukket nogle øl på en bar, og hun egentlig havde sagt farvel til ham på hovedbanegården, skrev hun alligevel en sms til ham og sagde, at han var velkommen til at sove hos hende.

– Jeg tænkte: Hvis du ikke selv tør noget nogensinde, så sker der jo aldrig noget.

Det var et temmelig sløjt knald, som Ditte Giese husker det, fra hendes side. Mest fordi hun var så anspændt og havde bildt sig selv ind, at en mand da ikke kunne tænde på en kvinde, der havde et kejsersnit-ar. Men det var et vigtigt knald.

– Jeg var helt sikker på, jeg ville komme til at græde, fordi jeg ikke havde været sammen med andre end min eksmand i 10 år, men jeg gennemførte det. Jeg har ikke set ham siden, men jeg har siden tænkt: Hold kæft mand, hvor er jeg taknemmelig for dig. Fordi han fik ført mig ind i næste fase.

Og så mindede det middelmådige engangsknald hende om, at sex ikke er en konkurrencesport.

– Det handler ikke om, at man skal være perfekt eller imponere hinanden. Hvad så hvis du kommer til at græde? Og hvad så hvis du ikke kan få den op at stå?

– Vi er jo bare mennesker, der skal få det til at fungere på en eller anden måde. Og vi kommer til at dumme os, og så må vi grine lidt ad det. Det synes jeg, at han hjalp mig voldsomt meget med.

Derefter fulgte en fase, hvor Ditte Giese fandt et mod i sig selv, hun ikke tidligere havde haft i sit liv, og som bl.a. kunne få hende til at gå hen til en fremmed håndværker på en byggeplads og spørge, om han ville med hjem og knalde. Det ville han gerne.

Hun kom også på Tinder i den periode og begyndte desuden at skrive om sine erfaringer som fraskilt i det københavnske datingmiljø i Politiken.

Det sidste affødte i sig selv en del henvendelser. Artikelserien havde virkning som én lang bramfri kontaktannonce.

Men især på Tinder lærte hun, at en kvinde, der vil have sex, faktisk altid kan finde en mand, der også gerne vil.

– På Tinder er der altid en, der kan være hos dig om en time. Det er der mange fordele i, når man er alene med et barn og sjældent har mulighed for at drikke sig megastiv på en bar og blive til klokken fire om morgenen, siger Ditte, som i den periode lukkede en del mænd ind og ud af terrassedøren “efter puttetid” i villalejligheden på Amager.

– Der er fordele ved at date på den måde: Det behøver ikke at være mørkt, du behøver ikke at være stiv, og du behøver ikke at have dit pæneste tøj på.

Familiedrøm 2.0

En dag i 2016 landede en mail i hendes indbakke fra endnu en læser af hendes artikler. Afsenderen hed Paulo og fangede hendes interesse på et tidspunkt, hvor hun ellers var ved at være datingtræt.

– Jeg orkede ikke de der nye begyndelser hele tiden. Jeg var lige begyndt at være klar til noget seriøst, men løb kun ind i mænd, der ikke lige magtede det, ghostede mig eller bare var nogle røvbananer, siger Ditte Giese.

Derfor afviste hun mailskriveren i første omgang, og først nogle måneder efter tog de på date. Den ene date tog den næste, og i 2017 blev de gift og flyttede sammen i en villalejlighed på Amager med deres tilsammen tre børn på dengang 6, 8 og 16 år.

– Det var bare ikke nok for mig længere at sidde alene ved et middagsbord og spise fiskefrikadeller med et barn og tale om, hvad han havde lavet i skolen.

– Jeg kunne godt føle, at jeg stod med det hele selv og savnede en voksen samtale og at være fælles med en voksen om alle de ting, der omhandler børn, siger Ditte Giese.

De har boet sammen i fem år, holdt masser af fester for fælles venner, haft madklub med venner og anskaffede sig endda en “corona-hund”.

Alt sammen i forsøget på at skabe et liv sammen. Alligevel står der lige nu et “Til salg”-skilt foran huset. Det lykkedes heller ikke denne gang at få samlivet til at lykkes.

– Det har været virkelig svært at få vores sammenbragte familie til at fungere. Vi har simpelthen forskellige forventninger til og erfaringer med, hvordan man er familie.

– Selv nu, hvor vi har boet sammen i over fem år, kan vi ikke få det til at matche. Det er helt ned til, hvordan vi sidder ved et bord og spiser sammen, hvordan vi holder ferie, og hvordan man hygger sig en fredag aften med børn.

Hvor Ditte Gieses første skilsmisse kom som et lyn fra en klar himmel, var denne længere undervejs, og parret har prøvet stort set alt for at få det til at fungere, men uden held.

– Vi elsker stadig hinanden, men vi har besluttet, at nu flytter vi hver for sig, og så ser vi, om vi kan finde ud af at være kærester. Det håber jeg.

Vil hellere være alene

Ditte Giese vil med sin bog gerne være med til at gøre op med den skam, der ifølge hende ofte følger med en skilsmisse, for selv om hun er bevidst om den, har hun ikke helt undgået den selv.

Det var værst efter den første skilsmisse, men hun mærker også skammen denne gang. Som da naboen forleden spurgte nysgerrigt ind til “Til salg”-skiltet.

– Hver gang vi etablerer et hjem og en familie, lægger vi nogle drømme i det. Jeg havde begge gange drømt om, at jeg skulle blive i det forhold og med den familie resten af livet. Jeg havde sgu håbet, at vi skulle blive gamle sammen, men familiedrømmen brast, og det føles skamfuldt, at det er ikke lykkedes, siger hun.

Til gengæld er skilsmissen denne gang anderledes harmonisk end den første.

– Den er ikke højtråbende eller hadefuld. Der er egentlig ikke nogen, der har været et røvhul. Den har været meget længere undervejs, og vi er meget enige om, at nu har vi kæmpet nok. Vi holder meget af hinanden, men vi skal bare ikke have en hverdag sammen, siger hun.

Faktisk har Ditte Giese besluttet sig for, at hun ikke skal have en hverdag med nogen mand igen.

– Jeg kan ikke forestille mig, at jeg vil bo sammen med en mand igen. Jeg vil selvfølgelig gerne have sex og nærvær som en del af mit liv, og jeg elsker mænd og er venner med mange mænd.

– Men jeg kan mærke, at jeg ikke vil skabe et hjem med en mand en gang til. Jeg er god til at være alene og vil se frem til at hygge mig alene i de uger, hvor jeg ikke har min dreng.

Hun tænker sig lidt om og tilføjer:

– Og hvis det ikke lykkes at være kærester med Paulo efter skilsmissen, tror jeg heller ikke, at jeg skal have flere kærester. Jeg tror sgu, at jeg er færdig med det.