Testen kan afsløre dine fjerne slægtninge – men er det egentlig alt, du vil vide?

Gad vide, om jeg egentlig er så dansk, som jeg går rundt og tror?! Jeg ved, at jeg stammer fra Bornholm på min fars mors side. Vi har en slægtsbog, der går helt tilbage til majoren, der blev født i 1792 i Aaker.

Men hvad med min mors side? Hun var enebarn og fra en lille familie. Her er der ingen slægtsbog, og jeg har kun viden om hendes familie til og med mine oldeforældre, som jeg i min barndom besøgte i Kartoffelrækkerne i København.

Nysgerrig som jeg er, går jeg på nettet for at bestille en DNA-test til bestemmelse af mit slægtskab. Jeg har hørt historier om, hvordan andre har fået kontakt med levende fjerne kusiner og fætre, de ikke anede eksisterede. Måske vil det også ske for mig.

I min søgen efter en virksomhed, der tilbyder en slægtskabstest, der kan foretages hjemme, overraskes jeg over det store antal af udbydere. Det lader til, at interessen for at kende sin slægtshistorie er stor. Jeg bruger tid på at finde ud af, hvilken virksomhed jeg vil benytte til min DNA-test.

For at kunne træffe et valg læser jeg blandt andet artikler, der indgående beskriver og sammenligner nogle af de største og mest populære virksomheder. Jeg vælger at begrænse mig til at gå ind på hjemmesiderne til et par af de største udbydere på verdensplan.

Men jeg føler mig hurtigt overloadet af informationer og lidt uigennemskuelige forklaringer af, hvorfor jeg skal vælge netop den virksomhed. Det ser ud til, at det er klogt at vælge en DNA-test fra en virksomhed, der dækker mange regioner i verden, fordi det giver størst sandsynlighed for at ramme flest mulige slægtninge.

Virksomheden AncestryDNA, der i deres slægtskabsanalyse ser på mere end 500 regioner i verden og giver adgang til milliarder af historiske optegnelser, ser ud til at være den, flest har benyttet på verdensplan.

Jeg ender alligevel med at vælge MyHeritage, mest fordi jeg kender andre, der har købt DNA-test her, også selv om den kun ser på 42 regioner i sin DNA-analyse.

Det påvirker mit valg, at MyHeritage hævder, at mine slægtskabsresultater vil være omkring 90 procent korrekte. Det har også noget at sige, at deres hjemmeside virker overskuelig, og at det ser ud til, at jeg vil kunne få resultatet hurtigere end hos de fleste af konkurrenterne.

Sådan foregår testen

Testen ankommer i en fin æske med en brugsanvisning og to små rør med væske i, hvori jeg skal stikke hver sin vatpind, efter at jeg har kørt dem rundt i nogle minutter på indersiden af en af mine kinder.

Brugsanvisningen beder mig gå ind og aktivere mit testkit online med en aktiveringskode, som følger med testkittet, før jeg tager testen. Så det gør jeg.

Selv om vi mennesker kun adskiller os ganske få procent fra hinanden med vores DNA, er det vigtigt materiale, som fortæller en masse om os. Datasikkerhed er derfor vigtigt. Så jeg er en anelse utryg ved at aflevere min DNA-test i postafdelingen på nærmeste supermarked for at sende den til analyse i Tyskland.

Da jeg aktiverede mit testkit, blev jeg bedt om at skrive navn, fødselsdato og fødselssted på mine forældre og bedsteforældre. Efter nogle dage begynder jeg at få mails med navne på familiemedlemmer, som jeg i forvejen kender.

Efter en lille måned får jeg en mail om, at mit testresultat er klart.

Kun 40,9 procent skandinav!

Jeg er spændt, da jeg går ind på hjemmesiden for at se resultatet af testen. Til min store overraskelse viser den, at jeg ikke er så dansk af oprindelse, som jeg troede.

Ifølge en overskrift på MyHeritage er min såkaldt “skønnede etnicitet”, at jeg er 40,9 procent skandinav fra Bornholm, Region Midtjylland, Skåne og Slesvig-Holsten.

Her er der 3.107 DNA-matches, det vil sige mennesker, der skulle være i familie med mig, fordi vi deler DNA.

Jeg finder det interessant, at jeg er 55 procent nord -og vesteuropæer. På et geografisk kort kan jeg konstatere, at det i mit tilfælde betyder, at min slægt stammer fra Tyskland, Holland, Belgien, Schweitz, Østrig, hele Frankrig og lidt af Italien og Tjekkiet.

Jeg kender kun én fra disse lande, og det er min fætter, der har en søn med en fransk kvinde. Alligevel skulle 1.845 mennesker dele DNA med mig i de nævnte lande.

Endelig er 4,1 procent af mig fra Finland, en lille del af Rusland og Litauen med 408 DNA-matches.

Det kommer også bag på mig, at jeg er af finsk afstamning, for jeg har aldrig hørt om finner i vores familie.

For hver dag, der går, efter at jeg har fået testresultatet, dukker flere og flere slægtninge op i de nævnte regioner. I skrivende stund er jeg samlet set oppe på flere end 5.000 slægtninge, som jeg aldrig har hørt om.

