“Hvis jeg sidder til en virkelig dejlig middag, kan jeg tænke: Hvis jeg så godt ud, SÅ ville det være helt perfekt”

Hun siger, at det føles decideret skræmmende at spille den rolle.

Mathilde Arcel Fock er “Pigen” i “Mørkt forår”, og forestillingen, der er baseret på Unica Zürns ikoniske roman fra 1969, er nærmest nedslående frisk.

Med den lille pige som omdrejningspunkt handler den om frihedsforskelle mellem kønnene og kvindekønnets styrke, om selvdestruktion, erotiske fantasier og lyst.

I særdeleshed børns. Børns seksualitet snakker vi ellers ikke rigtig om, vel? Nå, men her gør vi.

Er voksne bange for børns seksualitet?

– Ja, jeg tror slet ikke, voksne kan håndtere det. Jeg tror faktisk også, jeg selv ville have det sådan som mor. Det er vel, fordi vi forbinder det at være barn med at være uskyldig.

Men voksne har selv været børn, de ved vel, hvad det er at “lege doktor”?

– Fuldstændig! Men det må være noget med, at man har brug for, at ens børn skal beholde en form for … renhed, når man ser dem udefra.

I ens eget hoved i hvert fald. Så vi taler aldrig særlig meget om børns seksualitet.

I min barndom og mit liv er det i hvert fald ikke noget, man har snakket om som noget, der faktisk ret reelt findes.

At man udvikler sine egne lyster, og hvad de består af. At forholdet til ens forældre f.eks. spiller ind.

Kunne I tale om seksualitet, da du var barn?

– Hmmm. Jeg husker ikke, vi snakkede om det, før jeg var teenager, og jeg holdt det meget skjult som lille, fordi jeg ikke troede, det var normalt at have seksuelle drifter som barn.

Da jeg gik i børnehave, havde jeg et mareridt, syntes jeg selv, det var faktisk en seksuel drøm.

Det her har jeg aldrig fortalt, men … jeg drømte, at jeg havde en form for sex, jeg vidste ikke rigtig, hvad det var, men der var en eller anden seksuel relation mellem mig og en dreng, jeg var forelsket i, OG en pædagog. Og DET var meget voldsomt, jeg vågnede og græd, fordi jeg skammede mig så meget.

Det var så pinligt. Jeg tænkte: Den er helt gal med mig, der kan ikke være nogen af de andre børn, der tænker sådan, og mine forældre vil i hvert fald ikke kunne elske mig, hvis jeg fortæller dem det.

Mathilde var så ked af det, at hun ikke engang kunne kravle ud af sengen, og tanken om at skulle i børnehave, var totalt uoverskuelig.

–Det turde jeg slet ikke, fordi jeg tænkte, at de ville kunne se det på mig.

Min mor spurgte, hvad der var galt, til sidst fortalte jeg hende om drømmen.

Heldigvis var hun rigtig god og sagde: “Det er helt okay, alle har sådan nogle drømme, man kan ikke styre sine drømme, det betyder ikke, at det er det, du ville gøre i virkeligheden, og det er også okay at have de tanker, du har”.

Hun fjernede noget af min skam, men det er vildt at tænke på, at den skam allerede var så dybt indlejret i mig.

Hvor kommer den fra?

Er det noget, vi har fået fortalt? Er det noget, vi har set?

Jeg kan stadig mærke den skam – over, hvad det er, man har lyst til.

PRINSESSE

Pigen i “Mørkt forår” lever sit liv igennem sin far og hans meninger om hende.

– Hun får meget hurtigt en følelse af, at MÆND er noget magisk og kan noget vildt, som hun ikke kan, og som hun har brug for. Han kalder hende prinsesse, giver hende gaver, kysser hende på hånden, som om hun er en fornem dame.

Det booster hendes selvværd, men jo i kraft af ham. Hun bliver afhængig af, hvad han synes om hende.

Pigens far tager i krig kommer forandret hjem – fraværende både fysisk og mentalt – og pigen ved ikke, hvem hun selv er, når han ikke er der.

Moren hører man kun om som et monster, der lukker sig inde på et værelse som et dyr, der kommer kravlende ud på gangene og har en lang tunge, der slikker på hende.

– Det hele er meget ubehageligt med den mor.

Meget tidligt og ret voldsomt får pigen et had til sin egen krop og til kvindekroppen, som om den er noget klamt.

Hun ser sin mor, der er blevet gammel, alt hænger, faren vil ikke have hende. Det hele er baseret på, hvad faren kan lide.

Da pigen er otte år, begår hendes storebror et overgreb på hende.

