Samfund
31. august 2022

Ny undersøgelse: Shorts til små piger er kortere end shorts til små drenge

Shorts til piger er generelt kortere end drengenes. Udvalget af tøj til børn i store netbutikker underbygger kønsstereotyper, viser stort tysk datajournalistisk projekt.
Af: Silje Qvist
Shorts piger

Foto: Unsplash

Drengefarver og pigefarver. Det overrasker dig nok ikke, at tøjet til små piger ofte er lyserødt, mens tøjet til drengene er blåt. Men vidste du også, at shorts lavet til små piger i gennemsnit er seks centimeter kortere end shorts til drenge?

Det viser en stor analyse foretaget af journalister fra den tyske avis Süddeutsche Zeitung.

Journalisterne analyserede over 20.000 børnetøjsartikler fra tre store børnetøjsforhandlere på nettet, der deler børnetøj op i køn.

Det var tøj til børn under 10 år fra Zalando, H & og About You. Ved at analysere snit, farve, mønstre og slogans fra tøjstykkerne fandt teamet ud af, at børnemode forstærker udbredte kønsstereotyper.

Shorts til piger er generelt kortere, end tilsvarende shorts til drenge – og det på trods af, at der nærmest ikke er forskel på børnekroppe blandt børn under ti år. Det er et resultat af mode og socialisation, skriver en af journalisterne bag undersøgelsen, Marie-Louise Timcke, på Twitter.

Der findes eksempelvis ikke natkjoler med dinosaurer på eller cargoshorts med enhjørninger. Ifølge undersøgelsen skal pigerne gå glamourøst klædt, mens drengenes tøj er mere funktionelt.

“Pigers tøj er – uanset alderen – designet til at vise hud og fremhæve kroppen,” siger Almut Schnerring, der er forfatter og har skrevet bøger om kønsbias.

“Drengetøj på den anden side giver mulighed for bevægelse og en behagelig tilværelse,” forklarer hun.

Andre konklusioner, der er kommet ud af undersøgelsen, er, at drenge hovedsageligt tilbydes blå nuancer, mens hver andet stykke tøj til piger er lyserødt. Print på tøj med skrift viser også, hvordan børnene på baggrund af køn opfordres til forskellige livsstile. Drengene skal surfe i bølgerne, mens piger skal smile, elske og drømme.

Læs mere om:

Læs også