Kan ikke fastslå land

Jeg synes, at det et spændende med ny viden om, hvor jeg stammer fra, og hvem jeg er i familie med. Alligevel er jeg lidt skeptisk, for hvor meget kan jeg stole på resultaterne fra min DNA-test?

Det vil jeg gerne høre fra en, der virkelig ved noget om det. Derfor har jeg kontaktet Lasse Folkersen, der er ph.d. i genetik og forfatter af bogen “Forstå dit DNA”.

– Når det handler om fordelingen af procenter, er testen meget pålidelig, så længe vi taler om, hvor du stammer fra inden for et kontinent.

– Flere af udbyderne af DNA-test er begyndt at give information om, hvilket land og landsdel du stammer fra. Men så begynder det at blive mere gætværk, og de tager oftere fejl. Derfor kan du ikke stole på et testsvar, der angiver et konkret land og landsdel, siger Lasse Folkersen

Tvivlsomt med granfætre og -kusiner

For at fastslå, hvor du kommer fra, matcher virksomheden hver eneste del af dit DNA med en stor database med DNA fra andre, der også har taget testen.

Ofte bliver man spurgt, om man ved, hvor ens bedsteforældre kommer fra, selv om udbyderne ifølge Lasse Folkersen ikke længere behøver det, for de har efterhånden kørt 50 millioner mennesker igennem DNA-tests.

– Der er små forskelle i DNA for os mennesker, og vi har vandret rundt i verden i millioner af år, så derfor er det svært at sige med sikkerhed, hvor du oprindelig kommer fra. Testresultatet siger egentlig bare, hvor meget du matcher med mennesker, der også har taget testen, og som har sagt, at deres bedsteforældre kommer fra et givet land.

– “Vi har kørt millioner af mennesker gennem DNA-tests, så mon ikke det er rigtigt,” vil udbyderne sige. Men vi ved ikke med sikkerhed, om bedsteforældre nu også kommer fra det land, som angives, siger Lasse Folkersen.

Hvor meget kan jeg så stole på, at jeg er i familie med de mennesker, som testresultatet viser?

På MyHeritage kan jeg for eksempel se et foto af en 40-årig svensk mand, som skulle være ”min fætter i første led forskudt to generationer” eller ”min fætter i tredje led, forskudt en generation”. Lidt svært at blive klog på, hvad der menes med det. Der står også, at vi har 1,5 procent fælles DNA.

– Når det gælder DNA-match, er de viste resultater meget pålidelige, når det er inden for nær familie. Hvis en far og hans barn begge afgiver en DNA-test, kan en analyse vise med sikkerhed, at det er far og barn. Men pålideligheden falder jo flere trin, du kommer ud i familien.

– Når vi kommer ud til granfætre og -kusiner, er testen upålidelig. Den kan også vise forkert ved grangrangran-fætter ved at vise, at man er tættere på hinanden, end man er, siger Lasse Folkersen.

Han forklarer, at grunden til at der står, at mit DNA-match med min svenske fætter er i første led, forskudt to generationer eller at han er min fætter i tredje led, forskudt en generation, er, at de ikke kan sige det med sikkerhed.

– DNA fortæller ikke noget om, at man er forskudt i led, men hvor meget fælles DNA man har. Resten er gætværk. Det er svært at gennemskue, hvor langt tilbage jeres fælles stamfar går, hvis I altså er i familie. Måske er jeres tiptipoldeforældre fælles, men da vi har 32 tiptipoldeforældre hver, vil det være svært at redegøre for.

– Når fælles DNA kommer under 3-4 procent, så er det meget upålideligt og usikkert, om I overhovedet er i familie. Hvis man selv tror, at man er beslægtet, så kan selv én procent være brugbart, hvis man også bruger for eksempel kirkebøger til at fastslå det.

Er nogle farer ved at tage sådan en test?

– Ud over at datasikkerheden skal være i orden, skal du være klar over, at du ved at lave stamtræer, som kan deles med andre, ikke kun lægger information om dig selv på nettet, men om din familie, og det kan få konsekvenser, siger Lasse Folkersen og illustrerer det med sagen om “The Golden State Killer” i 1980’erne.

– Ved at bruge ny teknologi og uploade det til udbydere af DNA-test til bestemmelse af slægtskab, kunne det amerikanske politi finde frem til en morder i en gammel uopklaret mordsag fra 1980’erne. De fandt mange lavprocent matches, som de bad om at lave et stamtræ over deres nærmeste familie. På den måde kunne de spore sig frem til morderen.

– Siden er det blevet til flere opklarede sager, fordi metoden virker. Så når du får lavet en DNA-test, rækker det langt ud over dig selv, hvis du giver andre adgang til dit stamtræ, som mange gør for at se, om de har flere slægtninge, siger Lasse Folkersen.

Pudsigt nok sidder jeg og skriver på denne artikel, da en sælger fra MyHeritage ringer mig op for at sælge mig et abonnement, hvor de vil hjælpe mig med at finde dokumenter om min familie, sætte mig i forbindelse med dem og ved at sammenligne mit slægtstræ med flere millioner andre slægtstræer, kan de udfylde mit for mig.

Det er noget, de tilbyder, fordi slægtsforskning tager lang tid, og mange mennesker ikke har tid til det. Jeg takker pænt nej tak til tilbuddet, for jeg vil først studere resultaterne nærmere, før jeg beslutter mig.