– Og så begynder hun at dykke ned i nogle meget mørke og dystre og for det meste meget seksuelle fantasier.

Hun forestiller sig, at der kommer en masse mænd, som står rundt om hende og straffer hende, og alle hendes fantasier ender i døden.

Hvor de til sidst slår hende ihjel, og det er den største nydelse, hun kan forestille sig. Det er meget voldsomt, ikke?

Hvordan er det at spille hende?

– Det har føltes skræmmende og gør det stadig, fordi det føles, som om hun er så stor en kraft af … seksualitet og selvsikkerhed.

På trods af al den modstand hun møder, insisterer hun ligesom på at tage, hvad hun vil have, i den her verden.

KOMPLICERET

Pigen afskyr det feminine, fordi det maskuline repræsenterer magten og magien.

Mere end 50 år senere kæmper kvindekønnet stadig med skønhedsidealer og selvnedpilning.

Mathilde siger ærligt, hvordan hun selv har det med sin krop:

– Svært. Helt klart kompliceret. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har haft en følelse af at være tilfreds og glad for, hvordan den ser ud.

Der er altid en følelse af, at der er noget … der er forkert.

Så er det mine arme, der er for store, eller min mave eller min numse, det fortsætter bare.

På et tidspunkt kom hun til den konklusion, at det måske ville hjælpe – også hende selv – hvis hun begyndte at tænke aktivt positivt om andres kroppe.

– For det var så indlejret, at jeg godt kunne komme til at kigge på andre og tænke: “Åh, der er lidt for meget dér.”

Eller: “Hun ku’ godt lige …” Altså virkelig tarvelige ting, som hjernen bare kører i, fordi man er så vant til – jeg var i hvert fald – at se på kroppe som noget, man arbejder på igennem et helt liv.

Som noget, man kan få FIKSET, ligesom sat i god stand.

Jeg synes faktisk, jeg er blevet bedre til at se på alle andre og tænke: Det er flot, det er smukt.

Men alligevel er det, som om det ikke kommer rigtigt ind i mig selv. Jeg bliver ved med at have følelsen af, at der er noget ved mig, der ikke er godt nok.

Det er så mærkeligt at have en tydelig fornemmelse af, hvordan min krop ser ud, og “åh, jeg er bare for tyk, hvor er det pinligt, alle kan se det”.

Hun fortsætter:

– Hvis jeg sidder til en virkelig dejlig middag, kan jeg tænke: Aih, det her er så dejligt, hvis jeg så godt ud, SÅ ville det være helt perfekt.

Det er, som om den gode oplevelse ikke tæller, fordi jeg ikke er på mit højeste med kroppen.

Så tænker jeg: Jeg glæder mig, til vi skal have sådan en middag igen, efter jeg har tabt mig og trænet.

Det lyder helt skørt, når jeg siger det højt, og det er det jo også. For hvis jeg kigger tilbage på billeder fra for nogle måneder eller et år siden, kan jeg pludselig se det: Jeg så fandeme godt ud den aften, hvor var jeg flot.

Men jeg har svært ved at overføre den følelse til nutiden. Hvorfor synes jeg, at jeg skal være tynd for at være flot?

Jeg snakkede med min mor om det, hun sagde: “Det er vildt, for det er præcis sådan, jeg havde det.”

Jeg ser billeder af hende, hvor jeg synes, hun er en gudinde, SÅ vanvittig smuk. Men hun siger: “Lige det der billede – jeg HADEDE det billede.” Så, ja … det fortsætter.

Jeg tror, det bliver indlejret i os som børn, at vi ser, hvordan vores forældre behandler sig selv.

NORMER

Selvkærligheden er svær. Det er kærligheden også. Der er sårbarhed i luften i mit køkken.

Hvad lærer du af livet om kærlighed nu?

– Ja … det er jo meget banalt, men jeg håber, at det jeg er ved at finde ud af er, at jeg ikke kan underkende det at have kærlighed til mig selv.

Jeg kan ikke skubbe det til side eller tænke: “Det er ikke så vigtigt, så længe jeg elsker den, jeg er sammen med.”

Jeg er i hvert fald blevet mere bevidst om, at jeg gerne vil lære det om kærligheden.

Mathilde vil gerne leve det, hun selv kalder et frit kvindeliv.

– Jeg vil gerne leve et liv, hvor jeg ikke føler, at min lykke er afhængig af nogle andre, og hvor jeg tør lytte til, hvad jeg SELV har lyst til.

Også hvis det er at gå uden for normerne for, hvad et godt kvindeliv er, og hvad en kvinde skal være – som jeg stadig føler er ret traditionelt.

I hvert fald i grundrødderne af vores samfund.

Hvordan?

