Brev til Renée: Min mand vil ikke se mine børnebørn

Kære Renée

Jeg er gift på syvende år med den dejligste mand.

Vores liv er fyldt med kærlighed og god balance i forhold til det meste.

Desværre har min mand svært ved at acceptere, at jeg hver 14. dag passer mine børnebørn på henholdsvis 10 og tre år i vores hjem klokken 15-19.

Han hilser på dem, men han deltager aldrig og forlader huset eller trækker sig tilbage.

Børnene spørger efter ham. Helt galt er det, hvis jeg ønsker, at de kommer uden for vores fastlagte pasningsordning.

Han bliver sur og indadvendt i flere dage og mener, at ekstra besøg skal medføre bortfald af den faste ordning.

Det skal siges, at min mand bliver mere og mere introvert, han er 65 år.

Jeg elsker samværet med mine to børnebørn, og boede jeg alene, ville min dør altid være åben for dem og i øvrigt for mange flere, end vi ser i dag.

Da jeg ikke kan/må se dem så tit i vores hjem, besøger jeg dem, hvilket også hver gang kommenteres negativt: “Skal du nu derover igen, kan hun (min datter) ikke få en barnepige?”

Han har selv en datter og to børnebørn på 10 og 16 år, som han ser af og til, men han tager aldrig initiativ til at se dem i vores hjem.

Det er mig, der opfordrer til besøg af dem også.

Mine børnebørn er velopdragne, og der er aldrig uoverensstemmelser, når de er her.

Jeg bliver så ramt af hans manglende respekt over for mit ønske om at være sammen med dem.

En ubalance, som nu har været der i de syv år, vi har tilbragt sammen, og som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.

Børnene er alene med deres mor, og jeg er deres tætteste og nærmeste relation.

Kærlig hilsen

En ellers glad og positiv mormor

Kære ellers glade og positive mormor

Jeg kender til flere tilfælde, hvor samme dilemma har udspillet sig.

I begge tilfælde er det endt med, at parret er gået fra hinanden, fordi kvinden ikke ville opgive den tætte relation til sine børn eller børnebørn.

Begge tilfælde handlede om en mand, der ikke kunne acceptere, at kvindens børn og børnebørn fyldte i deres hjem, idet børn og børnebørn ikke var hans biologiske.

Hvorvidt noget af det har været retfærdigt, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Men jeg kan sige til dig, at jeg som kvinde og mor forstår de to kvinders valg om til sidst at afbryde forholdene.

I det ene forhold er der nu tale om, at de måske kan være kærester uden at bo sammen, og det kunne faktisk også sagtens være en mulig løsning på din udfordring?

Du står over for et svært dilemma. På den ene side skal du jo ikke bo og leve sammen med din datter og hendes børn.

Du skal ikke rejse og blive gammel sammen med dem, på samme måde som du skal sammen med din mand.

På sin vis er din mands funktion mere hverdag, og derfor er den selvfølgelig svær at undvære.

På den anden side så synes jeg, at hans adfærd er dybt uretfærdig. At handle så åbenlyst på sine egne følelser uden at være voksen nok til at tage den andens perspektiv med i sine overvejelser, er for mig at se ikke helt o.k., når man har valgt at være sammen i et kærlighedsforhold.

Efter min mening er det en fejltagelse fra hans side, især taget i betragtning af at din datter er alene og derfor har ekstra meget brug for dig.

Prisen for dig og for din datter og hendes børn bliver ret stor, og spørgsmålet er jo nok, om du skal blive ved at betale den pris?

En måde at løse det på kunne være, at du og din mand flyttede fra hinanden og i stedet for at være sammen hver eneste dag blev mand og kone pr. aftale.

At I aftalte, hvornår I kunne ses, og de dage, I ikke var sammen, havde I begge friheden til at gøre med jeres tid, som det passer jer.

Der er selvfølgelig fordele og ulemper ved løsningen, og her kan du måske begynde at skrive ned, hvilke fordele du og han hver især kunne have af den idé, og også hvilke ulemper I begge ville opleve.

Ud over at du ville få mere frihed til at se din datter og dine børnebørn, kan det være, der også er praktiske fordele for dig i at gå med den løsning? Måske står du for flest huslige ting.

Her kunne en fordel være, at du slap for at vaske hans tøj, at du måske ikke behøvede at købe ind og lave mad hver dag?

En ulempe kan være, at du så heller ikke får den glæde, det er at tage sig af en elsket person.

På den liste kunne også være, at du skulle sove alene en del aftener og drikke din morgenkaffe i stilhed.

Det kan også være, at nogle af de ting, jeg ser som en ulempe, tæller som en fordel for dig.

At tage problemet så alvorligt som at overveje, at I ikke skal bo sammen, kan måske få din mand til at forstå, hvor meget det her betyder for dig.

I den proces kan det være, at han finder ud af, at du er vigtigere at bo sammen med, end det er ikke at få besøg af dine børnebørn?

Selvfølgelig er det også risiko for, at han synes, det er en fin idé, at I bor hver for sig, og at det i grunden slet ikke er det, du har lyst til?

Under alle omstændigheder er problemet så alvorligt for dig, at du nok er nødt til at gøre noget konkret for at løse det.

Hvis det ikke skal være at overveje at flytte hver for sig, er det måske en alvorlig påtale og en grænse, der skal sættes i alvor.

Kærlig hilsen
Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.