Brev til Anna Mejlhede: Hvorfor er han ambivalent?

Kære Anna

Jeg læser med stor fornøjelse din brevkasse, og indimellem lærer jeg også noget værdifuldt. Tak for det! Og nu vover jeg også at skrive til dig.

Jeg har gennem længere tid overvejet at tale med en psykolog, ikke om mig selv – ikke som udgangspunkt i hvert fald, men om en adfærd, som jeg oplever hos en mand, jeg holder af.

Vi er ikke kærester, men ses uforpligtende i ny og næ. Vi bor ikke sammen, og det hele er en fin ordning for os begge. Han er 50 år, jeg er 56.

Vi har kendt hinanden siden september 2021, altså ikke ret længe relativt set. I starten af vores relation var han fyr og flamme, det brændte virkelig intenst, og jeg tog imod alt, hvad han gav, fordi jeg var – og er – forelsket i ham, vel vidende, at når det brænder med den styrke, som det gjorde, risikerer det også hurtigt at brænde ud.

Pga. en uoverensstemmelse (som jeg overreagerede på, det ved jeg) fem uger inde i vores relation, trak han sig, forstået på den måde, at intensiteten af hans opmærksomhed skrumpede fra 100 til omtrent 30.

På den baggrund afsluttede jeg vores forhold efter yderligere nogle uger, fordi jeg havde brug for at få trukket mig selv på land igen.

Jeg var forvirret og ked af det. Vi har siden talt om hændelsen, og det blev fint imellem os bortset fra, at vi ikke sås igen.

Nu har vi så halvt om halvt genoptaget vores relation, men jeg oplever en adfærd hos ham, som jeg er stærkt forundret over, og som jeg af hjertet gerne vil forsøge at forstå.

Når vi ses, er han glad for at se mig – virkelig glad. Han kysser og krammer mig, jeg må ikke gå, og han vil helst have, jeg overnatter. Når jeg gør det, ligger han og holder om mig, og det handler ikke nødvendigvis om sex for ham.

Hvis jeg stod udenfor og kiggede ind på det scenarie, jeg oplever med ham, ville jeg sige, at her er to mennesker i dyb forelskelse.

Jeg har set ham i øjnene, og det, jeg mener at se, er, at han oprigtigt holder af mig. Jeg har hørt ham kalde mig skat, hørt ham sige, at han har brug for mig, og jeg er blevet præsenteret for hans teenagesøn.

Og det er her, jeg er mystificeret, for så snart vi ikke er sammen, hører jeg ikke fra ham – eller kun med lange mellemrum.

Der kan nemt gå over en uge uden kontakt mellem os. Det er OK, det har jeg efterhånden fundet ud af at være i (ellers kunne jeg jo bare kontakte ham), men jeg undrer mig over den ambivalens i hans adfærd.

Er min forundring en overreaktion?

Jeg er med på, at dit svar alt andet lige kun vil kunne være generelt, da der jo ligger en masse viden, du ikke har, bl.a. om hans – og min – personlighed, og det er også OK, jeg undrer mig bare virkelig over den form for adfærd.

Kærlig hilsen og på forhånd tak!

Den forundrede kvinde

Kære forundrede kvinde

Det er umådelig svært at kravle ind i andre menneskers hoved. Jeg er heller ikke sikker på, at vi derindefra forstår så meget mere alligevel.

For vi vil altid tolke den andens tanker og følelser – gennem vores egne.

I nogle kærlighedsrelationer kan der sagtens gå en uge imellem kontakt. Men det er svært at opbygge en tæt og varm relation på den vis. “Halvt om halvt” bliver jo aldrig helt, så længe man ikke forsøger at lime de flagrende halvdele sammen.

Jeg synes, det lyser ud af dit brev her, at du ville ønske, I netop kunne det. For var du glad og fornøjet med det uforpligtende, ville du slet ikke stille spørgsmålstegn ved, at du ikke hører fra ham i ugevis.

Jeg spekulerer lidt over, hvad der mon gemmer sig i jeres gamle uoverensstemmelse. For kan det tænkes, at nøglen til at ændre på din kærestes ambivalens ligger her?

Det lyder som om, det grundlæggende er en dejlig mand, du har mødt, så måske skal du samle mod og spørge ham direkte, hvordan han ser på jeres relation.

Er I “venner med tilbehør”? Eller er I ikke nærmere på vej til at finde sammen igen? For mig at se kunne det godt tyde på det sidste, men du har brug for klarhed nu.

Tænk over, hvad du har at tabe ved at spørge ham direkte. Selv hvis han trækker sig igen, er det måske at foretrække frem for at spekulere dig gul og grøn over, hvor han står?

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.