– Jeg ser på mange af mine veninder, og jeg mærker selv, at der nogle gange er en frygt for at … mærke ens egen styrke og mærke, hvor vildt og stort livet kan blive, hvor meget LYST man kan have.

Og hvor mange ting man kan have brug for at opleve. Større, mere, vildere!

Jeg føler, at der nogle gange er noget, der bremser det lidt. Jeg kan i hvert fald godt have en følelse af, at det er farligt at gå med den styrke, man kan mærke i sig selv, hvis man er kvinde.

Mænd? Mathilde oplever, at de historisk og kulturelt bliver opdraget til at modtage den styrke.

– Jeg tror, det er en positiv egenskab hos mange mænd at have fremdrift og styrke og “aargh, jeg kan TA’ verden!”.

Det er en total generalisering, men jeg tror, mange mænd bliver opdraget til, at verden er deres, og de kan gøre, hvad de vil i den. De har styrken.

Men som kvinde føler jeg tit, at der er en … kulturel ydmyghed, som skal følge med.

Vi får at vide, at vi kan, hvad vi vil, men at der samtidig er en grænse: Vi skal sørge for, at andre har det godt og ikke bliver kede af det.

Jeg føler i hvert fald, at der er noget i mig, der holder lidt igen. At jeg måske er bange for, hvad der sker, når man bare giver efter.

LESBOS

Mathildes mormor, Libby, gik med sin styrke.

Hun flyttede fra Grækenland til Danmark som 18-årig i 1960, fordi hun havde forelsket sig i Arne Arcel fra Herning.

– Hun havde stor fremdrift og var virkelig forud for sin tid.

Hun var vokset op på øen Lesbos, men tog væk fra det hele. Den beslutning må have været så stor og svær. Det er helt vildt.

Hendes fagforeningsfar havde banet vejen.

– Han ville gerne have, at hans døtre skulle have undervisning, lære at læse og skrive.

Som 16-årig læste hun “Det andet køn” af Simone de Beauvoir, det tror jeg ikke, der var nogen andre, der gjorde på den ø …

Libby Arcel begyndte at studere psykologi på Københavns Universitet som en af meget få kvinder dengang.

Hun var i virkeligheden erklæret feminist, før særlig mange danske kvinder anede, hvad feminisme var.

De mente selv, de var moderne, har Libby fortalt sit barnebarn Mathilde, og de sagde til hende, at det måtte være mærkeligt at havne i sådan en moderne verden, når man kom fra Lesbos. Det syntes Libby var sjovt.

– Hun følte ikke, at feminisme var “en ting” i Danmark.

Det tror jeg heller ikke ligefrem, det var på Lesbos, men det var det for min mormor.

Hun er død nu, men hun kæmpede for kvinders rettigheder hele vejen.

Er du feminist?

– Ja. Jeg går ind for ligeløn og ligebehandling af kønnene.

Det er virkelig vigtigt hele tiden at prøve at se på de samfundsregler og roller, vi har skabt for os selv og hinanden.

Hvem har opfundet det og hvorfor? Hører de i virkeligheden en anden tid til, er der andre måder at gøre det på?

Hele tiden revurdere vores samfund. For alles skyld. Det er det, jeg forbinder med at være feminist.

Hun siger, at det “forhåbentlig” ikke er en kamp imellem mænd og kvinder.

– Jeg ser det som en fælles kamp for et samfund, der bare er meget federe at være i for alle.

Patriarkatet er problematisk. For mig er det et billede på det samfund, vi har lavet, hvor den, der har mest magt eller autoritet, oftest naturligt er en mand, og det er ham, vi kigger mod for at høre, hvad der vil være det klogeste at gøre.

Det billede viser sig i alle mulige sammenhænge.

Flirt er, at VI har noget kørende, at man er to om det, DET elsker jeg.

Men når det kun er fra den ene til den anden, bliver det noget helt andet.

Han ville jo ikke have noget igen, han var ligeglad, han kørte bare videre.

Så må det være noget andet, man er ude efter, som bare handler om at sende et eller andet ensidigt af sted.

Det overrasker mig, hvor mange mennesker der åbenbart stadig ikke kan fornemme, hvornår noget er en flirt, og hvornår noget er upassende.

Folk reagerer tit med: Nå, men må man så overhovedet flirte? Og ja, det må man.

Hvis det er gensidig flirt, det handler om. Men jeg tror, den ekstra opmærksomhed på, hvad der er okay, og hvad der ikke er, lige nu, er sund, fordi der på et mere overordnet plan endelig er noget, der er ved at ændre sig.

Jeg er virkelig taknemmelig for, at den bevægelse er i gang.

