Jakob Fauerby svarer ofte tilbage på hadebeskeder: ”Folk har fortalt mig nogle helt vilde historier”

Her til morgen har Anders været oppe kl. 5.45. Ikke fordi han skulle på arbejde så tidligt, men Jakob skulle nå et tidligt fly til Bornholm, og så står de begge to op.

Det er noget, de prioriterer: Lige at sidde og være lidt trætte og morgensure sammen, inden dagen flår dem i hver deres retning.

Det er også meget sjældent, at de ikke går i seng samtidig. Og det sidste, de siger til hinanden, inden søvnen tager dem, er godnat og tak for i dag. Små ritualer i en urytmisk og ofte kaotisk hverdag, der betyder alverden for Anders og Jakob. Og deres ægteskab.

Jeg møder dem i lejligheden på syvende sal et stenkast fra DR Byen og med panoramaudsigt over hele byen – fra Amager Fælled til Brøndby Stadion.

– Kan du se tårnet derovre? Det er Zoo-tårnet, siger Jakob og tænder en smøg ude på altanen.

Vi står lidt og ryger og beundrer udsigten. Så er kaffen færdig, og vi triller tilbage til en forårsnat i 2011 i Indre København. Jakob og Anders havde begge været i byen, og nu passerede de hinanden på Nørre Voldgade. Blikkene hang fast et øjeblik, så gik de forbi hinanden. Og så tilbage.

Anders: Jakob havde lige lavet filmen “Sorte kugler”, så han var lidt trending. Jeg spillede teater oppe i Hillerød med Mastodonterne, og Rebecca, vores datters mor, som havde spillet med i mange år, havde Jakob med, da hun kom og så vores forestilling. Jeg troede, at de måske var kærester, men jeg synes, at Jakob var meget fascinerende. Så da vi en sen aften gik forbi hinanden i byen med lidt alkohol i blodet, var der en indgangsvinkel til at stoppe op og tale sammen.

Jakob: Og jeg gik bare forbi en meget, meget køn fyr.

Anders: Vi var fulde og snakkede lidt, om der mon skulle ske noget sjovt.

Jakob: Og det konstaterede jeg, at der ikke skulle.

Anders: Og så gik vi hver til sit. Senere skrev jeg til Jakob på Facebook, men han havde utroligt travlt. Jeg var nok den mest opsøgende …

Jakob: Anders var også 14 år yngre end mig, så jeg var sådan lidt … hmm. Jeg havde lige slået op med en kæreste, og min mor havde fået kræft, så jeg stod i en situation, hvor jeg ikke rigtigt kunne se mig selv have tid til hverken sjov eller at starte noget nyt. Men vi mødtes så igen en måned efter, igen tilfældigt, og da kyssede vi første gang og blev enige om at mødes dagen efter. Efter den dag forlod du faktisk aldrig lejligheden igen.

Så Anders gik lige ind i en livskrise hos dig?

– Ja. Og jeg tror også, at det var derfor, det var så let for os at blive gift. Det er jo at sige ja til både medgang og modgang, og modgangen havde vi prøvet, så nu var det bare at sige ja til medgang. Min mor var meget syg, da vi mødtes, så det var en vanskelig tid. Hun havde været alt det, en mor skal være, hun var mit anker og på mange måder også mit kompas. Vi talte sammen hver dag, og jeg har aldrig lagt på uden at sige “jeg elsker dig” til hende.

Du var kun 19 år på det tidspunkt, Anders, hvordan var det for dig at træde ind i?

– Jeg gjorde mig ikke nogen overvejelser, om jeg skulle lade være, fordi det var hårdt. Jeg tænkte heller ikke over, at Jakob var meget ældre end mig. De første måneder, inden man rigtigt kalder hinanden for kærester, gjorde han meget ud af at passe på mig. Jeg kunne mærke, at det var vigtigt for ham at holde en udvej åben for mig, hvis jeg ikke kunne være i det. Men det kunne jeg godt – så længe, jeg fik lov af Jakob. Og så fik jeg jo lov hele tiden. Så det blev meget hurtigt til, at jeg faktisk boede hos ham.

