Deres lange forhold gør folk nysgerrige: "Jeg bliver altid spurgt, hvad hemmeligheden er"

Anette Støvelbæk ved godt, hvordan hun skal tilbringe sommeren i år. Næsten hver aften omkring klokken 18 trækker hun i høj hat og en avanceret sort kjole med indbygget stativ, der kan foldes ud og give hende absurd brede hofter.

Klokken 19 træder hun ud på scenen i Odd Fellow Palæets have som Leonarda, en af hovedrollerne i Holbergs forviklingskomedie “Maskerade”.

Og når publikum har forladt de røde bænke for at gå ud i den lyse nat, sætter hun sig ganske ofte i bilen og kører til sommerhuset i Nordsjælland.

For så næste eftermiddag at køre tilbage til byen og trække i sit kostume igen. Det skal ikke lyde som en klagesang over nogle ensformige måneder, tværtimod, for Anette elsker at spille teater udendørs, men med en forholdsvis ny sommerhusaffære var der da lige et par overvejelser.

– Min mand har jo spillet sommerteater rigtig mange gange, så vi har prøvet det med, at den ene var i sommerhus og den anden på arbejde. Og ja, det kan være lidt hårdt, at når de andre tænder for grillen og tager en lille drink, så tager man på arbejde. Der skal køres lidt mere, men det kan sagtens hænge sammen, fortæller Anette Støvelbæk, der er gift med skuespiller Lars Mikkelsen.

Med sit nye fristed har hun fundet ud af, hvor godt det er for hende at komme ud af København, hvor hun er født, opvokset og har boet altid.

– Det handler enormt meget om at få en pendant til byen, som jeg elsker, og som jeg bliver ved med at have min base i, men jeg er også – har jeg måttet erkende – en naturpige, som har brug for frisk luft, og som elsker at hoppe i vandet.

– Jeg har opdaget, hvor vildt det er at have ro og udsyn, ikke kun rent menneskeligt, men også rent fysisk, at jeg kan kigge langt, se himmel og hav. Og helt banalt det her med at have hænderne nede i jorden. Jeg går i haven, og jeg ELSKER det, og jeg ødelægger min ryg ved at stå med store redskaber og klippe ned.

– Det er sådan en længsel i min krop, som siger, at nu skal jeg derop. Når jeg ikke har været der en uge – bliver jeg helt sådan … uh, det er ligesom at være forelsket.

Hårdt når børnene flyver

Vi sidder foran en række spejle i et lille garderobelignende rum i Odd Fellow Palæet i indre København – en af Bredgades mest storslåede bygninger, når man da lige ser bort fra Amalienborg lidt længere nede af gaden.

Fra garderoben er der direkte udgang til den store gårdhave bag palæet, hvor scenen til Grønnegårds Teatrets sommerforestilling er bygget op.

– At spille under åben himmel er jo helt særligt, fordi der er højt til loftet, der er sjove medspillere – fugle, fly, studentervogne, mågerne skriger – du skal virkelig kunne holde fokus – og så har man jo publikum som medspillere, fordi de ikke sidder i mørke. Man er afhængig af vind og vejr, og det er en helt særlig oplevelse som skuespiller. Vi er ikke i Grækenland på en amfi-scene, men der er alligevel noget helt oprindeligt over det.

Holbergs “Maskerade” handler om to fædre, som vi i vores opsætning har ændret til en far og en enkefrue, der beslutter, at deres børn skal giftes med hinanden.

Om generationsopgør og forventninger til livet. En ægte klassiker, hvor temaerne stadig er relevante i 2022 på trods af, at teksten er næsten 300 år gammel.

– Man kan jo tolke det i retning af, om man respekterer sine børn, som de er. Jeg har da også diskussioner med mine børn om, hvad der er det rigtige at gøre, og jeg kan komme med mit eget syn på det, men det skal ikke være mig, der bestemmer. Graden af, hvor meget jeg blander mig, skal jo dale, siger Anette Støvelbæk.

Hun har været sammen med skuespiller Lars Mikkelsen i over 35 år, og deres to sønner, Lue og Thor, er 27 og 21 år og for længst flyvefærdige.