Da jeg gik på skuespillerskolen, lyttede jeg helt ærligt nok lidt ekstra efter, hvis det var en mandlig lærer, der sagde et eller andet. Altså at opdage de der ting …

Bliver du vred på dig selv?

– Ja, helt vildt. Jeg bliver så irriteret over, at man kan have nogle holdninger og så alligevel opdage, at man faktisk handler på en måde, der går imod dem.

Som da hun forleden gik på gaden og overværede, hvordan den ene af to mænd i en stor bil piftede og råbte efter en ung kvinde, der kom gående alene i en kort nederdel.

– Først grinede jeg, haha hvor sjovt, men da jeg havde grinet, tænkte jeg: “Neiiih, sikke en idiot!”

Jeg kunne bare så tydeligt mærke min umiddelbare reaktion og derefter min ægte holdning, som er at, at DET har hun ikke bedt om, det er ikke derfor, hun har den nederdel på.

Han aner ikke, om hun overhovedet har lyst til at høre sådan noget, eller om det er ubehageligt for hende.

Flirt er noget helt andet?

– Ja, det er netop det, der er nøglen.

ØL

For ja – Mathilde har selv oplevet ensidige tilnærmelser. Flere gange.

Vi napper en enkelt med en teatertekniker. Efter en forestilling skulle alle ud og drikke en øl sammen.

Men Mathilde skulle op på sit hotelværelse og lave et selftape til en casting til “Sygeplejeskolen”.

Da hun sagde det, gav det teknikeren lidt for gode ideer.

Teknikeren: “Nå men det kan jeg godt hjælpe dig med, jeg har et rigtig lækkert lille sygeplejerskekostume, du kan få på, mens vi laver det.”

Mathilde: “Okay, det tror jeg ikke jeg skal.”

Teknikeren: “Jeg tror ellers, du ville se rigtig fræk ud i det, det er sådan noget helt skinnende stof og helt stramt, det ville være rigtig godt.”

– Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg grinede bare lidt og gik op på mit hotelværelse.

Da jeg kom derop, var jeg forvirret og ked af det.

Jeg har flere gange oplevet at sende noget venskabeligt ud og få det tilbage som seksuelt, og jeg bliver bare så ked af det, for er det mig, der har sendt noget forkert ud?

Men det er det jo ikke?

– Nej, men det gør automatisk, at jeg er mere forsigtig næste gang.

HAN tror, han flirter, men det, han gør ved mig, betyder, at jeg næste gang går ud i livet med lidt mere skjold på.

Så han ændrer noget i mig, og det er det, jeg synes, er det hårde.

Men så er det jo IKKE en flirt?

– Nej, det er en form for mangel på empati kombineret med en følelse af … berettigelse måske.

Når man føler, at “jeg må gerne”. Og dér tror jeg, det kommer til at handle ret meget om køn, og hvad vi er opdraget med.

Er køn en konstruktion? Hmm. Mathilde tror ikke ligefrem, vi fødes som “tomme skabeloner”, men:

– Jeg tror, at det, vi fødes med, meget hurtigt bliver farvet af omverdenen.

Vi fødes med et biologisk køn, og omverdenen konstruerer hurtigere, end vi selv er klar over, hvad det betyder at være det køn. Hvad vi så skal leve op til, hvem vi skal være, og hvordan vi skal opføre os.

Mathildes yndlingslegetøj som barn var en bamse, der hed Villy Viktor.

– Min søsters var lyserød, min var lyseblå.

Der var faktisk mange ting i min barndom, hvor jeg valgte noget, der skulle være klassisk maskulint.

Jeg ville gerne have klippet mit hår ligesom min fars, men det måtte jeg ikke, jeg fik at vide, at det kunne drenge ikke lide.

Der blev ligesom heller ikke taget højde for, at det kunne være, at jeg ikke kunne lide drenge, haha.

Men … det var bare: “Nej, drengene kan ikke lide, hvis piger har kort hår.” Så jeg skulle have langt hår.

Når jeg husker tilbage, er der flere ting, hvor jeg følte, at jeg havde det lidt anderledes med mit køn, end min søster havde det med sit.

Hvordan har du det så med den tid, vi lever i nu?

– Jeg synes, vi er blevet bedre til at udfordre os selv og vores kultur, normer og køn. Vores roller.

Hvad kommer du til at tage med dig fra den her heftige rolle på teatret?

– Forhåbentlig en ... indædt kamp for frihed og for plads i den her verden.

Og at prøve at insistere på, at der ikke er noget galt med de lyster og den vildskab, man har.

Selv om det måske er provokerende og for meget. Det håber jeg, at jeg tager med. Det vil jeg i hvert fald gerne.