EM blev et vendepunkt i dansk kvindefodbold. Men der er én ting, der stadig mangler

Før 2017 var der kun ét landshold i danskernes bevidsthed, og det var det med Bendtner, Agger og Morten Olsen som landstræner.

Når landsholdsspiller Sanne Troelsgaard mindes tiden på banen for 15 år siden, er det svært for hende at begribe de vilkår, der dengang var en realitet for hende og resten af de kvindelige spillere i rødt og hvidt.

Der er sket meget siden, og her udgjorde sølvmedaljesejren i EM 2017 nøglen til et solidt gennembrud, der satte helt nye standarder for dansk kvindefodbold.

Der er dog stadigvæk én bestemt ting, der mangler for, at kvinderne kan se sig ligestillede med deres mandlige kollegaer. Og det handler om ligeløn. Det fortæller Sanne om i anden sæson af podcasten ”Liv, død og Fodbold”.

Herretøj og 100 kroner om dagen i lommepenge

– Dengang spillede vi i ret store herremodeller, eller unisexmodeller kalder man det vel. Vi kunne nærmest løbe og shortsene faldt af os.

Sådan mindes Sanne tiden som kvindelig landsholdsspiller i slut 00’erne. Det var også dengang hun og hendes kvindelige kollegaer modtog 100 kroner i løn til kost og logi om dagen og 2500 pr. kvalifikationskamp.

Dengang var der som sådan ikke noget, der hed en kvindelig professionel fodboldspiller, og for at kunne betale regningerne måtte hun derfor få fodbold og et fuldtidsjob som pædagog til at harmonere.

I den brede danske befolkning var kvindefodbold før 2017 ikke noget, der som sådan fik folk ud på kanten af sofaen eller journalister til at stå i kø for et interview.

Men til EM 2017 skete der noget, der for alvor fik banket kvindefodbolden ind i danskernes bevidsthed. Sanne og resten af truppen vendte hjem med sølv om halsen, hvilket er det bedste resultat for det kvindelig landshold nogensinde.

I slipstrømmen på sejren fulgte den omtale, respekt og anerkendelse, som kvinderne havde kigget længe efter. Sanne husker særligt modtagelsen i København på Rådhuspladsen blandt hujende fans.

– Vi havde ikke forestillet os, hvor stort det var. Det var ligesom at se EM 92-bussen køre gennem folkemængden.

– Det var endelig det store gennembrud, og det gennembrud vi havde manglet på landsholdet i mange år, siger hun i podcasten.

Sammenligner man kvindernes vilkår med deres mandlige kollegaers, så er forskellene til at tage og føle på.

I den mandlige lejr udgør privatlæger, luksushoteller og en bred mediedækning en del af hverdagskosten, og hver spiller fik i 00'erne et gennemsnitligt årligt honorar på cirka 800.000.

I 2017, efter det store gennembrud, fik Sanne og kvinderne ingen løn for at være udtaget til landsholdet, men de blev i stedet spist af med bonusser for vundne kampe.

Men med EM-sølvmedaljen fulgte også et mod. Et mod i kvinderne til at gå på barrikaderne for deres rettigheder.

Derfor satte kvinderne sig omkring forhandlingsbordet med Dansk Boldspil-Union (DBU), som er dem, der fastsætter deres løn. Men der herskede uenighed, og forhandlingerne trak ud, hvilket resulterede i, at kvinderne udeblev fra en VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

Sanne har et brændende ønske

Efter 12 måneder landede en aftale, der betød langt bedre forhold for kvinderne, og selvom det kostede dem en VM-deltagelse, så var de glade.

Men lidt længere nordpå på samme tid skete der noget ret markant for kvindefodbold. Norge indførte som det første land nogensinde ligeløn mellem mandlige og kvindelige landsholdsspillere.

Norges foregangseksempel startede en økonomisk lavine, og siden da har Island, New Zealand, Holland, Finland og Brasilien gjort dem kunsten efter.

I år faldt der dom i en sag mellem det amerikanske kvindelandshold og deres forbund, og kvinderne har modtaget en erstatning, der svarer til 160 millioner kroner for den tid, hvor de har spillet uden at få samme løn som de mandlige landsholdsspillere.

Sammenligner man med disse lande, er der altså stadigvæk lang vej til ligeløn og ligestilling på fodboldbanen mellem mænd og kvinder herhjemme, og det er på trods af, at flere politikere støtter op om det.

Og spørger man Sanne, er det ikke blot i landholdstrøjerne, at det halter efter med lige rettigheder for mænd og kvinder i Danmark. Det gælder nemlig også i superligaen, mener hun.

– Vi har set et godt eksempel i England, hvor de store klubber derover har fusioneret sig med damehold. Jeg synes godt, at man kan kigge over mod England i forhold til den danske model. Vi har store klubber som Brøndby, AAB og Odense. Jeg synes, man stadigvæk mangler, at de store klubber også som FCK tør at springe ud i kvindefodbold, siger hun i podcasten.

Siden 2017 har danske fodboldklubber fået over 8.000 nye kvinde- og pigespillere. Selvom der stadigvæk er vej til at være på niveau med vores norske naboer, så ser Sanne positivt på udviklingen.

– Jeg synes virkelig, der er sket meget i en positiv retning og kvindefodbolden stiger nærmest fra dag til dag, så vi får også bedre vilkår, og det skal vi også have. Jeg håber, man kan være med til at inspirere som rollemodeller. Jeg bliver glad af at høre at små piger starter til fodbold for en dag, vil de også stå i fjernsynet, siger hun i podcasten.

Sanne har et brændende ønske om at få lov at spille i Parken, og det ønske kommer efter planen til at gå i opfyldelse den 24. juni, hvor det er første gang kvinderne sætter fodboldstøvlerne på Danmarks nationalstadion.

Du kan høre hele historien og mange andre i podcasten ”Liv, død og Fodbold” på ALLY.