Brev til Anna Mejlhede: Min mand vil have, at jeg lærer at køre bil. Det har været et stridspunkt i flere år

Hej Anna

Min mand og jeg bor i udkanten af en lille by. Vi har en ung teenager hjemme, der skal køres til alverdens ting.

Jeg klarer mig for det meste med min cykel og kan tage toget fra stationen, men nogle gange kører han da også mig.

Med surhed. Min mand er nemlig godt træt af alt det køreri og vil gerne have, at jeg tager et kørekort, så jeg også kan tage min del af de mange køreture.

Det har været et stridspunkt i flere år. Jeg kan godt se, at det ville være rart for ham.

Jeg kan også godt se, at det måske er rimeligt, at jeg tager min del, men jeg kan ikke overskue – midt i 50’erne – at lære at køre bil sammen med en masse raske 20-årige.

Og helt grundlæggende er jeg bange for at køre bil.

Jeg er bange for, at der skal ske en ulykke, og jeg skulle komme til at skade nogle alvorligt i trafikken. Ja, jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget værre, end hvis det skete.

Jeg tænker, at det er okay at vælge dét fra, der trigger ens angst.

Og jeg laver da f.eks. mere mad, end min mand gør, så jeg tænker faktisk, at regnestykket går op.

Men han vil ikke give sig og sukker højlydt, højere og højere synes jeg faktisk, når jeg beder ham hente eller bringe mig.

Han klager også over alle de ting, han skal køre vores søn til. Og nu har jeg det sådan: Okay, skal jeg så få det kørekort for at gøre ham glad?

Også selv om jeg ikke har det mindste lyst, og jeg sikkert vil blive en bilist, der kører i angst?

Kh

Cyklisten

Kære cyklist

Du skal ikke tage kørekort, når alene tanken om at sidde bag rattet er dig så meget imod. At køre bil er ikke nødvendigvis noget alle kan lære, ligegyldigt om man er ung eller ældre.

Jeg tror dog ikke, at vi som udgangspunkt altid skal undgå det, vi er bange for.

Danser vi blindt efter angstens pibe, bliver vi slave af den. Hæmmede og indespærret i os selv.

Men det her lyder til at være en ret afgrænset og konkret frygt, og med den som udgangspunkt bliver det næppe en hjælp for nogen, at du får det kørekort.

Jeg kan dog godt sætte mig i din mands sted. Det kan føles som en belastning at være den eneste, der kan snuppe bilnøglerne og fragte familien rundt til diverse arrangementer dag ud og dag ind.

Dit argument med, at du til gengæld tager hovedparten af andre hjemlige opgaver, synes jeg dog er helt på sin plads.

Kan I ikke sætte jer ned sammen, du og din mand, og drøfte den generelle opgavefordeling i jeres familie?

Selv om det kan virke overordentligt småtskåret at sætte alt i skemaer, så giver det et nøgternt overblik, når man synes, at de daglige pligter fordeles skævt.

Du gør jo selv, hvad du kan for at gøre dig uafhængig af din mands kørekort, og måske kan jeres teenager overtales til det samme?

Når ikke man ligefrem bor op og ned ad den kollektive trafik, kan det bare ikke undgås, at et lift af og til er nødvendigt.

Spørg din mand, hvordan I sammen finder en gænge omkring kørsel, han kan rumme – knapt så vrissent.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.