For 13 år siden modtog Anders det værste telefonopkald, en forælder kan få

I TV 2-programmet min “Min sindssygt sunde familie” kender vi dem som den glade løbefamilie, der hver eneste dag styrter af sted i farvestrålende lycratøj og med løbevognen fuld af børn. Eller høj musik. Eller julepynt, hvis det er den tid på året.

Familie Hauser fra Jyderup vækker opsigt på skærmen. Og på vejene, stierne og til velgørenhedsløb.

Det ser så let ud, når de i fællesskab løber deres daglige ture i højt humør, mens de hepper på hinanden. Som om de har haft medvind hele tiden.

Men 44-årige Anders har bestemt ikke altid haft vinden i ryggen. Og det gode humør er noget, han selv har taget en beslutning om at få

Mistede sin søn i en ulykke

For 13 år siden modtog han det værste telefonopkald, en forælder kan få.

Hans otteårige søn Emil var en mørk december eftermiddag steget af skolebussen og var gået hjemad langs landevejen, da han blev snittet af en bil i et sving.

Skubbet fik ham til at falde ud på kørebanen, hvor der i det samme kom en familiefar kørende. Bilisten kunne intet stille op.

Den dag mistede Emil livet. Og den dag skulle Anders lære at leve videre uden sin søn.

Måtte se ham med egne øjne

I starten havde han så svært ved at begribe det, at han valgte at tage ind i kapellet for at se ham med egne øjne.

– Da jeg kom ind, bad jeg om at være alene. Og så gik jeg hen til Emil og nev ham lidt i armen. Han var helt kold. Jeg løftede også på det viskestykke, der var lagt hen over hans hoved, hvor han var blevet ramt.

– Det var ikke rart at se, men det gav mig bevidstheden om, at han virkelig var død. At han ikke ville vågne igen.

En svær beslutning

Den dag skulle Anders ikke bare forstå, at Emil var død.

Han skulle også tage en nærmest umulig beslutning, da hans yngste søn, Tobias på bare fire år klart forklarede, at han også ville ind og se sin storebror i kapellet.

– Der er jo mange meninger om den slags. Nogle er sikre på, at det kan give børn traumer for livet. Jeg var selv i tvivl og besluttede lige at tænke mig om. Men da jeg stod op næste dag, vidste jeg bare, at jeg var nødt til at lytte til, hvad min dreng sagde.

For børn er døden ikke et tabu

Så lille Tobias kom med ind og så sin storebror i kapellet. Og den oplevelse har sat sig dybt i Anders.

– Tobias gik bare ind som det naturligste i verden og kiggede på sin bror. Så sagde han: “Far, det der er ikke Emil. Det er bare hans krop. Emil er i himlen.” For ham var det slet ikke svært at snakke om døden. Det var ikke et tabu, som det er for os voksne.

For børn er der mennesker, der lever. Og mennesker, der er døde. Det er helt enkelt, siger Anders, som siden selv har insisteret på, at det ikke er farligt at tale om døden.

– Jeg kan mærke, at mange bliver usikre eller kede af det og trækker sig tilbage, når de finder ud af, at jeg har mistet en søn. Men jeg synes, det er et problem, at vi er så bange for at berøre det emne.

– Døden er jo en del af livet. Vi ved, at vi alle sammen skal dø.

Det er ikke din skyld

Anders er en mand, som tydeligvis ikke pakker døden eller andre emner ind. Og som tør tale om det allersværeste.

Derfor var det også vigtigt for ham at få kontakt til den familiefar, som med sin bil ramte Emil.

– Jeg ringede til ham og sagde, at jeg godt vidste, at det ikke var med vilje, og at han ikke kunne have gjort noget anderledes. Det var vigtigt for mig. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Måske fordi det kunne have været mig, der sad i den bil.

– Jeg havde selvfølgelig mistet en søn, men det måtte da også være ganske forfærdeligt at være ham, der havde kørt bilen.

Tager et valg hver eneste dag

Efter ulykken stod Anders tilbage med en voldsom sorg. Og et liv, der skulle gå videre på den ene eller anden måde.

Det havde været forståeligt, hvis han var faldet ned i et sort hul og blevet der.

Men Anders valgte med tiden det modsatte.

– Jeg ville bytte alt, hvad jeg ejer, bare for at få ti minutter med Emil igen. Men det er ikke en mulighed. Når tingene er, som de er, kan jeg lige så godt få det bedste ud af det.

– For mig er det et valg, man tager. Hver eneste morgen vælger jeg, om jeg skal være glad eller ked af det, siger Anders.

Der er sket meget siden. I dag er Anders som bekendt en energisk del af løbefamilien, og han vælger hver morgen, at det her skal blive en god dag.

Også selv om sorgen naturligvis altid vil være en del af hans liv.

Artiklen blev bragt første gang i Ude og Hjemme. Dette er en redigeret version.