Lue er uddannet skuespiller og fik sidste år “Believe in You”-prisen, og den yngste søn arbejder og underviser på cirkusskole. Han bor stadig hjemme, men uret tikker, fortæller Anette, og det gør hende lidt trist.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi elsker at være sammen med vores børn. Jeg er ikke den type mor, der har gået og glædet mig til at mine børn skulle flytte hjemmefra … tværtimod har jeg syntes, det har været hårdt.

Og det syntes Anettes egne forældre også, da hun i sin tid fløj fra reden.

– For nylig talte jeg med min mor om det. Mine forældre kunne slet ikke holde ud, da jeg flyttede hjemmefra. Da jeg havde taget det sidste møbel ud af mit værelse, flyttede de deres soveværelse ind i mit værelse med det samme. Jeg kan ikke selv huske det, men det var ret yndigt at bytte helt rundt for at undgå et tomt rum, der siger: “der boede min datter i går”.

Derfor har det været et bevidst valg for Anette og Lars at købe et sommerhus med plads til de voksne børn også. “En forlænget arm, hvor vi kan blive ved med at have den tæthed”, kalder hun det.

– Det skulle i hvert fald ikke være et lille­bitte sommerhus, hvor Lars og jeg skulle sidde alene. Jeg elsker, når mine børn er der – det føles rigtigst, når de er hjemme! De har også en nøgle, det er lige så meget deres sommerhus. Måske ringer de og siger, vi tager derop med nogle venner i weekenden, og jeg er der så også, er det ok? Ja, så er vi der bare alle sammen.

Parret har altid haft et godt forhold til deres drenge. Selv i de svære teenageår.

– På den måde føler jeg mig virkelig heldig. Jeg synes ikke, der har været de store opgør hos os. Det har været meget gnidningsfrit. Selvfølgelig har jeg skændtes med mine børn, men der går ikke lang tid, så er vi gode venner igen og siger undskyld, hvis vi har overtrådt en grænse. Jeg er ikke rigtig god til at være uvenner med mine børn, det gør for ondt.

– Vi er både forældre, venner og legekammerater. Selvfølgelig skal man være forældre og tage stilling og ikke bare slippe tøjlerne. Børn har jo også brug for, at man guider dem, men jeg tror, det er vigtigt at have øje på, at det er små mennesker med selvstændige viljer, tanker og idéer.

Hun tøver ikke med at gøre sønnerne til hendes største personlige succes.

– At få et liv til at fungere med så mærkværdige karrierer som vores og få to børn, der er fantastisk rummelige, tolerante og kærlige, ud på den anden side – det er min største bedrift. Jeg er virkelig pavestolt af mine drenge.

Give plads

Det lange parforhold og ægteskab med Lars Mikkelsen har altid været genstand for megen opmærksomhed og nysgerrighed, både i og uden for branchen.

– Jeg bliver altid spurgt om, hvad hemmeligheden er … men der er jo ikke så meget andet at sige, end at hemmeligheden er kærlighed. Der skal være en grundlæggende kærlighed, respekt og beundring for hinanden … og helt klart rummelighed. At starte med at være kærester, når man er 18, Lars var 21 og så blive voksne sammen, kræver, at man kan give plads til hinanden og ikke insisterer på, at du skal være den, du var, da vi mødte hinanden.

Lige nu står Anette et sted i livet, hvor forpligtelserne bliver mindre på hjemmefronten, og karrieren er mere åben, fordi hendes faste job på den populære tv-serie “Badehotellet” afsluttes med den tiende sæson næste år. For nogen ville det måske skabe plads til helt nye slags drømme, men lige dér er Anette ikke helt.

– Det bliver så stort, det der med at skabe nye drømme. Jeg tror mere, det handler om, at man skal udfordre hinanden og det fælles liv og den familie, man har, så man ikke går i stå. Men det er der ikke fare for hos os, for det er svært at gå i stå for os som familie i en trummerum, fordi vi ikke har helt almindelige job.

I foråret var Anette på turné med et teaterstykke i flere måneder, og for hende er det ikke altid drømmescenariet at sidde på et hotelværelse i den anden ende af landet.

