Brev til Renée: Min kæreste ved ikke, om han kan opfylde mit største ønske

Kære Renée

Min kæreste og jeg er 26 og 33 år , og vi har været sammen i et års tid.

Vores start var turbulent, fordi han var blevet far et halvt år forinden med en anden. Deres forhold havde været dødt længe før graviditeten. Han stod midt i orkanens øje med rollen som nybagt far, til et nu delebarn og samtidig i en ny forelskelse med mig.

Jeg har fra start sagt, at hvis han vil være sammen med mig, så skal han have flere børn. Til det har han sagt, at det vidste han selvfølgelig godt, og han havde også stadig en drøm om at blive far igen.

Problemet er i, at vi helt tilfældigt kommer ind på børnesnakken en dag. Jeg fortæller, at jeg først forestiller mig et barn om to til tre år. Men alt vendes på hovedet for mig, da han svarer: “Hvad gør vi, hvis jeg ikke er klar til det dér?”

Jeg ved godt, at hans første oplevelse som forælder har været ekstremt svær og hård for ham. Men jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre nu. Jeg er gået fra at have følt mig sikker på, at det er den fremtid, vi arbejder os hen imod, til nu ikke at vide, om det nogensinde bliver sådan. Han afviser ikke at få flere børn, men han stiller heller ingen garanti for det.

Jeg er så usikker på, om jeg skal gå fra den fantastiske kæreste, som jeg elsker, med risiko for, at han rent faktisk ville få lyst om to til tre år … eller fire ... og få alt det, jeg drømmer om, eller om jeg skal finde en anden mand, nu når jeg ved, at jeg vil have børn.

Kærlig hilsen

Den fortvivlede

Kære fortvivlede

Jeg forstår dig som en ung kvinde, der ønsker at kende fremtiden, også selv om du ved, at det er en ganske umulig længsel. Og så mærker jeg, at jeg forstår den længsel, hvem har ikke prøvet at have det sådan?

Der er selvfølgelig en masse forholdsregler, vi kan forsøge at tage os for at prøve at vide bare lidt om, hvordan vores fremtid ser ud, og det gør vi så, os mennesker. Lige nu forsøger du at få sikkerhed for dit højeste ønske i verden, nemlig at blive mor og få din egen familie.

Men det er ikke muligt, for din kæreste vil ikke love noget. Så hvad stiller du op med de følelser, som det afstedkommer? Indeni har det givet dig enorm uro, så meget faktisk, at du overvejer, hvorvidt du skal gå fra ham allerede nu, så du ikke spilder din tid på at blive sammen med en, du elsker, hvis han ikke vil det samme som dig om tre år.

For mig at se fortæller det virkelig noget om, hvor stærke følelser der er på spil i det her: Du vil være mor.

Det er fuldstændig fair, at det er sådan, du har det. Du er meget bevidst, du ved, hvad du vil, og du er villig til at gå langt for at få det.

Også opgive den mand, du elsker lige nu. Jeg tror bare, du på en eller anden måde er på en sisyfos-mission: Det, du ønsker, er ikke muligt at få.

Hvordan skal din kæreste kunne garantere dig, at han har nogle helt bestemte følelser omkring dig og ham om to til tre år? Ikke engang du selv kan garantere, at du til den tid stadigvæk vil have børn med ham.

Heller ikke selv om du lige nu oplever, at det er præcis det, du vil, og det er dit højeste ønske.

Om to til tre år kan det sagtens være sådan, at du ikke engang gider være sammen med ham mere, fordi det viste sig, at han aldrig nogensinde gad rydde op efter sig selv, og de sidste tre år har fået dig til at indse, at det ville være en kæmpestor fejl, hvis du fik børn med ham?

Jeg kan komme i tanke om tusind grunde og historier, der ville få dig til at ombestemme dig i forhold til, at han er manden i dit liv.

Jeg kan også sagtens komme på tusind grunde til, at han er den helt rigtige, og at I to om to-tre år beslutter jer for at blive forældre, og det hele går fuldstændig efter planen.

Men du kan ikke vide det, det kan jeg heller ikke, og det kan din kæreste heller ikke. Han kan sige, hvad hans intention er, og det har han gjort.

Jeg synes, du er heldig at have fundet en mand, hvor det er store følelser, der fylder dig. En mand, der elsker dig.

Det er faktisk et lykketræf, som ikke alle er så heldige at opleve. Jeg synes ikke, du skal vende ryggen til så vidunderlig en ting.

Heller ikke selv om du pludselig bliver bange for, om han vil have børn om tre år, fordi han lige har haft en svær start på det at blive far.

Han siger, han gerne vil, og han håber sådan, han får lyst. Måske netop pga. det, han lige har oplevet med sit første barn. Så giv ham tid, giv ham kærligheden og trygheden til at udvikle sig.

Giv ham tid til at blive den far, han ønsker at være, og dig selv tid til at blive bonusmor til hans første barn. Jeg kan godt forstå, du er bange for at blive 29-30 år og så stå der med en mand, der ikke vi have børn, men jeg tror bare, det er en del af livet, som du må lære at leve med.

Så ja, jeg synes i grunden, du skal satse alt på rødt, lige nu i al fald – så må fremtiden vise, om det var et godt sats. Jeg krydser for jer to og håber, alt går, som du ønsker.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.