De vandt guldpalmen for en film om ulighed. Og så blev Vicki Berlin sendt hjem på hotellet, fordi hun ikke var kendt nok

Hun kommer gående i rask tempo i en lang, flagrende sommerkjole og høje sandaler. Bliver genkendt af tjeneren på det lokale brasserie i Hvidovre med ordene ”nu igen?” og bestiller en kop te og noget danskvand.

Vicki Berlin har lavet flere interviews her på terrassen, for den seneste tid har budt på mere mediestøj end alle hendes 25 år som skuespiller tilsammen. Hun har nemlig en større rolle i filmen ”Triangle of Sadness”, som i slutningen af maj vandt Den Gyldne Palme i Cannes, og det førte selvsagt til en masse omtale og en lidt rundtosset Vicki, der var i fuld gang med årets tidlige sommerrevy i Odense.

– Selv om man selvfølgelig gerne vil slå igennem, når man er 25, og det er lidt sent, når man er over 40, så tror jeg ikke, jeg havde været klar før, siger hun.

Lad os lige spole tilbage til Cannes i maj, hvor filmen havde verdenspremiere under filmfestivalen. For Vicki var det også første gang, hun skulle se den film, hun blev castet til for fire år siden, og som var voldsomt længe undervejs på grund af corona.

Iført en smuk kjole fra Jesper Høvring var Vicki og resten af gruppen fra filmen de sidste, der kom ind i salen til stående klapsalver. Og så var der ellers bare nervøsitet for fuld udblæsning i de to en halv time, filmen varer.

– Jeg kunne ikke tænke på andet, end om jeg var dårlig, så det var lidt presset at se den dernede første gang. Min mand var med, men sad et andet sted, og han sagde bagefter, ”den er fantastisk, det er et mesterværk”. Det var jeg så glad for, for jeg kunne ikke tage noget ind, fortæller Vicki.

Selve oplevelsen på den røde løber i Cannes var også mere speciel end vidunderlig.

– Jeg tror nogle gange, man forestiller sig, at noget er fantastisk, og når man så står i det, er det bare et kæmpe hurlumhej. Jeg løftede blikket og tænkte, ”det her er meget få forundt, og nu har jeg prøvet det”.

– Det var da en oplevelse, jeg aldrig vil glemme, men jeg må indrømme, at jeg nød mere at komme tilbage til Odense og spille revy, hvor der er folk, der snakker til én som et menneske …

”Triangle of Sadness” handler om et ungt modelpar, der bliver inviteret på et luksuriøst cruise sammen med en række meget velhavende gæster. På skibet er Vicki Berlin altid til tjeneste som chefstewarden Paula med et lidt anstrengt smil.

Efter et uvejr og en 20 minutter lang og morsom brækscene, der helt sikkert går over i filmhistorien, strander gæster og noget af besætningen på en øde ø. Her bliver der vendt op og ned på den sociale rangstige, da den filippinske toiletmanager er den eneste, der kan varetage gruppens basale overlevelse.

Filmen er blevet kaldt en samfundsrevsende kommentar og handler bl.a. om lighed – et tema, der bliver skåret ud i pap i filmens begyndelse. Og for Vicki stod oplevelsen i Cannes i skærende kontrast til filmens budskab.

– Filmen starter jo med alt det her ”equality”, og så er det dælme mærkeligt bagefter at stå i Cannes med sine kolleger fra castet, hvor vi så bliver opdelt i to grupper, alt efter hvem der er mest kendt.

– De fem kom til fancy frokost, og vi andre fire blev sendt tilbage på hotellet. Mange spurgte bagefter, hvordan det var at blive behandlet som en stjerne, men ja, det ved jeg ikke endnu, for det har jeg ikke prøvet!

Spændt af angst i et år

Den svenske instruktør Ruben Östlund er kendt for at gå linen ud, når det gælder om at få optagelser i kassen, så Vicki var forberedt på lange arbejdsdage.

– Det var AFSINDIGT hårdt arbejde. Ruben kræver rigtig meget af sine spillere, mange takes og improvisationer over det samme, og der bliver ikke gjort noget ud af, at det skal være hyggeligt. Men det giver jo også en tryghed i, at han kommer hjem med det, han vil have.

Alligevel var Vicki ”hunderæd” for, om hun kunne løfte opgaven.

– Min krop var spændt af angst i nærmest et år. Jeg var hele tiden bange for, at de havde fundet en anden og ville skifte mig ud. Da scenerne med Woody (den amerikanske stjerne Woody Harrelson, red.) var i kassen, tænkte jeg, at nu kunne de ikke klippe mig ud, men jeg tvivlede hele tiden på mig selv. Så det er fedt, når det lykkes, og vi vinder palmen.