– Hvis jeg skal være væk hjemmefra, skal det være på grund af noget, jeg brænder for, og som, jeg synes, har en relevans og med mennesker, jeg holder af. For det sådan lidt et parallelt liv, når jeg tager væk fra den base, jeg har valgt. Det er der jo mange mennesker, der gør, men jeg kan mærke, at med alderen tænker jeg, at det skal kunne noget særligt for at være det værd.

Hun har stort fokus på at få taget de rigtige beslutninger, og især siden hun mistede sin far i 2016.

– Når ens forældre dør, kommer vores udløbsdato tættere på. Den der dejlige, lykkelige tid, hvor man egentlig ikke tænkte over, hvornår man skulle herfra, er væk. Når ens forældre dør, ved man, at lige om lidt er jeg den ældste – den gamle, som mine børn skal passe på.

Er det tanker, du gør dig nu?

– Ja helt sikkert. Vi er kommet i en alder, hvor venner og bekendte bliver syge, og folk, som faktisk ikke er særligt gamle, dør. Og når der sker voldsomme ting omkring mig, så tænker jeg, at jeg skal passe på det, jeg har og virkelig bruge tiden godt. Ikke bruge alt for mange timer i det udvalg, som jeg heldigvis sagde nej tak til – eller omvendt – bruge mere tid i en bestyrelse, hvor det betyder noget for nogle andre mennesker, siger Anette Støvelbæk, der fylder 55 år i næste uge.

Generationerne

Kroppen opfører sig faktisk ret fint, når hun selv skal sige det, men alligevel kan hun godt mærke alderen rent fysisk.

– Det går sgu meget godt, men der sker skægge ting med kroppen, især hvis man ikke holder den ved lige, og det er jeg jo ellers ret god til. I en periode, hvor jeg har været på turné, hvor jeg ikke får rørt mig helt lige så meget og måske også drikker lidt flere øller, end jeg plejer, kan jeg se det på min krop med det samme – den vokser. Jeg skal som udgangspunkt ikke brokke mig, men der skal en større indsats til.

Uden regelmæssig træning får Anette problemer, især med ryggen.

– Som 30-årig knækkede jeg en tand og tænkte, er det fordi, jeg er ved at blive halvgammel?, griner hun, men der er alvor bag. Med årene er andre skavanker kommet til.

– En dag kunne jeg pludselig ikke mærke mit ben, så jeg blev scannet, og de fandt ud af, at jeg var i gang med at falde sammen i ryggen, og hvis jeg ikke passede på, ville jeg få en diskusprolaps. Den kommer forhåbentlig ikke, men det gør, at jeg skal svømme og lave nogle øvelser – og til tider er jeg dygtig og artig, og indimellem har jeg så travlt, at jeg ikke når det, og kroppen siger fra. Der er kontant afregning!

Hun minder om, at forestillingen “Maskerade” passer så fint til hendes egen livsindstilling om “helt banalt at huske at gribe livet”.

Men stykket handler også om de gnidninger, der kan være mellem generationerne, og som er højaktuelle i dag.

– Problemet for vores lidt ældre generation i dag er, at vi er opdraget med, at forældrene havde det sidste ord, mens jeg med mine egne børn har valgt ikke at opdrage, men inddrage. Det var meget moderne, da jeg havde små børn, og det er der noget sindssygt rigtigt i, men det gør selvfølgelig, at ungdommen føler, at de har ret til at skulle bestemme en hel masse. Det er måske dér, det har været svært for os at møde hinanden, fordi vi synes, vi har lige ret til at bestemme mest.

Så hvordan bliver dialogen mellem generationerne bedre?

– Det er jo tit sådan, at når man er ung og aktivistisk, så er man meget insisterende på, at man har ret, og det skal man også være for at få gennemført noget. Men det kan få os som ældre generation til at tage afstand.

– Det kan lyde røvsygt at sige, at vi skal finde en gylden middelvej, men begge parter skal huske, at ikke alt nyt er godt, og alt gammelt skidt – vi skal lære af hinanden og af vores historie.

Artiklen er opdateret 28/07 2022. I artiklen fremgik det, at Anette Støvelbæk spillede frisør i filmen "Italiensk for begyndere". Dette var ikke korrekt. Hun spillede bagerekspedient.