Jakob: For mig var en mærkelig situation, for jeg blev meget forelsket i Anders midt i det hele. I det hele taget følte jeg meget på det tidspunkt, at jeg havde lånt tid. Lånt tid med Anders, lånt tid med min mor, som jeg skulle få til at fylde så meget som muligt. Så jeg tog plejeorlov fra teatret og flyttede ned til hende på Falster i den sidste del af hendes liv. Hvilket er det bedste, jeg har gjort i mit liv.

Anders: Da vi var blevet rigtige kærester, kunne jeg mærke på Jakob, at SÅ var han med. Og så handlede det for mig om at nå at lære hans mor at kende. En dag fik hun nævnt, at hun aldrig havde været i Rom, og Jakob sagde, at man ikke må dø uden at have været i Rom. Så vi skyndte os at bestille en tur til Rom, og så slæbte vi en meget lille kræftsyg kvinde rundt til alt, hvad man kan se i byen. Vi kunne godt mærke, at det her var hendes sidste rejse.

Jakobs mor, Anni, døde af lymfekræft i 2011.

Sorgen flytter ind

En af de ting, Jakob faldt for ved Anders, var, at han kunne rumme sorgen.

– Jeg er jo stadig i sorg, selv om jeg ikke går rundt og er ked af det længere, men sorgen flytter ind lige der, hvor lykken også bor. Så når man er glad, bliver man også altid lidt ked af det – især i de største øjeblikke, som da vi fik vores datter, Anna, og da vi blev gift. Når den dér brusende lykke kommer, står sorgen lige ved siden af og siger: Hvor er det ærgerligt, hun ikke er her. At hun ikke oplever det her.

Anders: Også de små hverdagsting, som man har lyst til at dele. Du ringer altid til 20 mennesker, når der sker noget, Jakob. Det er jo lidt den samme funktion, selv om det aldrig bliver det samme.

Jakob: Anders er et gennemgribende godt menneske, og så er han ufatteligt rummelig – en kvalitet, jeg sætter enormt meget pris på. Den dér evne til at være til stede og bare være – det er en meget stor kvalitet hos Anders, som jeg nyder godt af hver dag. Det er ikke mange morgener, jeg er stået op før Anders. Uanset hvornår han selv skal op, så står han op før mig og laver kaffe til os og skærer et æble ud.

Hvor er du sød!

Anders: Ja, jeg er ret sød.

Begge griner højt.

Anders: En af de ting, jeg faldt for ved Jakob, er, at han har en “sig det som det er”-kultur, som jeg ikke havde så meget af selv. Jeg er god til at gå og putte med følelserne og tænke, at hvis jeg spærrer dem inde længe nok, så går de sikkert væk.

Anders: Jakob tvang mig til at åbne munden: “Jeg kan jo SE, at du er ked af noget, skal vi ikke snakke om det?” Det var meget svært for mig. Den dér insisteren på at få talt ud, at få sagt, hvordan man har det. Jakob tager fat i situationen, når den er der, og det synes jeg er guld værd.

Anders: I starten var det grænseoverskridende, men så opdagede jeg lige så langsomt, hvor meget bedre det føltes at få sagt tingene med det samme. Og man opdager jo, at det slet ikke er så slemt at sige det højt. Den dér vrede, Jakob kan få, når der sker noget uretfærdigt, synes jeg også er meget smuk. Og nogle gange skidebesværlig, når han skal redde hele verden. Det kan han jo ikke, men han vil gerne.

At Jakob er et offentligt kendt ansigt, synes Anders ikke er noget problem, selv om han godt kan mærke den ekstra opmærksomhed nede i Brugsen, når Jakob er aktuel med noget.

Den opmærksomhed fik dog et ekstra gear opad, da Jakob vandt “Vild med dans” sammen med Silas Holst for tre år siden, og det var ikke kun positive reaktioner, der var ved at sprænge hans indboks.