Under de første optagelser strandede Vicki på studiet i Trollhättan i Sverige, lige da grænserne lukkede ned i 2020 på grund af corona. Hun skulle have været på optagelse i fem dage og havde pakket derefter, men endte med at være nærmest indespærret på sit hotel i knap en måned.

– Jeg måtte ned i den lille bitte by og købe noget mere tøj og en opvaskebalje og noget vaskepulver, og så hang mit vasketøj ellers rundt omkring på værelset. Havde jeg været en stor stjerne, havde jeg nok sagt, at de skulle vaske mit tøj, griner hun.

Til gengæld skabte corona-boblerne, som holdet måtte ind og ud af flere gange, et sammenhold af en anden verden mellem skuespillerne fra ni forskellige lande.

– Vi blev så tætte, jeg elsker at være sammen med de mennesker, og jeg savner dem faktisk nu, hvor jeg er kommet hjem. Det var et helt fantastisk cast, og vi var så heldige, at vi gik så godt i spænd. Vi valgte selv at se hinanden, når vi havde fri.

Efter de mange roser har Vicki Berlin nu fået en international agent og går benhårdt efter at lave flere film og tv-serier fremover.

– Jeg har en dejlig karriere, jeg har ikke noget at klage over på den måde, det er bare rarest som skuespiller, hvis man kan få lov til at lave noget forskelligt. Det håber jeg virkelig, for hvis ikke dét at have været med i en film, der har vundet Guldpalmen, har, hvad der skal til, så ved jeg snart ikke …

Du har tidligere sagt, at du er blevet puttet ned i en revykasse?

– … ja synes du ikke? Har du set mig lave meget andet?

Hvordan kommer man ud af den?

– Ja, det spørger jeg også om. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne – sendt CV ud til castere, været med i kortfilm, og alligevel bliver man låst i det der med, at man er en ”revypige”. Jeg får lige lidt opkast op i munden, når man kalder mig ”revyskuespiller”, det er et begreb, der slet ikke findes.

– Det er ikke alle skuespillere, der er vilde med at lave revy, for det er lidt et pres at få folk til at grine, men vi er jo skuespillere alle sammen – betyder det, at det ene er meget fint, og det andet er ikke så fint?

Er penge magt?

”Triangle of Sadness” berører med underfundig humor temaer som parforhold, kønsroller og socialt hierarki – ud over altså lighed – og kommer derfor til at appellere bredt, mener Vicki.

– Filmen handler om noget forskelligt alt efter hvilke briller, man ser den med. Hvis man spørger Dolly (der spiller den filippinske toiletmanager, red.), handler det om, hvordan filippinske tjenestefolk bliver behandlet. For mig er det lighed, som i forvejen ligger mig meget på sinde.

Uretfærdighed er bare en af de værste ting i verden, jeg kan simpelthen ikke holde det ud, det gør ondt, siger Vicki. Hun er ikke selv bleg for at reagere, hvis hun oplever uretfærdigheden. Som dengang, hun var på ferie i Egypten, og hotellet var fyldt med nyrige russere.

– De behandlede bare personalet så dårligt, og en aften, hvor vi spiste, så tjeneren fuldstændig slukket ud, og så tog jeg hans arm og spurgte, ”er du ok?” Og så væltede tårerne bare ud af ham, og han gik ud bagved.

– Jeg løb efter den der lille tjener, og holdt om ham. Han sagde: ”Jeg hader mit liv, efter russerne er kommet, men der er aldrig nogen, der har spurgt, om jeg var ok”. Jeg kunne slet ikke være i min krop – det koster ingenting at være venlig!

– Hvis man ser et menneske i problemer, vil man så bare tænke, at det ordner han nok selv? Hvem kan det? Det kan jeg ikke. Det har altid fulgt mig. Jeg har det også med dyr, det er jo derfor, jeg er veganer. Jeg kan ikke klare tanken om, at nogen dyr har det dårligt.

Stjæle mælken

At spise plantebaseret mad er i dag lige så naturligt for Vicki, som frikadeller og koteletter på tallerkenen var for fem år siden, hvor hun med egne ord var ”rigtig glad for kød, alt for meget kød”. Hun blev veganer nærmest over night i september 2017 efter at have set dokumentaren ”What the Health”.