Jakob: Da jeg fik denne her taletid, besluttede jeg mig for, at den skal bruges ordentligt. Det er et privilegium, og det SKAL jeg gøre noget godt med. Det, der ligger mig mest på hjerte, er LGBT, men også andre ting som f.eks. at tale ordentligt til hinanden.

Jakob: Det er ingen hemmelighed, at jeg en gang imellem får nogle rigtigt grimme beskeder – det tror jeg, at alle, der stikker næsen frem, gør – men jeg insisterer på ikke at blive vred på de mennesker. Selvfølgelig tænker jeg “hvad fanden bilder du dig ind, dit klamme svin?!” når nogen sender mig en grim besked, men så tænker jeg: Får nogen af os noget ud af, at jeg reagerer på min første følelse?

Jakob: Så trækker jeg vejret og husker mig selv på, at jeg ikke kender nogen lykkelige mennesker, der skriver sådan til folk, de ikke kender. Så på en eller anden måde må de her mennesker være slået ud af livet. Det skriver jeg så til dem, og at jeg håber, at de har nogle hænder, der griber dem. Og har de ikke det, må de meget gerne skrive igen.

Anders: Han dræber dem med kærlighed.

Jakob: Jeg har faktisk flere gange oplevet, at det er endt med en konstruktiv samtale, hvor folk har fortalt mig nogle helt vilde historier.

Anders: Vi havde talt rigtigt meget om det inden, Jakob stillede op i “Vild med dans”, så vi var så forberedte, som vi kunne være. Vi havde haft samtalerne om at finde noget hård hud frem og gemme de vildeste beskeder, så vi kunne sætte os ned og grine af dem bagefter. For man er nødt til at bruge sin humor, man er nødt til at kunne grine af det. Hvis først man går ned ad en vej, hvor man synes det hele er “åh, så hårdt”, så holder man ikke til det.

Jakob: Vi holdt et par familiemøder, og både Anders og Rebecca, som var gravid med Anna på det tidspunkt, sagde: “Ja, det skal du!” For nogen skal jo gøre det, og det endte med, at hele verden lavede det om, så to af samme køn kan danse sammen. Som familie ville vi gøre det for det barn, vi skulle have sammen, for vi SKAL have en verden, hvor dét, at to mennesker af samme køn danser sammen, ikke er et problem. Det er stadig det vigtigste, jeg har gjort i mit arbejdsliv, men vi havde en sommer, hvor jeg havde brug for masser af støtte og kærlighed, vil jeg sige.

Mens Jakob styrede dansegulvet, gik Rebecca i fødsel, og 18. oktober 2019 kom lille Anna til verden. Det var Anders, der tog barslen og betalte den af egen lomme, for man kan af uransagelige årsager ikke dele barslen, når man er tre forældre.

– Men det bliver nok lavet om inden længe, er Jakob og Anders enige om.

Drømmen om familie

Har det ændret jeres forhold at få Anna?

Anders: Vi har i hvert fald opdaget, at vi slet ikke er de forældre, vi regnede med at være. Vi var ret sikre på, at Jakob ville være den strikse, der havde en holdning til det hele, og jeg ville være den bløde, kreative, der var god til at lege. Og det er præcis modsat, ha ha! Jakob smelter totalt indeni, og ungerne får lov til alt.

Ungerne?

– Ja, Rebecca har en søn, Isaak på fem et halvt, i forvejen, som vi har kendt altid. Han kalder os “min Jakob” og “min Anders”, så vi er en slags forældreteam. Rebecca og Jakob har løbende gennem årene talt om at få et barn sammen, så fik hun Isak, og der blev lagt lidt låg på fra vores side. Men da Isak blev større, ville Rebecca stadig gerne have et barn med os, for det handlede ikke bare om drømmen om et barn, det handlede om drømmen om at lave en familie. Så nu er Isak også vores, og vi har et supergodt forhold til hans far også.

Er du så den, der sætter grænser, Anders?

– Ja. Jeg er helt vildt sur hele tiden.

Begge griner højt.

– Nej, jeg er bare meget mere bossy og siger mere nej og “det kan du godt selv”. Jeg er nok den mest bestemte af os tre, og måske den, der er bedst til at holde fast i en beslutning. Har jeg ret i det, Jakob?