– Jeg fandt ud af, at dyrene havde det skidt, og det havde jeg ikke tænkt på før. Man er jo opdraget til, at det er mad på tallerkenen, og lige pludselig en dag finder man ud af, nej – det er jo NOGEN, jeg spiser, det er jo ikke NOGET!

Hun ryddede ud i køleskabet, sprang over mellemstationen som vegetar, og gik hele vejen til at blive veganer i første hug. Hendes mand fulgte med efter et års tid. Alt, hvad de spiser – og ikke mindst drikker – har siden været plantebaseret.

– For at vi kan få mælk i kaffen, er der er en ko, der skal voldtages, så vi kan stjæle mælken fra kalven. Det ved folk ikke, og jeg skulle også være 38, før jeg fandt ud af det.

Vicki kalder beslutningen om at blive veganer for den vigtigste i hendes liv, fordi den også er en investering i fremtiden. Det startede med fokus på dyrevelfærd, men hun fandt også hurtigt motivation i den kropslige forandring, hun oplevede.

– Hvis bare andre kunne komme ind i min krop og mærke forskellen, tror jeg, at der var så mange, der ville blive veganere – det har været fuldstændig vanvittigt.

Hun havde dengang et kolesteroltal så højt, at hendes læge ville medicinere hende, hvilket hun i første omgang sagde nej til.

– Efter et halvt år skulle jeg ind og snakke de nye tal igennem med en anden læge, som sagde, ”nå, jeg kan se, at medicinen virker rigtig godt”. Så siger jeg, at jeg ikke får medicin, men hun mente ikke, at jeg kunne få tallene ned så hurtigt uden medicin. Jamen, jeg er bare blevet veganer.

– Og når jeg ser billeder fra 2017 og nu, kan jeg stort set ikke se forskel, ældningen stoppede bare. Mit udslæt forsvandt fuldstændig, jeg var ikke oppustet, og min fordøjelse kom på plads … mit velvære og mine led – jeg havde mange problemer med knæene, det blev meget bedre. Min træthed og modløshed forsvandt, opremser Vicki, og det er ingen overdrivelse at sige, at hun stråler med sin fejlfri hud stort set uden rynker.

Den indre diskussion

Derhjemme er det helt ukompliceret for hende at leve vegansk, hun tænker ikke længere over det, men anderledes udfordrende kan det være i sociale sammenhænge, eller når man som Vicki ofte bor på hotel i længere perioder.

– Det er dog blevet meget nemmere nu, fordi der er kommet erstatninger for alt. Men når jeg for eksempel er i Odense for at spille revy, har jeg en ovn med, som jeg installerer på mit hotelværelse. Hotellet stiller et minikøleskab op til mig, og så laver jeg selv al maden på værelset.

Hun er fuldstændig stålsat og kommer ikke til at se sig tilbage, men der har været situationer, hvor ”veganer-Vicki” kom op at diskutere med ”skuespiller-Vicki”.

– På optagelserne til ”Triangle of Sadness” er der en scene, hvor vi skal spise blæksprutter, og jeg får så tofu. I en improvisation, hvor vi kaster blækspruttestykker rundt, siger instruktøren, mens kameraet kører: ”Now you eat it”.

– Jeg tænkte, at jeg måtte spise det, men jeg KUNNE simpelthen ikke, siger hun og tilføjer, at det var en af de andre skuespillere, der fik stoppet scenen ved at sige til instruktøren, at hun jo var veganer.

En af de værste ting ved at være veganer er ifølge Vicki, at andre mennesker reagerer så stærkt på det. Hun er selv gennem årene blevet mødt med læssevis af negative og sårende kommentarer.

– Vi veganere får hele tiden skudt i skoene, at vi missionerer. Jeg fortæller om det på min egen Facebook-væg, men ellers er jeg ikke sådan én, der sidder til en middag og kritiserer, hvad folk spiser.

– Andre fortæller også på deres væg, at de var ude og spise stegt flæsk, men når jeg fortæller at jeg spiser plantemad og om dyrevelfærd, så missionerer jeg – når folk viser grillbilleder af deres kød, så er det bare hyggeligt.

Der er kommet en anden vægt og alvor bag ordene, nu hvor emnet rammer Vickis store passion.

– Der er mange, der siger: ”SAVNER du ikke en god bøf, savner du ikke ost?” Jo, men jeg savner også min bryllupsrejse i Caribien og en god dansk sommer uden regn. Fordi man savner noget, er det jo ikke ensbetydende med, at man skal have det. Hvis det at spise en bøf, har den konsekvens, at et dyr skal lide og dø for min skyld, så skal jeg ikke have den.