– Ja, det tror jeg, du har.

I har ikke haft konflikter over lortebleer og søvnløse nætter og den slags?

Jakob: Nej, tværtimod. Jeg synes, de er skønne.

Lortebleer?

Jakob: Ja. Vi lever jo i et ægteskab, hvor det at få børn ikke kommer helt naturligt, så man synes, at alt er skønt. Nu har vi den familie, vi har drømt om, og det fungerer rigtigt godt. En af grundene til, at jeg siger ja til interview som dette, er, at jeg håber, at der sidder nogle små drenge derude og ser deres mors eller mosters blad ligge på bordet, så de kan se, at det her kan lade sig gøre. At de kan godt få et godt liv.

Jakob: Da jeg sprang ud for 30 år siden, var jeg ægte i tvivl om, hvad livet ville bringe. Og jeg tror ikke, at 14-årige Jakob havde forestillet sig, at han ville sidde, hvor jeg sidder i dag. 14-årige Jakob havde sindssygt mange drømme, også om kærligheden, men at blive gift i en kirke med lige præcis det bedste menneske, jeg kender, og have 170 mennesker med til fest – inklusive den del af familien, jeg ikke havde regnet med ville kunne tage det – havde han nok ikke fantasi til at forestille sig.

I 2014 blev Jakob og Anders gift i Marmorkirken. At hverdagen havde meldt sin ankomst i deres forhold, ændrede ikke noget, syntes de. Det var stadig lige harmonisk, og Anders tilskriver det til dels Jakobs ligefremhed.

– Jeg tror, at en af grundene til, at vores forhold er så konfliktløst, er Jakobs evne til meget hurtigt at spørge, om der er noget galt. Der når ikke at bygge sig noget op, det bliver meget nemt at sige: “Jeg er ked af det i dag, det har ikke noget med dig at gøre, jeg har bare en dårlig dag.” Så behøver man ikke at gå og spekulere på, om man har gjort noget galt.

Jakob: Jeg synes, at du abonnerede meget hurtigt på at tale om det grimme også, Anders. Da min mor døde, blev du ligesom tvunget til at være i de følelser og den sorg, jeg havde, og du var sindssygt god til det. Anders har aldrig trøstet mig i sorgen, for han forstod, at han ikke kunne sige: “Så så, det skal nok gå.” For det skulle det ikke.

Jakob: Min verden var knust, og jeg skulle lære at trække vejret i en verden uden det menneske, som jeg elskede så utroligt højt. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle vandre videre, det virkede fuldstændig umuligt for mig. Og når jeg indimellem brød sammen, var Anders der bare. Lavede en kop kaffe, støvsugede, sad ved siden af mig.

Anders: Nogle gange vil man gerne have lov til at være ked af det, uden at folk skal løse ens problemer. Så er det bedre at sige: “Okay, så sætter jeg mig her, og så kan du sidde og være ked af det ved siden af mig.”Det kan jeg godt selv lide, så det var bare det, jeg gjorde. For jeg kunne ikke ændre på Jakobs sorg. Det eneste, jeg kunne, var at prøve at skabe plads til, at han kunne være ked af det.

Det var ret livsklogt i forhold til din alder …

Jakob: Der bor et ældgammelt menneske inden i Anders.

Anders: Det er nok også derfor, den aldersforskel ikke har betydet ret meget. Jeg har været en lille gammel mand, siden jeg var barn. Og jeg har altid nydt at være sammen med de voksne mere end med andre børn.

Sumper uden Jakob

Nå, men vi skal jo altså også tale om de hårde ting i Jakob og Anders’ ægteskab, for det KAN da ikke være rigtigt, at de aldrig er ved at rive hovedet af hinanden ligesom alle andre par. Kom så. Ud med sproget!

Jakob og Anders sidder og kigger lidt på mig og tænker over spørgsmålet.

Tavshed.

Jakob: Altså, skal vi opfinde noget – eller?

Begge griner højt.

Anders: Jo, hvis vi virkelig skal tale om den værste ting i vores forhold, så er det at være væk fra hinanden. Da Jakob tog til Kaukasus i forbindelse med et tv-program i en lille måned sidste år, havde vi kun kontakt hver tredje dag via en dårlig satellitforbindelse, og dét var ikke sjovt! Hvis den ene af os skal noget langt væk hjemmefra, er vi altid gået meget langt for at få den anden med.

Anders: Hvis Jakob ikke er hjemme, går jeg i sump: Falder i søvn foran fjernsynet, orker ikke at lave mad. Jeg har brug for, at Jakob er her. Vi bliver så mærkelige, når vi bliver gamle, for vi kommer til at være sådan et par, der er helt ens og tager det samme tøj på om morgenen.

Jakob: Det gør vi allerede!

Det lyder som om, I er det perfekte par ...

Anders: Det er vi også. Nogle gange kan vi godt – i et anfald af irriterende selvgodhed, men også i anerkendelse af vores held, for tænk, at af alle de mennesker, man kan møde ude i verden, så møder vi hinanden! – sidde og kigge ud på alle de skønne mennesker, vi kender, og se parforhold, der går i stykker, og ægteskaber, der forliser. Hvor det er besværligt at være i tosomhed. Så kigger vi på hinanden og siger: “Hvor ER vi heldige!” For det oplever vi ikke. Måske fordi vi er meget ens, men stadig så forskellige, at det er sjovt.

Hvad er de største forskelle på jer?

Anders: Jakob er MEGET mere forfængelig, end jeg er. Og mere udadvendt. Han larmer og roder mere end mig. Når han kommer ind ad døren, eksploderer han og laver sådan et snailtrail af ting, der falder af ham. Han er også mere utålmodig end mig.

Jakob: Du er også mere rummelig. Anders har et sindssygt godt kompas. Han er den stemme, jeg kan gå til, når jeg bliver vred eller ked af det, fordi han er god til at minde mig om, hvad jeg ville sige til mig selv, hvis jeg kunne.

Anders: Jeg sagde i min bryllupstale, at Jakob er så god til at sige, at det hele nok skal gå, hvis jeg kommer hjem og er ked af det eller frustreret over noget.

Jakob: Du er nok lidt mere pessimistisk end mig.

Anders: Ja, jeg kan godt blive sådan: “Det er alt for meget! Jeg kan ikke nå det! Hvad skal jeg gøre!?” Så siger Jakob altid, at uanset om det hele ramler om os i morgen, så skal det nok gå, det hele.

Jakob: Jeg taler af erfaring, he he …

Hvad med fordelingen af husarbejdet – skændes I aldrig om det?

Jakob: Jeg opdagede hurtigt, at Anders ikke ser rod og snavs. Han kan være helt stolt og glad over at have ordnet køkkenet, og når jeg går over og kigger, så er vasken ikke gjort ren, og komfuret ikke tørret af, og det VED jeg. Sådan har det været i 11 år. Men det kunne jeg ikke drømme om at blive sur over. Så gør jeg det bare selv. Indimellem siger jeg til Anders: “Skal vi ikke tage en schwusj?” Det er mit ord for en hurtig oprydning. Og han hader det, ha ha!

Anders: Jeg hader det, både fordi det er et irriterende ord, og fordi Jakob for det meste har ret. Men han har den der forældreagtige måde at sige det på: “Vi bliver glade for det bagefter”. Argh! Jeg gider ikke at rydde op, men jeg sukker altid og rejser mig op og siger: “Du har ret. Lad os gøre det.”

Jakob: Hvis vi skal være helt ærlige, så laver Anders nok mest, for det er ham, der henter og bringer børn og køber ind og alt det dér. Det er nemlig ham, der har kørekort.

Anders: Men jeg køber altid kun ind med en sirlig indkøbsliste fra Jakob.

Jakob: Når du har fundet en, som du elsker og helt grundlæggende passer rigtigt godt sammen med, kan det simpelthen ikke betale sig at prøve at ændre på det menneske. I stedet for at lade dig irritere over de ting, han eller hun ikke gør på den måde, du ønsker, så gør det selv.